Skift fontstørrelse Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)Printervenlig version

NV Net - kompenserende kabellægning ved Eltras etablering af 400 kV-forbindelsen Vendsysselværket-Trige

Dato: 26.05.2003Journalnr.: 3/1320-0302-0762


Indledning

1. I forbindelse med ministerens godkendelse af 400 kV-forbindelsen mellem Vendsysselværket og Trige har Eltra givet tilsagn om en række saneringer af 150 kV-nettet i NV Nets område. NV Net skal i perioden 2003-2009 nedtage nogle 150 kV-forbindelser og erstatte dem med kombinerede 400/150 kV-fremføringer eller 150 kV-kabler.

2. Saneringen har baggrund i en saneringsplanlægning mellem elselskaberne og Nordjyllands amt, hvor 400 kV forbindelsen mellem Vendsysselværket og Trige er begrundet i, at med højspændingsforbindelsen vil forsyningssikkerheden være sikret. Eltra etablerer og ejer 400 kV-forbindelsen.

3. Ved brev af 4. april 2003 har Eltra Transmission anmeldt en aftale mellem Eltra og NV Net, således at NV Net holdes skadesløs for de afledte investeringer i 150 kV-nettet som 400 kV-forbindelsen Vendsysselværket-Trige medfører.

4. Aftalen indebærer, at Eltra dækker NV Nets eventuelle tab ved de afledte 150 kV investeringer, som 400 kV-forbindelsen Vendsysselværket-Trige medfører.

5. Af elforsyningslovens § 21, stk. 2 fremgår, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår for etablering af nye transmissionsnet samt væsentlige ændringer i bestående net, herunder at transmissionsvirksomheder, kan forpligtes til at dække de meromkostninger som andre transmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de skal gennemføre kabellægninger i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnet.

6. Eltra anmoder i brevet Energitilsynet om - i forbindelse med behandlingen af aftalen - at tage stilling til, om Eltra kan indregne omkostninger ved NV Nets eventuelle tab i indtægtsrammen i henhold til § 16, stk. 1, nr. 2 i bek. 1182 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV.

7. Af bekendtgørelsens § 16, stk. 1, nr. 2 fremgår, at meromkostninger ved gennemførelse af kabellægning eller omstruktureringer, som andre transmissions- og netselskaber påføres i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnet, og som virksomheden efter elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør heraf er forpligtet til at dække kan indregnes i indtægtsrammen med de faktiske beløb.

8. Økonomi- og Erhvervsministeren har dog ikke udnyttet sin bemyndigelse jf. elforsyningslovens § 21, stk. 2 til at fastsætte regler for, hvorvidt og i hvilket omfang transmissionsvirksomheder, der gennemfører udbygninger eller omlægninger af transmissionsnet beregnet for spændinger på 400 kV kan forpligtes at dække de meromkostninger andre transmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de skal gennemføre kabellægninger i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnettet.

9. Energitilsynets godkendelse af aftalen oplyses at være en betingelse for, at NV Net kan indgå aftaler med finansieringsinstitutter.

Afgørelse

Det meddeles Eltra og NV Net

at Energitilsynet finder, at NV-net - for så vidt angår de ledningsstrækninger og anlæg, der er omfattet af aftalen - hos Eltra System alene kan opkræve et beløb svarende til indtægtsrammen for den del af nettet, der stilles til rådighed for systemansvaret opgjort efter bestemmelserne i bek. 944 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder, idet bemyndigelsen til at fastsætte regler i medfør af elforsyningslovens § 21, stk. 2, jf. § 16, stk. 1, nr. 2 i bek. 1182 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV ikke er udnyttet.

at Energitilsynet finder, de eventuelt øgede faktiske omkostninger ikke kan indgå i Eltra Transmissions indtægtsramme, idet de ledningsstrækninger og anlæg, der er omfattet af aftalen ejes og drives af NV Net.

Sagsfremstilling

10. Ved brev af 4. april 2003 har Eltra anmeldt en aftale mellem Eltra og NV Net vedrørende Eltras betaling af NV Nets meromkostninger i forbindelse med 400 kV-forbindelsen Vendsysselværket-Trige. Aftalen, der er indgået med henvisning til elforsyningslovens § 21, stk. 2, indebærer, at Eltra dækker NV Nets eventuelle tab ved de afledte 150 kV investeringer.

11. Aftalens formål er, jf. aftalens § 1, at sikre at den økonomiske risiko ved investeringen i anlæggene ikke bæres af NV Net. Dette sikres ved, at Eltra påtager sig at dække eventuelle tab som NV Net måtte få.

12. Tabene opgøres på følgende måde:

NV Nets indtægter fra anlæggene (defineret som afskrivninger efter incitamentregulering plus forrentning af anlægsværdien med energitilsynets fastlagte rente plus de ændringer i forrentningen af øvrige netaktiver, som den afledte ændring i soliditetsgraden medfører)

fratrukket

NV Nets omkostninger til anlæggene (defineret som NV Nets faktiske omkostning til forrentning af anlægsværdien + afskrivninger af anlæggene over 40 år).

I dette tab modregnes alle tidligere overskud på anlæggene samt forrentningen af disse overskud, hvorved det tab, Eltra skal betale, fremkommer.

13. Eltra anmoder i brevet Energitilsynet om at tage stilling til, om Eltra kan indregne omkostninger ved NV Nets eventuelle tab i indtægtsrammen i henhold til § 16, stk. 1, nr. 2 i bek. 1182 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV.

14. Energitilsynets godkendelse af aftalen er en forudsætning for, at NV Net kan indgå aftaler med finansieringsinstitutter, oplyses det.

15. Af bek. 1182 om indtægtsrammer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV fremgår af § 16, stk. 1, nr. 2, at i indtægtsrammen kan indregnes meromkostninger ved gennemførelse af kabellægning eller omstruktureringer, som andre transmissions- og netselskaber påføres i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnet, og som virksomheden efter elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør heraf er forpligtet til at dække.

16. Beregninger viser, at der ikke forventes tab, men overskud, når indtægtsrammen af NV Net opkræves efter bestemmelserne i bek. 944 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for netvirksomheder og transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder.

17. Energistyrelsen har den af 7. marts 2001 godkendt 400 kV forbindelsen Vendsysselværket-Trige med tilhørende 150 kV forbindelser og stationsanlæg og den 27. januar 2003 godkendt 150 kV forbindelser og stationer i Aalborg.

18. Med hensyn til lovhjemmel, fremgår det af elforsyningslovens § 21, stk. 1, at nye transmissionsnet og på over 100 kV kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra økonomi- og erhvervsministeren.

19. Af elforsyningslovens § 21, stk. 2 fremgår, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om vilkår for etablering af nye transmissionsnet samt væsentlige ændringer i bestående net, herunder at de transmissionsvirksomheder, kan forpligtes til at dække de meromkostninger som andre transmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de skal gennemføre kabellægninger i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnet.

20. Energistyrelsen har udarbejdet et notat til belysning af, om bestemmelsen i elforsyningslovens § 21, stk. 2, kunne finde anvendelse på tidspunktet for godkendelse af etablering af 400 kV forbindelsen mellem Vendsysselværket og Trige, selv om ministeren ikke havde udarbejdet en bekendtgørelse i medfør af bestemmelsen.

21. Energistyrelsen konkluderer i notatet, at der på tidspunktet for godkendelse af den nævnte 400 kV forbindelse kunne stilles vilkår om kompenserende saneringer direkte i medfør af lovens § 21, stk. 2, og at Energistyrelsens tilladelse af 7. marts 2001 indeholdt et sådant vilkår.

Begrundelse

22. Net- og Transmissionsvirksomhedernes indtægtsrammer angiver de beløb virksomhederne kan opkræve hos brugerne.

23. Indtægtsrammerne fastsættes med henblik på dækning af de i elforsyningslovens § 69, stk. 1 nævnte omkostninger ved effektiv drift af virksomhederne. Driftsomkostninger og afskrivninger underkastes effektivitetskrav.

24. I indtægtsrammerne indgår imidlertid ud over omkostningerne, der underkastes effektivitetskrav en række omkostninger, hvis størrelse virksomhederne ingen indflydelse har på. Disse omkostninger indregnes med de faktiske beløb.

25. Af § 16, stk. 1, nr. 2 i bek. 1182 om indtægtsrammer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV fremgår, at meromkostninger ved gennemførelse af kabellægning eller omstruktureringer, som andre transmissions- og netselskaber påføres i forbindelse med etablering af 400 kV-transmissionsnet, og som virksomheden efter elforsyningsloven eller regler udstedt i medfør heraf er forpligtet til at dække kan indregnes i indtægtsrammen med de faktiske beløb.

26. Økonomi- og Erhvervsministeren har dog ikke udnyttet sin bemyndigelse jf. elforsyningslovens § 21, stk. 2 til at fastsætte regler for, hvorvidt og i hvilket omfang transmissionsvirksomhederne kan forpligtes at dække meromkostningerne ved udbygning og omlægning af transmissionsnettet.

27. Der synes således ikke at være hjemmel i elforsyningsloven eller bekendtgørelser udstedt i medfør heraf til, at NV-net kan få dækket omkostninger ud over indtægtsrammen for den del af NVs net, der stilles til rådighed for brugerne.

28. Det net, der er omfattet af aftalen mellem Eltra og NV Net er NV Nets 150 kV forbindelser og stationsanlæg. Dette net stilles til rådighed for systemansvaret og systemansvaret betaler indtægtsrammen til NV Net.

29. Det er således alene eventuelt større faktiske omkostninger til afskrivning og forrentning i forhold til de omkostninger, der indgår i indtægtsrammen, der søges sikret gennem aftalen. Da formålet med indtægtsrammereguleringen er effektivisering af netdrift, findes sådanne større omkostninger ikke at kunne indgå i den betaling, der opkræves hos Eltra System.

30. For så vidt angår spørgsmålet om de eventuelt større faktiske omkostninger i forhold til de omkostninger, der indgår i indtægtsrammen, kan indgå i Eltra Transmissions indtægtsramme, skal anføres, at idet nettet ejes og drives af NV Net, skal omkostningerne bæres af NV Net, jf. det ovenfor anførte, at økonomi- og erhvervsministeren ikke har udnyttet sin bemyndigelse til at fastsætte regler for, hvorvidt og i hvilket omfang transmissionsvirksomhederne kan forpligtes at dække meromkostningerne ved udbygning og omlægning af transmissionsnettet.

Klage over regning?
Se hvem der er billigst på el, gas og varme
Nyhedsbrevet Energinyt