På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Eltra amba og Elkraft System amba - Foreningen af Slutbrugere af Energi klager over net- og systemtariffer for 2004
Resume Energitilsynet har truffet afgørelse om, at tage Eltras og Elkraft Systems tariffer til efterretning. Videre at de af systemansvaret opkrævede indfødningstariffer fortsat ligger inden for de rammer, der er omfattet af aftaler mellem de nordiske systemansvarlige selskaber i Nordel-regi, og at størrelsen af indfødningstarifferne for øjeblikket ikke er i strid med elforsyningsloven.
Indledning
1. De systemansvarliges prisfastsættelse blev, jf. elforsyningslovens § 71, stk. 2, behandlet på møderne den 23. september og 15. december 2003.
2. Energitilsynet tog på møderne metoden for fordeling af omkostningerne på tarifelementer til efterretning.
3. Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE) har den 12. januar 2004 klaget over fastsættelsen af tarifferne, idet foreningen finder, at disse er i strid med elforsyningslovens § 9, stk. 2, hvorefter de kollektive elforsyningers øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer.
4. FSE finder, at en ligelig fordeling af net- og systemomkostninger mellem forbrug (udtag) og produktion (indfødning) vil være rimelig og nødvendig for overholdelse af bestemmelserne i elforsyningsloven. Specielt findes systemtariffen for produktion på 0,00 øre/kWh urimelig. I den forbindelse henviser FSE til, at systemtariffen omfatter omkostninger, der ikke er underkastet EU's harmoniseringskrav.
5. I notaterne til møderne den 23. september og 15. december 2003 henviste de systemansvarlige bl.a. til Nordels målsætning om at harmonisere indfødningstarifferne med henblik på at minimere de forvridninger i elmarkedet, som forårsages af forskelle i tarifstruktur og tarifniveau. Indfødningstarifferne lå dengang i den øvre ende af det bånd, som Nordel havde udstukket. En stigning ville være i strid med indgåede aftaler og virke diskriminerende over for indenlandske producenter til fordel for nordiske konkurrenter. De systemansvarlige valgte dengang at sætte systemtariffen for produktion til 0.
6. Til klagen fra FSE henviser de systemansvarlige bl.a. til, at indfødningstariffen i Nordel opgøres som ændringen i nettab som følge af indfødning plus indvirkningen fra kraftværkernes beliggenhed. Endvidere henvises til, at indfødningstariffen i Tyskland er 0, hvilket tilsiger, at Danmark placeres nogenlunde på samme niveau.
7. Til orientering skal oplyses:
Europa-parlamentets og rådets forordning 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling giver i artikel 8 adgang til fastlæggelse af regler, der fører til en gradvis harmonisering af principperne for fastsættelse af produktions og forbrugsafgifterne efter de nationale tarifordninger. Forordningen trådte i kraft den 1. juli i år og har umiddelbar retsvirkning i medlemslandende.
På ERGEG-mødet (ERGEG-møder er møder, hvor de europæiske regulatorer rådgiver kommissionen) den 10. august blev godkendt retningslinjer for indfødningstariffer. For Nordel-området må tariffen maksimalt være på 0,85 ?/MWh (0,85?/MWh= 0,64 øre/kWh) Retningslinjerne blev taget til efterretning på ERGEG-mødet og forelægges på næstkommende regulatormøde i september 2004. På længere sigt skal arbejdes mod en harmonisering.
Afgørelse
Energitilsynet vedtog at meddele Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE),
- at Energitilsynet har taget Eltras og Elkraft Systems tariffer til efterretning på mødet i december 2003, og
- at de af systemansvaret opkrævede indfødningstariffer fortsat ligger inden for de rammer, der er omfattet af aftaler mellem de nordiske systemansvarlige selskaber i Nordel-regi, og
- at Energitilsynet ikke for øjeblikket finder, at størrelsen af indfødningstarifferne er i strid med elforsyningslovens § 77, stk. 1, hvorved bemærkes, at Energitilsynet følger tarifharmoniseringsbestræbelserne inden for EU nøje.
Sagsfremstilling
8. Ved brev af 12. januar 2004 har Foreningen for Slutbrugere af Energi (FSE) med henvisning til elforsyningslovens § 80 klaget til Energitilsynet over Eltra ambas og Elkraft System a.m.b.a.'s anmeldte priser for 2004. Net- og systemtarifferne blev behandlet på møderne den 23. september og 15. december 2003.
9. De anmeldte tariffer gældende fra 1. januar 2004:
øre/kWh | Eltra System | Elkraft System | ||||
| For-brug | Produk-tion | I alt | Forbrug | Produk-tion | I alt |
Nettarif | 0,4 | 0,4 | 0,8 | 3,5 | 0,2 | 3,7 |
Systemtarif | 1,5 | 0,0 | 1,5 | 2,1 | 0,0 | 2,1 |
I alt | 1,9 | 0,4 | 2,3 | 5,6 | 0,2 | 5,8 |
10. FSE finder, at tarifferne er i strid med elforsyningslovens § 9, stk. 2, hvorefter de kollektive elforsyningsvirksomheders øvrige omkostninger påhviler de brugere, der modtager virksomhedens ydelser og opkræves gennem den enkelte virksomheds tariffer. En ligelig fordeling af net- og systemomkostningerne mellem forbrug og produktion, finder FSE, vil være rimelig og nødvendig for overholdelse af bestemmelserne i elforsyningsloven. I den forbindelse henviser FSE til, at systemomkostningerne i allerhøjeste grad er bestemt af produktionssystemet.
11. FSE finder, at oplysningen om, at internationale aftaler skulle umuliggøre en ændring af den foretagne fordeling mellem producenter og forbrugere, ikke er korrekt. FSE oplyser, at producenternes betaling til net- og systemomkostningerne, har været drøftet i forskellige internationale fora bl.a. i det såkaldte Firenze Forum. Beslutning om harmonisering er endnu ikke truffet.
12. Endvidere finder FSE, at konkurrencebegrænsende aftaler indgået med udenlandske selskaber med henvisning til Nordel ikke kan tilsidesætte bestemmelserne i elforsyningsloven.
13. FSE henviser videre til, at producenternes priser i Danmark er lave i forhold til det almindelige niveau i EU landene.
14. Ved brev af 18. februar 2004 har Elkraft System og Eltra fremsendt kommentarer til FSEs klage. De systemansvarlige henviser til, at Energitilsynet tidligere har lagt til grund for sin godkendelse af de systemansvarliges tariffer, at fordelingen mellem producenter og forbrugere af systemansvarets systemomkostninger reguleres i internationale aftaler, og denne fordeling må betragtes som udefra bestemt.
15. Med hensyn til Nordel oplyser de systemansvarlige selskaber, at Nordel har en målsætning om at harmonisere indfødningstarifferne for at minimere forvridninger i elmarkedet, forårsaget af forskelle i tarifstruktur og tarifniveau.
16. Ifølge Nordel-anbefalingen opgøres indfødningstariffen som
Betaling for marginaltab + residualen (basic G), hvor marginaltabet er et udtryk for ændringen i nettabet ved indfødning et bestemt sted, medens residualen (basic G), er udtryk for omkostningerne for adgang til nettet.
17. Eltra og Elkraft System finder, at FSEs synspunkt om, at Nordel-aftalen er konkurrencebegrænsende, er en fejlfortolkning af såvel elforsyningsloven som Nordel aftalen, idet Nordel-aftalen sikrer lige vilkår for producenterne i det sammenhængende marked.
18. Endvidere henviser de systemansvarlige til, at den systemansvarlige jf. elforsyningslovens § 28, stk. 2, nr. 3, skal samarbejde med andre systemansvarlige virksomheder i Danmark og i andre lande om etablering af gensidige, ligeværdige principper for elforsyning samt om nettariffer, netadgang og transit, markedsspørgsmål m.v., samkøring af transmissionsforbindelser, herunder håndtering af balance- og kapacitetsproblemer samt indgå nødvendige fælles systemdriftsaftaler, som sikrer udnyttelsen af de fordele, som sammenkoblede systemer giver.
19. De systemansvarlige finder derfor, at de har både hjemmel og pligt til at indgå aftaler med udenlandske systemansvarlige om principper for indgåelse af nettariffer, herunder producenternes betaling.
20. De systemansvarlige henviser til, at EU-kommissionen har fastsat retningslinjer til fortolkningen af EU forordningen om grænseoverskridende elhandel, der er trådt i kraft 1. juli 2004.
21. Ved brev af 29. marts 2004 har FSE fremsendt kommentarer til Eltras og Elkraft Systems redegørelse i sagen.
22. FSE oplyser, af foreningen ikke finder, at netforholdene i Danmark gør det relevant at anvende marginaltab som lokaliseringsfaktor, idet der er mange andre forhold, som øver indflydelse på lokaliseringen af kraftværker.
23. FSE anfører videre, at prissætningen først og fremmest er et spørgsmål om at få dækket omkostningerne, og den simpleste og mest rimelige måde er at dele omkostningerne mellem producenter og forbrugere.
24. Med hensyn til de systemansvarliges henvisning til elforsyningslovens § 28, stk. 2, finder FSE, at denne omhandler samarbejde og ikke aftaler, der sætter prisbestemmelserne ud af kraft, der implementerer artikel 7, stk. 3-4 i direktivet om det indre marked for elektricitet. (Henvisningen til artikel 7 er til det første eldirektiv 96/92 EF). I det nugældende eldirektiv 2003/54/EF af 26. juni 2003 er bestemmelsen artikel 9, litra c og d.
25. Endvidere henviser FSE til, artikel 7, stk. 5 i direktivet (artikel 9, litra e i det gældende eldirektiv), hvorefter "systemoperatøren er ansvarlig for ikke at forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og navnlig ikke at begunstige tilknyttede selskaber". FSE finder, at dette netop sker, når systemoperatører fastsætter tariffer, som begunstiger kraftproducenterne med hvilke, de er ejermæssigt forbundne.
26. Ved brev af 3. august 2004 har FSE til belysning fremsendt EU's "Draft Guidelines on Transmission Tarification" og henvist til det anførte om, at omkostninger, der hører ind under systemansvarets systemtarif, ikke er omfattet af krav om harmonisering. De systemansvarlige kunne således have pålagt producenterne alle eller i hvert fald hovedparten af systemomkostningerne, specielt da systemomkostningerne hovedsagelig er dikteret af produktionssiden.
27. Ved brev af 1. september 2004 har de systemansvarlige henvist til, at Nordels tarifharmonisering har taget sit udgangspunkt i det nordiske elsystem alene, hvilket er baggrunden for at de er negative. Dette medfører, at indfødning/beliggenhed af kraftværker i Nordskandinavien giver et stort marginaltab, medens indfødning/beliggenhed i Sydsverige giver et negativt tabselement.
28. Endvidere henvises til, at indfødningstariffen i Tyskland er 0, hvilket tilsiger, at Danmark placeres nogenlunde på samme niveau.
29. På mødet 10. august 2004 tog ERGEG nye retningslinjer for indfødningstariffer til efterretning. Retningslinjerne understøtter indholdet af eldirektivet, og hjemlen til udstedelse af disse regler udspringer af direktivet (2003/54/EF af 26. juni 2003) og (forordningen 1228/2003 af 26. juni 2003). Kommissionen forelægger de nye retningslinjer for harmonisering af indfødningstariffer på det næstkommende regulatormøde i Rom i september. Efter disse retningsliner kan indfødningstarifferne - eksklusive indvirkningen fra kraftværkernes beliggenhed - i Nordel-området maksimalt være på 0,85 ?/MWh svarende til ca. 0,6 øre/kWh.
30. Foreningen af Slutbrugere af Energi har ved brev af 13. september 2004 oplyst, at foreningen fortsat ikke finder, at der er internationale aftaler, der forhindrer, at de systemansvarliges tariffer fastsættes i overensstemmelse med elforsyningslovens § 9, stk. 2. Hovedparten af omkostninger er således ikke omfattet af harmoniseringen. Endvidere henvises til, at de negative nettab for producenterne er beregnet ud fra en forudsætning om, at det nordiske elsystem er isoleret fra resten af Europa, hvilket ikke har forhindret Eltra og Elkraft samtidig at argumentere for, at netop de tyske tariffer har væsentlig indflydelse på de danske tariffer.
31. Af mødereferatet fra regulatormødet den 16. -17. september 2004 i Rom fremgår bl.a. - at i den fortsatte proces om harmonisering af tarifferne, hvor kommissionen indhenter en stillingtagen fra berørte parter - at ETSO finder, at omkostninger, der hører under systemomkostninger - f.eks. "ancillary services" - bør indgå i harmoniseringen.
Energitilsynets behandling af net- systemtarifferne for 2004
32. FSE havde i sagen følgende bemærkninger til de systemansvarliges tarifering. FSE fandt at der burde indføres en ny tarifstruktur mellem aftag/indfødning, idet der skulle indføres en nettarif, som giver samme provenu for indfødning og forbrug, og at der skulle fastsættes en systemtarif, som ligeledes gav samme provenu for indfødning og forbrug.
33. De systemansvarlige anførte hertil, at
"- Det er i EU-regi besluttet, at de systemansvarlige transmissionsselskabers omkostninger ved transit skal finansieres ved nationale tarifer fra 1. januar 2004. Formålet er at harmonisere regler for grænseoverskridende handel i EU.
- Nordel har en målsætning om, at harmonisere indfødningstarifferne med henblik på at minimere de forvridninger i elmarkedet, som forårsages af forskelle i tarifstruktur og tarifniveau. De nuværende danske indfødningstariffer (0,5 øre/kWh hhv. 0,2 øre/kWh) ligger i den øvre ende af det bånd, som Nordel udstikker. Forskellen i de to tariffer er et resultat af en række netberegninger, som tager udgangspunkt i den geografiske placering af forbrug og produktion i det nordiske system. Hvis producenternes betaling stiger, vil det være i strid med indgåede aftaler og virke diskriminerende over for indenlandske producenter til fordel for nordiske konkurrenter."
34. I sit høringssvar anførte de systemansvarlige supplerende hertil: "Desuden har EU-myndighederne også fokus på harmonisering af indfødningstariffer for at sikre lige konkurrencevilkår på produktionsniveau. I øjeblikket diskuteres, om indfødningstariffen som gennemsnit bør være nul eller forblive på det nuværende niveau. Så længe der ikke er truffet et valg, må vi anse det for uhensigtsmæssigt, at Elkraft System og Eltra egenhændigt forsøger at gætte på udfaldet og ud fra dette ændrer tarifferne."
35. Energitilsynet besluttede på mødet den 15. december 2003:
- at meddele Elkraft System og Eltra, at Energitilsynet ikke finder, at det er i overensstemmelse med principperne i elforsyningslovens § 73, at systemtariffen opkræves på grundlag af bruttoforbruget.
- at meddele Elkraft System og Eltra, at Energitilsynet i øvrigt kan godkende en prisfastsættelse i overensstemmelse med de principper, der fremgår af de systemansvarlige virksomheders notat, der blev fremlagt for Tilsynet den 19. september 2003.
- at meddele Elkraft System og Eltra, at Energitilsynet i løbet af 2004 vil afgøre, hvilke formelle dokumentationskrav, der fremover skal stilles til både ex ante og ex post godkendelse af systemansvarets prisfastsættelse. Tilsynet vil hurtigst muligt indkalde Elkraft System og Eltra til drøftelser heraf."
Begrundelse
36. Ifølge elforsyningslovens § 71, stk. 1, kan de systemansvarlige i priserne indregne nødvendige omkostninger som nævnt i elforsyningslovens § 69, stk. 1.
37. Herudover gælder, at prisfastsættelsen efter § 73 skal ske efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til.
38. FSE anfører i sin klage, at en ligelig fordeling af net- og systemomkostningerne mellem forbrug og produktion vil være rimelig og nødvendig for at overholde bestemmelserne i elforsyningslovens § 9, stk. 2.
39. Eltra og Elkraft System har i kraft samarbejdet mellem de nordiske lande i Nordel forpligtet sig til at harmonisere produktionstariffen. I indfødningstarifferne i Nordel-området indgår kraftværkernes beliggenhed som et element. Beliggenhed i Nordsverige giver et tillæg til øre/kWh tariffen, medens beliggenhed i Sydsverige giver et fradrag i øre/kWh tariffen.
40. Energitilsynet har på møderne den 23. september og 15. december 2003 taget metoden for fordeling af tarifelementer til efterretning.
41. I europæisk regi pågår regelfastlæggelse med konsekvenser for grundlaget for de nationale produktionstariffers fastsættelse.
42. I ERGEG-regi er vedtaget nye retningslinjer for indfødningstariffer, hvorefter indfødningstarifferne - eksklusive indvirkningen fra kraftværkernes beliggenhed - i Nordel-området kan indtil videre maksimalt udgøre 0,85 ?/MWh svarende til ca. 0,6 øre/kWh. Kommissionen forelægger disse retningslinjer, som skal understøtte indholdet af det nye eldirektiv og forordningen, i udkast på regulatormødet i Rom i september.
43. For så vidt angår det anføre af FSE om, at ikke alle omkostninger i systemtariffen er omfattet af EU's harmoniseringskrav, findes dette ikke at skulle medføre ændringer i indfødningstarifferne, idet indfødningstariffen ligger inden for det bånd Nordel udstikker og samtidig er indfødningstariffen Tyskland 0.
44. Det fortsatte arbejdet med at harmonisere indfødningstarifferne i EU har det hovedformål at afgifterne skal harmoniseres med henblik på øget konkurrence mellem kraftværkerne.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






