Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

NV Net dispensationsansøgning - indtægtsramme

Dato: 28.11.2005Journalnr.: 3/1320-0302-0806

Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om NV Net A/S’ ansøgninger om forhøjelse af virksomhedens indtægtsramme, som følge af en række omkostninger til demontering, renovering og restafskrivninger, som virksomheden ikke havde indregnet i indtægtsrammen. Energitilsynet har på flere punkter truffet afgørelse om at afvente reguleringsregnskabet for 2005 før endelig stillingtagen.

Indledning

1.       Efter ikrafttræden den 10. september 2004 af bek. 899 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder har NV Net A/S, der er et regionalt transmissionsselskab, indsendt en række ansøgninger om forhøjelse af indtægtsrammen. Ansøgningerne vedrører såvel forhøjelse efter indtægtsrammebekendtgørelse 899 som efter den forudgående indtægtsrammebekendtgørelse 944. Bek. 944 blev som bekendt ophævet ved ikrafttræden af bek. 899.

2.       Efter den nu ophævede bekendtgørelse 944 var udgangspunktet virksomhedens nødvendige omkostninger tillagt et forrentningselement. Dette dannede virksomhedens indtægtsramme. Net- og transmissionsvirksomhederne kunne i indtægtsrammerne indregne bl.a. restafskrivning og demonteringsomkostninger og opkræve disse. Netselskaberne gennem deres tariffer og transmissionsselskaberne gennem opkrævning af en fast betaling (rådighedsbeløb) fra den systemansvarlige for at stille nettet til rådighed. Ikke opkrævede beløb kunne indgå i de efterfølgende års opkrævninger.

3.        Med bek. 899 blev net- og transmissionsselskabernes indtægtsrammer fastfrosset fra 1. januar 2004, jf. bekendtgørelsens § 4, til de indtægter den enkelte virksomheden ville have i 2004, når det forudsattes, at tarifferne/rådighedsbeløbene pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen blev fastholdt uændret i 2004.

4.       Udgangspunktet for reguleringen blev således ændret til at tage udgangspunkt i virksomhedernes indtægter, hvilket er videreført i den siden 1. januar 2005 gældende indtægtsrammebekendtgørelse 1520.

5.       NV Net anmeldte i efteråret 2003 at ville opkræve på kr. 43.020.000 kr. for i 2004 at stille nettet til rådighed for systemansvaret. Dette beløb var lig den foreløbige indtægtsramme udmeldt af Energitilsynet. Da NV Net afventede den endelige indtægtsramme er beløbet opkrævet som et a contobeløb.

6.       I indtægtsrammen havde NV Net ikke indregnet en række omkostninger til demontering, renovering eller restafskrivninger. Selskabet anmeldte beløbet som en a conto opkrævning.

7.       Bekendtgørelse 899 indeholder en række dispensationsmuligheder for øgede indtægtsrammer, der bygger på væsentligt øgede omkostninger i 2004, samt at disse øgede omkostninger ikke måtte kunne forudses.

8.       NV Net har med baggrund heri indsendt ansøgninger om forhøjelse af indtægtsrammen.

9.       NV Nets ansøgninger vedrører:

Dispensationsansøgning

Indstilling

Bemærkning/Begrundelse

Straksafskrivninger, (restafskrivninger) i 2003 og 2004 efter § 39 i den ophævede bek. 944

Kan ikke opkræves

§ 39 i bek. 944 blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899

Straksafskrivninger, (restafskrivninger) i 2005

Afventer reguleringsregnskabet  for 2005

Væsentlige omkostninger som følge af krav fra den systemansvarlige kan indregnes jf. bek. 1520, § 13, stk. 3, nr. 2

Renoveringsomkostninger i 2004 efter § 6, stk. 1 i bek. 899

Kan ikke aktiveres og afskrives

Renoveringsomkostningerne var forudsete. Efter § 6, stk. 1 skal renoveringsomkostningerne være uforudsete ved offentliggørelse af tarifferne

Demonteringsomkostninger i 2003 efter § 39 i den ophævede bek. 944

Kan ikke opkræves

§ 39 i bek. 944 blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899

Demonteringsomkostninger i 2004 efter § 6, stk. 3 i bek. 899

Kan ikke indregnes

10.   Demonteringsomkostningerne var forudsete. Efter § 6, stk. 3 skal demonteringsomkostningerne være uforudsete ved offentliggørelse af tarifferne

Demonteringsomkostninger i 2005

Afventer reguleringsregnskabet for 2005

Væsentlige omkostninger som følge af krav fra den systemansvarlige kan indregnes jf. bek. 1520, § 13, stk. 3, nr. 2

Omkostninger ved omdannelse til aktieselskab i 2004

Kan ikke indregnes

Meromkostningerne er uvæsentlige. Efter bek. 1520, § 6, stk. 2 skal uforudsete meromkostninger være væsentlige

Omkostninger ved flytning af målere i 2004

Afventer reguleringsregnskabet for 2004

NV Nets reguleringsregnskabet for 2004 foreligger ikke.

 

Afgørelse

Det meddeles NV Net A/S,

  • at straksafskrivninger, (restafskrivninger)  på i alt kr. 5.995.611 i årene 2003-2005 på skrottet anlæg fordelt med kr. 3.463.611 for 2003, kr. 2.385.000 for 2004 og kr. 147.000 for 2005, ikke kan opkræves i medfør § 39 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder, idet § 39 blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
  • at stillingtagen til indregning af straksafskrivninger, (restafskrivninger) i 2005 på kr. 147.000 i medfør af § 13, stk. 1, nr. 2 i bek. 1520 af 23. december 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven afventer reguleringsregnskabet for 2005.
  • at forudsete renoveringsomkostninger i 2004 på kr. 8.694.172, ikke kan aktiveres og afskrives, jf. § 6, stk. 1 i bek 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
  • at demonteringsomkostninger i 2003 på kr. 1.606.437, ikke kan indregnes i indtægtsrammen for 2004, idet § 39 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, og idet bek. 899 ikke indeholder bestemmelser om indregning af demonteringsomkostninger i 2003.
  • at forudsete demonteringsomkostninger i 2004 på kr. 2.820.470 ikke kan indregnes i indtægtsrammen for 2004 jf. § 6, stk. 3 i bek 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
  • at stillingtagen til demonteringsomkostninger i 2005 i medfør af § 13, stk. 1, nr. 2 i bek. 1520 af 23. december 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven afventer reguleringsregnskabet for 2005.
  • at omkostningerne i 2004 på kr. 26.100 til omdannelse til aktieselskab ikke kan indregnes, idet de uforudsete meromkostninger skal være væsentlige, jf.  § 6, stk. 2 i bek 899 af 30. august 2000 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder. 
  • at stillingtagen til indregning omkostninger til flytning af målere i 2004 på kr. 155.410 i medfør af § 6, stk. 3 i bek 899 af 30. august 2000 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder afventer reguleringsregnskabet for 2004.

Sagsfremstilling

11.   NV Net A/S ejer 150 kV transmissionsnettet i det nordjyske forsyningsområde. Transmissionsnettet stilles til rådighed for systemansvaret, der betaler et rådighedsbeløb herfor. For 2005 fastsættes selskabets indtægtsramme efter bestemmelserne i bek. 1520 af 23. december 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven.

12.   I 2004 blev selskabets indtægtsramme fastsat efter bestemmelserne i bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, der trådte i kraft den 10. september 2004.

13.   Alene sager for Energiklagenævnet eller Energitilsynet om opgørelse af netvirksomheders og transmissionsvirksomheders aktivværdier og driftsomkostninger for perioden 2000-2003 færdigbehandles efter reglerne i de tidligere indtægtsrammebekendtgørelser (944 af 29. oktober 2001 og bek. 1182 af 15. december 2000).

14.   Med bekendtgørelse 899 blev det tidligere prisfastsættelsesprincip, der baserede sig på omkostningsrammer og forrentning forladt og erstattet af et princip, der baserer sig på at indtægtsrammen for 2004 fastsættes til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen fastholdes uændret i 2004.

15.   Skulle et selskab imidlertid komme i en situation, hvor forsyningsaktiviteten ikke kan gennemføres, vil selskabet efter bestemmelserne i bek. 899 kunne rette henvendelse til Tilsynet med henblik på at opnå en dispensation. Indtægtsrammen kan således korrigeres med forhøjelser eller reduktioner efter reglerne i bek. 899, kap. 3.

16.   NV Net anmeldte i efteråret 2003 til Eltra et a conto rådighedsbeløb for 2004 på kr. 43.020.000 baseret på budgettet for 2004. Dette beløb anses for at være NV Nets "tarif" for 2004. A conto rådighedsbeløbet blev 25. maj 2004 af NV Net nedsat til kr. 40.060.000 på grund af en fejl i nettabsberegningen.

17.   Ved brev af 6. august 2004 ansøgte NV Net om, at Energitilsynet jf. § 39, stk. 2 i bek. 944 godkendte straksafskrivninger på skrottet anlæg på i alt kr. 5.995.611 fordelt med kr. 3.463.611 for 2003, kr. 2.385.000 for 2004 og kr. 147.000 for 2005, hvor straksafskrivningerne for 2003 vedrørte realiserede skrotninger af anlæg, medens straksafskrivningerne for 2004 og 2005 var skønnede.

18.   Sekretariatet meddelte ved brev af 17. august 2004, at NV Net jf. § 39, stk. 2 i bek. 944 kunne indregne straksafskrivningerne i indtægtsrammerne. (Energitilsynet skulle efter § 39, stk. 2 hverken tage stilling til eller godkende en indregning. Brevet var derfor alene en besvarelse af selskabets brev). Det bemærkes, at sekretariatet meddelte dette før ikrafttræden af bek. 899.

19.   Ved brev af 20. december 2004 har NV Net (uden beløbsangivelser) ansøgt om

a.       jf. § 6, stk. 1 i bek. 899 om indregning i indtægtsrammen af omkostninger ved 3 renoveringsarbejder inden for transmissionsområdet, der havde været planlagt gennem længere tid. Ansøgningen vedrører renoveringsarbejder på 150 kV luftledningen i Han Herred og Vendsyssel.

b.       jf. § 6, stk. 3, nr. 9 i bek. 899 om indregning af  demonteringsomkostningerne ved fjernelsen af 150 kV ledninger i årene 2003-2005 i forbindelse med saneringer pålagt af myndighederne ved godkendelsen af 400 kV ledningen mellem Århus og Ålborg. (Straksafskrivningerne indgik ansøgningen den førnævnte ansøgning fra august 2004).

c.       jf. § 6, stk. 2 i bek. 899 om indregning af omkostninger til omdannelse til aktieselskab.

d.      jf. § 6, stk. 3, punkt 11 i bek. 899 om indregning om forhøjelse ved flytning af målere.

I omstående boks 1 er indsat indholdet af de nævnte paragraffer.

 

Boks 1

 

§ 6, stk. 1

Energitilsynet kan godkende, at en virksomheds indtægtsramme og tariffer i særlige tilfælde kan forhøjes, hvis virksomheden kan dokumentere, at der med henblik på opretholdelse af forsyningssikkerheden opstår væsentlige meromkostninger i forhold til det, som er lagt til grund ved fastsættelsen af tarifferne pr. 1. januar 2004, og hvis disse meromkostninger ikke kunne forudses på tidspunktet for offentliggørelse af tarifferne.

 

§ 6, stk. 3

Efter § 6,stk. 3 kan Energitilsynet godkende, at en netvirksomheds eller regional transmissionsvirksomheds indtægtsramme og tariffer i særlige tilfælde kan forhøjes, hvis virksomheden kan dokumentere, at der for nedenstående omkostningsposter set under ét opstår væsentlige meromkostninger i forhold til de omkostninger, som samlet set for de pågældende omkostningsposter var lagt til grund ved fastsættelsen af tarifferne pr. 1. januar 2004, og som skyldes udefra kommende forhold, der ikke kunne forudses på tidspunktet for offentliggørelsen af tarifferne.

1) Omkostninger til rådgivning om energibesparelsesaktiviteter i henhold til bekendtgørelse om energibesparelsesaktiviteter i kollektive elforsyningsvirksomheder.

2) Omkostninger til lokalt samarbejde om energibesparelser i henhold til lov om fremme af besparelser i energiforbruget og regler og påbud fastsat i henhold til denne lov.

3) Omkostninger til rådgivning om elsikkerhed i henhold til elforsyningsloven og regler i medfør heraf.

4) Omkostninger til arbejde med elsikkerhed, herunder til medarbejdernes deltagelse i møder og kurser vedrørende elsikkerhedsspørgsmål og deltagelse i Sikkerhedsstyrelsens arbejde i råd, udvalg og arbejdsgrupper.

5) Omkostninger ved nettab vedrørende net, som ikke er stillet til rådighed for den systemansvarlige virksomhed.

6) Omkostninger til sikring af forbrugerindflydelse efter elforsyningslovens §§ 40-42.

7) Ydelser til afvikling af gæld til en kommune vedrørende tjenestemandspensionsforpligtelser, som efter §§ 41 og 42 i bekendtgørelse nr. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder kan indregnes i indtægtsrammerne.

8) Omkostninger til tilsyn og kontrol med betaling for offentlige serviceforpligtelser, som udføres efter regler udstedt i medfør af elforsyningsloven.

9) Rimelige omkostninger til demontering af luftledninger, som finder sted efter udløbet af luftledningernes standardlevetid, eller hvor luftledningen efter demonteringen erstattes af et jordkabel på under 100 kV, eller hvis demonteringen sker i henhold til godkendelse af etablering eller ændring af transmissionsnet efter elforsyningslovens § 21.

10) Forsikringspræmier til forsikring af netaktiver.

11) Øgede driftsomkostninger til målinger i henhold til måleforskrifter udstedt af den systemansvarlige virksomhed eller i henhold til regler udstedt i medfør af elforsyningsloven om måling af elforbrug og elproduktion hos forbrugere, som helt eller delvist producerer den elektricitet, de forbruger.

12) Driftsomkostninger som følge af kabelfejl på net med et spændingsniveau over 20 kV, hvis disse omkostninger ligger væsentligt ud over basisomkostningerne ved kabeldriften.

13) Omkostninger ved, at eventualforpligtelser som nævnt i § 17, stk. 2, aktualiseres.

 

§ 6, stk. 2

Efter § 6, stk. 2 kan Energitilsynet beslutte, at en virksomheds indtægtsramme og tariffer kan forhøjes eller skal nedsættes, hvis der som følge af ændret eller ny lovgivning eller regler udstedt i medfør heraf, som er trådt i kraft efter tariffernes offentliggørelse, og hvis indhold ikke var offentliggjort eller kunne forudses ved tariffernes offentliggørelse, opstår væsentlige meromkostninger henholdsvis mindreomkostninger i forhold til det, som er lagt til grund ved fastsættelse af tarifferne pr. 1. januar 2004.


20.   Ved brev af 21. december 2004 har NV Net (jf. ovenstående punkt 19 b) med henvisning til brevet af 6. august 2004 om straksafskrivninger anmodet om indregning af demonteringsomkostninger på kr. 1.606.437 i indtægtsrammerne for 2003 vedrørende anlæg, som er demonteret i 2003.

21.   Ved brev af 25. februar 2005 har NV Net fremsendt supplerende oplysninger med beløbsangivelse for demonteringer mv., idet NV Net anfører, at selskabet forventer, at omkostningerne indgår i reguleringsregnskabet for 2004.

22.   Omkostningerne til renovering i 2004, der jf. ovenstående punkt 19 a i ansøgningen af 20. december 2004, forventes at beløbe sig til kr. 8.694.172 i 2004. Renoveringsomkostningerne vil, oplyser NV Net - blive aktiveret og afskrevet over den eventuelle nye restlevetid, hvorved henvises til, at omkostningerne ikke vil være afskrevet inden udgangen af 2006.

23.   Omkostningerne til demontering (19 b i ansøgningen af 20. december 2004) beløber sig til kr. 2.820.470 i 2004, hvilket beløb NV Net har medtaget i reguleringsregnskabet for 2004. Der er ikke indsendt oplysninger om størrelsen af omkostningerne i 2005.

24.   Med hensyn til omdannelsen til aktieselskab jf. ovenstående punkt 19 c, beløb disse sig til kr. 26.100. Kravet til selskabsform findes i lov 494 af 9. juni 2004, medens måleromkostninger jf. ovenstående punkt 19 d, beløb sig til kr. 155.410.

25.   De renoveringsarbejder, skrotninger og demonteringer, der er ansøgt om, har alle været planlagt gennem længere tid. For så vidt angår restafskrivninger/straksafskrivninger og demonteringsomkostninger henviser NV-Net til etableringen af 400 kV ledningen mellem Trige og Nordjylland.  For så vidt angår renoveringsarbejderne henvises til, at disse har været planlagt gennem længere tid, dels på grund af samspillet mellem det øvrige transmissionsnet, dels af hensyn til forsyningssikkerheden i området.

26.   Om  NV Nets økonomiske forhold kan oplyses, at selskabets egenkapital udgjorde 400 mio. kr. og gælden 175 mio. kr. pr. 31. december 2004.

Begrundelse

27.   NV Nets ansøgninger vedrører

A.     Dispensationsansøgning efter bek. 944

1. restafskrivninger i 2003-2005, jf. bek. 944 § 39, stk. 2, kr. 5.995.611.

B. Dispensationsansøgninger efter bek. 899, kap 3

1. renoveringsomkostninger indtil udgangen af 2004, jf. bek. 899 § 6, stk.1, kr. 8.694.172.

2. demonteringsomkostninger 2003-2005, jf. bek. 899 § 6, stk. 3, nr. 9, med kr. 1.606.437 for 2003 og kr. 2.820.470 for 2004. For 2005 er ikke angivet et beløb.

3. omkostninger til omdannelse til aktieselskab, jf. bek. 899 § 6, stk. 2 med kr. 26.100 for 2004

4. omkostninger til flytning af målere, jf. bek. 899 § 6, stk. 3, nr. 11 med kr. 155.410 for 2004

28.   For så vidt angår ansøgningen efter § 39, stk. 2 i bek. 944 om godkendelse af restafskrivninger (straksafskrivninger) i 2003-2005 på skrottet anlæg i alt kr. 5.995.611, findes restafskrivninger for 2003 og 2004 ikke at kunne opkræves, idet § 39, stk. 2 i bek. 944 blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 den 30. august 2004.

29.   For så vidt angår 2003 og 2004 skal anføres, at Tilsynet på mødet den 27. juni 2005 i sagen om Midtjyske Nets indtægtsrammer og rådighedsbeløb besluttede, at indtægtsrammerne med bekendtgørelse § 4 i bek. 899 blev fastfrosset til svarende til de indtægter virksomheden ville have i 2004, når det forudsattes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen blev fastholdt uændret i 2004.

30.   For så vidt angår 2005 kan Energitilsynet hæve rådighedsbeløbet jf. bek. 1520 § 13, stk. 1, nr. 2 ved væsentligt øgede omkostninger som følge af krav pålagt af myndighederne eller den systemansvarlige virksomhed. Stillingtagen til restafskrivninger i 2005 må således afvente 2005 reguleringsregnskabet.

31.   For så vidt angår NV Nets dispensationsansøgninger efter bek. 899, kapitel 3 er det en forudsætning for, at Tilsynet kan godkende indregning er, at der er tale om væsentlige meromkostninger og, at disse ikke kunne forudses ved tariffernes offentliggørelse.

32.   Hvad der forstås ved "væsentlig", er ikke anført i bek. 899. I den gældende bek. 1520 er imidlertid i § 13 anført, at ved væsentligt forstås en forøgelse af omkostninger på det mindste beløb af henholdsvis 3 pct. eller 250.000 kr. Denne definition findes også at kunne gælde for 2004, idet bekendtgørelserne bygger på samme grundlag. 

33.   For så vidt angår renoveringsomkostningerne i 2004 på kr. 8.694.172, der ønskes aktiveret og afskrevet, jf. § 6, stk. 1 i bek. 899, er i sagen af NV Net oplyst, at renoveringsarbejdet var planlagt gennem længere tid, dels på grund af samspillet med det øvrige transmissionsnet, dels af hensyn til forsyningssikkerheden i områderne.

34.   Da renoveringsarbejdet var planlagt gennem længere tid, findes det, at renoveringsomkostninger kunne forudses på tidspunktet, hvor NV Net anmeldte størrelsen af rådighedsbeløbet for 2004 til Eltra, hvorved de ikke kan indregnes i indtægtsrammen, jf. § 6, stk. 1 i bek. 899.

35.   For 2003 ønsker NV Net endvidere indregnet demonteringsomkostninger i 2004-indtægtsrammen med kr. 1.606.437 jf. bek. 899, § 6, stk. 3 nr. 9. Hertil skal anføres, at Tilsynet på mødet i juni 2005 i Midtjyske Net sagen (hvor Midtjyske Net ønskede at opkræve demonteringsomkostninger i 2001-2003) besluttede, at selskabets rådighedsbeløb for 2004 med bekendtgørelse 899 blev fastfrosset til svarende til de indtægter Midtjyske Net ville have i 2004, når det forudsattes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen blev fastholdt uændret i 2004. Tilsvarende findes på denne baggrund at skulle gælde for NV Nets demonteringsomkostninger i 2003.

36.   For så vidt angår demonteringsomkostningerne i 2004 og 2005, der ønskes indregnet i indtægtsrammen for 2004 med kr. 2.820.470 jf. bek. 899, § 6, stk. 3 nr. 9, medens der ikke er oplyst beløb for 2005, fremgår det, at renoveringsarbejdet har været planlagt gennem længere tid.

37.   Da demonteringerne var planlagt gennem længere tid, findes det - for så vidt angår 2004 - at omkostningerne kunne være forudset på tidspunktet, hvor NV Net anmeldte størrelsen af rådighedsbeløbet for 2004 til Eltra, hvorved de ikke kan indregnes i 2004 jf. bek. 899 § 6, stk. 1. 

38.   For så vidt angår demonteringer og straksafskrivninger i 2005, kan Energitilsynet hæve rådighedsbeløbet jf. bek. 1520 § 13, stk. 1, nr. 2 ved væsentligt øgede omkostninger som følge af krav pålagt af myndighederne eller den systemansvarlige virksomhed. Stillingtagen til demonteringsomkostningerne i 2005 må således afvente 2005 reguleringsregnskabet.

39.    Med hensyn til omkostninger til omdannelsen til aktieselskab, jf. bek. 899, § 6, stk. 2, hvor NV Nets omkostninger beløber sig til kr. 26.100 og hvor meromkostningerne efter § 6, stk. 2 skal være væsentlige, findes det, at disse ikke at kan opkræves, idet disse omkostninger ikke udgør en væsentlig del af NV Nets driftsomkostninger, der i reguleringsregnskabet for 2003 udgør 15 mio. kr.

40.   Endelig stillingtagen findes ikke at skulle afvente det korrigerede reguleringsregnskab, idet beløbet er under kr. 250.000.

41.   Omkostninger til flytning af målere udgør kr. 155.410. Meromkostninger efter de arter, der er oplistet i bek. 899 § 6, stk. 3 under nr. 1-13, kan indregnes, såfremt der set under ét for de pågældende poster er væsentlige meromkostninger i forhold til tariffastsættelsen 1. januar 2004 og som skyldes udefra kommende forhold, der ikke kunne forudses på tidspunktet for offentliggørelsen af tarifferne.

42.   Når NV Nets reguleringsregnskab for 2004 foreligger i endelig udgave, findes det, at Tilsynet ved bedømmelsen af "væsentlighed" i afgørelsen skal lægge definitionen efter bek. 1520 til grund, hvor det i § 13 er anført, at ved væsentligt forstås en forøgelse af omkostninger på det mindste beløb af henholdsvis 3 pct. eller 250.000 kr.

43.   Energitilsynet har tidligere på mødet den 27. juni 2005 i sagen "Midtjyske Nets indtægtsrammer og rådighedsbeløb" taget stilling til forhøjelser af rådighedsbeløb for de regionale transmissionsvirksomheder.

44.   Energitilsynet vedtog at meddele Midtjyske Net A/S, at øgede omkostninger til demontering af luftledninger i 2001, 2002 og 2003 ikke kan opkræves, idet § 39 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.

45.   Endvidere blev vedtaget at meddele Midtjyske Net A/S, at selskabets rådighedsbeløb fra Eltra for 2004, jf. § 4 i bek. 899 af 30. august 2004 fastsættes til det beløb selskabet anmeldte til Eltra som forventede betalinger fra Eltra i 2004. Dette rådighedsbeløb vil kunne øges, såfremt Tilsynet meddeler dispensation i medfør af kap. 3 i bek. 899 for øgede omkostninger i 2004 i forhold til det, der blev lagt til grund for 2004 rådighedsbeløbet.

46.   Energitilsynet lagde herved bl.a. til grund

47.   "For Midtjyske Net blev rådighedsbeløbet for 2004 fra Eltra fastsat i efteråret 2003.

48.   Midtjyske Nets korrektioner til de indsendte regnskabs- og omkostningstal vedrørende demontering af luftledninger i perioden 2000 til 2003 blev indsendt juli 2004 umiddelbart før ikrafttræden af bek. 899.

49.   Til Midtjyske Nets anmodning skal om efteropkrævning anføres, at med ikrafttræden af bek. 899 kan alene spørgsmål om driftsomkostninger og aktivværdier færdigbehandles, jf. § 23, stk. 2 i bek. 899.

50.   Korrektion af driftsomkostningerne vil ikke medføre korrektion af indtægtsrammerne for perioden 2000-2003 og korrektionerne kan ikke opkræves, idet der ikke efter bek. 899 er hjemmel til at ændre indtægtsrammer for perioden forud for bekendtgørelsens ikrafttræden den 10. september 2004. Bek. 944 indeholdt sådanne hjemler til ændring af indtægtsrammer herunder § 39 om indregning af demonteringsomkostninger.

51.   Med bek. 899, § 23, stk. 2 blev bestemmelserne om fastsættelse af indtægtsrammer, der bygger på netvirksomhedernes ombrudte 1998 og 2000 regnskaber, ophævet og Energitilsynet skal efter § 23, stk. 2 alene færdigbehandle opgørelser af driftsomkostninger og aktivværdier for perioden 2000-2003.

52.   Indtægtsrammerne blev således med bekendtgørelse 899 fastfrosset, jf. bekendtgørelsens § 4, til svarende til de indtægter virksomheden ville have i 2004, når det forudsattes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen blev fastholdt uændret i 2004.

53.   Anmodningen om forhøjelse/efteropkrævning som anført af Midtjyske Net findes på denne baggrund ikke at kunne godkendes."

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt