På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Energi Fyn Net - Dalum Papir klager over tariffer
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om, at det ikke findes urimeligt, at Energi Fyn Net A/S den 1. januar 2005 indførte en enhedstarif, og herefter nedsatte enhedstarifferne med samme procentsats som følge af salget af ELSAM aktier. Videre falder det uden for Energitilsynets kompetence at tage stilling til Energi Fyn Nets salg af og tilbageføring af indtægter fra salg af ELSAM-aktier.
Indledning
1. Dalum Papir A/S har den 30. marts 2005 klaget til Energitilsynet over Energi Fyn Net A/Ss tarifering af Dalum Papir, idet Energi Fyn Net den 1. januar 2005 indførte en enhedstarif, hvorved Dalum Papir som A2 forbruger, der aftager på det højeste spændingsniveau, med afregning efter en treledstarif, steg fra i gennemsnit 1,79 øre/kWh til 1,86 øre/kWh.
2. Dalum Papir finder, at Energi Fyn Nets tarifering af A2 kunder fra 2005 ved at overgå fra en treledstarif til en enhedstarif er i modstrid med og urimeligt efter elforsyningslovens § 73, idet tariffen dermed ikke afspejler fordelen af, at A-kunders forbrug i væsentlig grad ligger i lavlastperioden
3. Dalum Papir finder, at enhedstariffen for A-kunder bør beregnes efter A-kundernes gennemsnitlige forbrugsprofil (der ligger i lavlastperioden) hvilket giver en gennemsnitspris på tæt ved 1,79 øre/kWh mod 1,86 øre/kWh for det samlede forbrug i Energi Fyn Net ved enhedstariffen.
4. Energi Fyn Net anfører hertil, at 1. januar 2004 indførte såvel Eltra (150 kV og 400 kV) som FynsNet (60 kV) enhedstarif på transport af el.
5. Energi Fyn Net anså på denne baggrund det for mest kostrigtigt at tilpasse tariferingen, således at Energi Fyns nettarif blev en enhedstarif.
6. Energi Fyn Net henviser endvidere til, at en sådan tarifering er i fuld overensstemmelse med elforsyningslovens § 73, idet så at sige alle omkostninger ved netdrift er uafhængige af fordelingen af transportintensiteten over tid.
7. Hertil skal anføres, at Energitilsynet tidligere på mødet den 25. oktober 2004, har godkendt, at Eltra anvender enhedstarifering. Belastningen af det vestdanske system er jævn, og der kan ikke ud fra den bagvedliggende omkostningsstruktur i det østdanske system argumenteres for tidsdifferentiering. Eltras område er et sammenhængende forsyningsområde, hvoraf Energi Fyn Net er en del. Energitilsynets sekretariat finder på den baggrund, at det ikke er urimeligt, at Energi Fyn Net - som de overliggende selskaber - indfører en enhedstarif.
8. Dalum Papir anmoder endvidere om Energitilsynets stillingtagen til, om der er i modstrid med elforsyningslovens § 73 og således urimeligt, ikke objektivt og/eller diskriminerende, at Energi Fyn har nedsat tarifferne som følge af salget af Elsam-aktierne med en procentsats i stedet for et ørebeløb pr. kWh.
9. Energitilsynets sekretariat finder, at en procentuel nedsættelse ikke er urimelig. Aftagerne på de lavere spændingsniveauer deltager således i dækning af en større del af omkostningerne i Energi Fyn Net.
10. Endelig anmoder Dalum Papir om Energitilsynets stillingtagen til, at Energi Fyn Net bør udarbejde en plan for tilbageføring af en større del af indtægterne ved salget af Elsam-aktierne til kunderne. Dalum Papir finder, at der ikke i Energi Fyn er økonomiske forhold, der kan begrunde hensættelser i en størrelsesorden, der kan gøre en så begrænset tilbageføring rimelig.
11. Nedsættelsen er på i alt 19 mio. kr. svarende til 1,8 % af den samlede indtægt ved salget af Elsam-aktierne på 1,084 mia. kr. Dette er et engangsbeløb, der tilbageføres til forbrugerne i 2005.
12. For så vidt angår salget af Elsam-aktier, henviser Energi Fyn Net til, at selskabet ikke efter den ny elforsyningslov er forpligtet til at udarbejde en plan for tilbageføring af indtægterne ved salget af Elsam-aktier. En sådan beslutning om tilbageføring kan/skal alene træffes af selskabets kompetente organer.
13. Om salget af Elsam-aktier og tilbageføringen til forbrugerne skal henvises til, at med ændringen af elforsyningsloven i 2004 blev de forud herfor gældende bestemmelser om afståelse af ejerandele i elproduktionsvirksomheder ophævet (den dagældende elforsyningslovs §§ 36 og 97 stk.2), hvorved udlodninger og kapitalgevinster vedrørende disse ikke længere alene kan medgå til investeringer i bevillingspligtige aktiviteter.
14. Det falder således uden for Energitilsynets kompetence at tage stilling til elvirksomhedernes afståelse Elsam-aktier, idet udlodninger/kapitalgevinster ikke er omfattet af bestemmelserne i elforsyningsloven eller bekendtgørelser udstedt i medfør af elforsyningsloven. Spørgsmålet må henvises til domstolene.
Afgørelse
Energitilsynet vedtog
- at meddele Dalum Papir A/S og Energi Fyn Net A/S, at det jf. elforsyningslovens § 73 ikke findes urimeligt, at Energi Fyn Net A/S den 1. januar 2005 indførte en enhedstarif.
- at meddele Dalum Papir A/S og Energi Fyn Net A/S, at det jf. elforsyningslovens § 73 ikke findes urimeligt, at Energi Fyn Net A/S nedsatte enhedstarifferne med samme procentsats som følge af salget af ELSAM aktier.
- at meddele Dalum Papir A/S og Energi Fyn Net A/S, at det falder uden for Energitilsynets kompetence at tage stilling til Energi Fyn Nets salg af og tilbageføring af indtægter fra salg af ELSAM-aktier
Sagsfremstilling
15. Ved brev af 30. marts 2005 har Dalum Papir A/S klaget til Energitilsynet over Energi Fyn Nets tarifering af Dalum Papir.
16. Af klagen fremgår, at Energi Fyn Nets tarif for A2 kunder fra 2005 er overgået fra en treledstarif til en enhedstarif. Herved er tariffen for Dalum Papir steget fra i gennemsnit 1,79 øre/kWh til 1,86 øre/kWh.
17. Enhedstariffen for 2005 blev efterfølgende nedsat fra 1,86 øre/kWh til 1,37 øre/kWh, idet alle kunder fik en rabat for forbrug i 2005 på ca. 26,4% (lavest for A2 kunder med 24 % og gadelys ca. 19%) som følge af Energi Fyn Nets salg af Elsam aktier. For Dalum Papir betyder rabatten på 26,4% en besparelse på ca. 116.000 kr. beregnet ud fra januar 2005 forbruget.
18. Dalum Papir anmoder om Energitilsynets stillingtagen til, om det efter elforsyningslovens § 73 er i modstrid med og urimeligt, at Energi Fyn Net indfører en enhedstarif, som ikke afspejler fordelen af, at A-kunders forbrug i væsentlig grad ligger i lavlastperioden. Dalum Papir finder, at enhedstariffen for A-kunder bør beregnes efter A-kundernes gennemsnitlige forbrugsprofil, hvilket giver en gennemsnitspris på tæt ved 1,79 øre/kWh.
19. Endvidere anmoder Dalum Papir om Energitilsynets stillingtagen til, om der er i modstrid med elforsyningslovens § 73 og således urimeligt, ikke objektivt og/eller diskriminerende, at Energi Fyn Net nedsætter tarifferne som følge af salget af Elsam aktierne med en procentsats i stedet for et ørebeløb pr. kWh.
20. I den forbindelse henvises til, at Energi Fyn er et andelsselskab. Ved et andelsselskab (andelsforening) forstås i lov om erhvervsdrivende virksomheder en virksomhed omfattet af lovens § 2, stk. 1. eller § 3, hvis formål er at virke til fremme af deltagernes fælles interesser gennem deres deltagelse i virksomheden som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, og hvor virksomhedens afkast, bortset fra normal forrentning af den indskudte kapital, enten fordeles i forhold til deres andel af omsætningen eller forbliver indestående i virksomheden.
21. Endelig anmoder Dalum Papir om Energitilsynets stillingtagen til, at Energi Fyn Net bør udarbejde en plan for tilbageføring af en større del af indtægterne ved salget af Elsam-aktierne til kunderne. Dalum Papir anfører, at Energi Fyns Nets indtægter ved salg af Elsam-aktierne udgjorde 1,084 mia. kr. og tilbageføringen udgør 25 mio. kr. baseret på oplysninger i 2003 regnskabet om transport af el på 1.063 GWh. Dalum Papir finder, at der ikke i Energi Fyn Net er økonomiske forhold, der kan begrunde hensættelser i en størrelsesorden, der kan gøre en så begrænset tilbageføring rimelig.
22. Ved brev af 25. april 2005 har Energi Fyn Net fremsendt en redegørelse i sagen.
23. Energi Fyn Net henviser for så vidt angår enhedstariffen til, at den 1. januar 2004 indførte såvel Eltra (150 kV og 400 kV) som FynsNet (60 kV) enhedstarif på transport af el.
24. Energi Fyn Net anså på denne baggrund det for mest kostrigtigt at tilpasse tariferingen, således at Energi Fyn Nets nettarif blev en enhedstarif. Dette blev gennemført således, at Energi Fyn Nets nettarif pr. 1. januar 2004 blev udfaset med 50 %, for således pr. 1. januar 2005 at være en fuldgyldig enhedstarif.
25. Energi Fyn Net henviser herved til at denne tarifering er i fuld overensstemmelse med elforsyningslovens § 73, idet så at sige alle omkostninger ved netdrift er uafhængige af fordelingen af transportintensiteten over tid.
26. Forrentning, afskrivning og vedligehold af netvolumen er konstante størrelser, som ikke påvirkes af variationer i energipassagen i nettet. En ubetydelig del - nettab - kan henføres til en differentiering af nettarifferne. Da dette udgør en lille del af den samlede nettarif, anses det i branchen for ikke hensigtsmæssigt at opretholde en treledstarif alene for at dele nettabet ud på lav, høj og spidslast.
27. Energi Fyn Net henviser omkring prisnedsættelsen til, at selskabet rettede henvendelse til Energitilsynet i forbindelse med overvejelserne om tarifnedsættelsen, der i alt beløber sig til 19 mio. kr.
28. Energitilsynet meddelte, at man - jf. § 22, stk. 6 i udkast til bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder og regionale transmissionsvirksomheder omfattet af elforsyningsloven - kunne godkende, at reduktionen var en ikke varig prisnedsættelse. Tilsynet herved tog forbehold for at bekendtgørelsen (bek. 1520) på daværende tidspunkt (12. november 2004) alene forelå som høringsudgave. Bekendtgørelsens § 22, stk. 6 blev ikke ændret ved høringen.
29. Ved brev af 26. maj 2005 har Dalum Papir fremsendt kommentarer til Energi Fyn Nets redegørelse.
30. Dalum Papir anfører, til indførelsen af enhedstarif, at en tarifering som udgangspunkt ikke bliver mere rigtig ved, at andre har gjort det samme. Dalum Papir anfører, at selskabets klage går på, at Energi Fyn Net i beregningen af enhedstariffen anvender alle kunders lastfordeling og ikke A-kundernes. Herved dækker den indførte enhedstarif over en prisstigning, hvilket ikke bestrides af Energi Fyn Net i svaret.
31. For så vidt angår salget af Elsam-aktier, henviser Energi Fyn Net til, at selskabet ikke efter den ny elforsyningslov er forpligtet til at udarbejde en plan for tilbageføring af indtægterne ved salget af Elsam-aktier. I den forbindelse anfører Energi Fyn Net, at det alene er selskabets bestyrelse og repræsentantskab som suverænt afgør, hvordan selskabets formue skal anvendes.
32. Dalum Papir henviser herved til, at i aftalen mellem økonomi- og erhvervsministeren og Elfor er anført: "Med henblik på at sikre, at tarifferne i faste priser ikke stiger regnet som gennemsnit, må de indtægter, som netselskaberne samlet kan få under den nye regulering, ikke overstige de indtægter, som selskaberne oppebærer på grundlag af tariffen pr. 1. januar 2004 tillagt en inflationsstigning." Prisstigningen som Energi Fyn Net har implementeret for A-kunder, finder Dalum Papir bryder med denne aftale.
33. Dalum Papir henviser videre til, at uagtet nettabet er en lille del af tariffen, er dette ikke ensbetydende med, at den ukritisk kan væltes over på A-kunder, hvor selv små beløb i sammenhæng med et elforbrug på 78 GWh kan betyde store omkostninger årligt.
34. For så vidt angår tilbagebetalingen af indtægterne fra Elsam-aktiesalget bestrider selskabet, at Energi Fyn Nets bestyrelse og repræsentantskab suverænt kan afgøre, hvorledes salgsprovenuet kan anvendes.
35. Selskabets ledelse er forpligtet til at drive virksomheden inden for rammerne af lovgivningen, hvor det foreskrives, at indtægter, som overstiger en rimelig fastsat forrentning af egenkapitalen, skal tilbage til forbrugerne.
36. Selskabet finder, at tilbageføringsbeløbet er urimeligt lavt og endvidere er tilbageføringsprincippet, der dækker over en procentvis nedsættelse af tarifferne, ikke retfærdigt, idet C-kunder får størst tilbageføring pr. kWh.
37. På mødet den 25. oktober 2004 behandlede Energitilsynet systemansvarets tariffer for 2005. Energitilsynet godkendte metoderne for prisfastsættelsen.
Begrundelse
38. På mødet den 25. oktober 2004 behandlede Energitilsynet enhedstarifering i forbindelse med godkendelsen af systemansvarets tariffer for 2005. Energitilsynet godkendte metoderne for prisfastsættelsen, hvori bl.a. indgik, at Eltra anvendte enhedstarifering, medens Elkraft anvendte tidsdifferentiering. Eltra havde i sagen bl.a. henvist til, at belastningen af det vestdanske system er ganske jævn, og der ikke ud fra den bagvedliggende omkostningsstruktur i det vestdanske system kan argumenteres for en tidsdifferentiering.
39. Eltras område er et sammenhængende forsyningsområde, hvoraf Energi Fyn Net er en del. I dette område er af de overliggende netselskaber indført en enhedstarif.
40. Det findes på denne baggrund ikke urimeligt, at Energi Fyn Net - som de overliggende netselskaber - tilsvarende indfører en enhedstarif.
41. For så vidt angår spørgsmålet om procentuel eller øre/kWh-nedsættelse af tarifferne som følge af salget af ELSAM aktier, betyder den procentuelle nedsættelse en lavere prisnedsættelse for Dalum Papir. For Dalum Papir betyder rabatten en besparelse på ca. 116.000 kr. beregnet ud fra januar 2005 forbruget.
42. Da forbrugerne på de lavere spændingsniveauer (B og C) deltager i dækning af en større del af omkostningerne i Energi Net Fyn findes det, at en procentuel nedsættelse ikke er urimelig.
43. Dalum Papir anmoder i sagen, om Energitilsynets stillingtagen til, at Energi Fyn bør udarbejde en plan for tilbageføring af en større del af indtægterne end 19 mio. kr. ved salget af Elsam-aktierne til kunderne, idet indtægterne ved salget i alt beløb sig til 1,084 mia. kr. Dalum Papir finder, at der ikke i Energi Fyn Net er økonomiske forhold, der kan begrunde hensættelser i en størrelsesorden, der kan gøre en så begrænset tilbageføring rimelig.
44. Hertil skal anføres, at med ændringen af elforsyningsloven i 2004 blev de forud herfor gældende bestemmelser om afståelse af ejerandele i elproduktionsvirksomheder ophævet (den dagældende elforsyningslovs §§ 36 og 97 stk.2), hvorved udlodninger og kapitalgevinster vedrørende disse ikke længere alene kan medgå til investeringer i bevillingspligtige aktiviteter - men selskaberne kan beslutte at tilbageføre udlodninger/kapitalgevinster som ikke varige prisnedsættelser.
45. Det findes således at falde uden for Energitilsynets kompetence at tage stilling til elvirksomhedernes afståelse Elsam-aktier, idet udlodninger/kapitalgevinster ikke er omfattet af bestemmelserne i elforsyningsloven eller bekendtgørelser udstedt i medfør af elforsyningsloven. En beslutning om, hvor stor en andel af et sådant provenu et selskab ønsker at tilbageføre til sine forbrugere, er alene en beslutning, der kan/skal træffes af dette selskabs kompetente organer. Spørgsmålet kan eventuelt indbringes for domstolene.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






