På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Herning kommune - opgørelse i henhold til elforsyningslovens § 37 ved delsalg af EnergiGruppen Jylland A/S (fortsat behandling)
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om, dels størrelsen på Herning Kommunes indskudskapital i EnergiGruppen Jylland El A/S pr. 1. januar 2000, hvad angår EGJ El A/S´ kapitalandele i andre selskaber, dels tilvækst i indskudskapitalen 1. januar 2000 - 3. januar 2003, hvad angår indskudskapital, der finansierer EGJ El´s kapitalandele i Elsam og Vestjyske Net.
Resumé
1. Herning Kommune fremsendte den 20. januar 2005 anmeldelse efter elforsyningslovens § 37 vedrørende salg af 64 % af EnergiGruppen Jylland A/S (EGJ) til DONG A/S pr. den 3. januar 2003. Anmeldelsen omfatter den del af salget, der vedrører aktiviteter efter elforsyningsloven.
2. På møde den 31. januar 2005 traf Energitilsynet en delafgørelse i sagen. Energitilsynet vedtog bl.a., at sagen kunne behandles efter de tidligere regler i elforsyningslovens § 37 med opgørelse af salgspris, indskudskapital og differencen herimellem svarende til kommunens nettoprovenu ved salget.
3. Endvidere tog Energitilsynet stilling til den salgspris, der skal indgå i opgørelsen af nettoprovenuet, til kommunens indskudskapital i EnergiGruppen Jylland El pr. 1. januar 2000 eksklusive indskudskapital vedrørende kapitalandele i andre selskaber, samt til principperne for opgørelse af tilvækst i indskudskapitalen 2000-2002 for indskudskapital, der finansierer netaktiviteter. For en beskrivelse af disse forhold henvises til beslutningsnotatet til mødet den 31. januar 2005 offentliggjort på www.energitilsynet.dk.[1]
4. Før sagen er færdigbehandlet for Energitilsynet efter elforsyningsloven resterer i forlængelse af delafgørelsen den 31. januar 2005 en stillingtagen til to forhold udover en samlet opgørelse af salgspris, indskudskapital og nettoprovenu efter lovens § 37.
5. Det gælder for det første en stillingtagen til størrelsen på kommunens indskudskapital i EnergiGruppen Jylland El A/S pr. 1. januar 2000, hvad angår EGJ El A/S´ kapitalandele i andre selskaber. Dette vedrører opgørelse af indskudskapital i relation til I/S Vestkraft (fra 1. januar 2000 Elsam, Vestjyske Net og Eltra).
6. Det gælder for det andet en stillingtagen til tilvækst i indskudskapital 1. januar 2000 - 3. januar 2003, hvad angår indskudskapital, der finansierer EGJ El´s kapitalandele i Elsam og Vestjyske Net[2].
7. Herning kommune har fremsendt en revideret anmeldelse af 9. februar 2005, herunder med inddragelse af de af Energitilsynet godkendte beløb på mødet den 31. januar 2005.
8. Kommunen har endvidere fremsendt ydereligere redegørelser af 14. marts og 30. marts 2005 om de betalinger, der er aftalt med DONG i forbindelse med handlen, herunder i forbindelse med indgåelse af Tillægsaftale, marts 2004, og aftale om endelige afregning, juni 2004.
Den anmeldte indskudskapital
9. Anmeldelsen omfatter en opgørelse af kommunens indskudskapital i de frasolgte aktiviteter efter elforsyningsloven baseret på, at indskudskapitalen såvel før som efter ikrafttrædelse af elreformen den 1. januar 2000 kan opgøres som den frie egenkapital, der, jf. den tidligere elforsyningslovs § 74, stk. 3, er til ejernes fri disposition.
10. I anmeldelsen er fastsættelse af indskudskapitalen pr. 1. januar 2000 i EnergiGruppen Jylland El A/S overordnet foretaget med udgangspunkt i den metode, som Energitilsynet anvendte i principafgørelse om den frie egenkapital i februar 2002 og de konkrete sager om NESA´s fri egenkapital i foråret 2003. Denne overordnede metode blev anerkendt af Energitilsynet på mødet den 31. januar 2005.
11. Hvad angår opgørelse af indskudskapital vedrørende EGJ El´s kapitalandele i andre selskaber pr. 1. januar 2000 (Herning kommunes daværende ejerandel i Vestkraft I/S) er denne opgjort i henhold til revisionsrapport om kapitalforhold i kraftværksselskaberne i det jysk-fynske område i 1977 og herunder en særskilt kapitalopgørelse vedrørende I/S Vestkraft. Indskudskapitalen pr. 1. januar 2000 vedrørende EGJ El´s kapitalandele i andre selskaber opgøres i anmeldelsen til x,x mio. kr. (for 100 % af EGJ El A/S).
12. Kommunen har fremskrevet indskudskapitalen 2000-2002 med udgangspunkt i en placering af indskudskapitalen (svarende til den frie egenkapital) i henholdsvis Elsam A/S, og netaktiviteter i henholdsvis Vestjyske Net (kapitalandel) samt egne netaktiviteter i EGJ El A/S. Kapitalandelen i Elsam er med det anmeldte alene finansieret med fri egenkapital.
13. Angående forrentning for perioden 2000-2002 af kapital, der pr. 1. januar 2002 finansierer ejerandelen i Elsam, anvender anmeldelsen regnskabsopgørelser af egenkapitalen i Elsam A/S med tilføjelser. Den anmeldte tilvækst omfatter årenes regnskabsmæssige resultater ifølge Elsams regnskaber 2000-2002 tillagt den fulde værdi af Elsams identificerede skatteaktiver.
14. Forrentning (tilvækst) af indskudskapital for perioden 2000-2002 udgør ifølge anmeldelsen i alt 187,5 mio. kr. Størstedelen heraf udgør tilvækst i indskudskapital, der finansierer Elsam-ejerandele (157,0 mio. kr.). Tilvækst vedrørende kapital, der finansierer netaktiviteter udgør 30,5 mio. kr. opgjort ud fra de bogførte overskud i EGJ El og Vestjyske Net, jf. afgørelsen af 31. januar 2005.
15. Det indebærer, at indskudskapitalens samlede størrelse pr. salgstidspunktet vedrørende 64 % af EGJ El ifølge anmeldelsen - med inddragelse af beslutningerne truffet af Energitilsynet den 31. januar 2005 - udgør 378,5 mio. kr.
16. Det overstiger det af Energitilsynet godkendte salgsprovenu efter § 37 (x,x mio. kr.), jf. afgørelsen af 31. januar 2005. Der er således ifølge anmeldelsen ikke er et positivt nettoprovenu for kommunen ved salget.
17. Kommunen har udarbejdet yderligere redegørelser om aftalerne og betalinger fra DONG, hvilket indebærer enkelte korrektioner i forhold til sagsfremstillingen i notatet til Energitilsynets møde den 31. januar 2005.
18. Kommunen anfører, at Tillægsaftalen, marts 2004, indebærer en betaling fra DONG på x,x mio. kr. vedrørende betaling for kapitalandele. [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
19. Kommunen anfører endvidere, at den yderligere betaling til Herning i forbindelse med den endelige afregning i juni 2004 (x,x mio. kr.) relaterer sig til værditilvækst i perioden 2000-2002 vedrørende EGJ El´s kapitalandele.
20. Materiale fra møde i Hernings kommunalbestyrelse, juni 2004, og en erklæring fra DONG understøtter disse oplysninger.
21. Det bemærkes, at de nye oplysninger ikke indebærer ændringer i forhold til de vurderinger, der blev lagt til grund for Energitilsynets afgørelse den 31. januar 2005.
Indskudskapital 1. januar 2000, I/S Vestkraft - vurdering
22. Vurderingen af den anmeldte opgørelse af indskudskapital er bl.a. foretaget ved en sammenligning mellem det anmeldte og de afgørelser, som Energitilsynet i 2002 og 2003 har truffet i sager om NESA´s frie egenkapital pr. 1. januar 2000 ud fra forudsætningen om sammenfald mellem indskudskapital efter § 37 og fri egenkapital efter § 74, stk. 3, jf. Energitilsynets afgørelse af 31. januar 2005.
23. Opgørelsen af egenkapitalen i Vestkraft I/S i 1977, som kommunen havde ejerandel i i 1977, er ifølge anmeldelsen sket i overensstemmelse med rapport udarbejdet for ejerselskaberne i Elsam af to revisionsselskaber og fremsendt til Energitilsynet i december 2002 som led i opgørelsen af elselskabernes fri egenkapital. Samtidig er konkret anvendt et udkast til kapitalopgørelse for I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977.
24. Kommunen har tilvejebragt udtalelser fra de relevante revisorer, der dokumenterer, at den anvendte kapitalopgørelse ville kunne underskrives af revisorerne uden forbehold efter en godkendelse hos de relevante ejere, herunder som værende i overensstemmelse med den fremsendte rapport fra Elsam-gruppen fra december 2002 efter mindre tilretninger som følge af Energitilsynets afgørelser om NESA´s fri egenkapital februar 2003.
25. Samtidig har kommunens revisor foretaget en sammenligning mellem den anvendte opgørelse og metoden, der blev anvendt af Energitilsynet i kapitalopgørelsen vedrørende I/S IFV pr. 1. januar 1977 i relation til opgørelse af den fri egenkapital i NESA. På denne baggrund vurderes materialet generelt at kunne anerkendes som grundlag for en opgørelse af indskudskapitalen i I/S Vestkraft.
26. I Sekretariatets konkrete gennemgang af det foreliggende materiale vedrørende I/S Vestkraft er dog fundet værdiansættelser af aktiver, hvor en indregning kræver yderligere særskilt dokumentation. Det gælder opgørelsen pr. 1. januar 1977 vedrørende værdi af kraftvarmefordel og ledningsanlæg ejet af I/S Vestkraft.
27. Samtidig er det vurderingen, at opgørelsen af værdien af I/S Vestkrafts produktionsaktiver 1. januar 1977 skal reduceres i forhold til det anmeldte, da denne benytter en værdiopgørelse pr. 1. april 1977.
28. Det er endvidere vurderingen, at der i opgørelse af den såkaldte fixpris-gevinst vedrørende regulering af indskudskapitalen 1977-2000 indgår en forrentning, der ikke har været godkendt af Elprisudvalget. Denne indregning kan følgelig ikke godkendes som indskudskapital.
29. Energitilsynet kan på denne baggrund godkende en indskudskapital pr. 1. januar 2000, hvad angår EGJ El´s kapitalandele i andre selskaber på 344,7 mio. kr. (100 % af EGJ El) svarende til 220,6 mio. kr. for 64 % af EGJ El på betingelse af, at den ovennævnte nødvendige dokumentation efterfølgende fremlægges.
Tilvækst i indskudskapitalen 2000-2002 - vurdering
30. Vedrørende perioden 2000-2002 må det i forlængelse af Tilsynets afgørelse den 31. januar 2005 anerkendes, at kommunen kan indregne en tilvækst i indskudskapitalen svarende til de opnåede indtægter i perioden, der i medfør af elforsyningsloven kan betragtes som fri egenkapital.
31. Det gælder bl.a. i overensstemmelse med specifikationerne angivet i indtægtsrammebekendtgørelse 944, § 46, stk. 1, nr. 3, "indtægter og tab" vedrørende kapitalandele, som er finansieret af fri egenkapital (indskudskapital).
32. Hvad angår indskudskapital, der finansierer EGJ El´s kapitalandel i Elsam A/S, er det i overensstemmelse hermed vurderingen, at udviklingen i værdien af kapitalandelen i perioden 2000-2002 kan tillægges indskudskapitalen (når denne finansieres med indskudskapital).
33. Ifølge indtægstrammebekendtgørelsens § 56, stk. 1, tilskrives overskud/underskud af kapitalandele den fri egenkapital, som denne kapital finansierer. Ved en realisation må salgsprisen vedrørende en kapitalandel, der er finansieret ved fri egenkapital, efter Sekretariatets opfattelse herefter vurderes at være fri egenkapital og udtrykke over-/underskud ifølge bestemmelsen.
34. Det er Sekretariatets opfattelse, at "indtægter ved kapitalandele" i overensstemmelse med bekendtgørelse 944, § 46 og § 56, skal opgøres i henhold til den aftalte købesum, når der foreligger en realisation af kapitalandelen. Denne må ses som udtryk for handelsværdien af kapitalandelen på det pågældende tidspunkt svarende til parternes egen vurdering af kapitalandelens værdi.
35. Det er endvidere vurderingen, at den fri egenkapital vedrørende en kapitalandel, der finansieres af fri egenkapital, ikke kan overstige den realiserede salgspris herfor - uanset om en bogført værdi eller en beregnet værdi overstiger denne.
36. Det kan derfor ikke anerkendes, at kommunen beregner en tilvækst ud fra Elsams regnskaber med indregning af bogførte overskud tillagt den fulde værdi af Elsams skatteaktiv, når denne overstiger den realiserede værdi.
Indskudskapital og nettoprovenu pr. 3. januar 2003
37. EGJ EL´s kapitalandel i Elsam er i henhold til kommunens anmeldte fordeling af den opgjorte fri egenkapital pr. 1. januar 2000 finansieret af fri egenkapital. Kapitalandelen i Vestjyske Net er delvis finansieret af fri egenkapital. Sekretariatets vurdering af størrelsen på den fri egenkapital pr. 1. januar 2000 vedrørende I/S Vestkraft, jf. ovenfor, giver ikke anledning til at anfægte dette.
38. Det er Sekretariats vurdering, at indskudskapital relateret til kapitalandele vedrørende Elsam og Vestjyske Net må vurderes under ét, idet betalingerne herfor er aftalt under ét.
39. Ifølge kommunens seneste redegørelse udgør betalingen for kapitalandele i alt x,x mio. kr. Heraf må antages, at betalingen i juni 2004 (x,x mio. kr.) er betaling for forrentning for perioden 2000-2002.
40. Idet nævnte betaling for forrentning 2000-2002 vedrører aktiver, der overvejende er finansieret af fri egenkapital, og idet betalingen må antages overvejende at kunne henføres til betaling for Elsam-andelen, der alene er finansieret af fri egenkapital, må det anerkendes, at den yderligere betaling, juni 2004, på x,x mio. kr. svarende til betaling for forrentning 2000-2002 vedrørende kapitalandelene, er fri egenkapital. [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
41. Den samlede fri egenkapital vedrørende EGJ El kapitalandele pr. 3. januar 2003 kan herefter opgøres til x,x mio. kr. (220,6 mio. kr. + x,x mio. kr.) på betingelse af tilvejebringelse af den nødvendige dokumentation vedrørende I/S Vestkraft, jf. ovenfor.
42. Med en beregnet indskudskapital vedrørende EGJ El eksklusive kapitalandele (egne net m.v.) pr. 3. januar 2003 opgjort efter principperne vedtaget på Energitilsynets møde den 31. januar 2005 på 38,5 mio. kr., kan kommunens indskudskapital vedrørende 64 % af EGJ El opgøres til i alt x,x mio. kr.[3]
43. Med en af Energitilsynet tidligere godkendt salgspris på x,x mio. kr. indebærer dette, at kommunen ikke oppebærer et nettoprovenu ved salget.
Samlet opgørelse efter § 37
44. Tabel 1 neden for sammenfatter kommunens anmeldelse og Energitilsynets vurderinger, idet der indgår beløb for den frasolgte andel af EGJ på 64 %.
Tabel 1. Herning kommunes delsalg af EnergiGruppen Jyllands opgørelse efter elforsyningslovens § 37 (mio. kr.), Energitilsynets beslutningstidspunkt angivet i parentes | |||
| Anmeldt1 | Godkendelse |
|
Salgspris (godkendt 31.01.05) | x,x | x,x |
|
|
|
|
|
Indskudskapital (EGJ El 64 %): |
|
|
|
1. januar 2000, eksklusive kapitalandele (godkendt 31.01.05) | 33 | 33 |
|
1. januar 2000, kapitalandele (Vestkraft) (til beslutning 25.04.05) | 225,2 | 220,62 |
|
1. januar 2000, i alt | 258,5 | 253,6 |
|
|
|
|
|
Tilvækst 2000-2002 - indskudskapital, der finansierer netaktiver (Principper godkendt 31.01.05) (64 %) | 30,53 | 5,24 |
|
Tilvækst 2000-2002 - indskudskapital, der finansierer kapitalandele (til beslutning 25.04.05) (64 %) | 100,55 | x,x |
|
Tilvækst 2000-2002 - andre forhold (godkendt 31.01.05) (64 %) | 0,3 | 0,3 |
|
|
|
|
|
3. januar 2003, i alt (EGJ El 64 % = EGJ 64 %) | 378,5 | x,x |
|
|
|
|
|
Nettoprovenu | x,x | x,x |
|
Nettoprovenu til indberetning | 0 | 0 |
|
1Herning kommunes anmeldelse af 9. februar 2005 efter indregning af det af Energitilsynet godkendte på mødet den 31. januar 2005 |
| ||
45. Der er forhold, som Energitilsynet ikke kan godkende i kommunens anmeldte opgørelse. Det gælder:
- at der i opgørelsen af indskudskapital vedørerende I/S Vestkraft 1977-2000 indgår en godkendt forrentning af en såkaldt fix-pris-betaling, der ikke har været godkendt af Elprisudvalget.
- at opgørelsen af indskudskapital vedrørende I/S Vestkraft (produktionsaktiver) er foretaget pr. 1. april 1977 og ikke 1. januar 1977
- at opgørelsen af tilvækst i indskudskapital 2000-2002, der finansierer ejerandelen i Elsam A/S/Vestjyske Net, overstiger tilvæksten i værdien af EGJ EL A/S´ ejerandel af Elsam A/S/Vestjyske Net opgjort ud fra den konstaterede købesum aftalt mellem Herning Kommune og DONG for samme kapitalandel.
46. Endvidere forudsætter godkendelse af ovennævnte opgørelse af indskudskapital tilvejebringelse af yderligere dokumentation vedrørende opgørelse af indskudskapital, I/S Vestkraft 1. januar 1977, (indregning af henholdsvis kraftvarmefordel og opgørelse af ledningsnet).
47. En indskudskapital efter elforsyningslovens § 37 i forbindelse med Herning kommunes frasalg af 64 % af EGJ A/S kan opgøres x,x mio. kr. må herefter kunne godkendes. Med en godkendt salgspris på x,x mio. kr. indebærer dette, at kommunen ikke har opnået et nettoprovenu i forbindelse med handlen.
Afgørelse
48. Det meddeles Herning kommune,
- at Energitilsynet kan godkende, at en indskudskapital pr. 1. januar 2000 vedrørende EnergiGruppen Jylland El´s kapitalandele i andre selskaber (I/S Vestkraft) på 344,7 mio. kr., indgår i en opgørelse af kommunens nettoprovenu efter elforsyningslovens § 37, stk. 1 og stk. 5, jf. Energitilsynets delafgørelse i sagen den 31. januar 2005.
- at Energitilsynets godkendelse af indskudskapital som ovenfor, sker på betingelse af, at kommunen overfor Energitilsynet særskilt dokumenterer forhold vedrørende kapitalopgørelsen for I/S Vestkraft 1. januar 1977. Det gælder indregning af aktivposterne "kraftvarmefordel" og "ledningsnet".
- at Energitilsynets formand bemyndiges til på vegne af Energitilsynet at træffe afgørelse om, hvorvidt den nødvendige dokumentation foreligger, jf. Energitilsynets forretningsorden § 3, stk. 2.
- at Energitilsynet på betingelse af tilvejebringelse af ovennævnte dokumentation kan godkende, at kommunens indskudskapital i den frasolgte andel af Energigruppen Jylland A/S (64 %) udgør x,x mio. kr., jf. elforsyningslovens § 37, stk. 1 og 5, og Energitilsynets delafgørelse i sagen den 31. januar 2005.
- at Energitilsynet på betingelse af tilvejebringelse af ovennævnte dokumentation kan godkende, at kommunens nettoprovenu ved salget herved udgør 0 mio. kr., jf. elforsyningslovens § 37, stk. 1 og stk. 5 og Energitilsynets delafgørelse i sagen den 31. januar 2005.
- at Energitilsynets indberetning til Indenrigs- og Sundshedsministeriet, jf. elforsyningslovens § 37, stk. 6, afventer ovenstående afklaring vedrørende dokumentation.
- at Energitilsynet i fastsættelsen af kommunens indskudskapital og nettoprovenu tager forbehold for, at andre ejere af andele vedrørende Vestkraft I/S efterfølgende overfor Energitilsynet vil gøre krav på en anden opgørelse og fordeling af kapital i disse selskaber opgjort pr. 1. januar 1977 og vedrørende perioden 1. januar 1977 - 1. januar 2000.
- at Energitilsynet endvidere henholder sig til de forbehold, der fremgår af Tilsynets afgørelse den 31. januar 2005.
Sagsfremstilling
49. Herning kommune solgte den 3. januar 2003 en ejerandel på 64 % i EnergiGruppen Jylland A/S (EGJ A/S) til DONG. EGJ A/S ejede på salgstidspunktet bl.a. EnergiGruppen Jylland El A/S (EGJ El A/S), der varetog netaktiviteter efter elforsyningsloven samt ejede kapitalandele i Elsam, Vestjyske Net og Eltra.
50. Energitilsynet traf den 31. januar 2005 en delafgørelse i Herning kommunes anmeldelse af salget efter elforsyningslovens § 37. Beslutningsnotatet til delafgørelsen af 31. januar 2005 indeholder bl.a. en nærmere beskrivelse af salget, EGJ´s daværende virksomhedsstruktur m.v.
51. På mødet anerkendte Energitilsynet blandt andet, at handlen kan behandles efter de tidligere bestemmelser i § 37 gældende for bindende aftaler indgået inden den 20. februar 2003. Ifølge disse bestemmelser skal Energitilsynet godkende en opgørelse af salgspris, indskudskapital samt kommunens nettoprovenu ved handlen (salgspris fratrukket indskudskapital).
52. Inden en færdiggørelse af sagen efter elforsyningslovens § 37 udestår efter Energitilsynets møde den 31. januar 2005 Energitilsynets stillingtagen til dele af kommunens indskudskapital i EGJ A/S og EGJ El A/S. Disse forhold er omfattet af nærværende afgørelse.
53. Efterfølgende har kommunen fremsendt en fornyet opgørelse af 9. februar 2005, der reviderer det tidligere anmeldte.
Den anmeldte opgørelse efter elforsyningslovens § 37
54. Hovedtallene i kommunens anmeldelse fremgår af tabel 2 neden for. Nettoprovenuet fra salget er ifølge anmeldelsen negativt (x,x mio. kr.) som følge af en af Energitilsynet godkendt salgspris på x,x mio. kr. og en af kommunen anmeldt indskudskapital på 378,5 mio. kr. Der skal derfor ifølge anmeldelsen ikke ske et fradrag i kommunens bloktilskud som følge af salget.
Tabel 2. Herning Kommunes anmeldte opgørelse af salgspris, indskudskapital og nettoprovenu efter elforsyningslovens § 37 (mio.kr.) | |
Herning Kommunes anmeldte opgørelse af salgspris, indskudskapital og nettoprovenu efter elforsyningslovens § 37 (mio. kr.). | |
Salgspris efter § 37, godkendt af Energitilsynet den 31. januar 2005 | x,x |
Indskudskapital (EGJ El A/S 100 %): |
|
Indskudskapital pr. 1. januar 2000 (ekskl. kapitalandele) (godkendt den 31. januar 2005) | 51,5 |
Indskudskapital pr. 1. januar 2000, (Vestkraft I/S) (til beslutning den 28.02.05) | 351,9 |
Indskudskapital pr. 1. januar 2000 i alt | 403,4 |
|
|
Tilvækst 2000 - 2002 - indskudskapital, der finansierer ejerandel i Elsam A/S (til beslutning den 28. februar 2005) | 157 |
Tilvækst 2000-2002 - indskudskapital, der finansierer netaktiver (Principper godkendt 31.01.05)1 | 30,5 |
Tilvækst 2000-2002 - andre forhold (godkendt den 31. januar 2005) | 0,5 |
|
|
Indskudskapital 3. januar 2003, i alt | 591,4 |
Indskudskapital i andel solgt til DONG (64 %) | 378,5 |
Nettoprovenu | x,x |
Kilde: Herning kommune, 9. februar 2005, efter inddragelse af Energitilsynets godkendte beløb den 31. januar 2005. | |
1Energitilsynet traf på mødet den 31. januar 2005 beslutning om principper for beregning af tilvækst i indskudskapital, der finansierer netaktiviteter. Størrelsen på den indskudskapital, der finansierer netaktiviteter, var dog ikke kendt på dette tidspunkt, hvorfor Tilsynsts afgørelse ikke indeholdt en opgørelse heraf. | |
Principper i den anmeldte opgørelse af indskudskapital
56. Kommunens indskudskapital pr. 3. januar 2003 opgøres som indskudskapital pr. 1. januar 2000 i EGJ El A/S tillagt en opgjort tilvækst i indskudskapital for perioden 1. januar 2000 til 3. januar 2003 (2000-2002).
57. Det er som tidligere nævnt indskudskapital pr. 1. januar 2000 vedrørende EGJ El´s kapitalandele samt tilvækst i indskudskapital, der finansierer ejerandele i Elsam A/S/Vestjyske Net i perioden 2000-2002, som er genstand for nærværende afgørelse.
Indskudskapital pr. 1. januar 2000
58. Opgørelsen af den anmeldte indskudskapital efter elforsyningsloven pr. 1. januar 2000 tager udgangspunkt i de principper, som Energitilsynet har anvendt ved opgørelsen af den fri egenkapital, jf. elforsyningslovens § 74, stk. 3, i principafgørelsen fra februar 2002 samt afgørelserne vedrørende NESA i begyndelsen af 2003.
59. Grundlaget for opgørelse heraf er bl.a., at egenkapital i en kapitalopgørelse vedrørende 1. januar 1977, hvori aktiverne opgøres efter nedskrevne genanskaffelsesværdier, er fri kapital.
60. I sammenhæng hermed antages der i anmeldelsen sammenfald mellem indskudskapitalen efter § 37 og den frie egenkapital efter elforsyningslovens § 74, stk. 3.
61. Det bemærkes, at denne sammenhæng og anvendelsen af de af Tilsynet tidligere anvendte principper i forbindelse med opgørelse af indskudskapitalen 1. januar 2000 blev anerkendt af Energitilsynet på møde den 31. januar 2005.
Indskudskapital efter 1. januar 2000
62. Kommunen tager i sin opgørelse af tilvækst i indskudskapital efter 1. januar 2000 udgangspunkt i indtægtsrammebekendtgørelsens § 46, stk. 1, (bekendtgørelse nr. 944). Med henvisning til bekendtgørelsens § 46, stk. 1, nr. 3 fremhæves det i kommunens redegørelse af 14. juli 2004 bl.a., at indtægter fra kapitalandele og sideordnede aktiviteter finansieret af fri kapital, som virksomheden i medfør af § 74, stk. 3, frit kan disponere over, er fri kapital.
63. Da der er tale om beløb som Herning Kommune lovligt har kunnet trække ud af elforsyningsvirksomheden må disse efter anmelders opfattelse kunne opfattes som beløb, der er investeret (indskudt) ved at lade kapitalen indestå og dermed kvalificere som indskudskapital.
64. Det bemærkes, at Energitilsynet på mødet den 31. januar 2005 anerkendte, at kommunen kan indregne en tilvækst i indskudskapitalen, og at forudsætningen om sammenfald mellem indskudskapital efter elforsyningslovens § 37 og fri egenkapital efter § 74, stk. 3, også gælder for perioden efter den 1. januar 2000.
65. I anmeldelsen har kommunen valgt, jf. også indtægtsrammebekendtgørelsens § 55, at EGJ El´s ejerandel i Elsam alene finansieres af indskudskapital fra den 1. januar 2000, mens EGJ EL´s egne distributionsaktiviteter er samt ejerandelen i Vestjyske Net er delvis finansieret af indskudskapital. Der ændres ikke på finansieringsfordelingen gennem perioden 2000-2002.
Den anmeldte opgørelse af indskudskapital 1. januar 2000 i EGJ El A/S's kapitalandele
66. Beskrivelsen af den anmeldte indskudskapital pr. 1. januar 2000 vedrørende kapitalandele (I/S Vestkraft) neden for omfatter en beskrivelse af den foretagne revisionspåtegning, af kapitalopgørelsen for I/S Vestkraft den 1. januar 1977 samt af reguleringer af indskudskapitalen vedrørende I/S Vestkraft 1. januar 1977 - 1. januar 2000. Endelig er spørgsmålet om skattepligt af opskrevne kapitaler den 1. januar 1977 kort omtalt.
67. Den fri egenkapital i EGJ´s andel i I/S Vestkraft er ifølge anmeldelsen opgjort til 351,9 mio. kr. pr. 1. januar 2000, jf. tabel 2, svarende til en ejerandel på 17,215 % af en samlet egenkapital særskilt opgjort for I/S Vestkraft pr. 1. januar 2000 på 2.044 mio. kr.
Revisorpåtegning
68. I tilknytning til anmeldelsen fra Herning foreligger der påtegning fra revisor. Heri redegøres for en række konkrete arbejdshandlinger udført af revisor i relation til anmeldelsen. Arbejdshandlingerne er typisk "afstemninger", "gennemgang af beregninger" og "sammenholdelse af værdier".
69. Revisor udfører i alt 18 arbejdshandlinger. Revisor påpeger tre forhold til Energitilsynets nærmere bedømmelse, hvor opgørelsen af værdien af Herning Kommunes ejerandel i I/S Vestkraft afviger fra Energitilsynets afgørelse februar 2003 vedrørende produktionsaktiver m.v. i I/S Issefjordværket, 1. januar 1977.
70. Forholdene er følgende: 1) Der er i opgørelsen af værdiansættelsen for I/S Vestkraft ikke foretaget korrektion for urbaniseringsgraden 1977-2000 i forbindelse med opgørelse af værdien af ledningsnettet den 1. januar 1977, 2) Der er medtaget værdi af kraftvarmefordel og fjernvarmeanlæg, og 3) fordelingen af værdierne i Elsam er ikke godkendt af samtlige interessenter.
71. Den statsautoriserede revisor meddeler, at arbejdshandlingerne hverken er revision eller review i overensstemmelse med danske revisionsstandarder herom, og at revisor derfor ikke udtrykker nogen grad af sikkerhed om det af Herning Kommune anmeldte. Revisor har oplyst, at ifølge de i dag gældende revisionsstandarder, skal dette oplyses eksplicit.
72. Opgørelsen af værdierne i I/S Vestkraft, og derfor også i opgørelsen af værdierne af kraftværkerne i Elsam området, foreligger kun i udkast. Fra revisionsselskaberne PricewaterhouseCoopers m.v. (PWC m.v.) som ansvarlig for opgørelserne foreligger udtalelse om, at såfremt de jysk-fynske ejerselskaber kan tiltræde kapitalopgørelsen med deres underskrift, vil PricewaterhouseCoopers kunne forsyne opgørelsen med en revisorerklæring uden forbehold.
73. PWC m.v. angiver bl.a., at konklusionen er, at opgørelsen af fri egenkapital i I/S Vestkraft pr. 1. januar 2000 kan danne grundlag for opgørelsen af den fri egenkapital i Herning Kommunale Elforsyning.
Indskudskapital I/S Vestkraft, 1. januar 1977
74. Herning Kommune (Herning Kommunale Værker) var i 1977 medejer af kraftværksselskabet Vestkraft I/S - et af kraftværksselskaberne i det jysk-fynske område. I/S Vestkraft ejede sammen med de øvrige kraftværksselskaber I/S Elsam, der i 1977 ejede udlandsforbindelser, 400 kV-nettet og dele af 150 kV-nettet.
75. Siden 1977 er der sket væsentlige ændringer i ejerstrukturen i Elsam-området, herunder Elsam I/S salg af 150 kV-nettet i 1985 til kraftværksselskaberne, samt dannelse af ny selskabsstruktur i 2000, hvor Herning kommune gennem ejerskabet af EGJ El herefter ejer andele i det samlede kraftværksselskab Elsam samt transmissionsselskabet Vestjyske Net (150 kV) samt Eltra (400 KV).
76. Den anmeldte opgørelse af indskudskapital pr. 1. januar 1977 vedrørende EGJ El´s kapitalandele i andre selskaber vedrører ifølge kommunen I/S Vestkraft. Grundlaget herfor er en rapport fra december 2002 udarbejdet af revisionsselskaberne PWC m.fl. for ejerkredsen i Elsam-gruppen om opgørelse af egenkapital primo 1977 i det jysk-fynske kraftværkssamarbejde samt transmissionsselskabet I/S Elsam.
77. Redegørelsen er fremsendt til Energitilsynet december 2002 i forbindelse med fastlæggelse af den fri egenkapital i elselskaberne. Egenkapitalen i Elsam-gruppen den 1. april 1977 udgør ifølge rapporten, december 2002, 10,4 mia. kr. og ifølge anmeldelsen 10,9 mia. kr. i 2000.
78. Konkret er anvendt et udkast til særskilt kapitalopgørelse for I/S Vestkraft 1. januar 1977 udarbejdet af samme revisionsselskaber. Opgørelsen indgår ifølge det anmeldte i Elsam-grupperapporten fra december 2002 men er dog i begrænset omfang revideret i lyset af Energitilsynets afgørelse i februar 2003. De opgjorte værdier af I/S Vestkrafts produktionsanlæg og fordelingsanlæg m.v. i udkastet til egenkapitalopgørelsen særskilt for I/S Vestkraft kan således genfindes i bilag til revisionsrapporten fra december 2002.
79. Den førnævnte revisionsrapport vedrørende Elsam-gruppen under ét og den særskilte opgørelse for I/S Vestkraft fastlægger ifølge anmeldelsen datagrundlag og metoder ud fra tilgængelig dokumentation samt opgør den nedskrevne genanskaffelsesværdi for den jysk-fynske kraftværkssektor.
80. Det fremgår af revisionsrapporten, at bestanden af anlægsaktiver i 1977 i Elsam-opgørelsen er tilvejebragt ud fra redegørelser (udvidelsesplaner) udarbejdet af Elsam I/S i 1977 og 1978, hvor eksisterende anlæg er beskrevet. Værdiansættelsen af disse aktiver er hovedsagelig sket ved referencepriser ud fra nævnte udvidelsesplaner. Der er nedskrevet efter levetid og korrigeret for teknologisk udvikling.
81. Det er rapportens opfattelse, at den usikkerhed, der knytter sig til opgørelsen af den nedskrevne genanskaffelsesværdi i Elsam-gruppen primo 1977 ikke er størr Hovedtallene i udkastet til egenkapitalopgørelsen for I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977, hvor aktiverne er opgjort ud fra nedskrevne genanskaffelsesværdier, fremgår af nedenstående tabel:e end den usikkerhed, der normalt er ved opskrivning af anlægsaktiver til nedskrevet genanskaffelsesværdi uden for elsektoren. Ifølge revisorerne bygger redegørelsen på et så omfattende dokumentationsmateriale, at usikkerheden efter forholdene ifølge revisionsrapporten må accepteres.
82. Kommunens revisor har i forbindelse med nærværende anmeldelse foretaget en sammenligning mellem Elsam-gruppens opgørelse af egenkapital i 1977 og Energitilsynets behandling den 24. februar 2003 vedrørende egenkapital i Issefjordværket i 1977 i forbindelse med opgørelse af fri egenkapital i NESA.
83. Det konkluderes her, at opgørelsesprincipperne overordnet er ens i de to opgørelser om end dokumentationen på flere områder er tilvejebragt forskelligt. Opgørelsesmetoden i Elsam-rapporten vurderes kvalitetsmæssigt i kommunens sammenlignende notat at være mindst lige så god som IFV-opgørelsen.
84. Hovedtallene i udkastet til egenkapitalopgørelsen for I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977, hvor aktiverne er opgjort ud fra nedskrevne genanskaffelsesværdier, fremgår af nedenstående tabel:
Tabel 3. Kapitalopgørelse for I/S Vestkraft 1. januar 1977 | ||||
Bogført mio.kr. | Aktiver | mio.kr | Passiver | Mio. kr. |
Nedskrevne genanskaf-felsesværdier | ||||
0 | Produk-tionsanlæg | 667,5 | Interessent-skabskapital | 75,4 |
0 | Fjernvarme-anlæg | 12,7 | Fonde til særlige formål | 133,9 |
0 | Kraftvarmefordel | 126,6 | ||
0 | Ledningsanlæg | 527,8 | Opskrivninger | 1,730,2 |
0 | Kraftværks-pladser, havneanlæg, kulpladser, olietanke | 141,2 | Egenkapital i alt | 1.939,50 |
12,4 | Øvrige grunde og bygninger, andre anlæg samt | 6,5 | Gæld | 336,5 |
12 | Anlæg under udførelse | 12 |
|
|
245,8 | Finansielle anlægsaktiver ekskl. ejerandel i I/S Elsam | 431 |
|
|
0 | Ejerandel i I/S Elsam | 162,9 |
|
|
146,5 | Omsætnings-aktiver | 187,8 |
|
|
404,7 | I alt aktiver pr. 1. januar 1977 | 2.276,00 | I alt passiver pr. 1. januar 1977 | 2.276,00 |
85. Aktivposten "Anlæg under udførelse" (12,0 mio.kr.) er i anmeldelsen opgjort på grundlag af bogførte værdier i I/S Vestkrafts årsregnskab for 1976.
86. "Fjernvarmeanlæg" (12,7 mio.kr.) er ifølge anmeldelsen en forsigtig værdiansættelse af varmeanlæggene på Vestkraft beregnet på baggrund af værdien af varmeanlæggene på Nordjyllandsværkets såkaldte blok 3. Det oplyses, at kraftvarmeværkerne igennem alle år havde finansieret en ikke uvæsentlig del af varmeforsyningens anlæg, som var installeret i forbindelse med kraftværkets varmeudtag.
87. Ifølge det oplyste var der tale om anlæg, der ikke havde relation til kraftværket og dets varmeproduktion, men alene vedrørte varmeforsyningen. Ifølge det oplyste blev det i kraftværkets aftale med varmeforsyningen aftalt, hvorledes disse anlæg skulle afskrives og forrentes og dermed indgå i varmeprisen.
88. "Kraftvarmefordel" (126,6 mio.kr.) er ifølge supplerende oplysninger til anmeldelsen beregnet på grundlag af værdien af de reducerede brændselsomkostninger, som fælles produktion af el og varme giver. Reduktionen i brændselsomkostningerne er ifølge det oplyste opgjort til 20 pct. ud fra fjernvarmeeffekten på Fynsværkets anlæg, der alle ifølge det oplyste er varmeproducerende.
89. Ifølge det oplyste er den beregnede værdi af de reducerede brændselsomkostninger en alternativ opgørelse af kraftvarmefordelen til opgørelsen af den kapitaliserede værdi af varmekontrakterne mellem I/S Vestkraft og Esbjerg. Værdien af en varmekontrakt kan ifølge det oplyste opgøres som den kapitaliserede værdi af det cashflow, som varmefordelen giver, og er væsentligt højere end det i indskudskapitalen indregnede beøb..
90. Passivposten "Fonde til særlige formål" (133,9 mio.kr.) er ifølge kommunens oplysninger en del af I/S Vestkrafts egenkapital. Med henvisning til I/S Vestkrafts vedtægter mener Herning Kommune, at det var bestyrelsen/ejerne, der alene traf bestemmelser omkring fondene. Efter kommunens opfattelse ville bestyrelse/ejerne således også kunne tage beslutning om en opløsning af fondene, hvorefter beløbet kunne overføres til andre dele af egenkapitalen.
91. Alternativt ville fondene efter kommunens opfattelse kunne materialiseres i form af anlægsaktiver, og disse anlægsaktiver skulle indregnes under aktiverne, og dermed være med til at forøge egenkapitalen.
92. Det er videre oplyst, at det forhold, at der i I/S Vestkraft har været vedtægtsmæssige bestemmelser om særlige fonde, ikke påvirker størrelsen af den samlede egenkapital i selskabet. De særlige fonde er ifølge det oplyste ikke udtryk for nogen forpligtelser over for tredjemand, men alene en intern beslutning som kan ændres af repræsentskabet.
93. Det angives, at indholdet af fondene til særlige formål dermed svarer til anden form for fri egenkapital, som repræsentantskabet frit kan disponere over.
94. Af tabel 4 neden for fremgår den anmeldte værdiopgørelse af aktivposten "Ledningsanlæg" ejet af I/S Vestkraft (527,7 mio. kr.).
Tabel 4. Ledningsanlæg pr. 1. januar 1977 ejet af I/S Vestkraft | ||||||
Anlæg | Enhed | Antal | Pris pr. enhed | Værdi brutto | Nedslag for alder pct. | Værdi netto |
Mio. kr. | Mio. kr | Mio. kr. | ||||
150 kV | Km | 0,6 | 1,175 | 0,702 | 31,25 | 0,483 |
150 kV | Km | 1,4 | 2,156 | 3,019 | 31,25 | 2,075 |
150 kV luftledning, | Km | 157,6 | 0,401 | 63,261 | 21,45 | 49,691 |
150 kV luftledning, | Km | 155,8 | 0,635 | 99,019 | 25,63 | 73,64 |
60 kV kabel | Km | 32,8 | 0,702 | 23,04 | 31,25 | 15,84 |
60 kV luftledning | Km | 940,3 | 0,167 | 157,265 | 31,25 | 108,12 |
150 kV transformer-stationer | Stk. | 8 | 15,477 | 123,814 | 23,19 | 95,103 |
60 kV transformer-stationer | Stk. | 73 |
| 250,757 | 31,25 | 172,395 |
150 kV koblings-station | Stk. | 1 | 8,936 | 8,936 | 19 | 7,238 |
60 kV koblings-station | Stk. | 1 | 4,411 | 4,411 | 27,78 | 3,187 |
I alt |
|
|
|
|
| 527,772 |
Kilde: Udkast til I/S Vestkraft - Opgørelse af egenkapital pr. 1. januar 1977.
95. Beholdningerne af ledningsanlæg inkl. stationer er ifølge det anmeldte opgjort ud fra anlægsstatistikker og værdiansat ud fra beregnede standardpriser. Nedslag for alder er ifølge det oplyste foretaget ud fra regnskabsmæssige oplysninger om investeringstidspunkter for de enkelte strækninger.
96. I/S Vestkrafts "ejerandel i I/S Elsam" (162,9 mio. kr.) er ifølge det oplyste I/S Vestkrafts ejerandel af I/S Elsams opgjorte kapital til genanskaffelsesværdier pr. 1. april 1977.
Skatteforhold
97. Det i tabel 3 anmeldte beløb vedrørende egenkapital for I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977 udgør et væsentligt højere beløb, end selskabets regnskabsmæssigt bogførte beløb. Opskrivningen er ikke i anmeldelsen reguleret for udskudt skat, som tilfældet var i Energitilsynets opgørelse af NESA´s fri egenkapital, februar/marts 2003.
98. På Energitilsynets sekretariats foranledning har kommunen fra ToldSkat Selskabsrevision indhentet oplysning om, at selskabsrevisionen ikke er bekendt med, at Herning Kommune eller Herning Kommunale Elværker i 1977 ikke skulle være omfattet af den almindelige skattefritagelse i selskabsskatteloven i 1977.
Indskudskapital I/S Vestkraft 1977-2000
99. I tillæg til den opgjorte værdi for I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977 anmelder Herning Kommune en tilvækst i indskudskapital for I/S Vestkraft på i alt 104,7 mio.kr. for perioden 1. januar 1977 - 1. januar 2000
100. Denne opgørelse er ifølge anmeldelsen foretaget ud fra førnævnte revisionsrapport om kapitalopgørelse for Elsam-gruppen, december 2002, og udkast til særskilt kapitalopgørelse for I/S Vestkraft.
101. Det er ifølge anmeldelsen sket i overensstemmelse med tidligere afgørelser fra Energitilsynet om, at indskudskapitalen for perioden 1. januar 1977 til 1. januar 2000 (under det tidligere hvile i sig selv princip) kan reguleres med de af Elprisudvalget godkendte ikke udloddede forrentninger og godkendte ikke udloddede rationaliseringsoverskud m.v. Beløbet på de 104,7 mio.kr. fremgår af tabel 5 neden for:
Tabel 5. Sammensætning af tilvækst i indskudskapital i I/S Vestkraft 1977-2000 (mio.kr.) | |
Fradrag for særlige udligninger og regulering i forbindelse med nyt afregningssystem i Elsam | -67,5 |
Fixprisgevinst | 69,7 |
Tilført kapital | 102,5 |
I alt | 104,7 |
102. Den såkaldte fixprisgevinst vedrører et afregningsprincip i Elsam, hvorefter kraftværkerne enten kunne bygge således, at fællesskabet, det vil sige alle kraftværkerne i Elsam området, betalte de faktiske udgifter eller således, at fællesskabet betalte en forud aftalt pris til det kraftværk, som opførte værket. Blev der indgået en fastprisaftale modtog/betalte kraftværket inden for visse rammer forskellen mellem de aftalte og de faktiske udgifter.
103. Den samlede indskudskapital vedrørende I/S Vestkraft pr. 1. januar 2000 udgør ifølge anmeldelsen herefter 1939,5 mio. kr. vedrørende 1. januar 1977 (jf. tabel 3) tillagt 104,7 mio. kr. vedrørende perioden 1. januar 1977 til 1. januar 2000 (jf. tabel 5), i alt 2044,2 mio. kr. Med en anvendt ejerandel på 17,215 % indebære det, at indskudskapitalen i EGJ El A/S vedrørende kapitalandele (I/S Vestkraft) pr. 1. januar 2000 ifølge anmeldelsen kan opgøres til 351,9 mio. kr.
Indskudskapital pr. 1. januar 2000 - anmeldt finansiering af kapitalandele og netaktiver
104. Kommunen opgør tilvæksten i indskudskapital for perioden 1. januar 2000 til 3. januar 2003 med udgangspunkt i en af kommunen valgt fordeling af den opgjorte indskudskapital for EGJ El A/S pr. 1. januar 2000 (i alt 403,4 mio. kr., jf. tabel 2 ovenfor) til finansiering af henholdsvis egne netaktiviteter (51,5 mio. kr.) og kapitalandel i Vestjyske Net (i alt 86,5 mio. kr.)), samt kapitalandel, Elsam A/S (265,4 mio. kr. kr.), jf. også indtægtsrammebekendtgørelsens § 55.
105. Ejerandelen i Elsam A/S er herved alene finansieret af indskudskapital. Kapitalandelen i Vestjyske Net er delvis finansieret af indskudskapital, mens egne netaktiviteter kun i begrænset omfang er finansieret af indskudskapital. Kommunen har ikke foretaget en ændring af denne fordeling i løbet af perioden 2000-2002.
Tabel 6. Anmeldt tilvækst i indskudskapital, 2000-2002 - indskudskapital, der finansierer ejerandele i Elsam. (mio. kr.) | ||
| Elsam I alt | EGJ El-andel |
| 100% | 3,14% |
Resultat 2000 | -175.2 | -5,5 |
Resultat 2001 | 498.0 | 15,6 |
Resultat 2002 | 674.7 1 | 21,2 |
I alt 2000-2002 | 997.5 | 31,3 |
Aktiverede skatteaktiver 2001 | 1.800,00 | 56,4 |
Værdi af skatteaktiv fra 2000 indregnet i årsrapporten for 2003 | 1.211,50 | 38.0 |
Værdi af skatteaktiv for 2000 endnu ikke indregnet i Elsams årsrapport2 | 1.000,00 | 31,4 |
I alt |
| 157 |
1 Der indgår 300 mio. i afsat udbytte. Udbyttet er efterfølgende udbetalt. | ||
2En regnskabsmeddelelse fra Elsam fra 2004 omtaler dog denne indregning. | ||
Tilvækst i indskudskapital 1. januar 2000 - 3. januar 2003 - indskudskapital, der finansierer kapitalandele
De anmeldte beløb
106. Tilvækst i indskudskapital vedrørende kapitalandelen i Vestjyske Net er i anmeldelsen opgjort til 8,2 mio. kr. baseret på EGJ El´s andel af de realiserede regnskabsmæssige overskud før skat i perioden, jf. afgørelse af 31. januar 2005.
107. Tilvæksten i indskudskapitalen 1. januar 2000 - 3. januar 2003, hvad angår kapitalandelen i kraftværksselskabet Elsam finansieret af indskudskapital, er opgjort med udgangspunkt i Elsams resultater 2000-2002 ifølge selskabets årsregnskaber tillagt værdireguleringer, der kan relateres til skatteaktiver. Hovedparten af skatteaktivet er successivt optaget i Elsams bogførte egenkapital i perioden 2000-2003, jf. tabel 3 neden for.
108. Kommunens opgørelse af denne tilvækst fremgår af notat fra KPMG af 17. september 2004 om tilvækst af indskudskapital i Elsam A/S 1. januar 2000 - 3. januar 2003 .
109. Med en ejerandel på 3,135 % bidrager årenes resultat 2000-2002 i Elsam A/S til en tilvækst i indskudskapitalen på i alt 31,3 mio. kr. De indregnede skatteaktiver bidrager med i alt 125,6 mio. kr., hvorved den samlede tilvækst vedrørende Elsam A/S ifølge kommunen udgør i alt 157,0 mio. kr. (for EGJ El 100 %).
Kommunens begrundelser for det anmeldte
110. Kommunen har fremsendt en række redegørelser, der med forskellige indgangsvinkler understøtter det anmeldte. Det gælder redegørelse af 14. juli 2004 af Kromann Reumert vedrørende principper for tilvækst, notat af 17. september 2004 af KPMG vedrørende afsat udbytte i Elsam A/S i 2002, notat af 26. januar 2005 fra KPMG verørende værdisætning af skatteaktiver, responsum af 6. februar 2006 af professor Erik Werlauff om betydningen af skatteaktiver i Elsam i forhold til en opgørelse af indskudskapitalen, notat af 4. februar 2005 fra advokatfirmaet Dahl, Koch og Boll om værdien af et latent skatteaktiv i skatteretlig henseende samt endelig notat af 9. februar 2005 fra KPMG om tilvækst i perioden 2000-2002 i Elsam finansieret af indskudskapital.
Redegørelse - Kromann Reumert af 14. juli 2004
111. Af redegørelsen fra Kromann Reumert af 14. juli 2004 fremgår, at det i mangel af andet retsgrundlag findes rigtigst og velbegrundet at tage udgangspunkt i indtægtsrammebekendtgørelsens § 46 ved bedømmelsen af, hvordan tilvæksten i indskudskapitalen pr. 1. januar 2000 frem til dispositionstidspunktet den 3. januar 2003.
112. Der henvises i redegørelsen til bekendtgørelsens § 46, stk. 1, nr. 3, hvorefter "indtægter fra kapitalandele og sideordnet aktivitet, som er finansieret af kapital, som virksomheden i medfør af § 74, stk. 3, frit kan disponere over" er fri kapital. Tilvæksten i værdien af kapitalandele i bl.a. Elsam A/S bliver dermed ifølge redegørelse også til fri disposition for ejeren.
Notat om skatteaktiver i Elsam A/S - KPMG af 26. januar 2005
113. Kommunen har i sin anmeldelse af indskudskapitalen som tidligere omtalt nævnt indregnet en værdiregulering af Elsams skatteaktiv - uanset at der i Elsams bogførte egenkapital ultimo 2002 på salgstidspunktet kun er sket en delvis regulering herfor.
114. Kommunen gør i notat fra KPMG af 26. januar 2005 gældende, at en aktivering af det pågældende skatteaktiv efter de nugældende regler efter kommunens opfattelse ville betyde, at en større del af skatteaktivet ville være indregnet allerede i 2001. Endvidere anføres, at der i 2001 og 2002 kun var en lille usikkerhed for omkring selskabets mulighed for at få gavn af skatteaktivet.
115. Kommunen henviser til et fremsendt notat udarbejdet af Herning kommunes skatteafdeling, hvori det fremgår, at den manglende aktivering af skatteaktivet i indkomståret 2002 er udtryk for Elsam A/S´s mulighed for at realisere skatteaktivet. Samtidig vurderes det i notatet, at skatteaktivet burde være indgået ud fra en kursfastsættelse med den viden, der var til stede 3. januar 2003, og at en rimelighedsbetragtning i forhold til tolkningen af "indre værdi" bør indeholde en form for kursfastsættelse.
Notat om inddragelse af handelsværdien - KPMG 9. februar 2005
116. KPMG har i notat af 9. februar 2005 illustreret værdiansættelsen af Elsam-aktierne og opgørelsen af tilvæksten med inddragelse af en beregnet handelsværdi 3. januar 2003.
117. Det argumenteres her, at en opgørelse af tilvæksten i indskudskapitalen ud fra forskellen mellem værdien af ejerandelen ifølge den bogførte egenkapital 1. januar 2000 og en beregnet handelsværdi 3. januar 2003 opgjort ud fra en konstateret handelsværdi fra den 10. marts 2004 (i en handel med Elsam-aktier mellem Trefor og DONG), overstiger den anmeldte tilvækst (baseret på det bogførte resultat tillagt værdien af skatteaktiverne). Dette understøtter ifølge notatet den anmeldte opgørelse.
Responsum om indskudskapital og værdisætning af skatteaktiver - professor Erik Werlauff 6. februar 2005
118. I responsum af 6. februar 2005 af professor Erik Werlauff gøres det gældende, at der ved en opgørelse af indskudskapitalen skal foretages en selvstændig vurdering af skatteaktivets størrelse. Der henvises til Energitilsynets afgørelse fra 31. marts 2003, hvor NESA´s opskrivning skulle korrigeres for et skattepassiv i form af udskudt skat - uanset om disse har givet sig regnskabsmæssigt udslag.
119. Det fremhæves, at indskudskapitalen afhænger af hvad der er indskudt - ikke hvordan der formelt aflægges regnskab.
120. Specifikt omkring skatteaktiver henvises til Regnskabsvejledning, nr. 14, hvorefter skatteaktiver skal indregnes med den værdi de forventes at kunne realiseres til. Det er opfattelsen, at man ved vurdering af værdien af selskabet med et skatteaktiv ikke er bundet af vurderingen af nutidsværdien af et sådant aktiv foretaget af virksomhedens egne organer ved regnskabsaflæggelsen. Man kan og skal anlægge sin egen vurdering heraf.
121. Samtidig er det i responsaet vurderingen, at der ved vurderingen ikke alene skal inddrages den viden, der har manifesteret sig ved salgstidspunktet. Det er ifølge responsaet almindeligt anerkendt, at inddrage alle fakta frem til vurderingstidspunktet. Der henvises her til skatteretlige og skifteretlige problemstillinger.
122. På den baggrund er det ifølge responsaet forkert at foretage afskæring af dele af skatteaktivet blot fordi at de ikke er bogført den 1. januar 2003. Herning Kommune vil ifølge responsaet kunne begære syn og skøn over skatteaktivets virkelige værdi ved årsskiftet 2002/2003.
Værdi af latent skatteaktiv i skatteretlig henseende
123. Advokatfirmaet Dahl, Koch & Boll har belyst værdisætningen af et latent skatteaktiv i bl.a. skatteretlig henseende
124. Det fremgår bl.a. af notatet, at allerede det forhold, at parterne har aftalt, at sælger skal godtgøres værdien af et efterfølgende realiserbart aktiv/latent aktiv i sig selv dokumenterer, at aktivet har en værdi på overdragelsestidspunktet, selv om aktivet ikke er bogført.
125. Notatet omtaler endvidere en række kendelser fra Ligningsråd og landsretter m.v., hvor det anerkendes, at der skatteretligt kan ske efterregulering af værdiansættelser af aktiver ved f.eks. en købsaftale, der ikke kan værdiansættes på aftaletidspunktet, når der ved handlen er indgået en retlig bindende forpligtelse til at foretage den pågældende efterregulering.
Afsat udbytte i Elsam A/S i 2002
126. Det fremgår af notat af KPMG af 17. september 2004, at der i den anvendte opgørelse af tilvækst i indskudskapitalen for resultatet for 2002 indgår afsat udbytte i Elsam (300 mio. kr.), der er udbetalt til Elsams ejere i foråret 2003. Kommunen har redegjort for, at beløbet bør indgå i indskudskapitalen opgjort pr. 3. januar 2003 enten som en del af Elsams resultatopgørelse for 2002 eller som en udbetalt likvid beholdning i EGJ El A/S.
Supplerende redegørelser om aftaler og betalinger mellem Herning kommune og DONG
127. Herning kommune har i forlængelse af drøftelser med Sekretariatet fremsendt materiale og udarbejdet redegørelse henholdsvis af 14. marts 2005 og 30. marts 2005, der uddyber tidligere afgivne redegørelser i sagen om de indgåede aftaler med DONG og de foretagne betalinger til kommunen.
128. Kommunen anfører i sin redegørelse af 30. marts 2005 bl.a., at DONG ved handlen grundlæggende har skullet betale for fri egenkapital, og at dette princip ikke er fraveget ved den senere udmøntning.
129. Omkring den indgåede tillægsaftale, marts 2004, anføres, [tekst udgået p.g.a. fortrolighed]
130. Der har ifølge redegørelsen [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
131. Parterne har endvidere ifølge redegørelsen [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
132. I relation til den endelige aftale mellem parterne, juni 2004, har kommunen til Energitilsynet fremsendt materiale fra møde i Herning´s kommunalbestyrelse i juni 2004. Det udgjorde kommunens beslutningsgrundlag forud for aftalen med DONG om den endelige afregning vedrørende aftalen af 3. januar 2003 vedrørende elaktiviteterne.
133. Heraf fremgår ifølge kommunens redegørelse, at den endelige betaling på x,x mio. kr. til fuld og endelig afregning omfatter dels x,x mio. kr. i acontobetaling vedrørende kapitalandelene, jf. Tillægsaftalen dels yderligere x,x mio. kr. (værditilvækst) og x,x mio. kr. (rådgivermedvirken) vedrørende værditilvækst 1. januar 2000 - 3. januar 2003.
134. Kommunen anfører, at sidstnævnte betaling på i alt x,x mio. kr. af kommunen betragtes som betaling for værditilvækst i perioden 2000-2002 vedrørende kapitalandelene og kan dermed henføres til disse.
135. Kommunen oplyser, at det tidligere overfor Energitilsynet er blevet oplyst, at de x,x mio. kr fra juni 2004 er betaling for egne net. Herning anfører hertil, at kommunen grundlæggende finder, at opgørelsen af fri egenkapital/indskudskapital skal ske i henhold til elforsyningslovens § 37 og indtægtsrammebekendtgørelsen uafhængigt af den måde, hvorpå parterne når frem til købesummen, således at købesummen skal relateres til den godkendte samlede konsoliderede fri egenkapital/indskudskapital.
136. Kommunen har på denne baggrund i tidligere redegørelser til Energitilsynet haft fokus rettet på at dokumentere, at de efterfølgende aftaler var en udmøntning af den oprindelige aftale fra 3. januar 2003. De tidligere afgivne oplysninger om henføringen af de x,x mio. er således ikke blevet verificeret.
137. Kommunen medgiver samtidig, at kommunalbestyrelsen beslutningsgrundlag, juni 2004, burde have tilgået Energitilsynet tidligere, og at det burde have fremgået tydeligere, at de x,x mio. kr. ikke var betaling for egne net men hele tiden har været opfattet som betaling for tilvækst i kapitalandele.
138. Ovenstående er ændringer til sagsfremstillingen i notatet til Energitilsynets møde den 31. januar 2005, jf. dette notats pkt. 99-105.
139. Den fremsendte erklæring fra DONG af 14. marts 2005 vedrører samme forhold. I erklæringen anfører DONG bl.a., [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
140. Endvidere anfører DONG, at [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
141. Endelig anfører DONG, at [tekst udgået p.g.a. fortrolighed]. DONG´s erklæring understøtter således kommunens oplysninger fra 30. marts 2005.
Begrundelse
142. I forlængelse af Energitilsynets afgørelse den 31. januar 2005 skal størrelsen af kommunens indskudskapital opgøres endeligt og kommunens nettoprovenue beregnes. På Tilsynets møde i januar blev som nævnt indledningsvis taget stilling til salgsprisen efter elforsyningslovens § 37 samt de overordnede principper omkring opgørelse af kommunens indskudskapital, herunder opgørelse af indskudskapital pr. 1. januar 2000 i EGJ El eksklusive kapitalandele.
143. Efterfølgende har kommunen afgivet en række korrigerende oplysninger vedrørende fortolkningen af de enkelte betalinger under aftalen. Det er Sekretariatets vurdering, at ingen af disse korrektioner har konsekvens for de beslutninger, som Energitilsynet traf den 31. januar 2005.
144. De nye oplysninger har efter Sekretariatets opfattelse betydning for opgørelsen af den fri egenkapital/indskudskapitalen vedrørende EGJ El´s kapitalandele og vil følgelig blive inddraget nedenfor.
145. Det er i forlængelse heraf Sekretariatets opfattelse, at opgørelse af tilvækst i indskudskapital 2000-2002 og indskudskapital den 3. januar 2003 vedrørende kapitalandele (Elsam og Vestjyske Net) må vurderes under ét. Indskudskapital den 3. januar 2003 vedrørende EGJ El eksklusive kapitalandele følger principperne fra afgørelsen den 31. januar 2005.
146. Neden for vil den anmeldte opgørelse af indskudskapital vedrørende kapitalandele, herunder 1. januar 2000 og 3. januar 2003, blive vurderet. Den sammenfattende opgørelse af indskudskapital og nettoprovenu, herunder inddragelse af de beløb, der indgik som en del af afgørelsen 31. januar 2005, fremgår afslutningsvis.
Opgørelse af indskudskapital pr. 1. januar 2000 i EGJ El's kapitalandele
147. I dette afsnit vurderes kommunens anmeldte indskudskapital pr. 1. januar 2000 relateret til I/S Vestkraft (351,9 mio. kr, jf. tabel 2). Vurderingen er opbygget med afsnit om den foretagne revisorerklæring, med afsnit om den anmeldte kapitalopgørelse pr. 1. januar 1977, herunder en nærmere vurdering af de enkelte aktiver og passiver i opgørelsen samt afsnit vedrørende regulering af indskudskapitalen vedrørende I/S Vestkraft 1. januar 1977 - 1. januar 2000.
Revisorerklæring
148. Som omtalt i Energitilsynets afgørelse den 31. januar 2005 kan det konstateres, at Tilsynet i de konkrete afgørelser vedrørende opgørelse af NESA´s fri egenkapital, jf. f.eks. afgørelse af 3. februar 2003 og 24. februar 2003, har accepteret revisorerklæringer, der ikke er afgivet som led i en egentlig revision af det anmeldte. Konkret skal der peges på, at tilsynet har accepteret revisorerklæring om fri egenkapital i NESA, i hvilken revisor udtrykkeligt nævner, at gennemgangen ikke har givet anledning til forbehold i forhold til konkrete forhold.
149. På den baggrund var det vurderingen den 31. januar 2005, at Tilsynet ikke kan afvise, at anmeldelsen fra Herning Kommune foreligger uden en erklæring fra en statsautoriseret revisor om, at de fremsendte opgørelser er blevet revideret, og at revisionen ikke har givet anledning til forbehold. Ikke mindst fordi Herning Kommunes revisor gør opmærksom på forhold, som kan have betydning for tilsynets bedømmelse af det anmeldte. De specifikke forhold er omtalt nedenfor.
150. På baggrund af en gennemgang af de foretagne arbejdshandlinger, jf. også gennemgangen neden for, er det vurderingen, at Energitilsynet ikke kan afvise, at der foreligger de nødvendige påtegninger set i forhold til de krav, som Energitilsynet fandt påkrævet i forbindelse med de konkrete afgørelser om NESA´s fri egenkapital.
151. Der mangler revisorpåtegning på udkastet til opgørelsen af værdierne i I/S Vestkraft. På given foranledning har PricewaterhouseCoopers m.fl. som ansvarlige for opgørelsen skriftligt udtalt, at såfremt de jysk-fynske selskaber kan tiltræde kapitalopgørelsen vedrørende kraftværkerne i Elsam området med deres underskrift, vil PricewaterhouseCoopers m.fl. kunne forsyne den særskilte opgørelse af værdierne i I/S Vestkraft med en revisorerklæring uden forbehold.
152. Efter omstændighederne må det derfor kunne accepteres, at det foreliggende udkast til I/S Vestkraft opgørelsen ligger til grund for Energitilsynets afgørelse om værdien af Herning Kommunes kapitalandele i I/S Vestkraft, dersom tilsynet i afgørelsen tager forbehold for, at de netselskaber, der ejer produktionselskaberne, efterfølgende vil gøre krav på en anden opgørelse af værdien af disse.
Overordnet dokumentationsgrundlag
153. Kommunens opgørelse af indskudskapital pr. 1. januar 2000, hvad angår EGJ El´s kapitalandele (I/S Vestkraft), er som tidligere omtalt baseret på rapport fra december 2002 om opgørelse af fri egenkapital i de jysk-fynske kraftværksselskaber (Elsam-gruppen) i 1977 samt en selvstændig opgørelse vedrørende Vestkraft I/S, der ifølge anmeldelsen indgår i denne rapport. Her er aktiverne (og dermed den fri egenkapital) opgjort efter nedskrevne genanskaffelsesværdier.
154. Herning Kommune ejede i 1977 en andel af kraftværksselskabet Vestkraft I/S, der udover produktionsanlæg m.v. ejede en andel af I/S Elsam.
155. Kraftværksselskaberne etablerede ved ikrafttrædelsen af den første elforsyningslov et økonomisk fællesskab, hvorefter økonomien i anlæggene blev delt selskaberne imellem, blandt andet ved fælles finansiering, fælles henlæggelser og afskrivninger samt en forpligtelse for hvert enkelt selskab til at stille anlæggene til rådighed for fællesskabet. Afgørende for opgørelsen af indskudskapital er, at kraftværksselskaberne bibeholdt det juridiske ejerskab til egne anlæg.
156. Det er derfor en opgørelse af den fri egenkapital i Vestkraft I/S, der for Energitilsynet udgør grundlaget for opgørelse af den fri egenkapital i EGJ El på dette område. Der tages derfor i det nedenstående udgangspunkt i den fremsendte opgørelse vedrørende I/S Vestkraft. Det er det samme udgangspunkt, der ligger til grund for det anmeldte. Det bemærkes, at den anvendte kapitalopgørelse for I/S Vestkraft indeholder værdier af I/S Vestkrafts ejerandele af I/S Elsam[4].
157. Rapporten fra Elsam-gruppen og herunder den særskilte opgørelse vedrørende I/S Vestkraft har ikke opnået godkendelse af ejerkredsen. Det anmeldte må dog anerkendes som udgangspunkt for opgørelsen af HK´s indskudskapital i EnergiGruppen Jylland El, i det omfang det kan godtgøres, at den anvendte metode svarer til den, som Energitilsynet har godkendt i NESA-sagens godkendelse vedrørende IFV m.v.
158. Det synes ikke realistisk at kræve en opgørelse, der er godkendt af alle ejere, idet ejerne efter ændringerne i elforsyningsloven om selskabernes kapitalforhold ikke har interesse i at opnå en sådan enighed. Det er vurderingen, at der ved Energitilsynets godkendelse må tages forbehold for, at andre ejere på et senere tidspunkt vil gøre krav på en anden opgørelse.
159. På denne baggrund og henset til de afgivne revisorerklæringer, jf. ovenfor, må det anerkendes, at kommunen anvender de fremsendte kapitalopgørelser som grundlag for opgørelsen af indskudskapital vedrørende I/S Vestkraft.
Energitilsynets afgørelse vedrørende fri egenkapital for NESA´s ejerandel i IFV
160. Energitilsynet vedtog i september 2002, at opgørelsen af værdien af produktionsaktiverne i I/S Issefjordværket (IFV) skulle ske i sammenhæng med opgørelsen af produktionsaktiver i Elsam området.
161. Efterfølgende foreligger oplyst i Energitilsynets afgørelse i februar 2003 om værdien af IFVs produktionsaktiver i 1977, at beregningsprincipperne for værdiansættelsen af produktionsaktiverne i Elsam området følger opgørelsen af IFVs produktionsaktiver.
162. I samme afgørelse indgik følgende korrektioner i værdiansættelsen: Korrektion for teknologiudvikling, det vil sige korrektion for bedre udnyttelse af brændslet (virkningsgrad) og for mindre driftsomkostninger på nye anlæg i takt med teknologiudviklingen, samt levetidsnedskrivning tillige med korrektion for urbanisering 1977-2000 vedrørende værdiopgørelse af ledningsnet.
163. Herudover havde Energitilsynet beløbsmæssigt nedjusteret kapaciteten fra brutto og nettoeffekt, samt foretaget fradrag for værdien af egne anlæg under opførelse. I opgørelsen af IFVs produktionsaktiver var spørgsmålet om værdien af fjernvarmeanlæg og kraftvarmefordel ikke aktuelt, fordi IFVs produktionsanlæg på daværende tidspunkt var rene elproducerende anlæg.
Vurdering af de enkelte elementer i I/S Vestkraft-opgørelsen
Urbanisering
164. Der er i det anmeldte ikke foretaget korrektion for urbanisering vedrørende ledningsanlæg ejet af I/S Vestkraft.
165. Det bemærkes, at korrektion for urbanisering fra 1977 til 2000 blev foretaget i Energitilsynets afgørelse vedrørende NESA´s fri egenkapital - og også ved opgørelse af indskudskapital i EGJ El - egne net den 31. januar 2005.
166. Korrektionen stammer fra det forhold, at de nedskrevne genanskaffelsesværdier af ledningsanlæg i første omgang beregnes på grundlag af indtægtsrammebekendtgørelsernes standardpriser og land/by-fordelingen pr. 1. januar 2000. Dette gælder også ved beregningen af værdien af I/S Vestkrafts ledningsanlæg.
167. Ifølge det oplyste er der ikke foretaget korrektion for urbanisering i den anmeldte opgørelse, fordi I/S Vestkrafts ledningsanlæg er transmissionsanlæg primært beliggende uden for de større byer (uden urbaniseringsudvikling). På det foreliggende grundlag vurderes der ikke at være anledning til at anfægte dette synspunkt.
Brutto-/nettoeffekt
168. Beløbsmæssig korrektion for forskel mellem brutto- og nettoeffekt er ifølge det anmeldte ikke nødvendig for I/S Vestkrafts produktionsanlæg. Begrundelsen er, at produktionsanlæggenes værdi er beregnet på baggrund af tal, der er ca. 9 pct. lavere pr. KW end de tal, som var anvendt ved værdiansættelsen af IFVs produktionsanlæg. Samtidig relaterede de anvendte referencepriser sig eksplicit til anlæggenes nettoeffekt.
169. Anvendelse af værdioplysninger baseret på bruttoeffekter må derfor anerkendes vedørende opgørelsen for I/S Vestkraft.
Egne anlæg
170. Den manglende indregning af "egne anlæg under opførelse" i Energitilsynets afgørelse vedrørende IFV skete, fordi det var Energitilsynets opfattelse, at værdien af anlæg under opførelse ikke var dokumenteret.
171. Beløbets størrelse for I/S Vestkraft (12 mio. kr., jf. tabel 3 ovenfor) samt den omstændighed, at der er tale om bogførte værdier fra kraftværkets regnskab for år 1976, medfører, at der ikke findes anledning til at foretage sig yderlige vedrørende dette punkt i nærværende sag.
Fjernvarmeanlæg og kraftvarmefordel
172. Indregnet værdi af "fjernvarmeanlæg og kraftvarmefordel" i værdiansættelsen af I/S Vestkrafts anlæg udgør 138,8 mio.kr. (jf. tabel 3). Ifølge det anmeldte er begrundelsen for at medregne beløbet, at både fjernvarmeanlæg og kraftvarmefordelen repræsenterer en værdi. Kraftvarmefordelens værdi udtrykker ifølge det anmeldte reduktionen i anlæggenes driftsomkostninger som følge af samproduktionen af el og varme.
173. Energitilsynets sekretariat anerkender, at samproduktionen af elektricitet og varme med den anvendte teknologi medførte, at samproduktionen havde en økonomisk fordel i form af kraftvarmefordelen. Sekretariatet anerkender endvidere, at kraftvarmefordelen ved aftale med modtagerne af fjernvarmen også kom I/S Vestkraft til gode. Sekretariatet anerkender herudover, at den kapitaliserede værdi af den del af kraftvarmefordelen som tilfaldte I/S Vestkraft kan beregnes og udtrykker den værdi i kraftvarmefordel, som ejerne af I/S Vestkraft mistede ved ikrafttrædelsen af elforsyningsloven den 1. januar 1977.
174. Energitilsynets sekretariat kan derimod ikke på det foreliggende grundlag anerkende den anmeldte værdi af kraftvarmefordelen på 126,6 mio.kr., fordi beregningen ikke tager udgangspunkt i de daværende faktiske aftalemæssige forhold mellem I/S Vestkraft og modtagerne af fjernvarmen. Sekretariatet har endnu ikke modtaget de nødvendige beregninger, hvorfor Energitilsynet i afgørelsen må tage forbehold herfor.
Ledningsanlæg
175. De i anmeldelsen anvendte ledningsanlæg ejet af I/S Vestkraft pr. 1. januar 1977 (opgjort til 527,7 mio. kr.) genfindes overordnet i den officielle elværksstatistik 1975-1976. Værdien af transformerstationer i det anmeldte materiale er på grund af oplysningernes aggregerede form dog vanskelig nærmere at efterprøve.
176. Anlægsoversigten i I/S Vestkrafts regnskab pr. 31. december 1976 giver i specificeret form et overblik over antallet af felter og transformere. Det følger af oversigten i selskabets regnskab, at I/S Vestkraft pr. 31. december 1976 havde 53 felter og 14 150/60 kV transformere vedrørende 150 kV stationsanlæggene, og 329 felter og 102 60/10 kV transformere vedrørende 60 kV stationsanlæggene.
177. Standardpriserne for felter og transformere på de nævnte spændingsniveauer i bekendtgørelse nr. 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer m.v. for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV fører med den anvendte deflator og de anmeldte fradrag for alder til den konklusion, der er behov for at foretage en yderligere bedømmelse af de anmeldte værdier af ledningsanlæggene.
178. Det vil derfor være nødvendigt at afkræve kommunen yderligere dokumentation ligeldes på dette område og en indregning sker på betingelse af tilvejebringelse af denne dokumentation.
Fonde til særlige formål
179. Passivposten "fonde til særlige formål" (133,9 mio. kr.) indgår i den anmeldte opgørelse under egenkapital. Herning Kommune er af den opfattelse, at beløbet var til fri disposition for ejerne af I/S Vestkraft, herunder Herning Kommune, idet midlerne ikke har karakter af gæld med en identificeret kreditor.
180. Vedtægterne for I/S Vestkraft begrænser ejernes råderet over passivposten "fonde til særlige formål". Det ligger imidlertid uden for elforsyningsloven og Energitilsynets opgaver at vurdere konsekvenserne af denne begrænsede råderet på kapitalopgørelsen. Sekretariatet har derfor ikke yderligere bemærkninger til værdiansættelsen af disse fonde.
Ejerandel i I/S Elsam
181. I/S Vestkrafts ejerandel i I/S Elsam (162,9 mio.kr.) inkluderer efter det oplyste I/S Vestkrafts andel af transmissionsnet ejet af I/S Elsam på daværende tidspunkt. På baggrund af oplysninger i anmeldelsen må beløbet på det foreliggende grundlag accepteres med forbehold for, at ejere på et senere tidspunkt kan gøre krav på en anden opgørelse, herunder en anden fordeling af ejerandelene.
Produktionsaktiver
182. I/S Vestkrafts produktionsaktiver er efter princippet om nedskrevne genanskaffelsesværdier opgjort til 667,5 mio.kr. pr. 1. april 1977 i det anmeldte udkast til kapitalopgørelse.
183. Det indebærer efter Sekretariatets opfattelse, at der skal ske en reduktion i den anmeldte værdi beregnet til 25,7, mio. kr., som følge af at aktiverne opgøres pr. 1. april 1977 og ikke, som de bør, pr. 1. januar 1977.
184. Korrektionen vedrørende prisudviklingen i 1. kvartal 1977 svarer til den anmeldte kapitalopgørelsesrapport fra Elsamgruppen og udgør 4,01 %.
185. I det anmeldte grundlag i den foreliggende sag vedrørende I/S Vestkraft er der ifølge de afgivne oplysninger taget højde for teknologiudviklingen gennem en korrektion af produktionsanlæggenes virkningsgrader som udtryk for nye anlægs bedre udnyttelse af brændslet på samme måde som i Energitilsynets tidligere IFV-afgørelse.
186. Der er ifølge det oplyste korrigeret for levetidsnedskrivning gennem anvendelse af samme knækkurver for afskrivninger som anvendt ved værdiansættelsen af IFVs produktionsaktiver. Knækkurverne illustrerer den cyklus et kraftværk gennemgår over levetiden fra grundlastværk til spidslastværk. Dette påvirker afskrivningsforløbet og dermed anlæggets nedskrevne værdi over tid.
187. Teknologiudviklingen indebærer, at der ved genanskaffelsen af eleffekt installeret i 1940'erne og i begyndelsen af 1950'erne kan drages fordel af både virkningsgradsforbedring og det forhold, at det i 1977 var teknisk muligt at etablere meget større anlæg end tidligere.
188. De anvendte referencepriser til beregning af den nedskrevne genanskaffelsesværdi af I/S Vestkrafts produktionsanlæg ses beløbsmæssigt at indeholde både den nævnte virkningsgradsforbedning og den nævnte skalafaktor. Referencepriserne er inklusive tillæg for samtidig installering af fjernvarmeanlæg for de relevante anlæg.
189. Ansættes levetiden for kraftværksanlæggene til 40 år som accepteret af Energitilsynet i opgørelsen af IFVs produktionsanlæg, findes der med udgangspunkt i de faktiske idriftsættelsesår for I/S Vestkrafts anlæg og dermed også de forventede restlevetider for anlæggene pr. 1. januar 1977, ikke anledning til at anfægte det anmeldte beløb på 667,5 mio.kr. bortset fra korrektion vedrørende prisudviklingen i 1. kvartal 1977.
Herning kommunes ejerandel i I/S Vestkraft
190. Herning Kommunes andel af I/S Vestkrafts formue pr. 31. december 1976 er fastsat til 17,215 pct. i henhold til kraftværkets vedtægter. Herning Kommune har anmeldt denne andel som Herning Kommunes andel i den foretagne kapitalopgørelse vedrørende I/S Vestkraft opgjort efter genanskaffelsesværdier.
191. Regnskabet for I/S Vestkraft efter genanskaffelsesværdier er opgjort pr. 1. januar 1977. Herning Kommunes andel af formuen i I/S Vestkraft pr. 31. december 1977 afviger ikke fra den anmeldte andel.
192. Herefter må den anmeldte ejerandel accepteres.
Regulering 1977-2000
193. Tillægget til indskudskapitalen vedrørende perioden 1977-2000 (104,7 mio.kr.), jf. tabel 5, indeholder som anført tidligere en fixprisgevinst på angivet 69,7 mio.kr. Elprisudvalget godkendte på mødet den 29. januar 1996, at I/S Vestkraft i priserne kunne indregne et overskud på 26,7 mio.kr. Elprisudvalget godkendte i mødet den 23. juni 1997 et tilsvarende beløb til indregning i I/S Vestkrafts priser.
194. Forskellen mellem summen af de to beløb og det anmeldte beløb på 69,7 mio.kr. udgør 16,3 mio.kr., og er en renteberegning. Af Elprisudvalgets afgørelser fremgår ikke, at der til de af udvalget godkendte beløb kunne beregnes rente til indregning i priserne. Det anmeldte beløb på 69,7 mio.kr. skal derfor reduceres med renterne på 16,3 mio.kr.
195. Den til indskudskapitalen indregnede "Tilført kapital" (102,5 mio.kr.) i perioden fra 1977 til 1998 anerkendes på det foreliggende grundlag, fordi det af vedtægterne og de foreliggende regnskabsoplysninger fremgår, at ejerne skulle og periodevis indskød kapital i I/S Vestkraft.
196. Samlet kan på denne baggrund anerkendes en tilvækst i indskudskapital 1977-2000 vedrørende I/S Vestkraft på 88,4 mio. kr.
Samlet vurdering af indskudskapital i I/S Vestkraft den 1. januar 2000197. På ovennævnte baggrund findes følgende værdi af I/S Vestkraft pr. 31. december 1976 og 1. januar 2000:
198. Tabel 7. Opgørelse af egenkapital (indskudskapitalen) i I/S Vestkraft 31. december 1976 og regulering heraf 1. januar 1977 - 1. januar 2000 samt herunder Herning kommunes ejerandel heraf.
Tabel 7. Herning Kommunes ejerandel i I/S Vestkraft pr. 1. januar 2000 | |||
I/S Vestkraft | Mio.kr. | Herning kommunes andel | Herning Kommunes andel i mio.kr. |
Pct. | |||
Nedskrevet genanskaffelsesværdi produktionsanlæg inkl. fjernvarmeanlæg og kraftvarmefordel1 | 806,8 | 17,215 | 138,9 |
Ledningsanlæg | 527,8 | 17,215 | 90,8 |
Kraftværkspladser, havneanlæg, kulpladser, olietanke | 141,2 | 17,215 | 24,3 |
Øvrige grunde og bygninger, andre anlæg samt anlæg under udførelse1 | 18,5 | 17,215 | 3,2 |
Finansielle anlægsaktiver | 593,9 | 17,215 | 102,2 |
Omsætningsaktiver | 187,8 | 17,215 | 32,3 |
Samlet gæld | -336,5 | 17,215 | -57,9 |
Regulering af produktionsaktiver til 1. januar 1977 | -25,7 | 17,215 | -4,4 |
I alt, egenkapital pr. 1. januar 1977 | 1.913,80 | 17,215 | 329,4 |
Tilvækst i indskudskapital (1977-1999) | 88,4 | 17,215 | 15,2 |
I alt indskudskapital 1. januar 2000 | 2.002,20 | 17,215 | 344,7 |
1En indregning af værdien af "kraftvarmefordel" og "ledningsanlæg" sker på betingelse af forelæggelse af yderligere dokumentation. Kilde: Sekretariatets vurderinger.
199. Det er på denne baggrund vurderingen, at Energitilsynet på betingelse af forelæggelse af den nødvendige dokumentation kan godkende en indskudskapital på 344,7 mio. kr. vedrørende I/S Vestkraft pr. 1. januar 2000. Det godkendte beløb kan sammenlignes med kommunens anmeldte 351,9 mio
200. Dersom der ikke tilvejebringes den tilstrækkelige dokumentation for værdien af kraftvarmefordel skal beløbet reduceres. Derudover udestår den nøjagtige opgørelse af værdien af I/S Vestkrafts ledningsanlæg.
Indskudskapital pr. 1. januar 2000 - opgørelse og placering201. Kommunen opgør tilvæksten i indskudskapital 1. januar 2000 - 3. januar 2003 med udgangspunkt i en af kommunen valgt fordeling af den anmeldte indskudskapital for EGJ El A/S pr. 1. januar 2000 (i alt 403,4 mio. kr.) til finansiering af henholdsvis egne netaktiviteter og kapitalandel i Vestjyske Net, samt kapitalandel, Elsam A/S, jf. også indtægtsrammebekendtgørelsens § 55.
202. Ejerandelen i Elsam A/S er herved alene finansieret af indskudskapital. Kapitalandelen i Vestjyske Net er delvis finansieret af indskudskapital, mens egne netaktiviteter kun i begrænset omfang er finansieret af indskudskapital.
203. I forlængelse af Sekretariatets ovenstående vurdering af indskudskapital pr. 1. januar 2000 vedrørende kapitalandele (344,7 mio. kr.) og den godkendte indskudskapital pr. 1. januar 2000 vedrørende EGJ El eksklusive kapitalandele (51,5 mio. kr.), jf. Energitilsynets afgørelse den 31. januar 2005, kan den samlede godkendte indskudskapital pr. 1. januar 2000 opgøres til 396,2 (EGJ El 100 %).
204. Det antages i det efterfølgende og i forlængelse af kommunens anmeldte fordeling, at kapitalandelen i Elsam A/S (265,4 mio. kr.) som i anmeldelsen finansieres af fri egenkapital/indskudskapital, mens 79,3 mio. kr. finansierer kapitalandelen i Vestjyske Net. De resterende 51,5 mio. kr. antages som i anmeldelsen at finansiere egne netaktiviteter, der således kun i begrænset omfang vil være finansieret af fri egenkapital. De nævnte beløb summerer op til den af ET beregnede indskudskapital pr. 1. januar 2000 (396,2 mio. kr.).
Tilvækst i indskudskapital 2000-2002 og indskudskapital d. 3. januar 2003 vedrørende EGJ El, kapitalandele
205. I det efterfølgende vurderes den anmeldte indskudskapital vedrørende EGJ El´s kapitalandele pr. 3. januar 2003.
206. Den anmeldte tilvækst i indskudskapital vedrørende indskudskapital, der finansierer Elsam-andelen, udgør 157,0 mio. kr.
207. Det er Sekretariatets opfattelse, at vurderingen af indskudskapital vedrørende kapitalandele (Elsam/Vestjyske Net) må ske under ét, da købesum og købsbetingelser er sket samlet for kapitalandelene. Kapitalandelene er endvidere helt henholdsvis overvejende finansieret af fri egenkapital, og det er Sekretariatets opfattelse, at opgørelse af tilvækst i fri egenkapital vedrørende kapitalandele finansieret af fri egenkapital skal ske med udgangspunkt i den realiserede købesum, jf. nedenfor.
208. Det er vurderingen, at opgørelsen af den fri egenkapital (og dermed indskudskapitalen) efter år 2000 må - som også kommunen peger på - ske efter bestemmelser i bekendtgørelse nr. 944, oktober 2001, (indtægtsrammebekendtgørelsen). Metoder til opgørelse af den fri egenkapital for denne periode fremgår ikke af selve elforsyningsloven.
209. Af bekendtgørelsens § 46, stk. 1, nr. 3, fremgår, at "Indtægter fra kapitalandele og sideordnet aktivitet, som er finansieret af kapital, som virksomheden i medfør af elforsyningslovens § 74, stk. 3, frit kan disponere over" er til fri disposition for virksomheden.
210. Det bemærkes, at hverken elforsyningsloven eller bekendtgørelse nr. 944, jf. bestemmelserne omtalt ovenfor, definerer yderligere reguleringsmæssigt, hvad indtægter er.
211. Det må lægges til grund, at når EnergiGruppen Jylland har valgt at finansiere ejerandel i Elsam i åbningsbalancen med indskudskapital, vil EnergiGruppen Jyllands andel af Elsams værdi også være fri. Det svarer til, at værdiændringer skal ses som en "indtægt" i elforsyningslovens forstand, jf. § 74, stk. 3 og bekendtgørelse nr. 944, § 46, stk. 1, nr. 3.
212. Af indtægtsrammebekendtgørelsens § 52 (om åbningsbalancer og kapitalopgrelser), fremgår, at "kapitalandele i andre virksomheder værdiansættes efter indre værdis metode ud fra balancerne i de pågældende virksomheders regnskaber".
213. Den indre værdis metode indebærer, at værdien af kapitalandele i de omfattede virksomheder i såvel åbningsbalancen som de efterfølgende balancer for moderselskabet svarer til andelen i de pågældende virksomheders bogførte indre værdi (egenkapital). Bestemmelsen fastlægger efter Sekretariatets vurdering den løbende regnskabsføring, når der ikke er tale om en realisation af disse kapitalandele.
214. Bekendtgørelsens § 56 fastlægger, at bunden og fri kapital tilskrives overskud og underskud pro rata ved hver af de kapitalandele, som disse kapitaler finansierer.
215. Bestemmelsen sammenholdt med bekendtgørelsens § 46 indebærer efter Sekretariatets vurdering, at størrelsen på indskudskapitalen vedrørende ejerandelen i bl.a. Elsam, når denne er finansieret af fri egenkapital, ved en realisation afhænger i det hele af, hvad køber på et givet tidspunkt betaler for EnergiGruppen Jyllands ejerandele.
216. Efter Sekretariatets opfattelse må en opgørelsen af "indtægter ved kapitalandele" efter § 46, stk. 1, nr. 3, og § 56, stk. 1, herved ske ud fra den faktuelt aftalte købesum for den pågældende ejerandel, når der er tale om en realisation af værdierne.
217. Den faktiske købesum udtrykker den af kommunen realiserede værdi af kapitalandele, hvilket ud fra en bredere fortolkning af indtægtsrammebekendtgørelsens bestemmelser kan antages at være indskudskapital, hvis ejerandelene finansieres med indskudskapital. Samtidig må den realiserede salgspris være det bedste udtryk for handelsværdien af ejerandelene på salgstidspunktet.
218. Det må derimod afvises at anvende andre værdiansættelsesmetoder vedrørende ejerandelen i Elsam end den konstaterede handelsværdi, idet der efter Sekretariatets vurdering ikke kan henføres mere egenkapital til salget af ejerandele vedrørende Elsam A/S og Vestjyske Net, end den del af den samlede salgssum, som efter parternes aftale, er betaling for de pågældende ejerandele. Det gælder også, selv om de pågældende ejerandele måtte være bogført til et større beløb, end de er solgt for.
219. Følges kommunens anbringender skal man i forbindelse med en værdisætning af ejerandele og opgørelse af indskudskapital, ikke være bundet af realiserede salgspriser eller selskabets egen regnskabsaflæggelse men i en selvstændig vurdering inddrage viden frem til vurderingstidspunktet, herunder om skatteaktiver.
220. Kommunen inddrager bl.a. regneeksempler, hvor beregnede handelsværdier for andre Elsam-aktier benyttes som illustration af værdiansættelse ved opgørelse af indskudskapital.
221. Det må herunder afvises at anvende senere foretagne handler mellem andre parter som grundlag for en værdiopgørelse efter en handelsværdimetode, når der foreligger en konstateret realiseret handel mellem parterne.
222. Det må herunder også afvises at basere en værdiansættelse på en i forhold til den bogførte egenkapital af Elsam revideret værdiansættelse af et aktiv, et skatteaktiv, der senere - ifølge de officielle regnskaber - har vist sig mere værd. Den konstaterede købesum aftalt mellem parterne må antages at udtrykke en samlet værdisætning af aktiver og passiver, hvor der må antages at være taget højde også for skatteaktivets "reelle" værdi.
223. Det bemærkes, at der er ifølge det oplyste ikke er aftalt en efterregulering af købesummen vedrørende kapitalandelene, der afhænger af en efterfølgende vurdering af størrelsen på et skatteaktiv.
224. Energitilsynet må afvise at indregne en tilvækst i indskudskapital, der finansierer ejerandelen i Elsam A/S, som overstiger en tilvækst baseret på ejerandelens værdi opgjort ud fra den realiserede salgspris af en kapitalandel finansieret af fri egenkapital.
225. Det må på denne baggrund godkendes, at Herning kommuns tilvækst i indskudskapital 2000-2002, der finansierer kapitalandele, kan opgøres til den faktisk realiserede købesum vedrørende tilvækst for disse kapitalandele svarende til x,x mio. kr.
226. Det lægges her til grund, at betalingerne i juni 2004 på henholdsvis x,x mio. kr. (værditilvækst) og x,x mio. (rådgiverbetaling) reelt begge er betaling for forrentning/tilvækst 1. januar 2000-3. januar 2003 vedrørende de pågældende kapitalandele.
227. Det lægges endvidere til grund, at betalingerne, juni 2004, er betaling for (tilvækst i) fri kapital. Det sker i overensstemmelse med [tekst udgået p.g.a. fortrolighed].
228. Kapitalandelene pr. 1. januar 2000 er overvejende finansieret af fri egenkapital, og betalingen i juni 2004 må overvejende antages at kunne henføres til betaling for forrentning vedrørende kapitalandelen i Elsam, der alene er finansieret af fri egenkapital.
229. De værdistigninger vedrørende ejerandelen i Elsam, som kommunen peger på i sine redegørelser, (herunder øget indregning af skatteaktiver i Elsam´s regnskaber og stigende priser på handlede Elsam-andele) kan således efter Sekretariatet vurdering alene forklare størrelsen på den aftalte betaling i juni 2004 for kapitalandelene.
Kommunens indskudskapital i EGJ El 3. januar 2003 og kommunens nettoprovenu ved transaktionen230. I forlængelse af ovenstående kan indskudskapitalen pr. 3. januar 2003 vedrørende EGJ El´s kapitalandele opgøres til x,x mio. kr. (64 % af EGJ El).
231. Det svarer til det af Sekretariatet opgjorte beløb vedrørende 1. januar 2000 (344,7 mio. kr. for 100 % af EGJ El svarende til 220,6 mio. kr. for 64 % af EGJ El) tillagt den af parterne aftalte betaling for tilvækst/forrentning vedrørende kapitalandelene (x,x mio. kr.).
232. Det bemærkes, at beløbet vedrørende 1. januar 2000 sker på betingelse af forelæggelse af yderligere dokumentation. Sker dette ikke, vil den godkendte indskudskapital skulle reduceres tilsvarende.
233. Indskudskapitalen vedrørende EGJ El eksklusive kapitalandele (egne net) pr. 1. januar 2000 blev ved Energitilsynets afgørelse den 31. januar 2005 fastlagt til 51,5 mio. kr. (100 % af EGJ El) svarende til 33,0 mio. kr. for 64 % af EGJ.
234. Samtidig fastlagde afgørelsen, at der ved beregningen af en tilvækst af fri egenkapital for perioden 2000-2002 skulle tages højde for skattebetaling, hvorved en forrentningsprocent på 5,0 % p.a. kunne tilskrives indskudskapitalen. Herved kan forrentningen i perioden vedrørende egne net opgøres til i alt 5,2 mio. kr.
235. Samlet udgør indskudskapitalen efter elforsyningsloven vedrørende 64 % af EGJ El (svarende til kommunens indskudskapital vedrørende den solgte andel på 64 % af EGJ) x,x mio. kr. Sammenholdes dette resultat med den af Energitilsynet på mødet den 31. januar 2005 godkendte salgspris (x,x mio. kr.) indebærer det, at kommunen ikke opnår et nettoprovenu ved salget.
[1] DONG overtog ved salget 64 % af aktierne i EGJ A/S. EGJ EL A/S er et helejet datterselskab af EGJ A/S og indeholder aktiviteter reguleret af elforsyningsloven. Ved opgørelsen af indskudskapital efter elforsyningslovens § 37 af bl.a. indskudskapital tages derfor udgangspunkt i EGJ El A/S. For en nærmere beskrivelse af selskabsstrukturen i EGJ-koncernen pr. 3. januar 2003 henvises til delafgørelsen af 31. januar 2005.
[2] Kommunen placerer ikke fri egenkapital/indskudskapital i Eltra, der således ikke indeholder indskudskapital pr. 3. januar 2003.
[3] Svarende til indskudskapitalen vedrørende den frasolgte andel på 64 % af moderselskabet EGJ.
[4] Det gælder herunder transmissionsnet, der for I/S Vestkrafts forsyningsområde senere overgik til I/S Vestkrafts egne net og senere igen blev udskilt i Vestjyske Net.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






