Om Energitilsynet
El
På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Gas
På naturgasmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af naturgasselskaber med bevilling til at drive distribution, transmission (Energinet.dk), lager og handel med forsyningspligt.
Varme
På varmeområdet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af varmeselskaber med bevilling til at producere, distribuere og sælge varme.
Internationalt arbejde

Gebyrer/ Betalings- og Indsigelsesfrister/ Rente-fastsættelse

Dato: 29.03.2004•Journalnr.: 3/1307-0300-0072

Resume Notatet omhandler forbrugeres betalingsforpligtelser for meromkostninger hos en forsyningsvirksomhed, som kan henføres til den konkrete forbruger, i umiddelbar tilknytning til a) uregelmæssigheder hos forbrugeren (fx en manglende betaling af løbende a conto betalinger eller af slutafregningen) eller b) levering af specialydelser fra forsyningsvirksomheden (fx ekstraordinær måleraflæsning).

Præsentation af sagen

Notatet omhandler forbrugerens betalingsforpligtelser i umiddelbar tidsmæssig tilknytning til a) uregelmæssigheder hos forbrugeren (eksempelvis en manglende betaling af løbende a conto betalinger eller af slutafregningen) eller b) levering af specialydelser fra forsyningsvirksomheden (eksempelvis ekstraordinær måleraflæsning).

Der er tale om betalingsforpligtelser for meromkostninger hos forsyningsvirksomheden, der umiddelbart kan henføres til en bestemt konkret forbruger.

Betalingsforpligtelserne kan udmøntes i krav om betaling af gebyr eller renter eller begge dele, og betalingsforpligtelsen skal typisk honoreres inden nærmere angivne frister.

Notatet belyser endvidere forsyningsvirksomhedens rettigheder og forpligtelser i forbindelse med de anførte situationen. Hvorledes kan og skal forsyningsvirksomheden reagere, idet virksomheden ikke kan skride til uden videre at afbryde energiforsyningen ved manglende betaling, ligesom virksomheden ikke - inden for forsyningsområdet - kan afslå at yde rimelige særtjenester mod passende betaling'

I hvilket omfang kan forsyningsvirksomheden kræve betaling for de ekstraudgifter, den manglende rettidige betaling eller specialydelse påfører forsyningsvirksomheden'

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse tillige på notatet vedrørende "Restanceinddrivelse og depositumstillelse" forlagt Energitilsynet til beslutning den 26. august 2002

I resuméet er tillige nærmere redegjort for, hvilke forhold, der er holdt uden for notatet.

I denne sammenhæng anføres endvidere, at prisdifferentiering efter elforsyningslovenslovens § 73 og varmeforsyningslovens § 20, stk. 5 ligeledes er holdt uden for notatet.

(I medfør af elforsyningslovens § 73 skal prisfastsættelsen for kollektive elforsyningsvirksomheder ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til).

(I medfør af varmeforsyninglovens § 20, stk. 5, kan kollektive varmeforsyningsanlæg fastsætte forskellige priser til enkelte forbrugere, grupper af forbrugere og geografiske områder).

Resumé

1. Udgangspunktet er, at den enkelte forbruger skal betale de omkostninger, der er forbundet med at levere energien til forbrugsstedet, men en lang række af de omkostninger, som forsyningsvirksomheden vitterligt har i forbindelse med energiproduktionen, kan ikke entydigt henføres til et konkret forbrugssted og må derfor deles ud på samtlige forbrugere.

2. Den løbende betaling for energileverancerne er derfor tariferet. Forbrugeren betaler en fast afgift samt en variabel afgift. Begge afgifter er som udgangspunkt omkostningsbestemte, og fastsat ud fra en gennemsnitsbetragtning.

3. Grundlaget for fastlæggelsen af den faste afgift er knyttet til forbrugsstedet, mens betaling af variabel afgift fastlægges på grundlag af registreringer på den måler, der er installeret på forbrugsstedet.

4. En del af forsyningsvirksomhedens omkostninger kan - typisk hvis der opstår uregelmæssigheder hos en forbruger eller forbrugeren skal have en eller anden specialydelse, der ikke er omfattet af den almindelige betaling af fast og variabel afgift - konkret og direkte henføres til denne forbruger.

5. Det er i disse situationer forbrugernes konkrete adfærd, der udløser meromkostningerne hos forsyningsvirksomheden, og derfor skal denne forbruger betale omkostningerne.

6. Betalingen af omkostninger, der kan henføres til den konkrete forbruger, kan udmøntes i dels i krav om betaling af et gebyr dels i krav om betaling af renter eller eventuelt begge dele. Betalingskravene skal typisk honoreres inden nærmere angivne frister.

7. Energiforsyningslovenes regelsæt gælder for aktiviteterne uanset ejerforholdene, der vil sige uanset hvorledes forsyningsvirksomheden organisatorisk er opbygget og om en forsyningsvirksomhed eventuelt måtte være kommunalt drevet.

A) Gebyr

8. Eksempelvis:

a.	Gebyr for erindring om manglende rettidig betaling, (rykkerbrev).
b.	Gebyr for incassobesøg.
c.	Gebyr for lukning.
d.	Gebyr for genoplukning.
e.	Gebyr for genoplukning uden for normal arbejdstid.
f.	Gebyr for restance.
g.	Gebyr for aflæsning af måler.
h.	Gebyr for manglende selvaflæsning.
i.	Gebyr for etablering af afdragsordning.
j.	Gebyr (på 450 kr.) for øgede administrationsudgifter i forbindelse med behandling af anmodning om udtræden.
k.	Gebyr opkrævet i forbindelse med fornyet gennemgang af grundlaget for en ejendoms fast afgifter.
l.	Gebyr (på årligt 500 kr.) for administration i forbindelse med prisgaranti og afregning af varme.

9. Uregelmæssigheden eller specialydelsen medfører nødvendigvis meromkostninger hos forsyningsvirksomheden, der skal honoreres med betaling fra den forbruger, til hvem givne omkostninger kan henføres. Forbrugere, der betaler for sent, skal være med til at betale de omkostninger, der derved påføres forsyningen.

10. Betaling i disse situation, der på forhånd er kendte, sker ofte ved et gebyr, der også er udtryk for en tarifering, af de meromkostninger hos forsyningsvirksomheden, som uregelmæssigheden eller specialydelsen udløser hos virksomheden.

11. Et gebyr skal som udgangspunkt være omkostningsmæssigt begrundet - altså være udtryk for de faktiske udgifter, forsyningsvirksomheden har ved de enkelte aktiviteter, der indgår i eksempelvis restanceinddrivelsen. Der bør være en rimelig overensstemmelse mellem gebyrets størrelse og forsyningsvirksomhedens omkostninger i forbindelse med gøremålet.

12. Gebyrer er en del af en forsyningsvirksomheds priser og leveringsbetingelser og kan således gøres til genstand for en "rimelighedsbedømmelse". Gebyrer, der må betragtes som en administrationsomkostning, skal endvidere anmeldes til Energitilsynets offentligt tilgængelige register i overensstemmelse med energiforsyningslovenes bestemmelser herom. jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, elforsyningslovens § 76, stk. 1 og naturgasforsyningslovens § 40, stk. 1.

13. I forbindelse med fremsendelse af et betalingskrav for energileverancer, bør forsyningsvirksomheden oplyse om, at mangelende betaling udløser merbetaling i form af et gebyr eller renter. Gebyrets størrelse samt rentesatsen bør - tillige med oplysning om muligheden for at opnå en betalingsordning til afvikling af gælden - fremgå af regningen.

14. Den variable del af gebyrerne skal beregnes med en rimelig rentesats, hvis størrelse skal være indeholdt i det, der er anmeldt til det offentlige register.

15. Den variable del af rykkergebyr og inkassogebyr skal dække en forrentning af det gennemsnitlige udestående beløb på de enkelte trin af inkassoforløbet.

16. De gebyrer en forsyningsvirksomhed ønsker at opkræve skal have direkte hjemmel i forsyningsvirksomhedens leveringsbetingelser. Det er ikke tilstrækkeligt, at forsyningsvirksomheden anmelder et særegent gebyr, der dækker særlige merudgifter, hvis ikke der i virksomhedens leveringsbetingelser, er udtrykkelig hjemmel til at opkræve netop dette gebyr, for netop disse meromkostninger.

17. Anvendelse af et fast gebyr ved overskridelse af eksempelvis en betalingsfrist vil kunne tilskynde forbrugeren til rettidig betaling, hvilket igen giver en billigere administration i forsyningsselskabet. Det er i samtlige forbrugeres interesse, at forsyningens administrationsomkostninger blev holdt på et så lavt niveau som muligt, og gebyret for eksempelvis manglende selv-aflæsning dækkede forsyningen omkostninger ved at foretage aflæsning.

18. Det er rimeligt, at forbrugere, der betaler for sent, bliver pålagt et gebyr til dækning af leverandørens omkostninger i forbindelse med for sen betaling, således at alle de øvrige de forbruger, der betaler til tiden, ikke belastes med omkostninger, der vedrører de forbrugere, der betaler for sent.

19. Ved vurderingen af om et betalingskrav i form af et gebyr eventuelt er urimeligt må der tages hensyn til både øgede administrationsudgifter og rentetab. Det er derfor ikke af afgørende betydning, at det beløb, der opkræves hos forbrugeren er benævnt gebyr.

20. Konkurrenceankenævnet har konkret anbefalet, at der i forbindelse med gebyrbestemmelser tydeliggøres, at der ved betaling efter sidste rettidige betalingsdag ikke påløber yderligere gebyr, fraset incassogebyret eller at gebyrfastsættelsen ændres til at angå undladt betaling pr. påbegyndt måned eller den periode, der nu er tale om.

21. Standardiserede gebyrer bør op- og nedrundes med nærmest med 10 delelige kronebeløb.

22. Konkrete eksempler:

23. Ikke fundet urimeligt

at	kræve gebyr, for fornyet gennemgang af en ejendom, for at fastlægge ændret grundlag for den faste afgift.
at	opkræve et restancegebyr på 2 % (af det skyldige beløb).
at	forhøje en række gebyrer med 25 % eller mere for tjenesteydelser - under hensyn til, at et nyt incassationsgebyr på 15 kr. for forbrugere, der ikke havde betalt elregning efter en vis frist efter modtagelse af erindringsskrivelse, er af bødelignende karakter og ikke giver omkostningsdækning samt til, at gebyrerne ligge på et lavere niveau sammenlignet med tilsvarende gebyrer i området.
at	opkræve gebyr på 70 kr. ved betaling af regning 8 dage for sent.
at	opkræve gebyr på 5 kr. pr. påbegyndt 100 kr. pålydende regning ved for sen indbetaling - regning udsendt to gange årligt omkring den første i en måned og ca. 1 måned før sidste indbetalingsdag og særordning for betaling kan etableres, (maj 1978).
at	opkræve 15 kr. for udsendelse af rykkerskrivelse ved betaling efter forfaldsdag.
at	opkræve restancegebyr (der ikke omfattede renter) på 2 % af regningsbeløbet - blev beløbet ikke betalt efter erindring, blev et yderligere inkassogebyr på 25. kr. tilskrevet.

24. Fundet urimeligt

at	opkræve gebyr på 4,25 kr. pr. påbegyndt 100 kr. - efterfølgende ændret til grundgebyr på 15 kr. + 1,5 % pr. måned af det skyldige beløb, (rentesatsen dog for høj), (dec. 1982).
at	opkræve 1,5 % pr. måned af det skyldige beløb - overskred det niveau, der angives i lov om renter ved forsinket betaling.
at	opkræve gebyr på 8.000 kr., idet gebyret ikke stod i noget rimeligt forhold til de faktiske omkostninger forsyningsvirksomheden havde i forbindelse med overskridelse af betalingsfristen.

25. Fundet ikke at være opfattet af loven

at	opkræve af gebyr 20 kr. for bimålere.

B) Frister

26. Eksempelvis

a.	Frist for indsendelse af selvaflæsningskort.
b.	Frist for rettidig betaling.
c.	Frist for indsigelse overfor en kommunes beregning af hedeflade.
d.	Frist for fremskaffelse af (positiv) kreditoplysning.
e.	Frist (på 8 dage) for indsigelse efter modtagelse af slutopgørelse.

27. Forbrugerombudsmanden har anbefalet, at der i betalingsfristen er indeholdt et månedsskifte.

28. Overskridelse af fristen for rettidig betaling, kan ikke umiddelbart udløse afbrydelse af forsyningen.

29. Konkrete eksempler:

30. Ikke fundet urimeligt

at	et varmeværk fastsatte en frist på 8 dage for indsigelse mod slutopgørelse.
at	fastsætte frister for rettidig betaling.
at	fastsætte betalingsfrist - under hensyn til at forsyningsvirksomheden, der opkrævede betaling bagud for en periode på 3 måneder, ydede forbrugeren en kredit på 3 uger fra udsendelsen af (a conto) opkrævningen, samt til at opkrævning udsendes med ensartede mellemrum og forbrugeren derved kunne forudse, hvornår næste betaling forfalder.
at	fastsætte indbetalingsfristen for regninger til 14. dage.(ET).

31. Fundet urimeligt

at	fastsætte en frist på under 2 måneder for at stille depositum.
at	afbryde forsyningen, når forbrugeren i rimelig tid havde rettet indvending mod hedefladeberegning og indvendingen ikke umiddelbart kunne afvises.
at	en forsyningsvirksomhed, som betingelse for ikke at kræve depositum, stillede krav om, at kunden inden en frist fremskaffede positive kreditoplysninger (betalt af forsyningsvirksomheden).
at	en forsyningsvirksomhed afviger indskrænkende fra den rykkerprocedure med betalingsfrister, der er anmeldt til registeret, og som er tilkendegiver overfor kunderne.
at	overskridelse af betalingsfristen 3 gange med mindst 3 dage inden for 2 år kan udløste generelt krav om depositum.
at	forsyningsvirksomheden indgik aftale med en konkret virksomhed, hvorefter afbrydelse umiddelbart kunne ske, såfremt betaling udeblev mere end 10 dage (senere blot 5 dage) efter betalingsfristen, idet forsyningsvirksomheden i tilfælde af manglende betaling skulle følge de vejledende retningslinier for restanceinddrivelse, således, at virksomheden fik mulighed for fortsatte leverancer mod sikkerhedsstillelse, samt mulighed for en rimelig afdragsordning.

C) Renter

2. Eksempelvis

a.	Rente opkrævet på baggrund af for sent indbetalt a conto beløb.
b.	Rente af deponerede beløb.
c.	Rente som del af en forsyningsvirksomheds betalingskrav samlet betegnet som gebyr.

33. Det betalingskrav, der betegnes som gebyr, kan konkret dække over et måske berettiget rentekrav, men betegnelsen er ikke afgørende. Afgørende er, hvad betalingskravet reelt dækker over. I tvivlstilfælde bør det afdækkes, om et betalingkrav, der betegnes som gebyr reelt måske også dækker over et rentekrav. De to delelementer bør skilles ad, så det klart overfor forbrugeren tilkendegives, hvor stor en del af kravet, der vedrører virksomhedens meromkostninger og hvilken del, der er rente af det ikke- rettidigt indbetalte beløb. Jf. kravet om, at energien skal leveres på gennemsigtige vilkår.

34. Energiprisudvalgene har i konkrete tilfælde accepteret, at størrelsen af et gebyr blev sat i relation til størrelsen af det skyldige beløb, hvilket umiddelbart kan forekomme ejendommeligt, når udgangspunktet er, at gebyret skal være omkostningsbestemt, dvs. være udtryk for forsyningsvirksomhedens meromkostninger som følge af uregelmæssigheden. Forsyningsvirksomhedens meromkostninger må synes at være de samme uanset det skyldige beløbs størrelse, men i gebyret er inkluderet en eller anden form for rente- tilskrivning.

35. I forbindelse med, at en forsyningsvirksomhed berettiget har stillet krav depositum, må forsyningsvirksomheden være forpligtet til at lade det deponerede beløbet forrente til fordel for forbrugeren, idet forsyningsvirksomheden modsat har en renteindtægt af beløbet. Det indestående depositumbeløb skal alene tjene som en sikkerhed for virksomheden og ikke som en særegen indtægtskilde. Renter kan opkræves i overensstemmelse med renteloven.

36. Konkrete eksempler:

37. Ikke fundet urimeligt

at	tilskrive renter ved ikke rettidig betaling af værkets a conto opkrævninger.

38. Fundet urimeligt

at	opkræve højere rente ved for sen betaling af a conto bidrag end den maksimumsats, der er fastsat i lov om renter ved forsinket betaling.
at	(hvis) en eventuel rentefordel ved ændring af de løbende betalinger til delvis forudbetaling ikke kom forbrugerne tilgode (ET).

39. Fundet ikke at være omfattet af loven:

at	bedømme, om betingelserne i renteloven (lov om renter ved forsinket betaling m.v.) konkret er opfyldt.

40. Notatet omfatter ikke:

a.	Gebyrer ved udtræden/ udmeldelse og opsigelsesfrister i denne forbindelse.
b.	Gebyr i forbindelse med klage til Energiklagenævnet.
c.	Gebyr i forbindelse med fastsættelse af varmepris i forbindelse med affaldsforbrænding.
d.	Gebyr i forbindelse med rekvirering af forbrugsprofiler.
e.	Gebyr for markedsadgang og leverandørskift.
f.	Gebyr for efterfølgende renomineringer i forbindelse med gas-transport.
g.	Gebyr for udlevering af aftagenummer til ny elleverandør.
h.	Gebyrer m.v. i forbindelse med den systemansvarlige virksomheds udstedelse af oprindelsesgarantier.
i.	Gebyrer for affaldsbortskaffelse.
j.	"Gebyr", som betaling for behandling af anmeldelse af sideordnede aktiviteter, (gennemsyn, registrering arkivering bekræftelse).
k.	Gebyr til dækning af administrations- og vedligeholdelsesomkostninger ved videresalg af elektricitet.
l.	Præmiebetaling fra investorer for prisgaranti overfor forbrugere.
	----
m.	Forrentning af egenkapital, indskudskapital, anlægslån, andelskonto, driftskapital eller tilbagebetaling af tilslutningsafgift til indregning i priserne.
n.	Forrentning af forbrugers lån hos forsyningsselskabet til anlægsinvesteringer.
o.	Forrentning af saldo på en kommunal mellemregningskonto.
p.	Renteberegning i forbindelse med budgetlægning eller regnskabsudfærdigelse.
q.	Forrentningsprocenter for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder.
r.	Forrentning af etableringsudgifter i forbindelse med udstykninger.
	-----
s.	Frister for forhandling, høring eller indsendelse af dokumentation.
t.	Frister for anke.
u.	Frister for varsling af prisforhøjelser.
v.	Frister for forældelse.
x.	Frister vedrørende tvangstilslutning.
y.	Frister for betaling/ afregning mellem forsyningsvirksomheder indbyrdes.
z.	Frister for fremsendelse af andelstal.

Energitilsynets behandlinger
41. Energitilsynet har over en længere periode behandlet konflikten/ uoverensstemmelsen mellem på den ene side Tilsynets adgang til i medfør af energiforsyninglovenes bestemmelser at bedømme energiforsyningsvirksomheders gebyrfastsættelse og på den anden side kommunale forsyningsvirksomheders mulighed for i medfør af den kommunale gebyrlov, at opkræve et standardgebyr på 250 kr.

42. Det har fremdeles været Tilsynets opfattelse, at energiforsyningslovende også regulerede kommunalt ejede forsyningsvirksomheders virke, og at gebyrer i øvrigt skulle være omkostningsbestemte.

43. Umiddelbart syntes der ikke at være uoverensstemmelse mellem energiforsyningslovene og den kommunale gebyrlov, idet der ifølge denne lov højst kan opkræves 250 kr. Der er ikke grund til at antage at omkostningerne i almindelighed skulle andrage 250 kr.

44. Spørgsmålet har været, om den kommunale gebyrlov skulle vige for energiforsyningslovene, idet kommuners krav opstået i forbindelse med "salg af ydelser" ifølge lovens forarbejder, ikke er omfattet af gebyrloven. Hertil kommer det synspunkt at den mere generelle regulering bør vige for den specielle regulering.

45. På baggrund af en henvendelse fra Energitilsynets sekretariat til Justitsministeriet vedrørende ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (jf. nu lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002) udtalte justitsministeriet blandt andet følgende:

46. "Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at et krav om betaling for levering af elektricitet i henhold til en aftale, der er indgået mellem en forbruger og en elforsyningsvirksomhed er et formueretligt krav. Dette gælder også, hvis den pågældende elforsyningsvirksomhed er kommunal. Opkrævning af rykkergebyr mv. vedrørende kravet må derfor antages at være omfattet af lovforslagets anvendelsesområde. Og efter lovforslaget har det ikke betydning for størrelsen af det rykkergebyr mv. som en elforsyningsvirksomhed kan opkræve, om elforsyningsvirksomheden er kommunal eller privat.

47. -----

48. Efter Justitsministeriets opfattelse vil reglerne i lovforslaget vige i det omfang elforsyningsloven fortolkes således, at den regulerer spørgsmålet om rykkergebyrer mv. vedrørende krav om betaling for levering af elektricitet. Dette gælder, selv om elforsyningsloven som nævnt ikke indeholder en udtrykkelig regulering af spørgsmålet.

49. -----

50. Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 15, har Indenrigsministeriet oplyst, at der i den kommunale gebyrlov med senere ændringer er fastsat regler, hvorefter en amtskommune eller kommune under visse betingelser kan opkræve et gebyr, der højst andrager 250 kr.

51. Reglerne i lovforslaget vil efter justitsministeriets opfattelse vige for den regulering, der følger af den kommunale gebyrlov, lige som de viger for elforsyningslovens regler".

52. Energiklagenævnet har fastslået at gebyrer for erindringsskrivelser mv. kan kun opkræves af kommunale eller private værker efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven, når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser og sådanne gebyrer må ikke overstige de gennemsnitlige, rimelige omkostninger ved udsendelse af erindringsskrivelser mv.

53. Opkrævning af gebyrer for erindringsskrivelser m.v. er således ikke betinget af, at de i det enkelte tilfælde svarer til omkostningerne ved den pågældende foranstaltning, men de må ikke overstige den gennemsnitlige, rimelige omkostning. Gebyrerne må ikke indeholde noget pønalt element.

54. Energiklagenævnet har i 4 nærmere angivne afgørelser vedrørende kommunale forsyningsvirsomheder opkrævning af rykkergebyrer anført følgende: "Der findes ikke grundlag for en ændret vurdering af elforsyningslovens bestemmelser, idet den kommunale gebyrlov ikke ses at indeholde bestemmelser, der er til hinder for den anlagte fortolkning af elforsyningsloven, jf. bestemmelsen i gebyrlovens § 1, hvorefter loven finder anvendelse, hvis andet ikke er bestemt i eller ved lov". Energiklagenævnet har således fundet, at bestemmelserne i elforsyningsloven går forud for bestemmelserne i den kommunale gebyrlov.

55. Energiklagenævnet har i en afgørelse vedrørende opkrævning af flyttegebyr fastslået, at der skal være udtrykkelig hjemmel i forsyningsvirksomhedens leveringsbestemmelser til at opkræve et givent gebyr. Efter klagenævnets opfattelse kunne en bestemmelse, der gav hjemmel til at opkræve flyttegebyr (på 50 kr.) ved ophør af korte leveringsforhold ikke danne grundlag for generelt at opkræve gebyr ved flytning fra et forbrugssted.

56. Det er ikke urimeligt, at opkræve omkostningsbestemte rykkergebyrer, men det konkrete gebyr skal have udtrykkelig hjemmel i leveringsbetingelserne. Indeholder leveringsbetingelserne ikke en sådan hjemmel, kan eksempelvis gebyr for manglende selvaflæsning således ikke opkræves.

57. Energiklagenævnet har stadfæstet en konkret afgørelse, hvorefter sekretariat havde fundet, at det ikke var urimeligt, at opkræve et gebyr på 250 kr. hos forbrugere, der - i forbindelse med almindelig målerudskiftning - valgte en batteridreven måler med manuel aflæsning, i stedet for en ny type målere, til brug ved fjernaflæsning. De pågældende forbrugere udløste meromkostninger af den anførte størrelse hos forsyningsvirksomheden.

58. Konkurrenceankenævnet har ifølge kendelse fra 1992 ikke tillagt det afgørende betydning, at der i et gebyr indgik et renteelement, idet der måtte lægges vægt på gebyrets størrelse i forhold til forsyningsvirksomhedens forøgede udgifter til administration og rentetab. Hvis forsyningsvirksomhedens gebyrstruktur "matcher" gebyrstrukturen i ankenævnskendelsen og gebyrerne er behørigt anmeldt vil gebyret ikke være urimeligt.

59. Betalingsfristen for et eventuelt depositumskrav løber fra incassomeddelelsens dato, men krav om depositum må forudsætte, at der umiddelbart forud for kravets fremsættelse er sket gentagne væsentlige overskridelser af den almindelige betalingsfrist.

60. Ved ændring af betalingsmåden fra bagudbetaling til forudbetaling skal rentefordelen komme forbrugerne tilgode.

61. Forsyningsafbrydelse, må anses for et alvorligt indgreb på grund af de potentielle konsekvenser heraf, og forbrugeren skal have en reel mulighed for at forebygge forsyningsafbrydelsen.

62. I forbindelse med incassobesøg på forbrugsstedet, skal derfor ske særskilt varsel og fastsættes ny betalingsfrist, idet forbrugeren ellers reelt bliver afskåret fra forinden afbrydelsen af forsyningen, at dokumentere at det skyldige beløb er betalt, eller stille sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug.

63. Det er rimeligt, at forbrugere, der betaler for sent pålægges gebyrer til dækning af omkostningerne ved den for sene eller manglende betaling, således at forbrugere, der betaler rettidigt, ikke belastes med omkostninger, der vedrører forbrugere, der betaler for sent.

64. Selv om den forbruger, der er i betalingsrestance, skriftligt er blevet underrettet om at der vil blive aflagt incassobesøg uden yderligere varsel, såfremt afdrags- aftalen ikke bliver overholdt, skal forsyningsselskabet give yderligere underretning umiddelbart før virksomheden møder op på stedet for eventuelt at afbryde forbindelsen. Det er ikke tilstrækkeligt på forhånd at oplyse om at den manglende betaling udeløser et incassobesøg.

65. En forsyningsvirksomhed er uberettiget til overfor kunderne, at oplyse at et givet gebyr er "godkendt" af Energitilsynet blot fordi gebyret er anmeldt til registeret. Der ligger ikke nogen godkendelse i den blotte anerkendelse af På fremsendte rykkere og påmindelser skal oplyses, at forbrugeren ved henvendelse til forsyningsvirksomheden har mulighed for at indgå en afdragsordning.

66. En forsyningsvirksomhed er berettiget til at stille krav om betaling af hele det skyldige beløb eller sikkerhed for fremtidig betaling som betingelse for genoptagelse af forsyningen.

67. Ved bedømmelsen af om beregningen af gebyrerne er rimelige må tillige ses på, om der tillige i betalingskravet indgår kreditomkostninger.

68. Af Energitilsynets konkrete vurderinger kan nævnes:

a.	Anmeldt omkostningsbestemt flyttegebyr på 62,50 kr. ikke fundet urimeligt.
b.	Efter stedfunden brevveksling accepterede en kommune, at nedsætte gebyret for rykkerskrivelser til 50 kr. idet kommunen ikke kunne dokumentere større omkostninger.
c.	Gebyr på 200 kr. for manglende selvaflæsning, der dækkede a) konkret udsendelse af rykkeraflæsningskort, b) forsøg fra værkets side på at foretage måleraflæsning og c) fastsættelse af et skønnet forbrug, såfremt aflæsning ikke opnåedes, ikke fundet urimeligt. Hvis rykkeraflæsningkort blev indsendt ville gebyret på 200 kr. være for højt.
d.	Oprindeligt gebyrkrav på 50 kr. for udfærdigelse af en ændret regning frafaldet, da fejlen skyldtes forsyningsselskabet selv. Krav på gebyr skal være anmeldt til registeret for at kunne gøres gældende. Gebyr på 50 kr. ikke i sig selv urimeligt.
e.	Betalingskrav på 950 kr., betegnet som "gebyr", og som samlet dækkede over a) to rykkergebyrer, b) et incassogebyr og c) et lukke/ genoplukningsgebyr, ikke fundet urimeligt.
f.	Gebyr på 50. kr. for udfærdigelse af kopi af bortkommet regning ikke urimeligt, men opkrævning forudsætter udtrykkelig hjemmel i forsyningsvirksomhedens leveringsbestemmelser og leveringsbestemmelser og gebyr skal være anmeldt til registeret for at kunne gøres gældende overfor forbrugerne. Gebyropkrævning vil dog ikke være rimelig, hvis eventuel regningsfejl skyldes forsyningsvirksomhedens forhold.
g.	Betalingsfrist på 5 dage fundet urimelig. Betalingsfristen skal som udgangspunkt være mindst 14 dage, og der skal som udgangspunkt gælde samme frister, for samtlige forbrugere.
h.	Frist på 8-10 dage for selvaflæsning - efter forgæves besøg af måleraflæser - fundet urimelig kort, uagtet det på selvaflæsningskortet var anført at a conto rater ville blive forhøjet med 50 %, indtil der forelå ny aflæsning. Frist på 3 uger fundet rimelig.
i.	Frist på 30 dage til at stille depositum er fundet urimelig kort. Frist på mindst 2 måneder ikke anset for urimelig.
j.	En forbruger, der ønsker at indgå aftale om betalingsordning, må selv betale omkostningerne, der er forbundet med at etablere ordningen, og gebyr på 80 kr. er i denne forbindelse ikke urimeligt.
k.	Meromkostninger i forbindelse med en forbrugers månedsafregning - modsat almindelig kvartalsafregning - må bæres af forbrugeren.
l.	a) Rykkergebyrer på hhv. 60 og 90 kr., b) gebyr på 350 kr. for forgæves kørsel og c) gebyr på 840 kr. for afbrydelse ved fogedens hjælp ikke fundet urimelige.
m.	Flyttegebyr på 300 kr. antaget at svare til de omkostninger, værket måtte antages at have i forbindelse med udfærdigelse af flytteopgørelse.
n.	Gebyr for fravalg af selvaflæsning for fjernvarme ikke urimelig, idet denne form for aflæsning er indført for at spare administrationsomkostninger ved aflæsning.
o.	Ikke urimeligt, at kræve gebyr for oprettelse af en betalingsordning for betaling af depositum eller renter af de afdrag af det forlangte depositum, som udskydes i en tid i forhold til den oprindelige betalingstidspunkt.

69. Uden for Energitilsynets kompetence falder:

a.	Spørgsmål om betaling af erstatning fra forsyningsvirksomhedens side for skader og tab som følge af afbrydelse af energiforsyningen. Dette afgøres af domstolene efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
b.	Stillingtagen til, om der eventuelt skal betales moms af et retmæssigt pålagt gebyr.
c.	Stillingtagen til, om en given rykkerskrivelse rent faktisk er afsendt af forsyningsvirksomheden og/ eller modtaget af forbrugeren.
d.	Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en forbruger af energi fra forsyningsvirksomheden har krav på tilbagebetaling af for meget opkrævet afgift. Spørgsmålet henhører under domstolene.
e.	Bedømmelsen af a) størrelsen af incassoomkostninger, b) omkostninger ved foged og c) advokatsalærer, idet disse beløb er reguleret af anden lovgivning end energiforsyningslovene.

70. Lov om incassovirksomhed omhandler ifølge lovens § 2 erhversmæssig inddrivelse af fordringer for andre og dermed er en erhvervsvirksomheds inddrivelse af egne fordringer ikke omfattet af loven. En energiforsyningsvirksomheds inddrivelse af egne fordringer for leveret energi fra værket til forbrugeren er derfor ikke omfattet af denne lov.

71. Nærværende og tidligere udfærdigede "praksis- notater" har primært sigtet mod at redegøre for de tidligere energiprisudvalgs praksis på et givet område (og så er der i mindre omfang redegjort for, hvorledes Energitilsynet har forholdt sig til de afstukne retningslinier).

72. For så vidt angår det i dette notat omhandlede spørgsmål om gebyrer etc har (det nu afgåede) Energitilsyn været involveret i højere grad end vanligt. Det fremkomne grundmateriale vedrørende Energitilsynets virke er af stort set samme omfang som materialet vedrørende Energiprisudvalgenes arbejde.

73. Der har været omfattende drøftelser og mange meningstilkendegivelser vedrørende Tilsynets adgang til at bedømme rimeligheden af gebyrer og disses størrelse, men der er ikke sket ændringer i forhold til det oprindelige udgangspunkt, nemlig at et gebyr skal være omkostningsbestemt, og at det falder inden for tilsynets kompetence at bedømme rimeligheden også af gebyrer, det pålægges af kommunale forsyningvirksomheder.

74. På denne baggrund agter sekretariatet at administrere i overensstemmelse med de retningslinier for gebyrfastsættelse, renteberegning og fristangivelse, som Gas- og varmeprisudvalger og Elprisudvalget (og det afgåede Energitilsyn) har afstukket.

Sagsfremstilling

Ankekendelser

1983	21. mar.	GVPU	Holte Fjernvarme, Intet grundlag for at kritisere de af værket fastsatte priser. Ankenævnet fastslog, at priserne for levering af varme til beboelsen skulle beregnes således, at de alene dækkede omkostningerne ved driften af beboelsens varmecentral med tillæg af de særlige udgifter og administrationsgebyrer, som havde været forbundet med fjervarmeværkets drift af centralen.
1983	22. dec.	EPU	Aarup Elforsyning Meddelelse om at udvalget ikke agtede at foretage yderligere i anledning af klage over restancegebyr, pålagt på grund af manglende rettidig betaling. Stadfæstelse.
1987	24. nov.	EPU	SEAS Ændring af betalingsbetingelserne pr. 1. jan 1986 var taget til efterretning. Ændringen medførte samle set besparelser for forsyningen og havde i øvrigt ikke urimelige virkninger. Stadfæstelse.
1992	22.okt.	EPU	AN/S Salling Fjelds og Ginding Herreders Højspændingsanlæg (SFGHH) De af selskabet anvendte betalingsbetingelser var i det konkrete tilfælde urimelige. Ophævelse med bemærkning, at størrelse af det "gebyr", der opkrævedes, måtte ses i forhold til øgede administrationsudgifter og rentetab. Nævnet anbefalede, at det i forbindelse med gebyrbestemmelsen blev tydeliggjort, at der ved betaling efter sidste rettidige betalingsdag ikke påløb yderligere gebyr, fraset incassogebyret, eller at gebyrfastsættelsen ændredes til at angå undladt betaling pr. påbegyndt måned eller lignende.
1993	14.okt.	EPU	Elforsyningen Nordvendsyssel (ENV) Krav om depositum, som værket havde fremsat, var urimeligt. Stadfæstelse.
1997	16. apr.	EPU	Midtjyllands Elforsyning Spørgsmålet om, hvorvidt elselskabet i sine vedtægter havde hjemmel til at indføre gebyr for selvaflæsning, henvistes til bedømmelse ved domstolene. Stadfæstelse.
1998	19. nov.	EPU	Brønderslev og Oplands Elforsyning - BOE Udvalget havde fundet at, der ikke kunne rettes indvendinger imod selskabets procedure i forbindelse med for sen índbetaling. Hjemvisning, med bemærkning, at der ved udvalgets bedømmelse af leveringsbetingelsers rimelighed efter elforsyningsloven efter omstændighederne indgår en præjudiciel stillingtagen til anden lovgivning, herunder beskyttelsespræceptive civilretlige regler. Nævnet kan tiltræde udvalgets generelle betragtninger om rimeligheden af gebyr ved for sen betaling. Det fremgår imidlertid ikke af sagen, om BOE´s regninger - og ikke kun årsopgørelsen - indeholder den meddelelse om, at der ved overskridelse af betalingsfristen vil blive pålagt gebyr, som er foreskrevet i pkt. 1 i de vejledende retningslinier, der i BOE´s leveringsbetingelser § 8.5 er gjort til en del af disse. Det er således uklart, om BOE følger sine egne regler i forbindelse med opkrævning af det i tarifbladet angivne minimumsbeløb for restancegebyr på 62,50 kr. incl. moms. Ankenævnet hjemviser derfor sagen til fornyet behandling.

Klagenævnsafgørelser

2000	27. sep.	GVPU	Maribo kommunale elforsyning Der er ikke fundet anledning til, at rette henvendelse til værket vedrørende en gebyrstørrelse på 50,- kr. Klagenævnet præciserer, at nævnet kun kan behandle sager, hvor der er klaget over en foreliggende afgørelse fra tilsynet. Med hensyn til, om Energitilsynets afgørelser kun har virkning for fremtiden og ikke for forudgående forhold bemærkes, at den påklagede afgørelse ikke ses at rejse dette spørgsmål. Hvis det gøres gældende i en konkret klagesag, at bestemte retningslinier burde være lagt tilgrund af tilsynet, kan nævnet vurdere dette i forbindelse med sagens afgørelse. Nævnet kan imidlertid ikke selvstændigt tage stilling til, om tilsynet bør pålægge et energiselskab at følge bestemte, generelle principper i dets administration.
2000	29. nov.	EPU	Midtjyllands Elektricitetsforsyningsselskab Ingen indvendinger imod elforsyningsselskabets ændring af betalingsmåde for elforbrug fra bagudbetaling til delvis forudbetaling. En eventuel rentefordel ved forudbetalingen skulle komme forbrugerne til gode. Ophævelse og hjemvisning til fornyet behandling med følgende bemærkninger: "Ifølge forvaltningslovens §§ 22 og 24 skal en skriftlig afgørelse være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Energitilsynets afgørelse, der er gengivet i sin fulde ordlyd ovenfor, indeholder kun en spinkel gengivelse af sagens faktiske omstændigheder. Med hensyn til afgørelsens hjemmel, der ikke er angivet, bemærkes, at såvel den tidligere som den gældende elforsyningslov indeholder regler om priser og leveringsbetingelser, herunder om anmeldelse af sådanne, og at Danske Elværkers Forening (nu Energiselskabers Forening) i tilslutning til bestemmelserne i den tidligere elforsyningslov har udarbejdet vejledende retningslinier, herunder om â conto betaling, som anvendes af energiselskaber ved udarbejdelse af leveringsbestemmelser. Energitilsynets afgørelse indeholder ingen oplysninger om, hvilke leveringsbestemmelser, der måtte være fastsat af Midtjyllands Elektricitetsselskab. På denne baggrund finder Energi-klagenævnet, at Energitilsynets afgørelse lider af så væsentlige mangler, at afgørelsen bør ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Energitilsynet".
2000	8. dec.	EPU	Energiselskabet TRE-FOR Ifølge udvalgets opfattelse er der ikke modstrid imellem de af Elprisudvalget fastsatte regler om, at gebyrer skal være omkostningsmæssigt bestemte og bestemmelserne i lov nr. 939 af 27. december 1991 om gebyrer og morarenter. Det af Tre-For opkrævede gebyr skal være begrundet i, at omkostningerne ved udsendelsen af rykkerskrivelsen er 250 kr. Såfremt Tre-Fors omkostninger ved udsendelsen af rykkerskrivelsen er mindre end 250 kr., kan der alene opkræves det mindre beløb, der svarer til omkostningerne. Stadfæstelse. med følgende bemærkninger: 1) Af § 103, jf. § 89, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning følger, at den foreliggende klage skal behandles af Energiklagenævnet. Nævnet skal i sagen træffe afgørelse om en opkrævning af rykkergebyrer i 1999, før ikrafttræden af den nugældende elforsyningslov. Spørgsmålene i sagen skal derfor vurderes ud fra de tidligere gældende regler i elforsyningsloven af 1976 med senere ændringer, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999. 2) Elforbrugeres betalingsforpligtelser i forhold til elleverandøren hviler som udgangspunkt på parternes aftaleforhold. Efter den dagældende elforsyningslov kunne elselskabet dog kun betinge sig en betaling, der svarede til nødvendige udgifter, herunder udgiften til administration. Omkostningen til administrationen af opkrævning for leveret el m.v., herunder udsendelse af erindringsskrivelser ved manglende betaling, var således en udgift, der efter elforsyningslovens § 9, stk. 1, kunne indregnes i elprisen ved levering. Alternativt ville den udgift, der særligt kunne henføres til erindringsskrivelser, kunne opkræves særskilt hos de forbrugere, der gav anledning til udgiften. Det måtte være en forudsætning, at elselskabet ikke samlet - over elprisen og gebyrer m.v. - opkrævede mere end tilladt efter § 9, stk. 1. Det måtte endvidere forudsættes, at opkrævningen af særskilt gebyr for erindringsskrivelser var anmeldt til Elprisudvalget og meddelt forbrugerne. Der kunne således ikke opkræves højere gebyr for erindring ved manglende betaling for el, end hvad der svarede til gennemsnitlige omkostninger pr. ekspedition ved denne administration. 3) I forarbejderne til den kommunale gebyrlov er forudsat, at gebyr for erindringsskrivelser vedrørende ikke rettidigt betalte ydelser, der opkræves eller inddrives af en kommune, i alle tilfælde vil kunne opkræves med 250 kr. pr. aktivitet. Således ville der efter disse bestemmelser muligvis kunne opkræves højere rykkergebyr af en kommunal elforsyning end tilladt efter elforsyningsloven. Energiselskabet TRE-FOR er en selvejende institution, hvor den øverste ledelse er sammensat af repræsentanter for forbrugerne (60 pct.), medens 40 pct. repræsenterer 3 forskellige kommuner. Da selskabets gebyrtakster således ikke er bestemt af en kommunalbestyrelse, kan de gebyrer, som sagen vedrører, ikke begrundes ud fra den kommunale gebyrlovs bestemmelser. Energiklagenævnet har derfor ikke i den foreliggende sag grundlag for at vurdere, om der kunne kræves højere rykkergebyr end efter elforsyningslovens udgangspunkt, hvis betalingsforholdet faldt ind under den kommunale gebyrlov. 4) Det er i klagen gjort gældende, at de påklagede afgørelser strider mod en praksis i Elprisudvalget, som blev fastsat ved udvalgets vurdering af DEFs vejledning om tabsbegrænsning og restance i 1998, og at afgørelserne - på den baggrund - desuden lider af en tilblivelsesmangel med ugyldighedsvirkning. Nævnet finder ikke, at der i elforsyningslovens dagældende bestemmelser var hjemmel for Elprisudvalget til at godkende en vejledning med retligt bindende virkning, således at vejledningen generelt skulle lægges til grund for afgørelsen i konkrete sager. En bindende administrativ praksis ville kun foreligge, hvis Elprisudvalget på baggrund af tidligere afgørelser om tilsvarende forhold skulle træffe en bestemt afgørelse i de foreliggende sager, fordi afgørelsen ellers kunne krænke det lighedsprincip, der gælder i dansk ret. Der ses ikke at foreligge afgørelser fra Elprisudvalget eller Konkurrenceankenævnet, der anerkender opkrævning af gebyrer som anbefalet i DEFs vejledning om tabsbegrænsning og restance. En praksis i den nævnte retskildemæssige forstand kan derfor ikke antages at have foreligget. 5) Energiklagenævnet finder således, at de påklagede afgørelser, hvorved det er påbudt TRE-FOR at nedsætte de krævede rykkergebyrer til et beløb, der svarer til omkostningerne, er i overensstemmelse med elforsyningsloven på det pågældende tidspunkt. Nævnet har ikke herved vurderet, om en kommunal elforsyning kunne opkræve gebyr efter andre retningslinier under hensyn til den kommunale gebyrlov. Dette spørgsmål vil kun kunne vurderes i en konkret sag om gebyr til en sådan elforsyning."
2001	5. feb.	EPU	Ålborg kommunale Elforsyning Det er ikke fundet urimeligt, at elforsyningsselskabet afkrævede klageren yderligere investeringsbidrag i forbindelse med ombygning af en industriejendom til boliger. Ophævelse og hjemvisning til ny behandling i 1. instans ved Energitilsynet, med følgende bemærkninger: "1) Af § 103, jf. § 89, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning følger, at den foreliggende klage skal behandles af Energiklagenævnet. Nævnet skal i sagen træffe afgørelse om et påkrav, der er fremsat i 1999 før ikrafttrædelsen af den nugældende elforsyningslov på grundlag af de tidligere gældende regler i elforsyningsloven af 1976. 2) Klagen til Elprisudvalget var navnlig begrundet i, at elforsyningen havde krævet investeringsbidrag uden hensyn til § 4.3.3. i de tilslutningsbestemmelser, der var fastsat af Ålborg Kommune, og som var klageren bekendt. Den påklagede afgørelse tager ikke stilling til den pågældende tilslutningsbestemmelses betydning i parternes retsforhold. Efter den dagældende elforsyningslovs § 10, stk. 4, var det Elprisudvalgets opgave og beføjelse at vurdere elselskabers priser, betingelser og aktiviteter. Nævnet finder derfor, at det påhvilede Elprisudvalget at belyse og vurdere den af klageren påberåbte tilslutningsbestemmelse uagtet, at den ikke sås at være anmeldt til udvalgets register. 3) Klagen er indgivet efter udløbet af den ovenfor nævnte, ordinære klagefrist. Imidlertid finder nævnet, at der i dette tilfælde bør ses bort fra overskridelsen, idet den påklagede afgørelse muligvis lider af en væsentlig mangel, og idet der ikke foreligger omstændigheder, der taler afgørende imod, at klagen behandles. 4) Ålborg Kommunes påpegning af, at Elforsyningens tilslutningsbestemmelser er udarbejdet i henhold til DEF´s vejledende bestemmelser og i samarbejde med de øvrige elforsyninger i Nordjylland gør det ønskeligt, at Elprisudvalget, nu Energitilsynet, undergiver sagen en fornyet vurdering. Hertil kommer, at den påberåbte manglende anmeldelse af det omhandlede vilkår ikke bør stille forsyningsvirksomheden bedre end om anmeldelse var sket. Elprisudvalgets afgørelse må herefter ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling med henblik på en afgørelse, der tager stilling til betydningen i parternes retsforhold af § 4.3.3. i tilslutningsbestemmelserne af 14. december 1995. Der hjemvises til Energitilsynet, som efter den nugældende elforsyningslov varetager de opgaver, der tidligere påhvilede Elprisudvalget, jf. § 7 i bekendtgørelse nr. 1126 af 29. december 1999."
2001	8. maj	ET	Maribo kommunale Elforsyning Ikke fundet anledning til at "rette henvendelse til" Maribo kommune vedrørende rykkergebyrets størrelse på kr. 50,-. Energiklagenævnet tilkendegiver, at nævnet ikke foretager videre i sagen med følgende bemærkninger: En eventuel sagsbehandling ved Energitilsynet eller Energiklagenævnet må forudsætte, at eventuelle klagepunkter tydeliggøres.
2001	19. jun.	ET	Midtjysk Elforsyning (MEF) Det er ikke fundet urimeligt eller i strid med elforsyningslovens bestemmelser, at selskabet opkrævede et flyttegebyr i forbindelse med salg af sommerhus. Ophævelse med følgende bemærkninger: Der er i sagen spørgsmål, om der i leveringsforholdet mellem selskabet og klageren er grundlag for et flyttegebyr som krævet. Nævnet finder, at de af selskabet anmeldte leveringsbetingelser - herunder bestemmelsen i § 7.1 - ikke giver grundlag for, at der generelt afkræves en elforbruger et gebyr for afvikling af kundeforholdet - undtagen ved ophør af korte leveringsforhold som nævnt i leveringsbetingelsernes § 9.4. Der var derfor ikke i det foreliggende tilfælde hjemmel for den skete opkrævning.
2001	19. jun.	ET	Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne Energitilsynet fastholder sin afgørelse af 10. april 2000 om, at såvel kommunale som private forsyningsvirksomheder efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven alene er berettiget til at opkræve gebyrer for erindringsskrivelser mv. når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser, og at sådanne gebyrer ikke må overstige de gennemsnitlige rimelige omkostninger ved udsendelse af rykkergebyrer mv. Energitilsynet finder, at de af kommunen opkrævede rykkergebyrer på 250 kr. må anses for urimelige i henhold til elforsyningslovens § 77. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: "Sagen vedrører opkrævning af rykkergebyrer i 1999, før ikrafttræden af den nugældende elforsyningslov. Som anført i Energitilsynets generelle udtalelse af 14. april 2000 må der antages at være samme hjemmel til regulering af elforsyningsvirksomheders leveringsbetingelser, herunder gebyrer for erindringsskrivelser, efter den tidligere og den nugældende elforsyningslov. Den påklagede afgørelse, hvorefter gebyrets størrelse ikke må overstige de gennemsnitlige rimelige omkostninger, må anses for at være i overensstemmelse med den fortolkning og praksis, der hidtil er fulgt ved administration af elforsyningslovens prisbestemmelser i Elprisudvalget, jf. senest Elprisudvalgets afgørelse af 3. august 1998. Udvalget fandt det i denne sag rimeligt, at forbrugere, der betaler for sent, pålægges et gebyr til dækning af elleverandørens omkostninger i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelsen, således at forbrugere, der betaler til tiden ikke belastes med omkostninger, der vedrører forbrugere der betaler for sent. Med hensyn til størrelsen af de opkrævede gebyrer har udvalget fastlagt, at disse skal modsvare elleverandørens omkostninger ved den for sene betaling. Konkurrenceankenævnet tiltrådte i kendelse af 19. november 1998 udvalgets generelle betragtninger om rimeligheden af et gebyr for for sen betaling. Energiklagenævnet har i sin afgørelse af 8. december 2000, der ligeledes vedrører rykkergebyrer opkrævet i 1999, tiltrådt, at Energitilsynet kunne påbyde en elleverandør at nedsætte gebyrer for erindring ved manglende betaling, idet sådanne gebyrer var omfattet af bestemmelsen i den tidligere elforsyningslovs § 9, stk. 1, om priser ved levering af elektricitet. Der findes ikke at være grundlag for en ændret vurdering af anvendelsesområdet for elforsyningslovens prisbestemmelser, idet den kommunale gebyrlov ikke ses at indeholde bestemmelser, der er til hinder for den anlagte fortolkning af elforsyningsloven, jf. bestemmelsen i gebyrlovens § 1, hvorefter loven finder anvendelse, hvis andet ikke er bestemt ved eller i henhold til lov."
2001	19. jun.	ET	Nakskov Kommune, Fællesforsyningen Energitilsynet har henholdt sig til tilsynets afgørelse af 10. april 2000, hvorefter der ikke er holdepunkter for at antage, at den gennemsnitlige rimelige omkostning ved udsendelse af rykkerskrivelser i almindelighed skulle andrage 250 kr., idet et erindringsgebyr af denne størrelsesorden må antages klart at overstige, hvad der normalt kan anses for en nødvendig, rimelig gennemsnitsomkostning. Kommunen er alene berettiget til at opkræve omkostningsbestemte gebyrer for for sen betaling. Opkrævning af ikke omkostningsbestemte gebyrer må anses for urimelig i henhold til elforsyningslovens § 77. Stadfæstelse med bemærkninger som anført i afgørelse af 19. juni 2001 vedrørende Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne.
2001	19. jun.	ET	Faaborg kommune Energitilsynet fastholder sin afgørelse af 10. april 2000 om, at såvel kommunale som private forsyningsvirksomheder efter elforsyningsloven og varmeforsyningsloven alene er berettiget til at opkræve gebyrer for erindringsskrivelser mv. når dette fremgår af værkets leveringsbetingelser, og at gebyrer ikke må overstige de gennemsnitlige rimelige omkostninger ved udsendelse af rykkergebyrer mv. Energitilsynet finder ikke, at der er holdepunkter for at antage, at den gennemsnitlige rimelige omkostning ved udsendelse af rykkerskrivelser i almindelighed skulle andrage 250 kr., idet et erindringsgebyr af den størrelsesorden må antages klart at overstige, hvad der normalt kan anses for en nødvendig rimelig omkostning. Energitilsynet finder, at de af kommunen opkrævede rykkergebyrer på 250 kr. må anses for urimelige i henhold til elforsyningslovens § 77. Stadfæstelse med bemærkninger som anført i afgørelse af 19. juni 2001 vedrørende Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne.
2001	19. jun.	ET	Odense Energi Holding A/S, 3: 1320-8700-20 (2:4-2365, 2:4-1652) Energitilsynet henholder sig til tilsynets afgørelse af 10. april 2000, hvorefter der ikke er holdepunkter for at antage, at den gennemsnitlige rimelige omkostning ved udsendelse af rykkerskrivelser i almindelighed skulle andrage 250 kr., idet et erindringsgebyr af denne størrelsesorden må antages klart at overstige, hvad der normalt kan anses for en nødvendig, rimelig gennemsnitsomkostning. Kommunen er alene berettiget til at opkræve omkostningsbestemte gebyrer ved for sen betaling. Opkrævning af ikke omkostningsbestemte gebyrer må anses for urimelig i henhold til elforsyningslovens § 77. Stadfæstelse med bemærkninger som anført i afgørelse af 19. juni 2001 vedrørende Aalborg Kommune, Forsyningsvirksomhederne.
2001	25. jul	ET	Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a. Det var ikke fundet urimeligt, at fjernvarmeværket opkræver gebyr for batteridreven måler til manuel aflæsning. Stadfæstelse med bemærkning, at nævnet konstaterer, at fjernvarmeværkets priser og leveringsbestemmelser er anmeldt til Energitilsynet i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, og at tilsynet har fundet, at den af forsyningsvirksomheden fulgte fremgangsmåde ikke er urimelig eller i strid med bestemmelser i varmeforsyningsloven. Nævnet finder af de af Energitilsynet anførte grunde, at de gældende leveringsbestemmelser og takster for fjernaflæsning hhv. manuel aflæsning opfylder kravene i varmeforsyningsloven, og at værket i forbindelse med skiftet til nye målere har handlet i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser og takster.
2001	12. sep.	ET	SEAS tilsynet finder ikke at kunne rette indvendinger imod SEAS's fremgangsmåde i forbindelse med afbrydelse af elforsyningen grundet manglende betaling. Ændring til, at den af SEAS fulgte fremgangsmåde ikke findes at opfylde rimelighedskravet i elforsyningslovens § 6, stk. 3, men følgende bemærkninger: "Nævnet lægger til grund, at klager har foretaget betaling af det skyldige beløb ved indsendelse af det af SEAS den 18. juli 2000 fremsendte girokort, at indbetalingen er sket senest 4. august s.å. i forbindelse med debiteringen af klagers konto i Bikuben Girobank A/S, og at betalingsfristen var overskredet med mindst 3 dage. Det må således lægges til grund, at der forelå misligholdelse med betaling af den acontoregning, der forfaldt den 3. juli 2000. Det fremgår af SEAS leveringsbetingelser, punkt 8.5., at inddrivelse af skyldige beløb foregår efter de af Danske Elværkers Forening (nu Dansk Energi) udarbejdede "Vejledende retningslinier for forsyningsvirksomheders restanceinddrivelse" (i det følgende omtalt som retningslinierne). Af retningsliniernes punkt 2 fremgår, at der skal udsendes en rykkerskrivelse med et nærmere beskrevet indhold i forbindelse med, at manglende betaling af en regning konstateres. Forinden udsendelsen af en sådan rykkerskrivelse skete, havde klager dog selv ved skrivelse af 5. juli 2000 anmodet om henstand "indtil førstkommende månedsskifte". I forlængelse heraf fremsendte SEAS en "betalingsordning" dateret 7. juli 2000 til klager. Af denne fremgår ingen betalingsfrist. Der henvises dog til klagers henvendelse, ligesom der henvises til en senere fremsendelse af et girokort. Denne fremsendelse skete ved fremsendelsesskrivelse af 18. juli 2000. Heraf fremgår sidste rettidige betaling som 1. august 2000. Det må lægges til grund, at klager først indleverede det fremsendte girokort og dermed lod det skyldige beløb hæve på sin konto den 4. august 2000. Betalingsordningen af 7. juli må dermed anses for misligholdt. Af retningsliniernes punkt 4 og 6 fremgår den procedure, der skal følges, bl.a. når en betalingsordning er misligholdt. Bestemmelserne må forstås således, at der skal gives forbrugeren en mulighed for at afværge forsyningsafbrydelse ved enten at dokumentere det skyldige beløbs betaling eller ved at stille sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug. Det findes på baggrund af klagers egen henvendelse af 5. juli 2000 ikke urimeligt, at SEAS undlod at udsende den i retningsliniernes punkt 2 nævnte rykkerskrivelse. Ligeledes findes det på baggrund af klagers egen anmodning om udsættelse "indtil første månedsskifte" ikke urimeligt, at SEAS i betalingsordningen fraveg udgangspunktet om 3 måneders restanceafviklingsfrist i retningsliniernes punkt 3. Endelig findes det ikke urimeligt, at SEAS den 9. august 2000 anså det skyldige beløb for ikke at være indgået. Det bemærkes i den forbindelse, at SEAS lod hengå 6 bankdage, før beløbets eventuelle indgåelse om morgenen den 9. august 2000 blev kontrolleret. Uanset om betalingens rettidighed skal fastslås ud fra det tidspunkt, hvor debitor lader beløbet hæve på sin konto, eller fra det tidspunkt hvor kreditor får dispositionsmulighed over beløbet, kan SEAS ikke siges at have handlet urimeligt ved at have anset restancen for ubetalt efter at have ventet det tidsrum, der normalt fordres for en bankoverførsel. Det findes derimod urimeligt og i strid med retningsliniernes punkt 4 og 6, at SEAS i forbindelse med et angiveligt uvarslet fremmøde på klagers bopæl den 9. august 2000 umiddelbart foretog forsyningsafbrydelse, uanset at klager i betalingsordningen var gjort bekendt med en sådan mulig konsekvens af misligholdelse. Dermed afskar SEAS reelt klageren fra forinden afbrydelsen enten at dokumentere det skyldige beløbs betaling eller at stille sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug, uagtet det i retningsliniernes pkt. 4 - også for tilfælde, som omhandler misligholdelse af frivilligt forlig efter pkt. 3 - er anført, at der "meddeles forbrugeren" bl.a. at forsyningen vil blive afbrudt, medmindre...". Det bemærkes i den forbindelse, at en forsyningsafbrydelse må anses for et alvorligt indgreb på grund af de potentielle konsekvenser heraf, og at formålet med retningslinierne bl.a. er at give forbrugeren en reel mulighed for at forbygge forsyningsafbrydelse. Dette er tidligere fremhævet i Elprisudvalgets skrivelse af 5. maj 1982."
2001	12. sep.	ET	Midtjysk Elforsyning Det er meddelt forbrugeren, at de regler for restanceinddrivelse, som forsyningsselskabet havde anmeldt til Energitilsynets register, ikke kunne anses for urimelige i henhold til elforsyningsloven, at forsyningsselskabets inddrivelse hos forbrugeren af tilgodehavende for el, leveret fra selskabet til forbrugerens bolig, ikke - efter Energitilsynets opfattelse - er omfattet af lov nr. 319 af 14. maj 1997 om incassovirksomhed, idet nævnte lov ifølge § 2 vedrører erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre og dermed ikke selskabets inddrivelse af egne fordringer, at bestemmelsen om, at skader opstået som følge af afbrydelse af eltilførslen er elselskabet uvedkommende, som er indeholdt dels i forsyningsselskabets leveringsbetingelser dels i den betalingsordning, som forbrugeren har indgået, ikke kunne anses for urimelig i henhold til elforsyningsloven (under forudsætning af, at de frister m.v., der er indeholdt i restanceinddrivelsesreglerne, var overholdt), og at det ikke kunne anses for urimeligt i henhold til elforsyningsloven, at elselskabet opkrævede abonnementsbetaling (fast afgift) også for den periode, hvor eltilførslen til forbrugerens bolig midlertidigt havde været afbrudt, idet forsyningen umiddelbart havde kunnet genetableres, efter at restancerne var blevet betalt. Ændring således, at den forsyningsafbrydelse, som selskabet har foretaget uden særskilt varsel, ikke findes at opfylde rimelighedskravet i elforsyningslovens § 6, stk. 3. I øvrigt stadfæstelse af afgørelsen af de af Energitilsynet anførte grunde med følgende bemærkninger: "Nævnet lægger til grund, at klager den 3. september 1999 har indbetalt det pr. 1. september 1999 skyldige beløb under anvendelse af den af Midtjysk Elforsyning udsendte giroopkrævning. Endvidere lægger flertallet til grund, at afbrydelsen af strømforsyningen den 7. september 1999 ikke var varslet på anden måde, end at det af betalingshenstandsmeddelelsen af 22. juli 1999 fremgik, at ved manglende overholdelse af aftalen ville forsyningsvirksomheden se sig nødsaget til - uden yderligere varsel - at aflægge et inkassobesøg med risiko for afbrydelse af elforsyningen, medmindre der blev betalt eller stillet sikkerhed for betaling af fremtidigt elforbrug. Det findes herefter urimeligt og i manglende overensstemmelse med pkt. 4 og 6 i de vejledende retningslinier for restanceinddrivelse, at Midtjysk Elforsyning i forbindelse med inkassobesøget på klagers bopæl uden fastsættelse af ny betalingsfrist og uden særskilt varsel afbrød strømforsyningen. Herved afskar forsyningsvirksomheden reelt klageren fra forinden afbrydelsen enten at dokumentere det skyldige beløbs betaling eller at stille sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug, uagtet det i retningsliniernes pkt. 4 - også for tilfælde, som omhandler misligholdelse af frivilligt forlig efter pkt. 3 - er anført, at der "meddeles forbrugeren" bl.a. at forsyningen vil blive afbrudt, medmindre...". Det bemærkes i den forbindelse, at en forsyningsafbrydelse må anses for et alvorligt indgreb på grund af de potentielle konsekvenser heraf, og at formålet med retningslinierne bl.a. er at give forbrugeren en reel mulighed for at forbygge forsyningsafbrydelse. Dette er tidligere fremhævet i Elprisudvalgets skrivelse af 5. maj 1982."
2001	2. okt.	ET	NESA Ikke urimeligt, at opkræve gebyr i forbindelse med udstedelse af regning, men urimeligt, at opkræve gebyr for regningskopi, når udskrivelse af ny regning er begrundet i fejl hos forsyningsselskabet. Afvist at behandle klagen, da klagefristen på 4 uger er overskredet.
2001	26.okt.	ET	Hillerød kommunale værker Hillerød kommunes fremgangsmåde i forbindelse med afbrydelse af elforsyninger samt opkrævning af gebyrer ikke fundet urimelig. Afvist da klagen er indgivet mere end 4 uger efter at den pågældende afgørelse er meddelt.
2001	28. nov	ET	Midtjysk Elforsyning (MEF) Rimeligt at den enkelte forbruger betaler de omkostninger, der er forbundet med aftagerens forbrug. Gebyrer skal være omkostningsmæssigt bestemt. Gebyrer skal svare til de gennemsnitlige omkostninger ved rykkerprocedure. Gebyrets størrelse skal dermed ikke svare til omkostningerne for den enkelte forsyningsvirksomhed, men til en rimelig gennemsnitsomkostning. gebyr på 62,50 kr. i rykkergebyr, 312,50 kr. for lukkebesøg og 375,00 kr. for genåbning overstiger den gennemsnitlige rimelige omkostning ved disse foranstaltninger. MEF´s fremgangsmåde kan ikke betragtes som urimelig. Tilsynet kan ikke tage stilling til om spørgsmålet, om gebyrerne skal tillægges moms eller ej. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: Sagen vedrører gebyrer opkrævet i 1999 til dækning af elselskabets omkostninger ved intern, administrativ opfølgning i forbindelse med manglende betaling for el, samt gebyr for besøg hos forbrugeren for afbrydelse af elforsyningen og senere genåbning af forsyningen. Efter punkt 8.5 i de af MEF anmeldte bestemmelser for ellevering (april 1998) er elleverandøren berettiget til at opkræve gebyr til dækning af sine omkostninger ved, at kunden overskrider betalingsfristen. Energiklagenævnet finder ikke, at de i sagen krævede gebyrer, der fremgår af de af leverandøren anmeldte prisblade, overstiger hvad der kan kræves efter denne bestemmelse. Nævnet tiltræder, at det ligger uden for Energitilsynets kompetence at afgøre, om der skal afregnes moms af gebyrer som de omhandlede, idet moms-lovgivningen administreres af Told- og Skattestyrelsen. Energiklagenævnet må derfor henvise til at søge spørgsmålet afklaret ved henvendelse til Told- og Skattestyrelsen, Østbanegade 123, 2100 København Ø, tlf. 35297300.
2002	9. jan.	ET	Energi Fyn Ifølge telefonnotat ikke indvendinger imod, at forsyningsselskabet ville forhøje a conto betalingen med 50 % hvis forbrugeren ikke var hjemme når aflæseren aflagde besøg. Ophævelse med følgende bemærkninger: nævnet behandler klager over afgørelser truffet af Energitilsynet i 1. instans, jf. elforsyningslovens § 89, stk. 1. Nævnet kan derfor kun behandle spørgsmål, som der forudgående er truffet afgørelse om i tilsynet. Klageren har i sagen for nævnet rejst spørgsmål om Energi Fyns betingelser i forbindelse med årsaflæsning af elmålere er omfattet af anmeldelsespligten efter elforsyningslovens § 76, jfr. Energitilsynets bekendtgørelse nr. 90 af 7. februar 2000 om anmeldelse af priser og andre betingelser ... Der er endvidere rejst spørgsmål om, under hvilke betingelser der kan kræves gebyr for besøg af måleraflæser. Da den påklagede afgørelse ikke indeholder en stillingtagen til disse spørgsmål, kan de ikke vurderes af Energiklagenævnet i den foreliggende sag. Spørgsmålene må om ønsket forelægges tilsynet i en ny klage dér til. Efter § 9, stk. 1, i tilsynets forretningsorden, der er godkendt af miljø- og energiministeren, skal tilsynets afgørelser meddeles skriftligt og indeholde oplysninger om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen. Det er således en fejl, at tilsynets afgørelse i dette tilfælde ikke er meddelt skriftligt. Denne fejl har imidlertid ikke karakter af en forvaltningsretlig mangel, der gør afgørelsen ugyldig. Tilsynet har med brev af 26. april 2001 fremsendt en skriftlig begrundelse for afgørelsen til klager. Elforsyningsvirksomheder skal som anført ovenfor efter elforsyningslovens § 6, stk. 3, stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive, rimelige og ensartede vilkår. Det kan efter § 77, stk. 1, pålægges en virksomhed at ændre priser og betingelser, der anses for at være i strid med lovens bestemmelser. Den påklagede afgørelse vedrører Energi Fyns fremgangsmåde i forbindelse med årsaflæsninger i år 2000. Nævnet finder, at der må gives klageren medhold i, at fristen for selvaflæsning efter forgæves besøg af måleraflæser i den daværende ordning (8 eller 10 dage) var urimelig kort, uagtet at det var anført i selvaflæsningskortet af 5/6-2000, at acontoraterne ville blive forhøjet med 50%, "indtil der foreligger en aflæsning". Nævnet noterer at Energi Fyn nu er gået over til en generel selvaflæsningsprocedure, hvor fristen for selvaflæsning - ca. 3 uger - kan anses for rimelig, og hvor raterne, som opkræves, oplyses straks at ville blive ændret, når nye aflæsningstal modtages.
2002	26. jun.	ET	NESA Energitilsynets afgørelse vedrører efter sit indhold et incassobesøg den 26. juli 2002 som følge af manglende betaling af årsopgørelse den 6. april 2001 med forfaldsdato den 7. maj på i alt 3.954 kr. samt acontoopkrævning af 6. juni 2001 på 1.590 kr., hvoraf 210 kr. udgør restance- og inkassogebyrer. Stadfæstelse med bemærkning at nævnet henholder sig til det tidligere i nævnets brev af til klageren af 14. marts 2001 meddelte, hvoraf fremgår, at Energitilsynet og Energiklagenævnet ikke kan afgøre størrelsen af klagerens forbrug eller hvilke beløb, der er betalt eller skyldes i mellemværendet. En uenighed om disse spørgsmål må om nødvendigt indbringes for domstolene.
2002	7. nov.	ET	Energigruppen Jylland/ Hodsager Energiselskab Energitilsynet fandt det ikke urimeligt, dersom Energigruppen Jylland ved prisreguleringen ikke tilgodeså klagerens tidligere lejere, da disse ikke længere var bosiddende i forsyningsområdet. Tilsynet fandt det heller ikke urimeligt, at energiforsyningen forhøjede standardinvesteringsbidraget med et beløb svarende til udviklingen i et relevant prisindeks. Afvisning, da klagen er indgivet mere end 4 uger efter at Energitilsynets afgørelse er meddelt klageren, og da nævnet savner grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen.
2002	20. nov.	ET	Elforsyningen Sydvendsyssel Energitilsynet har ikke fundet at kunne rette indvendinger mod elforsyningens fremgangsmåde i forbindelse med afbrydelsen af elforsyningen på grund af misligholdelse af en med klageren indgået afdragsordning. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: Klageren indgik en aftale om en afdragsordning med elværket vedrørende en ubetalt elregning med forfald 30. november 2000. Efter aftalen skulle det skyldige beløb betales i to rater henholdsvis den 15. og den 30. december 2000. Klageren har i sin henvendelse til nævnet af 28. juli 2001 erkendt, at afdragsordningen blev misligholdt. Elforsyningen blev afbrudt som følge af misligholdelsen. Klageren har i forbindelse med den efterfølgende genåbning af elforsyningen betalt de opkrævede rykkergebyrer, incassogebyret og gebyret for lukning/genåbning af forsyningen. Det fremgår af ESV's anmeldte leveringsbetingelser, vedrørende restanceprocedure, § 8 om betalingsbetingelser, at elleverandøren inddriver skyldige beløb efter DEF's retningslinier. I henhold til pkt. 4. "incassomeddelelse" i retningslinierne skal forbrugeren når en betalingsordning er misligholdt tilstilles en incassomeddelelse. Incassomeddelelsen skal bl.a. indeholde oplysninger om, at forsyningen vil blive afbrudt, medmindre restancen er indgået forinden, eller der stilles sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug ved bankgaranti, kautionsforsikring, depositum eller anden tilfredsstillende garanti. Retningslinierne er taget til efterretning af det daværende Elprisudvalg og er lagt til grund ved 2 afgørelser af 12. september 2001, hvori nævnet betonede at formålet med retningslinierne bl.a. er at give forbrugeren reel mulighed for at forebygge forsyningsafbrydelse. ESV's fremgangsmåde overfor kunder i forbindelse med manglende overholdelse af en betalingsordning, hvorefter ESV i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at træffe kunden personligt eller telefonisk, på forbrugsadressen afleverer en meddelelse om, at kunden for at forebygge afbrydelse af forsyningen kan rette henvendelse til ESV inden næste dag kl 9.00, er efter Nævnets opfattelse ikke urimelig. Klageren har ved fax af 22. september 2002 meddelt, at klageren ikke forinden afbrydelsen af forsyningen modtog en inkassomeddelelse som påkrævet. Heroverfor står, at ESV ved fax af 11. november 2002 har oplyst, at ESV har svært ved at forestille sig at den omtalte fremgangsmåde ikke skulle være fulgt i klagerens tilfælde. Nævnet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at vurdere, hvorvidt klageren må anses for at have modtaget den omtalte meddelelse på forbrugsadressen, og dermed om ESV har været berettiget til at opkræve gebyr for lukning/genoplukning, idet denne vurdering efter nævnets opfattelse har karakter af en bevisbedømmelse, som kun kan finde sted ved domstolene. ESV oplyser i brev af 23. maj 2001 til Tilsynet, at der er udsendt 2 rykkere til klageren foranlediget af manglende betaling af en regning med forfaldsdato 15. november 2000. På den anden side bestrider klageren både overfor Tilsynet ved brev af 19. juni 2001 og i klagen af 28. juli 2002 til nævnet at have modtaget rykkere fra elforsyningsselskabet. Nævnet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at kritisere, at Tilsynet har afvist at tage stilling til spørgsmålet, hvorvidt klageren har modtaget de omhandlede rykkere, idet denne vurdering efter nævnets opfattelse ligeledes har karakter af en bevisbedømmelse, som kun kan finde sted ved domstolene.
2002	20. nov.	ET	NESA Energitilsynet har ikke fundet, at der kunne rettes indvendinger imod et af NESA opkrævet depositum af 6. november 2001, stort kr. 15.000. Klageren har anmodet om at klagen blev tillagt opsættende virkning. Stadfæstelse medfølgende bemærkninger: Sagen vedrører et af NESA den 6. november 2001 opkrævet depositum og skal således bedømmes ud fra NESA`s 1991-leveringsbetingelser. Spørgsmålet er derfor om der på tidspunktet for meddelelsen af kravet om depositum var en risiko for, at klageren kom i restance eller at et betalingskrav blev uerholdeligt. Nævnet finder ikke at kunne kritisere, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3, at NESA ud fra en vurdering af klagerens hidtidige betalingsforløb i henhold til leveringsbetingelserne stillede krav om betaling af depositum. Nævnet har herved i lighed med Tilsynet lagt vægt på, at klageren på det tidspunkt gentagne gange havde overskredet betalingsfristen, at klagerens indbetalinger var uregelmæssige og ofte ikke dækkede det skyldige beløb samt det forhold, at klageren i flere år havde haft en udestående saldo med NESA på mellem to og fire måneders betaling. Nævnet har heller ikke grundlag for at kritisere størrelsen af det krævede depositum, der efter det oplyste svarer til ca. 3 måneders forbrug.
2003	29. jan.	ET	SEAS Energitilsynet har ikke fundet at kunne rette indvendinger imod en af SEAS opkrævet ekstrabetaling på kr. 15.581,87. Energitilsynet har afvist at genoptage sagen. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: "Med hensyn til nævnets efterprøvelse af Tilsynets afgørelser, herunder tilsynets stillingtagen til en sags faktum, påser nævnet bl.a. om sagens oplysninger er forstået eller opfattet korrekt, om sagen er tilstrækkeligt belyst, eller om yderligere oplysninger bør tilvejebringes, og om oplysningerne efter en sædvanlig vurdering kan lægges til grund for afgørelsen. Nævnet kan derimod efter fast praksis ikke tage stilling til vurderinger og spørgsmål, der forudsætter en egentlig bevisbedømmelse, som henhører under domstolene. Nævnet vil på den baggrund heller ikke kunne kritisere, at Tilsynet har afvist at tage stilling til sådanne vurderinger og spørgsmål. Nævnet kan tiltræde Tilsynets vurdering af, at spørgsmålene om hvorvidt det afregnede elforbrug står i rimeligt forhold til antallet af elforbrugende apparater i den omhandlende periode, eller hvorvidt andre forhold kunne have påvirket elforbruget forudsætter en bevismæssig bedømmelse, som kun kan ske ved domstolene. Nævnet finder ud fra en sædvanlig bevismæssig vurdering af sagens øvrige oplysninger ikke at kravet fra SEAS om betaling for ekstraopgørelsen for det registrerede forbrug er urimelig efter elforsyningsloven. Nævnet har herved i lighed med Tilsynet lagt vægt på, at det årlige beregnede gennemsnitlige forbrug for perioden 2. januar 1998 til 14. september 2000 (6700 kWh årligt) ikke kan anses for urimeligt højt i forhold til det årligt gennemsnitlige beregnede forbrug for perioden herefter (5500 kWh årligt), samt at der ikke er fundet nogen form for målerfejl. Nævnet har ikke bemærkninger til det af Tilsynet oplyste omkring forståelsen af de enkelte poster i SEAS ekstraopkrævning, herunder til lovligheden af størrelsen af de opkrævede gebyrer. For så vidt angår klagerens bemærkninger om hjemmelen for at anvende en gennemsnitspris, kan det ikke give Nævnet anledning til bemærkninger, at SEAS's grundet manglende modtagelse af klagers selvaflæsning af elmåleren - ved den senere fastlæggelse af betalingen for klagerens forbrug anvender en gennemsnitspris baseret på de varierende priser i den omhandlede periode.
2003	18. feb.	ET	Billund Varmeværk/ Billund Lufthavn Energitilsynet fandt, at tariferingen af Billund Lufthavn i forbindelse med tilslutningen til Billund Varmeværk ikke umiddelbart indebar en urimelig forhøjelse af priserne for de allerede tilsluttede forbrugere. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: Nævnet finder det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis i fjernvarmesektoren, at tilslutningsafgifterne fra Billund Lufthavn i den af Dansk Fjernvarmes Projektselskab udarbejdede økonomiske oversigt af 5. februar 2001 er modregnet i anlægsudgiften til motoranlæg med virkning for udgifterne til forrentning og afskrivning af anlægget. Nævnet har på denne baggrund og efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger ikke fundet grundlag for at tilsidesætte det af Tilsynet udøvede skøn, hvorefter tilsynet fandt det sandsynliggjort, at tilslutningen af Billund Lufthavn ikke umiddelbart havde ledt til en urimelig prisforhøjelse for de allerede tilsluttede forbrugere.
2003	30. jun.	ET	NESA Energitilsynet finder ikke, at der kan rettes indvending er imod a) det af NESA stillede krav om depositum, idet betalingsfristen gentagne gange har været overskredet og b) de af NESA tilskrevne renter, idet renteberegningen sker på baggrund af en oprettet betalingsordning, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3. Ikke urimeligt, jf. samme bestemmelser, at NESA udover gebyret ved for sen betaling beregner 10. kr. påbegyndt 1000 kr. regningsbeløb. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: Energiklagenævnet finder i lighed med Energitilsynet ikke grundlag for at kritisere, at NESA har opkrævet renter for den del af depositummet, som selskabet på grund af oprettelse af betalingsordningen udskyder i tid i forhold til det oprindelige betalingstidspunkt. Nævnet har heller ikke grundlag for at kritisere renteberegningen og dermed størrelsen af det opkrævede rentebeløb. For så vidt angår de af NESA opkrævede gebyrer for manglende rettidig betaling bemærker Energiklagenævnet, at det af NESA´s leveringbetingelser fremgår, at der i rykkergebyrer også indgår kreditomkostninger. I lyset heraf har Energiklagenævnet ikke bemærkninger til den af NESA anvendte fremgangsmåde ved beregning af restancegebyrerne. Nævnet må herefter i overensstemmelse med Energitilsynet finde, at der i den konkrete sag ikke i de af NESA opkrævede gebyrer ligger et pønalt element, men at gebyrerne dækker både administration og rentetab. Nævnet finder henset til størrelsen af de mellem NESA og KMH Invest ApS udeståender i lighed med Energitilsynet ikke at der kan rettes indvendinger mod størrelsen af de af NESA opkrævede gebyrer, jf. i det hele elforsyningslovens §§ 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 3 sammenholdt med lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 om renter ved forsinket betaling m.v.
2003	25. aug.	ET	Energi FYN Energitilsynet fandt det i henhold til elforsyningsloven urimeligt at der af Energi Fyn opkrævede gebyr for måleraflæsning, foretaget ved besøg hos forbrugeren i de tilfælde, hvor der ikke er sket selvaflæsning af måleren. Energitilsynet henviste til, at hjemmel hertil ikke fremgik af selskabets leveringsbestemmelser. Energitilsynet fandt endvidere i sin afgørelse ikke at kunne vurdere om Energi Fyns adgang til målere hos selskabets kunder er i strid med grundlovens § 72. Energitilsynet henviste til at dette spørgsmål ikke hørte under tilsynets kompetence. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: "Energiklagenævnet bemærker, at Energitilsynet har givet Dem medhold vedrørende spørgsmål om opkrævning af gebyr for måleraflæsning som følge af manglende selvaflæsning. Nævnet savner herefter grundlag for nærmere at tage stilling til Deres bemærkninger herom. Med hensyn til Deres bemærkninger om, at Energitilsynet på etb tidligere tidspunkt var vidende om problemstillingen, må Energiklagenævnet henvise Dem til at rette henvendelse til økonomi- og erhvervsministeren, som fører tilsyn med Energitilsynet, jf. bl.a. elforsyningslovens § 82. Til spørgsmålet om selskabets information af forbrugerne om leveringsbestemmelserne bemærker Energiklagenævnet, at der efter nævnets opfattelse efter omstændighederne kan ligge en vis informationsforpligtelse for forsyningsselskabet i elforsyningslovens § 6, stk. 3, navnlig i tilfælde af ændringer i leveringsbestemmelserne. Også dette spørgsmål savner nævnet imidlertid grundlag for at forfølge nærmere. jf. ovenfor. For så vidt angår forsyningsselskabets mulighed for hos kunden mod behørig legitimation at få adgang til måleren bemærker Energiklagenævnet, at formålet med grundlovens § 72 er at yde retssikkerhed for individet i forhold til offentliges vilkårlige indtrængen på privat eller offentlig ejendom ved at stille krav om retskendelse, hvor ingen lov hjemler en særlig undtagelse. Energi Fyn er ikke en offentlig myndighed og er derfor ikke omfattet af grundlovens § 72. Energiklagenævnet har i øvrigt ikke i relation til reglerne i elforsyningsloven generelle bemærkninger til de omhandlede leveringsbestemmelser om selskabets adgang til målere eller til den praksis selskabet anvender i forbindelse hermed, jf. Energi Fyns brev af 9. oktober 2001 til Energitilsynet.
2003	25. aug.	ET	NESA Energitilsynet fandt ikke, at der kunne rettes indvendinger imod et opkrævet depositum af 6. november 2001 på kr. 11.375 for fortsat levering til ejendommen Annasvej 23, Hellerup. Stadfæstelse med følgende bemærkninger: "Sagen vedrører et af NESA den 6. november 2001 opkrævet depositum og skal således bedømmes ud fra NESAs 1991-leveringsbetingelser. Spørgsmålet er derfor, om der på tidspunktet for meddelelsen af kravet om depositum var en risiko for, at De kom i restance, eller at et betalingskrav ville blive uerholdeligt. Energiklagenævnet finder i denne sag ikke at kunne kritisere, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. §6, stk. 3, at NESA ud fra en vurdering af Deres hidtidige betalingsforløb i henhold til leveringsbestemmelserne stillede krav om betaling af depositum. Energiklagenævnet har herved i lighed med Energitilsynet lagt vægt på Deres uregelmæssige betalingsmønster. Nævnet savner herved grundlag for at antage, at NESA ved ikke tidligere end 6. november 2001 at have fremsat et krav om depositum skulle have afskåret sig fra at kunne fremsætte et sådant krav grundet Deres uregelmæssige betalingsmønster. Energiklagenævnet kan tiltræde Deres bemærkninger om at De burde være blevet varslet om kravet om depositum. Nævnet har dog herved noteres sig, at Energitilsynet efter det oplyste har meddelt NESA, at en frist på under 2 måneder for at stille depositum ikke kan anses for rimelig, jf. elforsyningslovens § 77, stk. 1, jf. § 6, stk. 2, og at det i NESAs 2002-leveringsbetingelser i modsætning til 1991-leveringsbetingelser nu er anført, at kunden skal varsles inden kravet stilles. Henset hertil og til at De var i restance overfor NESA, da kravet om depositum blev fremsat, må det efter nævnets opfattelse i overensstemmelse med det af Energitilsynet anførte om betalingsfrister have været nærliggende for Dem, at et sådant krav kunne blive fremsat, hvorfor nævnet finder ikke at burde tilsidesætte NESAs opkrævning af depositum."

Danske Fjernvarmeværkers vejledning om restanceinddrivelse.

Betalingsfrist
1. Regningerne skal betales senest til den på regningen anførte betalingsdato. Betalingsfristen, det vil sige tidsrummet fra fakturadatoen til betalingsdatoen, skal være mindst 14 dage.

Regningen skal endvidere indeholde en meddelelse om, at der ved en overskridelse af betalingsfristen vil blive pålagt et gebyr.

Kommentar:

Der kan henvises til bilag 1, forslag til tekst på regning. Det er hensigten, at der skal åbnes forbrugeren mulighed for også at kunne betale elregningen på elforsyningsselskabets adresse eller sende beløbet. Ved overskridelse af betalingsfristen pålægges et gebyr, der påføres næste regning. Det vil ved dette gebyr være op til de enkelte elforsyningsselskaber, om gebyret påføres den næste forbrugsregning eller først medtages på selve årsopgørelsen, jf. punkt 2.

75. -----

Rykkerskrivelse
2. Når det konstateres, at en regning ikke er betalt rettidigt, udsendes en rykkerskrivelse med oplysning om:

at betalingsfristen er overskredet,
at der er påløbet et gebyr for overskridelse af betalingsfristen, som vil blive opkrævet over næste forbrugsregning eller årsopgørelsen,
at der fastsættes en ny betalingsfrist på mindst 8 dage.

Rykkerskrivelsen skal endvidere indeholde en meddelelse om, at der ved en overskridelse af betalingsfristen vil blive pålagt et incassogebyr, samt at der vil kunne afbrydes for elleverancen.

Kommentar:

Bilag2 indeholder et forslag til en rykkerskrivelse. I bilaget rude øverst er medtaget installationsnummer, regningsbeløb og forfaldsdato. Med hensyn til de 2 sidste oplysninger tænkes der på det oprindelige regningsbeløb, der var medtaget på giroindbetalingskortet, ligesom der med forfaldsdato er tænkt på den betalingsdato, der var nævnt på giroindbetalingskortet. Det er hensigten, at denne fremgangsmåde skal anvendes på de efterfølgende skrivelser, der ved yderligere overskridelser af de givne betalingsfrister og senere ved incassobesøget sendes til forbrugeren. Hermed vil det umiddelbart kunne aflæses, hvor lang tid, der er forløbet siden det tidspunkt, hvor elregningen skulle have været betalt. I rykkerskrivelsen nævnes det, at der vil påløbe et yderligere gebyr, dersom den nye betalingsfrist på 8 dage overskrides, nemlig et incassogebyr. Incassogebyret er nærmere defineret i punkt 5.

76. ----

Betalingsordning
3. I almindelighed skal der gives forbrugeren mulighed for, at restancen kan afvikles efter en rimelig betalingsordning.

Betalingsordningen kan indgås i form af et frivilligt forlig.

De med betalingsordningen forbundne omkostninger betales af forbrugeren.

Medmindre ekstraordinære omstændigheder gør sig gældende, må det anses for rimeligt, at forsyningsvirksomheden kræver restancen afviklet i løbet af 3 måneder, og at forbrugeren sideløbende med afdragene betaler eventuelle forfaldne regninger rettidigt.

Kommentar:

I bilag 3 er opregnet et forslag til en betalingsordning. Det fremhæves ligeledes, at der i tilfælde af genoplukning af elforsyningen uden for normal arbejdstid vil påløbe et ekstra gebyr.

Incassomeddelelse
4. Når det konstateres, at den under punkt 2 fastsatte betalingsfrist er overskredet, eller en betalingsordning, jf. punkt 3 er misligholdt, meddeles forbrugeren

at sagen overgår til incasso/udpantning
at der er påløbet incassogebyr, som tillægges den aktuelle restance
at forsyningen vil blive afbrudt, medmindre a) restancen er indgået forinden, eller b) der stilles sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug ved bankgaranti, kautionsforsikring, depositum eller anden tilfredsstillende garanti, f.eks. garanti fra den sociale forvaltning, eller c) der oprettes en betalingsordning, jf. punkt 3 medmindre incassomeddelelsen er udsendt, fordi en tidligere indgået betalingsordning er blevet misligholdt.

Kommentar:

Bilag 4 indeholder forslag til en incassomeddelelse. Incassomeddelelsen skal indeholde en oplysning om, at elforsyningen vil kunne blive afbrudt, medmindre punkterne a), b) eller c) bliver opfyldt af forbrugeren. At betaling af restancen kan stoppe en eventuel afbrydelse af elforsyningen svarer fuldt ud til de tidligere regler om afbrydelse af elforsyningen ved manglende betaling. Det nye i de vejledende regler skal søges i punkterne b) og c). Ved punkt b) - sikkerhed for betaling af fremtidigt forbrug - bør kravet til sikkerhedsstillelsens størrelse medføre, at sikkerhedsstillelsen for det nye fremtidige forbrug kommer til at dække det gennemsnitlige forbrug af en regningsperiode + betalingsfristens periode og det pågældende elforsyningsselskabs incassoperiode.

Stiller forbrugeren sikkerhed for det fremtidige forbrug, vil den aktuelle restance, der dannede baggrund for udsendelse af incassomeddelelsen, kunne blive inddrevet ved retslig incasso ved de almindelige domstole.

Ved punkt c) - oprettelse af en betalingsordning - kan der henvises til punkt 3's kommentar og bilag 3.

Det påløbne incassogebyr vil, alt efter det mest hensigtsmæssige for det enkelte elforsyningsselskab, kunne påføres næste forbrugsregning eller opkræves sammen med den forfaldne restance

Incassogebyr
5.Incassogebyret tjener til dækning af forsyningsvirksomhedens omkostninger ved incassorneddelelse og forberedelse af incasso/udpantning.

Incassobesøg
6 Er de under punkt 4 omtalte betingelser for at opretholde forsyningen ikke opfyldt, aflægges et besøg hos forbrugeren med henblik på opkrævning af restancen. Forsyningsvirksomhedens repræsentant er bemyndiget til at afbryde forsyningen, såfremt betaling ikke opnås. Forbrugeren får ved besøget oplysning om:

at der er påløbet et gebyr for besøget, som er tilskrevet restancen
at genoplukning vil ske, når
- a) restancen samt et gebyr for genoplukning er betalt eller
- b) der indgås en betalingsordning ,jf. punkt 3, dog ikke, hvis lukning er forårsaget af misligholdelse af en allerede indgået afdragsordning eller
- c) der er stillet sikkerhed for betaling for fremtidigt forbrug, jf. incassomeddelelsen (punkt 4).

Kommentar:

Selve incassobesøget kan være opbygget som beskrevet i bilag 5, 6 og 7 forslag til incassobesøg I A, I B og I C. Bilag 5 omhandler den situation, hvor elforsyningsselskabet ikke kommer i kontakt med forbrugeren og enten ikke umiddelbart ønsker at afbryde elforsyningen eller ikke af tekniske grunde kan afbryde elforsyningen, medmindre der skaffes adgang til forbrugerens bopæl. Bilag 6 kan anvendes, hvis elforsyningsselskabet træffer forbrugeren hjemme, men denne ikke ønsker at opfylde de muligheder, der er opregnet i incassomeddelelsen for at undgå en afbrydelse af elforsyningen, eller hvis elforsyningsselskabet umiddelbart kan afbryde for elforsyningen uden at skaffe sig adgang til forbrugerens bopæl og ikke ønsker at benytte muligheden som beskrevet i bilag 5. Bilag 7 omhandler den situation, hvor afbrydelse af elforsyningen skyldes manglende reaktion på tidligere incassobesøg, jf. bilag 5.

Med hensyn til indgåelse af betalingsordningen og fremskaffelse af sikkerhed for betaling for fremtidigt forbrug kan der henvises til punkt 4's kommentarer.

Bilag 8 beskriver forslag til incassobesøg I D, når der foreligger en misligholdelse af en allerede etableret betalingsordning. Her vil der af forbrugeren ikke kunne kræves en ny betalingsordning som betingelse for genoplukning af elforsyningen.

Bilag 9 beskriver forslag til incassobesøg I E, når der foreligger en misligholdelse af en betalingsordning, og hvor en afbrydelse af elforsyningen ikke umiddelbart kan finde sted. Dette kan skyldes, at elforsyningsselskabet ikke kommer i kontakt med forbrugeren og enten ikke umiddelbart ønsker at afbryde elforsyningen eller ikke af tekniske grunde kan afbryde forsyningen, medmindre der skaffes adgang til forbrugerens bopæl.

Gebyr for incassobesøget i bilagene 5, 6, 7, 8 og 9 kan enten indgå i det særlige giroindbetalingskort, hvorpå restancen m.v. er påført eller påføres næste forbrugsregning.

Gebyr for incassobesøg
7. Gebyret tjener til dækning af forsyningsvirksomhedens omkostninger ved besøget.

Gebyr for oplukning
8. Gebyret tjener til dækning af forsyningsvirksomhedens omkostninger ved genoplukning.

Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.

Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.

Se hvem der er billigst på el, gas og varme

Gebyrer/ Betalings- og Indsigelsesfrister/ Rente-fastsættelse

Resumé

Sagsfremstilling

Klagenævnsafgørelser

SEAS

Energi FYN

NESA