På elmarkedet har Energitilsynet ansvaret for reguleringen af elselskaber med bevilling til at drive distribution, regional transmission, transmission (Energinet.dk) og handel med forsyningspligt.
Havvindmølleparker - indregning af drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i indtægtsrammerne
Indledning
1. Eltra Transmission amba og SEAS Transmission A/S har i forbindelse med idriftsættelsen af havvindmøller på Horns Rev og Rødsand forespurgt Energitilsynet, hvorvidt drifts- og vedligeholdelsesomkostninger skal indgå i indtægtsrammerne, samt på hvilken måde dette i givet fald skal ske.
2. Efter § 6 i bekendtgørelse 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV fastsættes driftsomkostningerne for Eltra Transmission på grundlag af virksomhedens regnskab for 1999. For SEAS Transmission er grundlaget ved idriftsættelse 2002 og 2003 virksomhedens reguleringsmæssige regnskab for 2000, jf. § 21 i bek. 944 af 29. oktober 20012001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder.
3. Eltras Transmissions drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i de udmeldte indtægtsrammer for første reguleringsperiode udgør 54,5 mio. kr. årligt. For SEAS Transmission udgør de 29,8 mio. kr. årligt.
4. Efter begge indtægtsrammebekendtgørelser kan Energitilsynet beslutte en eller flere virksomhedernes omkostningsramme skal hæves/forhøjes (§ 7 i bek. 1182 og § 35 i bek. 944).
5. Selskaberne ønsker ikke en sådan generel forhøjelse af indtægtsrammen, men ønsker, at de faktiske årlige omkostninger skal indregnes.
6. Indtægtsrammebekendtgørelserne indeholder imidlertid ikke bestemmelser, hvorefter drifts- og vedligeholdelsesomkostninger vil kunne indregnes med de faktiske beløb.
7. Omkostningerne til drift- og vedligeholdelse skønnes at ligge på 3,5 mio. kr. årligt på Horns Rev, hvorved forøgelsen af drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne vil udgøre ca. 6,4 % i Eltra Transmission for anlægget på Horns Rev. Der foreligger ikke beregninger for SEAS Transmission vedrørende Rødsand.
Afgørelse
8. Det meddeles Eltra Transmission amba,
At Energitilsynet finder, at omkostningsrammen, jf. § 7 i bek. 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV vil kunne hæves med 3,5 mio. kr. årligt med virkning fra 2003.
9. Det meddeles SEAS Transmission A/S,
At Energitilsynet finder, at omkostningsrammen, jf. § 35 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder, kan årligt forhøjes med de gennemsnitlige budgetterede omkostninger. Forhøjelsen indregnes fra det første hele kalenderår efter anlæggets idriftsættelse.
Sagsfremstilling
10. Ved brev af 8. maj 2003 har Eltra amba og SEAS Transmission A/S anmodet Tilsynet om at oplyse, hvorledes drifts- og vedligeholdelsesomkostninger skal håndteres i indtægtsrammerne.
11. Eltra og SEAS er blevet pålagt at stå for nettilslutningen af havvindmølleparkerne henholdsvis Horns Rev og Rødsand, hvor mølleparken på Horns Rev er sat i drift 1. juli 2002 medens parken ved Rødsand forventes klar ved udgangen af 2003.
12. Anlægsomkostningerne er PSO-finansierede. Indregning af omkostninger ved PSO-anlæg har tidligere været forelagt Tilsynet, jf. referat fra mødet 29. oktober 2001 (uddrag fra meddelelser fra Energitilsynets sekretariat til møde nr. 20)
13. Afskrivninger og forrentning på PSO-anlæg indregnes ikke i indtægtsrammen, medens drifts- og vedligeholdelsesomkostninger vedrørende PSO-anlæg skal indgå i indtægtsrammerne og underkastes effektivitetskrav.
14. Selskaberne finder, at der er to mulig metoder for indregning i indtægtsrammerne.
a. indtægtsrammerne kan forhøjes med enten et skønnet gennemsnitligt beløb, der underkastes effektivitetskrav
b. de faktiske omkostninger kan lægges til grund.
15. Selskaberne ønsker, at de faktiske beløb skal lægges til grund på baggrund af usikkerheden omkring de faktiske niveau, idet blot et enkelt kabelnedbrud kan ændre det årlige gennemsnit betragteligt.
16. For Eltra er bestemmelsen i § 7 i bek. 1182 af 15. december 2000 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet over 150 kV gældende. Efter § 7 kan Energitilsynet beslutte, at kan en virksomhed påvise, at der som følge af idriftsættelse af et nyt anlæg, som ikke erstatter et hidtidigt anlæg, opstår væsentligt forøgede driftsomkostninger i forhold til det beløb, der blev indregnet i omkostningsrammen forud for reguleringsperioden, kan omkostningsrammen hæves tilsvarende med virkning fra det første hele kalenderår efter det anlægs idriftsættelse.
17. For SEAS Transmission er bestemmelsen i § 35 i bek. 944 af 29. oktober 2001 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for transmissionsvirksomheder med elforsyningsnet på 150 kV og derunder gældende. Efter § 35 kan Energitilsynet beslutte, at en virksomheds omkostningsramme skal forhøjes eller reduceres, hvis der som følge af en udvidelse, formindskelse eller ændring af en virksomheds elforsyningsnet sker væsentlige ændringer i størrelsen af de driftsomkostninger, som er lagt til grund ved fastsættelse af indtægtsrammen.
18. Eltras drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i omkostningsrammen er 54,5 mio. kr. årligt og i SEAS Transmission 29,8 mio. kr. årligt.
19. Efter begge indtægtsrammebekendtgørelser kan omkostningsrammen således øges. Bekendtgørelserne indeholder ikke bestemmelser, hvorefter de faktiske omkostninger i forbindelse med nyinvesteringer kan indregnes i omkostningsrammen ligesom der ikke kan undtages fra effektivitetskrav til bestemte.
20. Med hensyn til tidspunktet for forhøjelsen af indtægtsrammen, fremgår det af bek. 1182, at indtægtsrammen kan forhøjes med virkning fra det første hele kalenderår efter anlægges idriftsættelse. En tilsvarende bestemmelse om forhøjelse er ikke indeholdt i bek. 944.
Begrundelse
21. Metoden til indregning i indtægtsrammerne af afskrivninger, forrentning og drifts- og vedligeholdelsesomkostninger af PSO-anlæg har tidligere været forelagt Tilsynet, jf. referat fra mødet 29. oktober 2001
22. Investeringerne i nettilslutningerne af havvindmøllerne er PSO finansieret og indgår ikke i indtægtsrammerne.
23. Med hensyn til drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne, ønsker selskaberne disse indregnet med de faktiske afholdte årlige beløb.
24. Efter indtægtsrammebekendtgørelserne for Eltra bek. 1182 og for SEAS bek. 944 er der ikke hjemmel i bekendtgørelserne til indregning af faktiske drifts- og vedligeholdelsesomkostninger for netaktiver. I § 7 i bek. 1182 og § 35 i bek. 944 er anført, at virksomhedernes omkostningsramme kan hæves/forhøjes. Omkostningsrammerne underkastes effektivitetskrav jf. § 17 og 18 i bek. 1182 og kap. 6 i bek. 944.
25. En forhøjelse vil således indgå i omkostningsrammen, der underkastes effektivitetskrav og ikke i de omkostningsarter, der indgår i indtægtsrammen med de faktiske beløb (§16 i bek. 1182 og § 21 bek. 944).
26. Med hensyn til tidspunktet for forhøjelsen af indtægtsrammen, fremgår det af bek. 1182, at indtægtsrammen kan forhøjes med virkning fra det første hele kalenderår efter anlægges idriftsættelse. En tilsvarende bestemmelse er ikke indeholdt i bek. 944.
27. For så vidt angå størrelsen af drift- og vedligeholdelsesomkostningerne har Eltra anført, at man skønner de årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger på Horns Rev vil være ca. 3,5 mio. kr. dog med store udsving. Der foreligger ikke tilsvarende oplysninger om de skønnede drifts- og vedligeholdelsesomkostninger i SEAS - anlægget forventes idriftsat ved udgangen af 2003.
28. Eltras drifts- og vedligeholdelsesomkostninger udgør årligt 54,5 mio. kr. Drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne i SEAS Transmissions udgør 29,8 mio. kr. årligt.
29. Procentuelt udgør de forøgede omkostninger ca. 6,4 % af Eltras drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
Søg i afgørelser, vejledninger publikationer m.v.
Energitilsynets hjemmeside indeholder materiale tilbage til 2000.






