Dansk Energis anmeldelse af netleveringsbetingelser angående forsikring på erhvervsejendomme

Resumé

1.      Denne sag angår Dansk Energis vejledning til netselskaber om udformning af deres leveringsbetingelser om visse forsikringsforhold. Nærmere bestemt angår det virksomheder, hvis tilslutning fordrer etablering af netselskabets elanlæg på virksomhedens grund.

2.      Sagen forelægges tilsynet, fordi Dansk Energi har anmeldt en ændring af vejledningens bestemmelse om et gensidigt medforsikringskrav, således at ikke kun hændelige skader, som vurderet af tilsynet i 2006, men nu tillige skader som følge af simpelt uagtsomhed, omfattes heraf.

3.      Tilsynet har tidligere tilkendegivet, at det gensidige medforsikringskrav kun bør gælde hændelige skader.

4.      Den anmeldte formulering af § 3.7 indeholder endvidere en præcisering af, at medforsikringskravet er gensidigt, dvs. en præcisering af, at netkunden skal medforsikre netselskabet og netselskabet skal medforsikre netkunden.

5.      Eget forsikringsselskab anses generelt for bedst egnet til at vurdere omkostningens omfang som følge af en skade, hvorfor det er mest hensigtsmæssigt, at eget forsikringsselskab dækker, uanset hvor skaden hidrører fra.

6.      Det er imidlertid, sekretariatets vurdering, at rimeligheden af en udvidelse af det gensidige medforsikringskrav til også at omfatte simpel uagtsomhed afhænger af, om det fører til øgede omkostninger for den enkelte virksomhed. Det kan ikke vurderes generelt, men afhænger af det enkelte kundeforhold, hvorfor en nærmere vurdering må afvente, om en virksomhed indbringer spørgsmålet for tilsynet.

7.      Tilsynet godkender ikke branchevejledninger, men fører alene tilsyn hermed.

Tilkendegivelse

8.      Til Dansk Energis anbefaling om de ansvars- og forsikringsmæssige vilkår ved placering af elanlæg på virksomheders ejendomme tilkendegav Energitilsynet, at:

• den anmeldte ændring tages til efterretning, men at tilsynet til enhver tid kan tage § 3.7 op til fornyet bedømmelse, hvis situationen giver anledning hertil.

• rimeligheden af medforsikringskravet for skader som følge af simpel uagtsomhed først kan vurderes, når de økonomiske konsekvenser af de ændrede forsikringsvilkår for den enkelte kunde kan identificeres nærmere.

• netselskaber, når de forhandler nævnte § 3.7 med kunden, skal sikre sig, at en eventuelt øget omkostning til netselskabets forsikringsdækning eller andet, skal hvile på denne køberkategori i overensstemmelse med § 73 i elforsyningsloven.

• netselskaber bør varsle eksisterende kunder i behørig tid og eksplicit gøre nye kunder opmærksom på konsekvensen af leveringsbetingelsen, såfremt de i deres leveringsbetingelser anvender § 3.7 i Dansk Energis branchevejledning, og

• det bør fremgå af denne leveringsbetingelse, at netselskaber, der ikke overholder dette, ikke kan påberåbe sig virkningen af manglende medforsikringsdækning

Sagsfremstilling

9.      Dansk Energi har anmeldt en ændring til deres branchevejledning om netselskabers leveringsbetingelser (også kaldet netbenyttelsesaftalen), se Dansk Energis mail af 5. februar 2009.

10.  Ændringen angår § 3.7 om de ansvarsmæssige og forsikringsmæssige vilkår ved placering af elanlæg på virksomheders ejendom. Med ændringen skal hver part (netselskab og netkunde) ikke længere alene bære forsikringsbyrden for ”hændelige” skader, men i stedet bære byrden for alle skader med undtagelse af skader, som måtte være forvoldt ved fortsæt eller uagtsomhed. Det vil sige, hver part skal bære forsikringsbyrden for skader som følge af ”simpel uagtsomhed”.

11.  Endvidere fremgår det af den eksisterende § 3.7, at ”hver part skal tegne forsikring med el-skadedækning på sine anlæg og bygninger”. Med anmeldelsen præciserer Dansk Energi yderligere, at såvel netkunden skal medforsikre netselskabet som netselskabet skal medforsikre netkunden, dvs. medforsikringskravet angående simpel uagtsomhed er gensidigt. Det kan illustreres på følgende måde:

12. 

13.    Ændringen forelægges energitilsynet, fordi tilsynet udtalte sig om disse forsikringsvilkår i 2006, da branchevejeledningen sidst blev forelagt tilsynet, jf. tilsynsbestemmelsen i § 73 b.

14.              Dengang tog tilsynet Dansk Energis anmeldelse til efterretning.  Tilsynet havde dog enkelte bemærkninger, herunder til § 3.7, som angår de ansvars- og forsikringsmæssige vilkår ved placering af elanlæg på virksomheders ejendom. Herom bemærkede tilsynet (pkt. 4 i notatet):

15.     ”at det i netbenyttelsesaftalens i § 3.7, 2.afs., yderligere bør fremhæves, at der skal være tale om hændelige skader, og at det i kommentaren til bestemmelsen nævnes, at ved ikke-hændelige skader gælder de almindelige erstatningsretlige regler.”

16.  Endvidere anførte tilsynet (pkt. 36 i notatet), at ”netbenyttelsesaftalen indeholder i §§ 3.7, 3.8 og 3.9 bestemmelser om anbringelse af anlæg på netkundens ejendom. Af § 3.7, 2. afs. fremgår, at i de tilfælde, hvor ejerne stiller areal eller rum til rådighed for placering af elektriske anlæg, som tilhører netvirksomheden, bærer hver part - netkunden og netvirksomheden - risikoen for (hændelige) skader på egne anlæg/bygninger, uanset om disse er forvoldt ved forhold i den anden parts anlæg/bygning. Bestemmelsen i sig selv kan næppe anses for urimelig, da der er tale om hændelige skader, men det bør yderligere fremhæves, at der skal være tale om hændelige skader. Samtidig kan det i kommentaren til bestemmelsen nævnes, at ved ikke-hændelige skader gælder de almindelige erstatningsretlige regler.”

17.  Dansk Energi præciserede herefter deres branchevejledning således, at kundens egen forsikring kun skal dække hændelige skader som følge af netselskabets elanlæg på ejendommen. Der henvises til Dansk Energis notat af 20. december 2006, samt § 3.7 i den rettede branchevejledning 2006.

18.  Dansk Energi vil, jf. anmeldelsen af 5. februar 2009, ændre pkt. 3.7 branchevejledningen fra 2006 til følgende (kursiv er nyt, og fremhævet er slettet):

3.7 Såfremt det er nødvendigt, for at netvirksomheden kan opfylde sin leveringsforpligtelse overfor den ejendom, hvortil der er rekvireret elforsyning, at der anbringes forsyningsanlæg, f.eks. master, kabler, fordelingsskabe, transformerstationer m.v., i eller på den pågældende ejendom, skal netkunden (ejeren) stille egnet areal eller rum til rådighed for netvirksomheden. 

I de tilfælde hvor ejerne stiller areal eller rum til rådighed for placering af elektriske anlæg, som tilhører netvirksomheden, bærer hver part netkunden (ejeren) og netvirksomheden risikoen for hændelige skader på egne anlæg/bygning, uanset om disse er forvoldt ved forhold i den anden parts anlæg/bygning. Dette gælder ikke, hvis skaden er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed. 

Hver part skal tegne forsikring med el-skadedækning på sine anlæg og bygninger. 

Netkunden og Netselskabet skal gensidigt være medforsikret på deres respektive netkundens bygnings- og løsøreforsikring. I modsat fald kan en part netkunden ikke rejse erstatningskrav over for en anden part som følge af skader hidrørende fra parternes anlæg og bygninger, herunder etablering, drift opstået i forbindelse med drift og vedligeholdelse af anlæg til elforsyning.

19.  I Dansk Energis bemærkninger hertil er det tilføjet: ”Det anbefales, at der i forbindelse med placering af sådanne anlæg tages stilling til de forsikringsmæssige forhold. Herunder at netkunden særskilt informeres om medforsikringskravet i § 3.7 og betydningen heraf. Dansk Energi har med henblik på netselskabets information til netkunden udarbejdet en standardorientering herom. Reglerne om medforsikring kan ikke anvendes over for almindelige forbrugskunder, over for hvem retspraksis ikke accepterer en sådan ansvarsfordeling.”

20.  Dansk Energi har endvidere anført, at risikoen for, at en skade indtræffer, som følge af simpel uagtsomhed vurderes lige godt af egen forsikring som af den anden parts forsikring. Forsikringsselskaber har generelt kendskab til risikoen ved placering af elanlæg. Det gælder også netkundernes forsikringsselskaber, ligesom netselskabernes forsikring generelt kender til risikoen for skader som følge af simpel uagtsomhed på erhvervsvirksomheders anlæg og ejendom. Eget forsikringsselskab er imidlertid bedst til at vurdere omkostningens omfang som følge af en skade. Det er derfor også af den grund mest hensigtsmæssigt, at eget forsikringsselskab dækker ved skader som følge af simpel uagtsomhed, uanset hvor skaden hidrører fra.

21.  For Dansk Energis juridiske forudsætninger. Om baggrunden henvises endvidere til Dansk Energis medlemsinformation 17/2007 om praksis med medforsikringskravet.

22.  Brancheforeningen, Forsikring og Pension, rettede henvendelse til Energitilsynet den 17. februar 2009 om forsikringsspørgsmålet i forhold til erhverv.

23.  Dansk Energi bemærker hertil, at § 3.7 dels angår kundernes – ikke forsikringsselskabernes -  interesse, dels at Forsikring og Pension ikke kan anses for part i sagen.

24.  Til brug for nærværende tilsynsnotat har Dansk Energi endvidere indsendt notat af 8. september 2009.

25.  Forsikring og Pension har videre indhentet en udtalelse fra sikkerhedsstyrelsen om, hvor vidt Dansk Energis § 3.7 er i strid med § 17 i stærkstrømsloven. Efter Forsikring og Pensions opfattelse stiller § 17 i loven et ufravigeligt krav om objektiv erstatningspligt for ejeren af elforsyningsanlæg. 

26.  Sikkerhedsstyrelsen bekræftede dette i mail til Forsikring og Pension af 21. oktober 2009 (hele svaret her gengivet):

27.  ”Du har spurgt om § 17 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, jf. lovbek. nr. 990 af 8/12-2003 kan fraviges ved aftale. Det følger af § 17, at den, der driver et elforsyningsanlæg, SKAL erstatte den skade på person eller gods, som forvoldes af anlægget, medmindre det oplyses, at skadelidte selv forsætligt eller uagtsomt har hidført skaden, eller at skaden ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af et elforsyningsanlæg kræver. Det er Sikkerhedsstyrelsens opfattelse, at et elforsyningsselskab ikke ved aftale kan fraskrive sig det erstatningsansvar, der følger af 17.

28.  Dansk Energi har på et møde i sekretariatet heroverfor anført, at § 17 alene statuerer erstatningsansvar over for tredjemand. Bestemmelsen stammer ifølge Dansk Energi fra Københavns politivedtægt fra 1892, hvoraf dette fremgik, og § 17 i stærkstrømsloven fortsat skal forstås i overensstemmelse hermed.

29.  Sekretariatets har spurgt sikkerhedsstyrelsen om lovens § 17 set i forhold til Dansk Energis anmeldte § 3.7. Sikkerhedsstyrelsen udtalte den 2. november 2009:

30.  ”Bestemmelsens ansvarsgrundlag er culpa med omvendt bevisbyrde. Det er sikkerhedsstyrelsens opfattelse, at et netselskab ikke ved aftale kan fraskrive sig ansvaret. Det er endvidere sikkerhedsstyrelsens opfattelse, at udtrykket ”skade på person eller gods” rækker videre end kun skade på tredjemand. Bestemmelsen har været i loven siden L 77 af 19. april 1907 om elektriske stærkstrømsanlæg. Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at bestemmelsen indeholder regler om en udvidet erstatningspligt for skade forvoldt ved elektriske stærkstrømsanlæg. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen er videreført fra lov om erstatningsansvar for skade ved jernbanedrift af 26. marts 1898.

31.  På sekretariatets spørgsmål, har sikkerhedsstyrelsen tilføjet, at ”det er korrekt, at vi i vores udtalelse kun har taget stilling til ansvarsspørgsmålet - og ikke til forsikringsspørgsmålet. Det er efter vores opfattelse ikke en følge af stærkstrømslovens § 17, at den ansvarlige skal stå som direkte forsikringstager.”

Lovgrundlag

32.  Elforsyningsloven finder anvendelse på:

§ 2. Loven finder anvendelse på produktion, transport, handel og levering af elektricitet. 
Stk. 2. Loven gælder på land- og søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. 
Stk. 3. Loven omfatter ikke virksomhed, der er reguleret efter lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg. 
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan bestemme, at mindre anlæg eller mindre omfattende aktiviteter, som er omfattet af loven, helt eller delvis skal undtages fra lovens bestemmelser. 

33.  Elforsyningslovens bestemmelse om forbud mod krydssubsidiering:

§ 73 .  De kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser efter §§ 69-72 skal ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til. Prisdifferentiering på baggrund af en geografisk afgrænsning er kun tilladt i særlige tilfælde. 
Stk. 2. De kollektive elforsyningsvirksomheder skal offentliggøre tariffer og betingelser for brug af elnettet. 

34.  Elforsyningslovens bestemmelse om, at tilsynet kan gribe ind over for urimelige leveringsbetingelser:

§ 77. Hvis Energitilsynet finder, at priser og leveringsbetingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og betingelser.
Stk. 2. Hvis et urimeligt forhold i forbindelse med forhandlinger om netadgang ikke kan bringes til ophør ved pålæg efter stk. 1, kan Energitilsynet udstede pålæg om at indgå en aftale om forholdet på sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende aftaler. 
Stk. 3. Finder Energitilsynet, at priser, betingelser eller aftaler må anses for at give en miljømæssig eller samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling med parterne give påbud om ændring heraf. 
Stk. 4. Energitilsynet kan træffe bestemmelse om, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed skal ændre forbrugerpriserne, hvis virksomheden har foretaget en disposition, der ikke kan anses for rimelig for forbrugerne. Energitilsynet kan herunder bestemme, at virksomheden i nærmere angivet omfang skal anvende et overskud til ændring af priserne. 

35.  Elforsyningslovens bestemmelse om tilsyn med branchevejledninger:

§ 73 b. Energibranchens organisationer kan udarbejde standardiserede vejledninger om fastsættelse af tariffer og betingelser m.v. for net- og transmissionsvirksomhedernes ydelser. Energitilsynet fører tilsyn med sådanne standardiserede vejledninger efter regler fastsat af tilsynet.  

36.  Elforsyningslovens bestemmelse om civilretlige tvister:

§ 78. Til varetagelse af tilsyns- og klagefunktion på energiområdet nedsætter transport- og energiministeren et Energitilsyn. Energitilsynet behandler ikke klager vedrørende civilretlige tvister. 

37.  Stærkstrømslovens § 2:

§ 2. Ved stærkstrømsanlæg forstås: Elforsyningsanlæg med alle tilsluttede installationer og brugsgenstande, hvor spændingen er så høj eller strømstyrken så stor, at der kan opstå fare.
Stk. 2. Ved elforsyningsanlæg forstås: Anlæg til produktion, transmission og distribution af elektricitet. 
Stk. 3. Ved elmateriel forstås: Maskiner, apparater og materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i stærkstrømsanlæg. 

38.  Stærkstrømslovens § 17:

§ 17. Den, der driver et elforsyningsanlæg, skal erstatte den skade på person eller gods, som forvoldes af anlægget, medmindre det oplyses, at skadelidte selv forsætligt eller uagtsomt har hidført skaden, eller at skaden ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af et elforsyningsanlæg kræver. 
Stk. 2. Kan skaden skyldes flere elforsyningsanlæg, hæfter alle, der driver anlæg, for hvilke det ikke kan bevises, at skaden ikke kan være forårsaget af dem, solidarisk over for den skadelidte. De, der driver skadevoldende anlæg, hæfter i mangel af anden overenskomst lige for betaling af erstatning. 

39.  Om erstatningsansvar for skade, der er dækket af forsikring, gælder ifølge erstatningsansvarslovens §§ 19 - 22:

§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar. 
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt: 
1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller 
2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed. 
Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. 

§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jf. § 19. 

§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i 
1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring, 
2) luftfartsloven eller 
3) søloven 

§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige. 
Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige. 

40.  § 3.7 i Dansk Energis branchevejledning fra 2006:

Såfremt det er nødvendigt, for at netvirksomheden kan opfylde sin leveringsforpligtelse overfor den ejendom, hvortil der er rekvireret elforsyning, at der anbringes forsyningsanlæg, f.eks. master, kabler, fordelingsskabe, transformerstationer m.v., i eller på den pågældende ejendom, skal netkunden (ejeren) stille egnet areal eller rum til rådighed for netvirksomheden.

I de tilfælde hvor ejerne stiller areal eller rum til rådighed for placering af elektriske anlæg, som tilhører netvirksomheden, bærer hver part netkunden (ejeren) og netvirksomheden risikoen for hændelige skader på egne anlæg/bygning, uanset om disse er forvoldt ved forhold i den anden parts anlæg/bygning. 

Hver part skal tegne forsikring med el-skadedækning på sine anlæg og bygninger. 

Netselskabet skal være medforsikret på netkundens bygnings- og løsøreforsikring. I modsat fald kan netkunden ikke rejse erstatningskrav som følge af skader opstået i forbindelse med drift og vedligeholdelse af anlæg til elforsyning. 

41.  Dansk Energis anmeldte ændring til 3.7, jf. mail af 2. februar 2009:

Såfremt det er nødvendigt, for at netvirksomheden kan opfylde sin leveringsforpligtelse overfor den ejendom, hvortil der er rekvireret elforsyning, at der anbringes forsyningsanlæg, f.eks. master, kabler, fordelingsskabe, transformerstationer m.v., i eller på den pågældende ejendom, skal netkunden (ejeren) stille egnet areal eller rum til rådighed for netvirksomheden. 

I de tilfælde hvor ejerne stiller areal eller rum til rådighed for placering af elektriske anlæg, som tilhører netvirksomheden, bærer hver part - netkunden (ejeren) og netvirksomheden - risikoen for skader på egne anlæg/bygning, uanset om disse er forvoldt ved forhold i den anden parts anlæg/bygning. Dette gælder ikke, hvis skaden er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed. 

Hver part skal tegne forsikring med el-skadedækning på sine anlæg og bygninger.  

Netkunden og netselskabet skal gensidigt være medforsikret på deres respektive bygnings- og løsøreforsikring. I modsat fald kan en part ikke rejse erstatningskrav over for den anden part som følge af skader hidrørende fra parternes anlæg og bygninger, herunder etablering, drift og vedligeholdelse af anlæg.

Praksis
42.  Ekstrakt af tilsynets praksis for tilsyn med branchevejledningen om netselskabers leveringsbetingelser, jf. Pkt. 26 – 38 samt pkt. 49 i tilsynets meddelelse til Dansk energi af 24. april 2006:

26. En vurdering af bestemmelserne i Netbenyttelsesaftalen efter elforsyningslovens § 73b vil særligt have til formål at sikre, at aftalen er i overensstemmelse med den seneste udvikling inden for elforsyningsloven med tilhørende bekendtgørelser, forbrugerbeskyttelse, gebyrfastsættelse og restanceinddrivelse.

27. Energitilsynet kan i denne sag tage stilling til den nærmere udformning og indhold af de enkelte, generelle bestemmelser i netbenyttelsesaftalen. Såfremt tilsynet i medfør af elforsyningslovens § 73b tager aftalen til efterretning, udelukker dette imidlertid ikke, at tilsynet til enhver tid kan tage aftalens bestemmelser op til fornyet bedømmelse, hvis situationen giver anledning hertil.

28. Eventuelle klager over, hvordan et netselskab, der anvender netbenyttelsesaftalen som egne leveringsbestemmelser, administrerer de enkelte bestemmelser over for konkret forbruger, behandles imidlertid ikke længere af Energitilsynet. Der er her tale om klager vedrørende civilretlige tvister, som nu behandles af Ankenævnet på Energiområdet, jf. elforsyningslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., hvis der er tale om almindelige forbrugere, eller domstolene, hvis der er tale om klager fra erhvervsdrivende over et netselskabs administration af bestemmelserne.

29. Efter elforsyningslovens § 6, stk. 1, gælder stadig, at enhver elforbruger frit kan vælge elleverandør. Endvidere gælder ifølge elforsyningslovens § 6, stk. 4, at kollektive elforsyningsvirksomheder samt forsyningspligtige virksomheder, for så vidt angår deres forsyningspligtydelse, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår. Specielt sidstnævnte bestemmelse er vigtig ved vurderingen af vejledningen.

30. Endvidere gælder, at enhver har ret til mod betaling at benytte det kollektive elforsyningsnet til transport af elektricitet, og at de kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser skal ske efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til, jf. elforsyningslovens § 24, stk. 1, og § 73.

31. Bestemmelserne i vejledningen er den væsentligste del af retsgrundlaget mellem kunden og netselskabet. Det er derfor vigtigt, at bestemmelserne er klare og forståelige for kunden. Herved mindskes også sandsynligheden for eventuelle konflikter mellem netkunden og netselskabet.

32. Gennemgangen af netbenyttelsesaftalen viser, at der er tale om ikke særlig gennemgribende justeringer i forhold til  den tidligere aftale, der blev forelagt tilsynet.

33. På en række punkter giver aftalens bestemmelser dog anledning til bemærkninger. 

34. Retsforholdet mellem netkunde og netselskab er underkastet en række love og bekendtgørelser. I oversigt til aftalen bør for fuldstændighedens skyld også nævnes aftaleloven. Endvidere bør også nævnes lov om visse forbrugeraftaler, der indeholder bestemmelser om fjernsalg. Erfaringsmæssigt vil etablering af kundeforhold, jf. § 2, stk. 1, ofte ske telefonisk eller via internet eller mail. I disse tilfælde gælder en række specielle regler om forbrugerbeskyttelse mellem netkunde og nelselskab.

35. Netbenyttelsesaftalen indeholder en række definitioner på  begreber, der anvendes i aftalen. Disse definitioner er på nogle punkter identiske med de tilsvarende i elforsyningslovens § 5, og på andre punkter ikke. Som udgangspunkt er definitionerne ikke forkerte, men det ville hensigtsmæssigt og mere overskueligt, såfremt man konsekvent anvendte de definitioner, der er fastsat i elforsyningslovens § 5.

36. Netbenyttelsesaftalen indeholder i § 3.7, 3.8 og 3.9 bestemmelser om anbringelse af anlæg på netkundens ejendom. Af § 3.7, 2. afs. fremgår, at i de tilfælde, hvor ejerne stiller areal eller rum til rådighed for placering af  elektriske anlæg, som tilhører netvirksomheden, bærer hver part -  netkunden og netvirksomheden -  risikoen for (hændelige) skader på egne anlæg/bygning. Uanset om disse er forvoldt ved forhold i den anden parts anlæg/bygning. Bestemmelsen i sig selv kan næppe anses for urimelig, da der er tale om hændelige skader, men det bør yderligere fremhæves, at der skal være tale om hændelige skader. Samtidig kan det i kommentaren til bestemmelsen nævnes, at ved ikke-hændelige skader gælder de almindelige erstatningsretlige regler.

37. Af § 3.9, 1. afs., 2. pkt., fremgår, at netselskabet efter nærmere aftale med ejeren kan flytte egne anlæg samt forbindelserne herfra. Det bør her tilføjes, at sådan flytning sker for netselskabets regning.

38.  Energitilsynet noterer sig i øvrigt, at det i kommentaren til § 3.7. 3.8 og 3.9 fremhæves, at bestemmelserne må anvendes under al mulig hensyntagen til den pågældende netkundes forhold.

49. Afslutningsvis skal nævnes, at Energitilsynet nu fører tilsyn med Energinet.dk´s markeds-, måle- og tekniske forskrifter. Disse skal nu gennemgås af Tilsynet. På nuværende tidspunkt kan det ikke vurderes, om dette får indflydelse på indholdet af netbenyttelsesaftalen, men denne skal selvfølgelig være i nøje overensstemmelse med disse forskrifter.

43.  AB 92 standardbestemmelse om forsikring:

§ 8 Bygherren tegner og betaler sædvanlig brand- og stormskadeforsikring fra arbejdets påbegyndelse, indtil mangler, der er påvist ved afleveringen, er afhjulpet. På entreprenørens anmodning skal denne og eventuelle underentreprenører medtages som sikrede på forsikringspolicen. Forsikringen skal omfatte samtlige entreprenørers arbejde på den bygning eller det anlæg, entrepriseaftalen vedrører. Ved om- eller tilbygning skal forsikringen dække skade på arbejdet samt på den bygning eller det anlæg, der er genstand for om- eller tilbygning. 

Stk. 2. Offentlige bygherrer kan kræve sig stillet som selvforsikrer. 

Stk. 3. Entreprenøren og eventuelle underentreprenører skal have sædvanlig ansvarsforsikring for skader, for hvilke der er ansvar efter dansk rets almindelige regler. Entreprenøren skal på anmodning dokumentere, at forsikringen er i kraft.

Vurdering

44.  Energitilsynet har alene beføjelser over for brancheforeninger i medfør af § 73 b. Ifølge bestemmelsen skal Energitilsynet ikke godkende Energibranchens vejledninger, men fører alene tilsyn hermed.

45.  Bestemmelsen blev indføjet i elforsyningsloven i 2004 (L 495), primært for at gøre det klart, at konkurrencelovens bestemmelser om konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling ikke finder anvendelse på standardiserede vejledninger, som er udarbejdet af energibranchens organisationer.

46.  Tilsvarende fravigelse gælder ikke for forsikringsbranchen. Foreningen ”Forsikring og Pension”, oplyser, at de ikke vejleder deres medlemmer om leveringsbetingelser. I det foreliggende tilfælde ville dette omfatte en vurdering af, hvilke økonomiske konsekvenser det gensidige medforsikringskrav vil få for forsikringsvirksomhederne. En sådan udtalelse eller fælles holdning ville vedrøre konkurrenceparametre og ville kunne anses for at være konkurrencebegrænsende.

47.  Sekretariatet bemærker, at Dansk energi ifølge særlovgivningen på elområdet, imidlertid har denne mulighed for at vejlede sine medlemmer om leveringsbetingelser, herunder om forsikringsforhold, uanset om lovgivningen ikke giver forsikringsbranchen samme mulighed i forhold til sine medlemmer.

48.  Ifølge tilsynets praksis, omfatter tilsynet med branchevejledninger en vurdering af den nærmere udformning og indholdet af de enkelte, generelle bestemmelser heri. Såfremt tilsynet i medfør af elforsyningslovens § 73 b tager vejledningen til efterretning, udelukker dette imidlertid ikke, at tilsynet til en hver tid kan tage vejledningens bestemmelser op til fornyet bedømmelse, hvis situationen giver anledning hertil.

49.  Ifølge praksis er det endvidere vigtigt, at bestemmelserne er klare og forståelige for kunden. Herved mindskes også sandsynligheden for eventuelle konflikter mellem netkunden og netselskabet. Kundeklager behandles af Ankenævnet på Energiområdet, hvis der er tale om almindelige forbrugere, eller af domstolene, hvis der er tale om klager fra erhvervsdrivende over et netselskabs administration af bestemmelserne, jf. elforsyningslovens § 78, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelserne i vejledningen, der er en væsentlig del af retsgrundlaget mellem kunden og netselskabet, bør derfor være klare og forståelige for kunden.

50.  Det er sekretariatets vurdering, at tilsynet bør vurdere den anmeldte bestemmelse i § 3.7, dels fordi der er tale om en udvidelse af § 3.7’s medforsikringskrav, dels fordi der synes at kunne være tvivl om § 3.7s nærmere forståelse.

51.  Med den ændrede § 3.7 slettes ”hændelig” foran ”skader”, hvorved alle skader som udgangspunkt omfattes af medforsikringskravet. Følgende tilføjes: ”Dette gælder ikke, hvis skaden er forvoldt ved forsæt eller grov uagtsomhed. Hermed omfatter kravet om gensidig forsikring ikke kun hændelige skader men tillige skader som følge af simpel uagtsomhed. Skader forvoldt ved fortsæt eller uagtsomhed er ikke omfattet af medforsikringskravet. Endvidere er det med § 3.7 præciseret, at medforsikringen er gensidig, og således gælder såvel netkunden som netselskabet.

52.  Det er sekretariatets vurdering, at netselskaberne med § 3.7 ikke kan fraskrive sig deres erstatningsansvar i medfør af stærkstrømsloven. Da § 3.7 imidlertid har givet anledning til tvivl herom, har sekretariatet forelagt spørgsmålet for sikkerhedsstyrelsen.

53.  Netselskabernes erstatningsansvar omfatter ifølge Sikkerhedsstyrelsen en udvidet erstatningspligt for skade forvoldt ved elektriske stærkstrømsanlæg, dvs. culpa med omvendt bevisbyrde, jf. § 17 i stærkstrømsloven. Dette erstatningsansvar udelukker imidlertid ikke, ifølge Sikkerhedsstyrelsen, at forsikringspligten herfor pålægges netkunden i form af et medforsikringskrav, som anført i den gældende § 3.7 og som præciseret i den nyanmeldte § 3.7.

54.  Sekretariatet tager Sikkerhedsstyrelsens udtalelse til efterretning og lægger udtalelsen til grund for, at § 3.7 ikke er urimelig i relation til stærkstrømsloven.

55.  Sekretariatet bemærker videre, at det ikke er usædvanligt i brancheforhold, at have en sådan anbefaling, se AB 92, hvorefter bygherren på entreprenørens anmodning skal medtage denne og eventuelle underentreprenører som sikrede på sin forsikringspolice for storm- og brandskade.

56.  Virkningen af at medforsikringskravet ikke er opfyldt fremgår nu direkte af § 3.7. Det er præciseret, at ”i modsat fald kan en part ikke rejse erstatningskrav over for den anden part som følge af skader hidrørende fra parternes anlæg og bygninger, herunder etablering, drift og vedligeholdelse af anlæg.” Således vurderer sekretariatet, at virkningen af medforsikringskravet i § 3.7 kan anses for klar og forståelige for kunden.

57.  En nærmere vurdering af § 3.7 afhænger efter sekretariatets opfattelse af de økonomiske konsekvenser. Der findes ikke økonomiske opgørelser over, hvad gensidig medforsikring af skader som følge af simpel uagtsomhed vil koste hver af de to parter, herunder om det overhovedet udløser ekstra omkostninger. Hvordan præmien beregnes af forsikringsselskaberne er der uenighed om, og en nærmere afklaring må derfor afvente resultatet af den konkrete forhandling mellem netselskab og kunde.

58.  I relation til det økonomiske spørgsmål bemærker sekretariatet dog, at netselskabets forsikringsudgift skal hvile på kundegruppen af erhvervsvirksomheder, hvis virksomhed fordrer netselskabers elanlæg på deres ejendom. Der henvises til § 73 i elforsyningsloven, hvorefter omkostninger skal fordeles på de køberkategorier, som giver anledning hertil. I det lys forekommer medforsikringskravet ikke urimeligt, selvom medforsikringskravet måtte føre til en øget forsikringspræmie hos netkunden. I givet fald friholdes de øvrige kunder, som ikke giver anledning til omkostningen.

59.  Særligt bemærker sekretariatet imidlertid, at det med anbefalingen i § 3.7 synes for usikkert, om netkunderne bliver gjort særskilt opmærksom på konsekvensen, såfremt medforsikringskravet i § 3.7 ikke observeres af kunden.

60.  Sekretariatet finder derfor, at netselskaber, der vælger at anvende § 3.7 i deres leveringsbetingelser over for eksisterende erhvervskunder med elanlæg på deres ejendom, i behørig tid skal varsle dette individuelt over for hver af de berørte kunder. Kunden bør have god tid til at overveje, om der ønskes en forhandling, inden den ændrede § 3.7 sættes i kraft, således at netkunden kan afvise ændringen og betale for merudgiften på anden vis, såfremt det ønskes.

61.   For fremtidige kunder, fremgår det allerede af kommentarerne til § 3.7, at netselskabet bør sørge for, at netkunden informeres særskilt om betydningen heraf, og at informationen bør ske ved brug af Dansk Energis standardinformation herom (foreligger ikke for nuværende).

62.  I begge tilfælde vurderer sekretariatet, at tilsynet bør anbefale Dansk Energi, at teksten til § 3.7 strammes op, således at den særskilte varsling og den særskilte standardinformation bliver en gyldighedsbetingelse for netselskabet, med den virkning, at udeladelse heraf fører til ugyldighed af medforsikringskravet i § 3.7. Med andre ord, netselskabet må sikre sig dokumentation for, at de har orienteret kunden særskilt om virkningen af § 3.7 og virkningen af, at kunden ikke sørger for at få sin forsikring påtegnet medforsikringskravet.

63.  Endelig bemærkes, at den anmeldte § 3.7 ikke klart angiver, at bestemmelsen alene angår virksomheder, om end der næppe kan være tvivl, idet almindelige forbrugere ikke fordrer netselskabets anlæg på deres ejendom. Dansk Energi har oplyst, at foreningen er ved at revidere den samlede netbenyttelsesaftale, og at de i den forbindelse vil indføje i § 3.7, at bestemmelsen om gensidig medforsikring alene angår virksomheder.

Høring 

64.  Dansk Energi bemærker til udkastets indstilling, at ”netselskaberne ikke forhandler deres leveringsbestemmelser med de enkelte kunder, men anmelder dem til Energitilsynet, hvis opgave, det er, at påse rimeligheden af de anmeldte bestemmelser. Idet de fleste netselskaber anmelder leveringsbestemmelser, der er enslydende med DE vejledning, vil det være formålstjenligt, at Energitilsynet benytter sin tilsynskompetence til at tage stilling til rimeligheden af § 3.7.” Endvidere påpeger Dansk Energi, at ”hensigten med § 3.7 er at forhindre regresmuligheden for begge parters forsikringsselskaber. Dette fjerner en økonomisk usikkerhed om eventuelle regreskrav, som ikke burde medføre præmieforhøjelser.”

65.  Hertil bemærker sekretariatet, at det ikke i den foreliggende sag er muligt på forhånd at påse rimeligheden af de økonomiske virkninger af Dansk Energis anbefaling, da dette ikke er dokumenteret af Dansk Energi. Sekretariatet har forsøgt at indhente oplysninger herom fra andre sagkyndige, herunder Forsikring og Pension, som imidlertid ikke kan bidrage hertil. Forsikring og Pension udtaler i den forbindelse, at de ikke kan udtale sig om, hvilke økonomiske konsekvenser det vil få for virksomhederne, da en sådan udtalelse eller fælles holdning ville vedrøre konkurrenceparametre og ville kunne være konkurrencebegrænsende. Tilsynet vil således først kunne tage stilling til om betingelsen er urimelig økonomisk, når en kunde måtte finde sig urimeligt behandlet, og måtte finde anledning til at klage. I sådanne konkrete tilfælde vil de økonomiske forhold kunne dokumenteres.

66.  Herudover bemærker Dansk Energi, at de er enige i behovet for at varsle eksisterende kunder i behørig tid og eksplicit gøre nye kunder opmærksom på konsekvensen af leveringsbetingelsen.

67.  Derimod finder Dansk Energi, at det må ”overlades til domstolene at tage stilling til konsekvenserne af et eventuelt manglende eller eventuelt mangelfuldt advis til den enkelte kunde, idet nuancerne i konsekvenserne af et eventuelt mangelfuldt advis ikke kan beskrives kort. Dansk Energi forestiller sig, at denne del af indstillingen indskrives i bemærkningerne til § 3.7 i Dansk Energis vejledende leveringsbestemmelser.”

68.   Hertil bemærker sekretariatet, at tilsynet kan træffe afgørelse om, hvorvidt en leveringsbetingelse anses for urimelig, jf. § 77 i elforsyningsloven. I givet fald kan tilsynet give påbud om ændring af leveringsbetingelsen -  ikke til Dansk Energi, men til de netselskaber som måtte vælge at følge Dansk Energis anbefaling. Påbuddet kan påklages til Energiklagenævnet, og klagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

69.  Tilsynsnotatet har også været forelagt Forsikring og Pension, herunder almindelig Brand og Codan, og Dansk Industri til udtalelse, der ikke har fremsendt yderligere bemærkninger i den anledning.