På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Midtjyske Net - indtægtsrammer og rådighedsbeløb
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om, at Midtjyske Net A/S’ øgede omkostninger til demontering af luftledninger i 2001, 2002 og 2003 ikke kan opkræves, idet den omhandlende bestemmelse blev ophævet med den nye indtægtsrammebekendtgørelse. Videre at selskabets rådighedsbeløb fra Eltra for 2004 fastsættes til det beløb selskabet anmeldte til Eltra, som forventede betalinger fra Eltra i 2004.
Indledning
1. Med ikrafttræden af bek. 899 blev regelsættet om prisfastsættelse ændret. For 2004 fastsættes indtægtsrammen jf. § 4 i bek. 899 som svarende til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen, som virksomheden har anmeldt til Energitilsynet, fastholdes uændret i 2004.
2. Udarbejdelse og udmeldelse af indtægtsrammer, fastsættelse af forrentning mv. efter bestemmelserne i bek. 944 bortfaldt med ikrafttræden af bek. 899. Alene sager vedrørende opgørelsen af aktivværdier og driftsomkostninger for perioden 2000-2003 skal færdigbehandles af Energitilsynet, jf. bek. 899 § 23, stk. 2.
3. Med bekendtgørelse 899 blev det tidligere prisfastsættelsesprincip, der baserede sig på omkostningsrammer og forrentning således forladt og erstattet af et princip, der baserer sig på de priser virksomheden opkrævede for 2004. For enkelte selskaber kan dette have stor økonomisk betydning. Skulle et selskab imidlertid komme i en situation, hvor forsyningsaktiviteten ikke kan gennemføres, vil selskabet efter bestemmelserne i bek. 899 kunne rette henvendelse til Tilsynet med henblik på at opnå en dispensation. En sådan situation synes Midtjyske Net ikke at være i, idet egenkapitalfinansieringen af 150 kV nettet udgør ca. 95 %.
4. Dispensationssager efter bek. 899 for væsentligt øgede omkostninger i 2004 i forhold til det, der blev lagt til grund for 2004 tarifferne, herunder en ansøgning fra Midtjyske Net, vil blive forelagt Tilsynet, når netvirksomhedernes reguleringsregnskaber for 2004 foreligger.
5. Midtjyske Net har den 2. juli 2004 anmodet Energitilsynet om at godkende forhøjelser af selskabets indtægtsrammer for perioden 2001-2003, jf. § 39 i den dagældende indtægtsrammebekendtgørelse 944, idet selskabet havde omkostninger til demontering luftledninger på kr. 9.222.092 i 2001, kr. 7.592.916 kr. i 2002, og kr.15.707.695 i 2003.
6. Efterfølgende har Midtjyske Net i februar og maj 2005 anmodet Energitilsynet om at godkende et tilgodehavende hos Eltra for at stille 150 kV nettet til rådighed på kr. 19.566.527 (maj 2005), hvoraf omkostninger til demontering af luftledninger udgør kr. 2.093.754 i 2001 og kr. 3.025.650 i 2003.
7. Midtjyske Net A/S ejer 150 kV nettet og ejede og drev indtil 31. december 2003 tillige 60 kV nettet i forsyningsområdet. 60 kV-nettet blev udskilt til de underliggende netselskaber med virkning fra 1. januar 2004.
8. Midtjyske Nets 150 kV net drives af operatørselskabet N1 A/S, og nettet stilles til rådighed for systemansvaret (Eltra), der betaler Midtjyske Net et rådighedsbeløb for, at Eltra kan disponere over dette. På 60 kV nettet, distribueredes el til de underliggende netselskaber, der blev afregnet efter mængdebaserede tariffer.
9. Netaktiverne i Midtjyske net udgjorde ultimo 2003 1,6 mia. kr., heri indgik 150 kV nettet med 557 mio. kr. Fremmedkapitalen medgået til finansiering af netaktiver beløb sig til 48 mio. kr., hvoraf 26 mio. kr. vedrørte 150 kV nettet.
10. Midtjyske Nets indtægter ved netdrift i 2004 reguleres i henhold til bestemmelserne i bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, der trådte i kraft den 10. september 2004 og havde virkning fra 1. januar 2004.
11. I sagen indgår alene Midtjyske Nets anmodning om forhøjelse af indtægtsrammerne for perioden 2001-2003 efter bestemmelserne i den nu ophævede bek. 944. Midtjyske Net har herudover anmodet om dispensation i medfør af kap. 3 i bek. 899 for øgede omkostninger i 2004 forhold til det, der blev lagt til grund for 2004 rådighedsbeløbet.
Afgørelse
Energitilsynet vedtog,
at meddele Midtjyske Net A/S, at øgede omkostninger til demontering af luftledninger i 2001, 2002 og 2003 ikke kan opkræves, idet § 39 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder blev ophævet med ikrafttræden af bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
at meddele Midtjyske Net A/S, at selskabets rådighedsbeløb fra Eltra for 2004, jf. § 4 i bek. 899 af 30. august 2004 fastsættes til det beløb selskabet anmeldte til Eltra som forventede betalinger fra Eltra i 2004. Dette rådighedsbeløb vil kunne øges, såfremt Tilsynet meddeler dispensation i medfør af kap. 3 i bek. 899 for øgede omkostninger i 2004 forhold til det, der blev lagt til grund for 2004 rådighedsbeløbet.
Sagsfremstilling
12. Midtjyske Net A/S ejer 150 kV nettet og ejede og drev indtil 31. december 2003 tillige 60 kV nettet i forsyningsområdet. 60 kV-nettet blev udskilt til de underliggende netselskaber med virkning fra 1. januar 2004.
13. Netaktiverne i Midtjyske net udgjorde ultimo 2003 1,6 mia. kr., heri indgik 150 kV nettet med 558 mio. kr. Fremmedkapitalen medgået til finansiering af netaktiver beløb sig til 74 mio. kr., hvoraf 26 mio. kr. vedrørte 150 kV nettet.
14. Midtjyske Nets 150 kV net drives af operatørselskabet N1 A/S og nettet stilles til rådighed for systemansvaret (Eltra), der betaler Midtjyske Net et rådighedsbeløb for at Eltra kan disponere over dette.
15. Midtjyske Nets indtægter for 2004 reguleres i henhold til bestemmelserne i bek. 899 af 30. august 2004 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder, der trådte i kraft den 10. september 2004 og havde virkning fra 1. januar 2004.
16. Efter § 23, stk. 2 i bekendtgørelse 899 skal sager for Energitilsynet om opgørelse af net- og transmissionsvirksomhedernes aktivværdier og driftsomkostninger for perioden 2000-2003 dog færdigbehandles efter reglerne i henholdsvis bek. 944 af 29. oktober 2001 og bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000.
17. Bekendtgørelse 944 vedrører net- og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder og er dermed gældende for Midtjyske Net for perioden 1. januar 2004 til 9. september 2004 for så vidt angår spørgsmål om opgørelsen af aktivværdier og driftsomkostninger.
18. Ved brev af 2. juli 2004 har Midtjyske Net anmodet Energitilsynet om forhøjelser af indtægtsrammerne for 2001, 2002 og 2003 med restafskrivninger på demonterede anlæg på 60 og 150 kV-niveau, jf. § 39 i bek. 944. De ansøgte forhøjelser udgør kr. 9.222.092 for 2001, 7.592.916 kr. for 2002, og 15.707.695 kr. for 2003 - i alt kr. 32.522.703.
19. Ved brev af 18. februar 2005 har Midtjyske Net anmodet om, at Energitilsynet godkender et tilgodehavende på i alt kr.13.823.360 hos Eltra for årene 2001 til 2003. Af tilgodehavendet vedrører kr. 5.119.404 kr. restafskrivninger på demonterede anlæg (kr. 2.093.754 for 2001 og kr. 3.025.650 for 2003). Det resterende beløb vedrører ikke opkrævede øvrige omkostninger og forrentning i 2001 til 2003.
20. Ved brev af 2. maj 2005 har Midtjyske Net fremsendt en korrigeret opgørelse til Eltra som følge af en korrektion i omkostningsfordelingen mellem 150 kV og 60 kV i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapport 2004. Tilgodehavendet hos Eltra er herefter opgjort til kr. 19.566.527, hvoraf afskrivninger på demonterede anlæg uændret udgør kr. 5.119.404.
21. Midtjyske Net og de øvrige transmissionsselskaber i det jysk/fynske område afholdt før ikrafttræden af bek. 899 møder med Eltra med henblik på fastsættelse af rådighedsbeløbene, hvorved bemærkes, at Energitilsynet ikke har været inddraget heri.
22. For så vidt angår priser og tariffer i 2004 fremgår det af § 4 i indtægtsrammebekendtgørelsen (bek. 899), der var gældende for 2004, at indtægtsrammen for net- og transmissionsvirksomhederne for 2004 fastsættes til de indtægter, virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen fastholdes uændret i 2004.
23. Med bekendtgørelse 899 blev det tidligere prisfastsættelsesprincip, der baserede sig på omkostningsrammer og forrentning forladt og erstattet af et princip, der baserer sig på de priser virksomheden opkrævede for 2004. For enkelte selskaber kan dette have stor økonomisk betydning. Skulle et selskab imidlertid komme i en situation, hvor forsyningsaktiviteten ikke kan gennemføres, vil selskabet efter bestemmelserne i bek. 899 kunne rette henvendelse til Tilsynet med henblik på at opnå en dispensation. Indtægtsrammen kan således korrigeres med forhøjelser eller reduktioner efter reglerne i bek. 899, kap. 3.
Begrundelse
24. Ved brev af 4. juli 2004 har Midtjyske Net anmodet Energitilsynet om at godkende forhøjelser af selskabets indtægtsrammer for perioden 2001-2003, jf. § 39 i den dagældende indtægtsrammebekendtgørelse 944, hvorefter restværdien af luftledninger, som i løbet af 2001 eller senere år tages ud af drift før udløbet af standardløbetiden kunne indregnes i indtægtsrammen for det år, hvori demonteringen af anlægget sker.
25. Omkostninger til demontering luftledninger udgør kr. 9.222.092 i 2001, kr. 7.592.916 kr. i 2002, og kr.15.707.695 i 2003. Heraf udgjorde demonteringsomkostninger på 150 kV nettet kr. 2.093.754 i 2001 og kr. 3.025.650 i 2003. Beløbene er ikke opkrævet hos Eltra.
26. Ved breve af 18. februar og 2. maj 2005 har Midtjyske Net anmodet om, at de beløb Eltra betaler til Midtjyske Net for at få stillet 150 kV nettet til rådighed korrigeres. Ved brevet af 2. maj ønskes beløbet korrigeret til i alt kr. 19.566.527, hvoraf afskrivninger på demonterede anlæg på 150 kV-niveau er uændret i forhold til anmodningen i februar 2004.
27. Efter § 23 stk. 2 i bek. 899 om indtægtsrammer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder skal sager for Energiklagenævnet og Energitilsynet om opgørelse af net- og transmissionsvirksomhedernes aktivværdier og driftsomkostninger i perioden 2000-2003 færdigbehandles efter reglerne i henholdsvis bek. 944 af 29. oktober 2001 og bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000.
28. Med ikrafttræden af bek. 899 blev regelsættet om prisfastsættelse ændret. For 2004 fastsættes indtægtsrammen således jf. § 4 i bek. 899 som svarende til de indtægter virksomheden vil have i 2004, når det forudsættes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen, som virksomheden har anmeldt til Energitilsynet, fastholdes uændret i 2004.
29. Forhøjelser kan alene finde sted efter bestemmelserne i kap. 3 i bek. 899. Disse bestemmelser vedrører højere omkostninger i 2004 end der indgik ved fastsættelsen af tarifferne.
30. For Midtjyske Net blev rådighedsbeløbet for 2004 fra Eltra fastsat i efteråret 2003.
31. Midtjyske Nets korrektioner til de indsendte regnskabs- og omkostningstal vedrørende demontering af luftledninger i perioden 2000 til 2003 blev indsendt juli 2004 umiddelbart før ikrafttræden af bek. 899.
32. Til Midtjyske Nets anmodning skal om efteropkrævning anføres, at med ikrafttræden af bek. 899 kan alene spørgsmål om driftsomkostninger og aktivværdier færdigbehandles, jf. bek. 899 § 23, stk. 2
33. Korrektion af driftsomkostningerne vil ikke medføre korrektion af indtægtsrammerne for perioden 2000-2003 og korrektionerne kan ikke opkræves, idet der ikke efter bek. 899 er hjemmel til at ændre indtægtsrammer for perioden forud for bekendtgørelsens ikrafttræden den 10. september 2004. Bek. 944 indeholdt sådanne hjemler til ændring af indtægtsrammer herunder § 39 om indregning af demonteringsomkostninger.
34. Med bek. 899 § 23, stk. 2 blev bestemmelserne om fastsættelse af indtægtsrammer, der bygger på netvirksomhedernes ombrudte 1998 og 2000 regnskaber, ophævet og Energitilsynet skal efter § 23, stk. 2 alene færdigbehandle opgørelser af driftsomkostninger og aktivværdier for perioden 2000-2003.
35. Indtægtsrammerne blev således med bekendtgørelse 899 fastfrosset, jf. bekendtgørelsens § 4, til svarende til de indtægter virksomheden ville have i 2004, når det forudsattes, at tarifferne pr. 1. januar 2004 for ydelser omfattet af bevillingen blev fastholdt uændret i 2004.
36. Anmodningen om forhøjelse/efteropkrævning som anført af Midtjyske Net findes på denne baggrund ikke at kunne godkendes.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






