Praksis vedr. måler- og funktionsfejl

Resumé

1.                  I nærværende notat er søgt redegjort for de retningslinier, som de tidligere energiprisudvalg (Gas- og varmeprisudvalget og Elprisudvalget), Monopolankenævn/Konkurrenceankenævn samt Energiklagenævn har fastlagt vedrørende måler- og funktionsfejl, og de dertil knyttede problemstillinger.

2.                  Notatet er undtagelsesvis ikke udarbejdet alene med henblik på at  forelægge en konkret problemstilling for Energitilsynet, men notatet er - med den oplistning af en række Ankekendelser/Udvalgsvedtagelser/Direktørberetninger, som notatet indeholder - tillige på sigt tænkt som et arbejdsredskab for Tilsynets sekretariat.

3.                  Som udgangspunkt er det de samme retningslinier, der er afstukket efter Varmeforsyningsloven og Elforsyningsloven for så vidt angå spørgsmålet om, hvorledes der skal forholdes i tilfælde af måler- eller funktionsfejl.

4.                  Et langt større antal afgørelser er truffet i henhold til varmeforsyningsloven end i henhold til elforsyningsloven, hvilket har naturligt sammenhæng med, at elleverancer ikke umiddelbart er belemret med samme type af urenheder, som kan transporteres med opvarmet vand og damp, og som kan forårsage at måleren viser forkert eller stopper. Erfaringen er, at elmålere er langt mere driftsikre end varmemålere.

5.                  Lovgrundlaget med paragrafangivelse er anført i sagsfremstillingens første afsnit.

6.                  Udover, at der i resuméet redegøres for den praksis, der kan udledes af Ankekendelser/Udvalgsvedtagelser/Direktørberetninger, rejses der i notatet 3 spørgsmål, der er nærmere uddybet i det afsluttende vurderingsafsnit:

1.    Skal undersøgelse af måleren foretages på et akkrediteret værksted eller kan forsyningsvirksomheden ved egne ansatte selv foretage undersøgelsen af måleren'

2.    Hvilke konsekvenser for en forsyningsvirksomhed skal manglende overholdelse af den kontrolfunktion, der er omhandlet i bekendtgørelserne nr. 262 af 14. april 1994 og nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol af måling af henholdsvis fjernvarme og elforbrug, have for en forsyning set med energilovenes øjne' og hvilke konsekvenser skal manglende anmeldelse til Tilsynet og bekendtgørelse overfor de tilsluttede forbrugere af kontrolsystemet - som ifølge bekendtgørelserne skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual - have for forsyningsvirksomheden, bedømt på grundlag af energiforsyningslovene'

3.    Hvor langt tilbage i tid skal der reguleres, i tilfælde af konstateret målerfejl '

A. Praksis
7.                  Efter gennemsyn af Ankekendelser, udvalgsvedtagelser og direktørmeddelelser kan følgende praksis udledes:

--o0o--

8.                  Energitilsynet skal i medfør af energiforsyningslovene bedømme om anmeldte priser, tariffer og leveringsbetingelser er urimelige, samt om anvendelsen af det anmeldte har medført urimelige virkninger. (Udvalgsvedtagelse af 18. juni 1984 vedr. Århus kommunale værker), (Klagenævnsafgørelse af 25. juli 2001 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk). Det er såvel det materielle indhold af det anmeldte, som virkningen af anvendelsen, der kan gøres til genstand for en bedømmelse.

9.                  Bedømmelse af faktiske forhold, der kræver en egentlig bevisbedømmelse, dvs. hvor en egentlig årsagssammenhæng ikke kan påvises, eller der er uenighed mellem parterne og faktuelle ting, henhører under de almindelige domstole. (Direktørmeddelelse af 5. april 1982 vedr. Midtjysk Elforsyning), (Udvalgsvedtagelse af 13. april 1987 vedr. Randers kommunale Værker), ( Udvalgsafgørelse af 21. september 1987 vedr. Vestbirk oplands Højspændingsforsyning), (Udvalgsvedtagelse af 11. februar 1991), (Ankekendelse af 17. juli 1992 vedr. Brønderslev og Oplands Elforsyning), (Ankekendelse af 6. oktober 1994 vedr. Århus kommunale værker),  (Ankekendelse af 14. maj 1999 vedr. Tranbjerg Varmeværk), (Udvalgsvedtagelse af 11. februar 1991 vedr. Hillerød kommunale værker), (Ankekendelse af 1. december 1997 vedr. Herning kommunale værker), Udvalgsvedtagelse af 15. december 1997 vedr. NESA A/S), (Klagenævnsafgørelse af 25. juli 2001 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk).

10.               Det falder uden for udvalgets kompetence at bedømme, om et registreret forbrug svarer til antallet af forbrugende apparater og antallet af beboere på forbrugsstedet, idet dette ville forudsætte en bevisbedømmelse (Udvalgsvedtagelse den 21. marts 1994 vedr. NESA A/S), (Ankekendelse af 1. december 1997 vedr. Herning kommunale værker), Udvalgsvedtagelse af 15. december 1997 vedr. NESA A/S), (Direktørmeddelelse af 2. marts 1998).

--o0o--

11.               En forbruger skal som udgangspunkt betale for det forbrug måleren viser, med mindre der kan konstateres eller sandsynliggøres måler- eller funktionsfejl (Udvalgsafgørelse af 14. marts 1983 vedrørende Nibe varmeværk), (Ankekendelse af 2. oktober 1986 vedrørende Brønderslev kommunale varmeværk), (Ankekendelse af 6. oktober 1994). Fejl kan konstateres eller sandsynliggøres såvel hos måleren, som ejes af værket eller henføres til forbrugerens egne installationer, men uanset hvor fejlen er konstateret, vil den som udgangspunkt kunne berettige til efterregulering.

12.               I tilfælde af, at det måleraflæste forbrug findes urealistisk - højt eller lavt  - må det ved en efterfølgende kontrol af måleren samt forbrugerens installationer konstateres eller sandsynliggøres om der foreligger måler- eller funktionsfejl eller ej (Udvalgsafgørelse af 13. april 1987 vedr. Kongerslev Fjernvarmeværk A.m.b.a.), (Udvalgsafgørelse af 13. juni 1988 vedr. Munkebo kommunale værker), (Ankekendelse af 14. oktober 1991), (Udvalgsvedtagelse af 29. marts 1999 vedr. Frederiksberg kommune), (Ankekendelse af 14. maj 1999 vedr. Tranbjerg Varmeværk), (Klagenævnsafgørelse af 25. juli 2001 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk).

13.               Undersøgelsen af måleren kan foretages at værket selv, og skal ikke nødvendigvis ske på et akkrediteret værksted. (Udvalgsvedtagelse af 1. oktober 1984 vedr. Ullerslev kommunale Fjernvarmeforsyning) Spørgsmålet om, hvilke krav, der med rimelighed kan stilles til undersøgelsen af måleren, og hvem der kan foretage undersøgelsen, er gjort til genstand for drøftelse i det afsluttende vurderingsafsnit.

14.               Fejl i forbrugerens installationer, der kan berettige til efterregulering kan eksempelvis være fejlagtig montering af  en cirkulationspumpe, således at målerens registrering ikke var korrekt,(Udvalgsafgørelse af 15. juni 1987 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.a.), (Ankenævnskendelse af 17. juli 1992 vedr. Brønderslev og Oplands Elforsyning), eller fejlbetjening af returtermostater med stor vandgennemstrømning uden varmeudnyttelse tilfølge (Direktørberetning af 16. november 1987 vedr. Nordborg Kommunes Varmeforsyning), eller andre fejl. (Udvalgsafgørelse af 13. juni 1988 vedr. Munkebo kommunale værker), (Udvalgsvedtagelse den 13 . november  1989 vedr. Aalborg kommunale varmeforsyning).

15.               Ved en sådan vurdering vil der blive lagt vægt på, om det konstateres eller sandsynliggøres, om den foreliggende svigt i forbrugerens installationer, kan henføres til manglende vedligeholdelse og/eller tilsyn, eller ej. (Udvalgsvedtagelse af 13. april 1987 vedr. Randers kommunale værker), (Ankekendelse af 12. april 1989 vedr. Hjørring varmeforsyning).

--o0o--

16.               Det falder uden for udvalgets kompetence, at tage stilling til, om en forbrugeren på grund af passivitet har accepteret forsyningsvirksomhedens krav eller om kravet eventuelt er forældet. (Udvalgsvedtagelse af 29. marts 1999 vedr. Frederiksberg kommune).

--o0o--

17.               Et værk vil - når måler- eller funktionsfejl er konstateret - som udgangspunkt være berettiget til hos forbrugeren at opkræve betaling for det registrerede varmeforbrug, efter det tidspunkt, hvor forbrugeren var gjort opmærksom på, at der var noget galt med anlægget, med tillæg af det for udbedringens foretagelse nødvendige tidsrum. (Ankekendelse af 6. januar 1992 vedr. Gilleleje Fjernvarme A.m.b.a.).

18.               Manglende tilsyn fra forbrugerens side kan tillægges betydning, når der ikke har kunnet konstateret fejl ved måleren. (Udvalgsvedtagelse af 13. april 1987 vedr. Randers kommunale værker), (Ankekendelse af 12. april 1989 vedr. Hjørring varmeforsyning).

19.               Uanset leveringsbetingelsernes angivelse herom, kan det være urimeligt at pålægge forbrugeren at erstatte merudgifter i forbindelse med ledningsbrud, såfremt der ikke foreligger forhold, der kan bebrejdes forbrugeren, idet der må lægges vægt på, at værk og forbruger ikke er ligestillede. (Udvalgsvedtagelse af 14. februar 1994), (Udvalgsvedtagelse af 14. februar 1994 vedrørende Sønderborg Fjernvarme A.m.b.a.).

20.               Uanset, at forbrugeren har oplyst værket om ændrede aftageforhold og uanset fejlregistrering hos værket af oplysningerne, skal der som udgangspunkt betales for det registrerede forbrug, såfremt forbrugeren burde have indset, at opkrævede acontobeløb ikke svarer til realistisk betaling for den aftagne energi. (Udvalgsvedtagelse af 15. november 1993 vedr. HNG).

21.               Det er uden betydning for forbrugerens eventuelle krav på tilbagebetaling, om forbrugeren har ført kontrolbog eller at forbrugeren har henvendt sig til værket inden en given frist, efter at misforholdet er konstateret, og dette uanset om værket eventuelt måtte have anmeldt leveringsbestemmelse med sådant indhold (Udvalgsvedtagelse af 18. juni 1984 vedrørende Århus kommunale værker), (Udvalgsvedtagelse af 13. november  1989 vedr. Aalborg kommunale varmeforsyning).

--o0o--

22.               Udgangspunktet for beregningen af kravet på efterbetaling eller tilbagebetaling er forbruget i en forudgående periode uden måler- eller funktionsfejl (Direktørberetning af 7. november 1983 vedr. Løkken varmeværk), Direktørberetning af 2. september 1985 vedr. Brønderslev kommunale værker), (Udvalgsvedtagelse af 13. april 1987 vedr. Randers kommunale Værker), ,(Udvalgsafgørelse af 15. juni 1987 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.a.), (Direktørmeddelelse af 13. februar 1989), (Ankekendelse af 1. september 1989), (Ankekendelse af 3. januar 1989 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.a.), (Ankekendelse af 19. april 1991) ), (Ankekendelse af 17. juli 1992 vedr. Brønderslev Oplands Elforsyning), (Udvalgsvedtagelse af 29. marts 1999 vedr. Frederiksberg kommune). Såfremt en forudgående periode uden måler- eller funktionsfejl ikke er tilgængelig skal en efterfølgende tilsvarende periode danne grundlag for beregningen. Andre tilsvarende aftageres forbrug kan ikke danne grundlag for beregningen.

23.               Længden af den periode, der ligger til grund for beregningen må ikke være for kort (Direktørberetning af 31. august 1987 vedr.- Københavns Belysningsvæsen).

24.               Ved regulering af forbruget kan det komme på tale, at give værket kompensation for samtlige omkostninger, herunder ekstraordinære administrationsomkostninger som sagen har givet anledning til. (Udvalgsafgørelse af 15. juni 1987 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.a.), (Udvalgsafgørelse af 13. juni 1988 vedr. Munkebo kommunale værker), (Udvalgsvedtagelse af 13. november 1989 vedr. Aalborg kommunale varmeforsyning). Værket skal foretage en egentlig beregning på baggrund af faktiske oplysninger, og ikke blot skønne et forbrug eller eftergive/opkræve pr. kulance.

25.               Krav på tilbagebetaling omfatter indeværende samt nærmest forudgående regnskabsår. (Ankekendelse af 16. marts 1989 vedrørende Hirtshals Fjernvarme), (Ankekendelse af 6. oktober 1994 vedr. Århus kommunale værker) Spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tid regulering kan ske, er gjort til genstand for drøftelse i det afsluttende vurderingsafsnit.

26.               Spørgsmålet om, hvorvidt en klager har krav på tilbagebetaling - ud over en periode, som omfatter indeværende samt nærmest forudgående regnskabsår - henhører under domstolene (Ankekendelse af 8. august 1983 vedr. Aalborg kommune), (Ankekendelse af 16. marts 1989 vedrørende Hirtshals Fjernvarme), (Ankekendelse af 17. juli 1992 vedr. Dronninglund kommune), (Ankekendelse af 6. oktober 1994 vedr. Århus kommunale værker).

--o0o--

27.               Såfremt en forudgående periode uden måler- eller funktionsfejl ikke er tilgængelig kan beregningen efter aftale mellem parterne ske på grundlag af en efterfølgende periode. (Udvalgsafgørelse af 7. oktober 1985 vedr. Brøndby Fjernvarme), (Ankekendelse af 2. oktober 1986 vedrørende Brønderslev kommunale varmeværk), (Direktørberetning af 31. august 1987 vedr. Københavns Belysningsvæsen), (Ankekendelse af 21. marts 1988  vedr. Struer kommunale Varmeforsyning), Direktørmeddelelse af 11. februar 1991), (Udvalgsvedtagelse af 11. februar 1991 vedr. Hillerød kommunale værker).

28.               I tilfælde af målerfejl, er det urimeligt, at et værk i konkrete tilfælde afregner årsforbruget efter en beregning baseret på et fremtidigt forbrug, idet værket må afregne forbruget efter den opgørelse - enten efterfølgende måling eller forbrug i en sammenlignelig periode året før, der stiller forbrugeren bedst. (Udvalgsafgørelse af 7. oktober 1985 vedr. Brøndby Fjernvarme).

29.              Ved beregningen af varmeforbrug skal der tages hensyn til graddage, der er udtryk for hvor koldt, det har været i perioden, og således udtryk for periodens varmebehov. (Direktørberetning af 7. november 1983 vedr. Løkken varmeværk), (Ankekendelse af 2. oktober 1986 vedrørende Brønderslev kommunale varmeværk).

30.              Såfremt der ikke er konstateret eller sandsynliggjort måler- eller fundktionsfejl skal der som udgangspunkt betales for det registrerede forbrug (Udvalgsvedtagelse af 21. september 1987), (Direktørmeddelelse af 11. maj 1992 vedr. Maribo varmeværk), (Ankekendelse af 1. december 1997 vedr. Hernings kommunale værker).

31.              Værket kan ikke - såfremt der ikke er konstateret fejl ved måleren - foretage korrektion, blot fordi det aflæste forbrug ikke svarer til det af værket forventede. (Udvalgsafgørelse af 7.oktober 1985 vedr. Brøndby Fjernvarme).

32.              Ved "uforklarlige" forbrugsstørrelser bør en forsyningsvirksomhed foretage en reel vurdering af henvendelsen, og ikke blot henholde sig til leveringsbestemmelserne, hvoraf det måtte fremgå, at der er betalingspligt for alt registreret forbrug. (Udvalgsvedtagelse af 21, september 1987 vedr. Vestbirk oplands Højspændingsforsyning).

33.              Uanset, om der ikke er konstateret måler- eller funktionsfejl, skal der alligevel foretages en beregning af det på måleren registrerede forbrug, såfremt dette forbrug fraviger ekstraordinært eller eksorbitant fra, hvad der kan forventes at være normalforbruget, dog således at værket får dækket de omkostninger, der er påført i forbindelse med fejlen. (Udvalgsvedtagelse af 13. november  1989 vedr. Aalborg kommunale varmeforsyning), (Udvalgsvedtagelse af 15. december 1997 vedr. NESA A/S).

34.               De anmeldte leveringsbestemmelser er udgangspunktet, for hvor lang tilbage i tid, der skel reguleres (Klagenævnsafgørelse af 25. juli 2001 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk).

35.               Spørgsmålet om, hvorvidt fastsættelse af forbruget kan ske på andet grundlag end fastsat i anmeldte leveringsbetingelser henhører under de almindelige domstole. (Klagenævnsafgørelse af 25. juli 2001 vedr. Dagnæs-Bækkelund Varmeværk).

B. Målerundersøgelse36.               Skal undersøgelse af måleren foretages på et akkrediteret værksted eller kan forsyningsvirksomheden ved egne ansatte selv foretage undersøgelsen af måleren'

37.               I en afgørelse fra oktober 1984 har det tidligere Gas- og varmeprisudvalg tilkendegivet, at udvalget ikke fandt det urimeligt, at et varmeværk selv foretog målerafprøvninger, forudsat forbrugeren havde mulighed for at forlange en afprøvning af en uvildig instans.

38.               Umiddelbart findes det urimeligt, at den ene part - nemlig værket - i en foreliggende tvist om, hvorvidt måleren, hvis udvisende danner grundlag for værkets betalingskrav, viser rigtigt, selv kan foretage en undersøgelse af måleren.

39.               Ud fra et retssikkerhedssynspunkt burde der stilles krav om, at undersøgelsen blev foretaget af et uvildigt værksted, der er akkrediteret til at foretager sådanne undersøgelser, men forsyningsvirksomhederne foretager i vid udstrækning selv målerundersøgelserne og forsyningsvirksomhederne er i visse tilfælde blevet akkrediteret til at foretage disse undersøgelser.

40.               Forbrugeren er ikke er sagkyndig i modsætning til forsyningsvirksomheden og har ikke i tankerne at forlange at få måleren undersøgt af en uvildig trediemand.

41.               Et naturligt udgangspunkt må være, at der foretages én og kun én undersøgelse af måleren og denne undersøgelse, må danne grundlag for hvilket betalingskrav forsyningsvirksomheden med rimelighed kan fremsætte. Undersøgelsen må være tilstrækkelig dybdegående og grundig, så resultatet af undersøgelsen er bæredygtigt.

C. Anmeldelse af kontrolmanual42.               Hvilke konsekvenser for en forsyningsvirksomhed skal manglende overholdelse af den kontrolfunktion, der er anført i bekendtgørelserne nr. 262 af 14. april 1994 og nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol af måling af henholdsvis fjernvarme og elforbrug, have for en forsyning set med energilovenes øjne' og hvilke konsekvenser skal manglende anmeldelse til Tilsynet og bekendtgørelse overfor de tilsluttede forbrugere af kontrolsystemet - der ifølge bekendtgørelserne skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual - have for forsyningsvirksomheden, bedømt på grundlag af energiforsyningslovene'

43.               En energileverandør skal ifølge de nævnte bekendtgørelser, der er udstedt af Erhvervsfremme Styrelsen, etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed, til sikring af at idriftværende målere fungerer uden fejl. Kontrolsystemet skal nedfældes i en manual, der skal bekendtgøres over for forbrugerne.

44.               Kontrolmanualet, som den enkelte forsyningsvirksomhed skal udfærdige, er en leveringsbetingelse, der bør anmeldes til Tilsynets register.

D. Tilsynsafgørelsers rækkevidde45.               Hvor langt tilbage i tid skal der reguleres, i tilfælde af konstateret måler- eller funktionsfejl'

46.               Der tegner sig ikke et klart billede af, hvilken rækkevidde en urimelighedsbedømmelse har i tidsmæssig henseende bagud.

47.               Energiklagenævnet har i en konkret sag, afgjort i sommeren 2001, tilkendegivet, at spørgsmålet om forbrugerens krav på tilbagebetaling af for meget betalt fjernvarmeafgift ikke er reguleret i varmeforsyningsloven, men henhører under domstolene.

48.               Der er tilkendegiver divergerende opfattelser af, hvorledes spørgsmålet skal løses fra hhv. brancheorganisationerne og tidligere udvalgsmedlemmer, og spørgsmålet er, hvorledes Energiklagenævnets udtalelse fra sommeren 2001 vedrørende rækkevidden og konsekvensen af en tilsynsafgørelse, skal tolkes.

49.               Brancheorganisationernes opfattelse af, hvorledes der skal forholdes, i tilfælde af konstateret måler- og funktionsfejl, er kommet til udtryk i de vejledninger, som organisationerne har udarbejdet til brug for medlemmerne.

50.               Danske Fjernvarmeværkers Forening (DFF) anfører således i vejledningen "Beregning af fjernvarmeforbrug", udstedt marts 1999, blandt andet: "Normalt vil man ikke kunne regulere længere tilbage end til begyndelsen af sidste regnskabsår dvs. indeværende år samt hele foregående år."

51.               Danske Elværkers Forening (DEF) giver udtryk for samme holdning i vejledningen "Elleverandørens leveringsbestemmelser" pr. april 1998, hvor der i afsnittet om "Forbrug i tilfælde af målerfejl" blandt andet anføres følgende: "Konstateres det, at målerens visning er ukorrekt, skal forbruget i perioden med afvigelsen, fastsættes af elleverandøren efter forhandling med forbrugeren.", og der knyttes hertil blandt andet følgende kommentar: "Opmærksomheden henledes på, at elleverandøren næppe kan forvente ved domstolene at få medhold i en regulering af elforbruget og dermed af regningen længere end den indeværende afregningsperiode. Såfremt forbrugeren er i utvivlsom ond tro med hensyn til sin forbrugsafregning, kan der dog formentlig kræves hel eller delvis betaling for den ikke afregnede elektricitet. Såfremt reguleringen af afregningen er til forbrugerens fordel, er der modsat ingen tvivl om. at forbrugeren skal have tilbagebetalt alle de for meget gennem årene erlagte beløb."

52.               Det må understreges, at vejledningerne kun er retningsgivende, men ikke bindende for de enkelte forsyningsvirksomheder med hensyn til, hvor ledes den konkrete virksomhed skal reagere på konstateret eller formodet måler- eller funktionsfejl.

53.               Energiprisudvalgenes næstformand har i forbindelse med fremlæggelse af et notat vedrørende spørgsmålet om "anerkendelse af tilbagesøgningskrav og forholdet mellem udvalgets og domstolenes kompetence på dette område" på Gas- og varmeprisudvalgets møde den 4. september 1989 givet udtryk for, at " DFF-vejledningens regler om efterreguleringsperiodens længde burde ændres, idet vejledningen ikke sondrer mellem, om forbrugeren har betalt for meget eller for lidt".

54.               Der er således givet udtryk for, at urimelighedsbedømmelsen under alle omstændigheder skal have konsekvenser, for den part, der har handlet urimeligt.

55.               Selvom Tilsynets afgørelser som udgangspunkt er fremadrettede, må en afgørelse, hvor et forhold er fundet urimeligt, får konsekvenser for den part hvis adfærd er  vurderet som urimelig. En ordfortolkning af Energiklagenævnets afgørelse, kunne føre til, at den part, hvis adfærd er vurderet som urimelig, ikke skal rette op på forholdene.

56.                Udgangpunktet har ifølge energiudvalgenes praksis været, at regulering skal ske for "indeværende samt forudgående regnskabsår, hvilket kan opfattes således, at udvalgene ikke er gået ind i en bedømmelse af , om kravet evt. er forældet

57.               Hvis der ikke rettes op på den konstaterede urimelighed, men afgørelsen alene har virkning for tiden efter, at afgørelsen er truffet, vil resultatet være, at kun forbrugere, der fremtidigt klager, får fornøjelse af den udmelding om retstilstanden, der ligger i den konkrete afgørelse, mens den aktuelle forbruger ikke får kompensation for urimeligheden.

58.               Varmeforsyningsloven og elforsyningsloven hjemler Energitilsynet adgang til at udstede pålæg til efterkommelse af en afgørelse, men adgangen  til at give pålæg ville være indholdsløs, hvis urimeligheden ikke bringes ud af verden.

Afgørelse

Energitilsynet vedtog at tilkendegive,

60.               at Energitilsynet fortsat vil vurdere konkrete henvendelser fra forbrugere eller værker vedrørende måler- og funktionsfejl og de hertil knyttede problemstillinger, men at tilsynet ikke finder grundlag for at ændre de hidtil fastlagte retningslinier vedrørende betaling for levering af fjernvarme og elektricitet i disse situationer, dog således,

61.               at det findes urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4 og elforsyningslovens §§ 6, stk.3 og 73, at undersøgelse af en måler, der formodes at registrere forbruget forkert, foretages af værket selv, idet undersøgelsen skal foretages af et uvildigt akkrediteret målerlaboratorium.

Endvidere vedtoges

63.               at der efter nærmere aftale med Erhvervsfremme Styrelsen rettes henvendelse til samtlige varmeforsyningsvirksomheder og elforsyningsvirksomheder med anmodning om, at virksomhederne, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 1 og elforsyningslovens § 76, stk. 1, til Energitilsynets register anmelder de i Erhversfremme Styrelsens bek. nr. 262 af 14. april 1994 om kontrol med måling af fjernvarme i afregningsøjemed og bek. nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol med elmålere, der anvendes til måling af elforbrug, omhandlede kontrolmanual og

64.               at der rettes henvendelse til Kammeradvokaten, men henblik på en gennemgang af det juridiske grundlag for rækkevidden af Energitilsynets afgørelser. 

Sagsfremstilling

Indledning

65.               Energiprisudvalgene og Mononopolankenævnet/Konkurrence-ankenævnet/Energiklagenævnet har adskillige gange behandlet spørgsmålet om hvorledes, der skal forholdes i tilfælde af fejl ved forbrugerens måler eller ved funktionsfejl i forbrugerens interne anlæg.

66.   Sagsfremstillingen indeholder - udover lovgrundlaget - alene en længere oplistning af vedtagelser og direktørberetninger fra de tidligere energiprisudvalg, samt af ankenævnskendelser og klagenævnsafgørelser, men indeholder ikke en sædvanlig gennemgang af et konkret faktisk hændelsesforløb.

Lovgrundlaget

67.                           Grundlaget i den nugældende energilovgivning for bedømmelsen af følgerne af konstateret måler- eller funktionsfejl er følgende: 

Varmeforsyningsloven:
§ 20, stk. 1	Inden for de i § 20 a nævnte indtægtsrammer kan kollektive varmeforsyningsanlæg, industrivirksomheder, kraftvarmeværker med en eleffekt over 25 MW samt geotermiske anlæg m.v. i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas indregne nødvendige udgifter til energi lønninger og andre driftsomkostninger, efter forskning, administration og salg, omkostninger som følge af pålagte offentlige forpligtelser samt financieringsudgifter ved fremmedkapital og underskud fra tidligere perioder opstået i forbindelse med etablering af væsentlig udbygning af forsyningssystemerne, jf. dog § 20 a, stk. 7 og § 20 b.
§ 20, stk. 2	Efter regler fastsat af miljø- og energiministeren kan der endvidere indregnes driftsmæssige afskrivninger og med det i § 21 nævnte Energitilsyns tiltræden henlæggelser til nyinvesteringer og forrentning af indskudskapital.
§ 21, stk. 1	Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, for de § 20 og § 20 b omfattede ydelser skal med angivelsen af grundlaget herfor anmeldes til et af miljø- og energiministeren nedsat tilsyn (Energitilsynet) efter regler fastsat af tilsynet
§ 21, stk. 3	Tariffer, omkostningsfordeling og andre betingelser, der ikke er anmeldt som foreskrevet efter stk. 1, er ugyldige.
§ 21, stk. 4	Finder energitilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 a eller 20 b eller regler udstedt i henhold til loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.
§ 21, stk. 5	Såfremt tariffer, omkostningsfordeling eller andre betingelser må antages at medføre en i samfundsmæssig henseende uøkonomisk anvendelse af energi, kan tilsynet efter forhandling som nævnt i stk. 4 give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsfordeling eller betingelser.
§ 21, stk. 6	Bestemmelserne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for vedtægtsbestemmelser i forbrugerejede forsyningsvirksomheder.
	Elforsyningsloven:
§ 6, stk. 3	Kollektive elforsyningsvirksomheder, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på gennemsigtige, objektive , rimelige og ensartede vilkår.
§ 69, stk. 1	Priserne for ydelser fra de kollektive elforsyningsvirksomheder fastsættes under hensyn til virksomhedernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og af afskrivninger ved forrentning af kapital. Ved fastsættelsen af priserne tages desuden hensyn til udgifter, som afholdes som følge af, at virksomhederne hæfter for gældsforpligtelser i medfør af § 46, stk. 3, eller for andre elforsyningsvirksomheders gældsforpligtelser stiftet inden lovens ikrafttræden.
§ 73	De kollektive elforsyningsvirksomheders prisfastsættelse af deres ydelser  efter §§ 69-72 skal ske efter rimelige, objektive og ikke-diskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte køberkategorier giver anledning til.
§ 76, stk. 1, 1	De kollektive elforsyningsvirksomheder skal til Energitilsynet anmelde priser, tariffer og betingelser, der omfattes af bevillingerne, samt grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelser.
§ 77, stk. 1	Hvis Energitilsynet finder, at priser og leveringsbetingelser må anses for at være i strid med bestemmelser i denne lov, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og betingelser 68.
§ 77, stk. 4	Energitilsynet kan træffe bestemmelse om, at en kollektiv elforsyningsvirksomhed skal ændre forbrugerpriserne, hvis virksomheden har foretaget en disposition, der ikke kan anses for rimelig for forbrugerne. Energitilsynet kan herunder bestemme, at virksomheden i nærmere angivet omfang skal anvende et overskud til ændring af priserne.

 
69.               Af retsgrundlag vedrørende målere kan endvidere nævnes:

a.	Bek. nr. 262 af 14. april 1994 om kontrol med måling af fjernvarme i afregningsøjemed
b.	Bek. nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol med elmålere, der anvendes til måling af elforbrug.
c.	Bek. nr. 891 af 9.oktober 1996 om individuel måling af el, gas, vand og varme, som ændret ved bek. nr. 565 af 1. juli 1997.  Bekendtgørelsen indeholder blandt andet bestemmelse om "Typegodkendelse, verifikation og kontrol af målere".

70.               Af bek. nr. 262 af 14. april 1994 om kontrol med måling af fjernvarme i afregningsøjemed og bek. nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol med elmålere, der anvendes til måling af elforbrug fremgår blandt andet følgende:

71.               Måleudstyr, der anvendes til måling af fjernvarme/elektrisk energi til brug for afregning af energi- eller volumenmængde mellem køber og sælger, skal opfylder nærmere angivne krav og underkastes kontrol. Udstyret skal være typegodkendt og verificeret.

72.               Akkrediteret prøvning er ifølge bekendtgørelserne en teknisk prøvning udført af et af Dansk Akkreditering (DANAK) akkrediteret prøvelaboratorium i henhold til laboratoriets akkreditering

73.               Leverandøren skal etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed. Kontrolsystemet skal være således opbygget, at der gennem dets drift opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at de idriftværende målere ikke overskrider det dobbelt af de maksimalt tilladelige fejl ved førstegangsverifikation.

74.               Kontrolsystemet skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual og kontrolmålingen skal foretages ved akkrediteret kalibrering. Værket er forpligtet til at bekendtgøre kontrolsystemets indhold overfor forbrugerne og der skal orienteres om ændringer i systemet.

75.               De refererede bestemmelser i de to bekendtgørelser er stort set enslydende.

76.               Bekendtgørelsernes indhold er gjort til genstand for drøftelse i det afsluttende vurderingsafsnit.

Energiprisudvalgenes tidligere behandlinger.
Gas- og varmeprisudvalget 

77.               Den 1. november 1982 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Sindal Varmeforsyning havde klaget over, at forsyningen havde afvist at ændre slutopgørelsen for årene 1980/81 og 1981/82.

78.               Slutopgørelsen pr. 30. juni 1982 viste et forbrug på 730 m3, hvilket forbrugeren anså for usandsynligt, og forbrugeren var derfor gået ud fra, at slutaflæsningen for den foregående periode har været for lav, idet han ikke ville anfægte målerstanden, som aflæst pr. 30. juni 1982.

79.               Forbrugeren havde antaget, at forbruget i varmeåret 1980/81 ved en fejltagelse var aflæst 200 m3 for lavt, således at forbruget i varmeåret 1981/82 fremtrådte 200 m3 for højt.

80.               Forbrugeren havde anmodet forsyningen om at ændre slutopgørelserne for de to år, således at 200 m3 blev overflyttet til 1980/81. Den samlede betaling for de 2 år skulle herefter nedsættes med ca. 800 kr.

81.               Dette har varmeforsyningen afslået med henvisning til, at indsigelse mod slutopgørelsen skulle fremsættes til varmeværket inden 8 dage efter modtagelsen af slutopgørelsen. For så vidt angik indsigelsen mod slutopgørelsen for 1980/81 var fristen således overskredet med 1 år.

82.               Det var oplyst, at måleraflæsningerne blev foretaget af værket, og at forbrugeren ved selvsyn kunne konstatere, om aflæsningen forekom rimelig.

83.               Det var direktoratets hensigt at meddele forbrugeren og værket at udvalget ikke fandt det urimeligt, jfr. varmeforsyningslovens § 28, stk. 4, at forsyningen havde afslået at efterkomme forbrugerens indsigelse mod fordelingen af forbruget af varme i varmeårene 1980/81 og 1981/82.

84.               Spørgsmålet om de korrekte forbrugstal for de to perioder ville om nødvendigt kunne indbringes for domstolene eller Forbrugerklagenævnet.

85.               Den 7. februar 1983 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Aalborg kommune havde klaget over kommunens fremgangsmåde i forbindelse med kontrol og udskiftning af klientens varmemåler.

86.               Ved en undersøgelse af måleren var det i efteråret 1981 blevet konstateret, at denne havde en fejlvisning på 96 %. Måleren var blevet installeret i 1972/73, og da det registrerede forbrug for årene siden da var nogenlunde jævnt, var det forbrugerens opfattelse, at måleren havde haft denne fejlvisning, siden den blev installeret. Han havde derfor krævet varmebetalingen reguleret i forhold til denne fejlvisning mindst 5 år tilbage.

87.               Aalborg kommune havde foretaget tilbageregulering af varmebetaling for året 1981, men havde afvist klagerens ønske om tilbageregulering for 5 år. Kommunen havde henvist til at alle målere i forsyningsområdet før montering var blevet afprøvet og justeret, med henvisning til leveringsbestemmelserne, hvoraf bl.a. fremgik, at forbrugerne til enhver tid kunne kræve målerne efterset, justeret og eventuelt udskiftet. Endvidere, at kommunen i tilfælde af fejlvisning over 10 % alene havde pligt til at regulere varmebetalingen 1 år tilbage.

88.               Direktoratet havde på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke fundet anledning til at rette indvending mod kommunes fremgangsmåde i den foreliggende sag, men havde samtidig henvist klageren til domstolene eller Forbrugerklagenævnet for en nærmere efterprøvning af bevismaterialet i den konkrete sag og af reguleringsbeløbet.

89.               Monopolankenævnet stadfæstede den 8. august 1983 afgørelsen.

90.               Den 14. marts 1983 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Otterup kommunale fjernvarmeforsyning havde klaget

91.               På baggrund af en væsentlig forbrugsnedgang udskiftede fjernvarmeforsyningen i september 1981 klagerens måler. Forbruget på den gamle og den nye måler udgjorde tilsammen 7.6 Gcal i 1981. Kommunen ansatte imidlertid klagerens forbrug skønnet til 12.6 Gcal. Til sammenligning kan oplyses, at forbruget i årende 1977‑79 i gennemsnit udgjorde 10 Gcal og i 1980 7.3 Gcal.

92.               Forbrugeren var utilfreds med den skønsmæssige ansættelse og pegede på, at forbrugsnedgangen skyldtes, at huset i forbindelse med en ombygning var blevet topisoleret og forsynet med 3‑lags termoruder, varmegenindvindingsanlæg og automatisk natsænkning.

93.               Kommunen anførte, at klagerens forbrug var skønnet på grund af visningen på den ny måler samt i øvrigt, at forbrugsnedgangen skyldtes, at leveringsbestemmelserne, der bl.a. siger, at hele forbruget skal aftages fra fjernvarmeværket, var overtrådt fordi genindvindingsanlægget var el‑ drevet. Den gamle målers nøjagtighed blev ikke undersøgt.

94.               Efter fornyede overvejelser har kommunen frafaldet kravet om ansættelse af skønnet forbrug i den konkrete sag, hvorefter direktoratet ikke agter at foretage videre i denne sag. Herudover har kommunen oplyst, at den administrerer reglerne om alternativ energi i overensstemmelse med udvalgets retningslinier. Direktoratet har herefter anmodet kommunen om at anmelde denne ændring til leveringsbestemmelserne.

95.               Den 14. marts 1983 blev endvidere under direktørens beretning omtalt udvalgets vedtagelse den 7. februar 1983, hvorefter Brøndby Fjernvarmes efterfølgende korrektion af et allerede afmålt varmeforbrug var urimelig. Direktoratet havde forhandlet med værket, der har meddelt, at afgørelse efterkommes således, at der foretages tilbagebetaling af det beregnede "merforbrug" både for 1980/81 og for perioden 1. maj ‑ 21. oktober 1981, hvilket i alt udgør (1,73 MWh á 305,30 kr. + moms), 644,37 kr.

96.               Den 14. marts 1983 behandlede udvalget endvidere en henvendelse fra en forbruger under Nibe Varmeværk. Baggrunden for henvendelsen var bl.a. en formodning om for højt registreret forbrug i 1981/82.

97.               Udvalget vedtog at meddele værket og forbrugeren, at spørgsmålet om berettigelsen af det registrerede varmeforbrug for 1981/82 måtte henvises til domstolene.

98.               Udvalget havde lagt vægt på, at en kontrol af måleren viste, at den var i orden, og at der ved en gennemgang af varmeanlægget i øvrigt ikke var blevet fundet fejl.

99.               Den 7. november 1983 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Løkken Varmeværk A.m.b.a. havde klaget over, at der i forbindelse med udskiftning af varmemåleren, var blevet ansat et skønnet forbrug for en del af varmeåret 1982/83.

100.           Måleren, der var gået helt i stå, blev udskiftet den 1. februar 1983. For den ikke målte del af varmeåret (1. juni 1982 ‑ 1. februar 1983) havde værket lagt forbruget på den nye måler og en graddageberegning til grund, hvilket førte til et beregnet forbrug på 432 m3.

101.           Forbrugeren fandt, at afregningen burde baseres på det målte forbrug på den gamle måler + det målte forbrug på den nye måler samt en mindre korrektion, hvilket ville føre til et beregnet forbrug på 290 m3.

102.           Varmeværket havde til udvalgets register anmeldt en fremgangsmåde, hvor der ved større fejl skulle korrigeres fra sidste aflæsning under hensyn til forrige års forbrug i samme tidsrum. I den konkrete sag havde varmeværket fraveget denne fremgangsmåde til ugunst for klageren.

103.           Direktoratet havde meddelt varmeværket, at man ikke fandt, at den anmeldte fremgangsmåde ved målerfejl kunne fraviges til ugunst for forbrugeren, hvilket desuden er meddelt klagere.

104.           For så vidt angår en nærmere opgørelse af det ikke målte forbrug, havde direktoratet meddelt parterne, at dette endeligt måtte finde sin afgørelse ved domstolene.

105.           Den 18. juni 1984 behandlede udvalget en klage fra en forbruger under Århus kommunale værker vedrørende afregning af varme. På baggrund af tilkalkning af en varmemåler havde det aflæste forbrug oversteget det faktiske.

106.           Det forbrug som værket krævede betaling for var et skønsmæssigt beregnet forbrug tillagt halvdelen af forskellen mellem det aflæste forbrug og det skønsmæssigt ansatte forbrug. Værket havde afvist at lægge det skønsmæssigt beregnede forbrug til grund, fordi klageren ikke havde ført en kontrolbog som krævet i værkets reklamationsregler.

107.           Udvalget vedtog at meddele værket og klageren, at reklamationsreglerne ikke kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, jfr. bestemmelserne i varmeforsyningslovens § 28, stk. 2, og anmeldelsesbekendtgørelsens § 4.

108.           Udvalget vedtog endvidere, at det er urimeligt, jfr. varmeforsyningslovens § 28, stk. 4, at reklamation over for stort forbrug kun kunne tages op til behandling, hvis kontrolbogen var ført forskriftsmæssigt og klage var indgået senest 14 dage efter, at et overforbrug ifølge kontrolbogen var konstateret.

109.           Udvalget vedtog at bemyndige direktoratet til at optage forhandling med værket om efterkommelse af udvalgets afgørelse.

110.           Ved afgørelsen lagde udvalget vægt på, at det ikke kunne anses for rimeligt, at et varmeværk i sine leveringsbetingelser havde fastsat  bestemmelser, som afskar forbrugere fra at gøre indsigelse mod et målt forbrug alene begrundet med, at der ikke var ført forskriftsmæssig kontrol med det registrerede forbrug. Endvidere lagde udvalget til grund, at der i det konkrete tilfælde ikke sås at være forbindelse mellem det afmålte og det faktiske forbrug af fjernvarme. Endelig blev det lagt til grund, at reklamationsreglerne ikke var anmeldt til registeret på det tidspunkt, hvor merforbruget blev konstateret. Der henvistes herved til gyldighedsbestemmelserne i varmeforsyningslovens § 28, stk. 3 og anmeldelsesbekendtgørelsens § 4.

111.           Udvalget vedtog endvidere, at bemyndige direktoratet til at tage spørgsmålet om udformningen af generelle retningslinier vedrørende klage over overforbrug op til drøftelse med Danske Fjernvarmeværkers Forening.

112.           Den 1. oktober 1984 behandlede udvalget en klage fra en forbruger under Ullerslev  kommunale Fjernvarmeforsyning over fastsættelse af forbruget i perioden 1. august 1983 - 1. april 1984.

113.           I perioden 1. august ‑ 31. december 1983 havde forsyningen beregnet en samlet varmebetaling for ejendommen på i alt 12.812 kr., mens afregningen fra årsskiftet frem til 1. april 1984 blev på 8.360 kr. Med henvisning til, at ejendommen i perioden ikke havde været beboet samt til ejendommens varmebetaling i 1982 var på 15.989 kr., anførte klageren, at der for perioden 1.  august 1983 -1. april 1984 måtte være sket en væsentlig fejlregistrering.

114.           Forsyningen havde i 1983 udskiftet samtlige målere og erstattede dem med korrigerende m3‑målere, og i forbindelse med udskiftningen var udsendt en orienteringsskrivelse til forbrugerne, hvori disse blev tilrådet, at foretage aflæsning af fremløbstemperaturen mindst en gang om dagen i oktober måned, da de fleste omløb var blevet fjernet i forbindelse med målerudskiftningen. Hvis forbrugerne registrerede fremløbstemperaturer på under 65 grader C ved et normalt forbrug, skulle der rettes henvendelse til forsyningen. Efter periodens udløb ville forsyningen på baggrund af de indhentede erfaringer justere anlægget for at skaffe en tilfredsstillende varmeforsyning for alle.

115.           Klageren havde anført, at han af den, der havde opsyn med ejendommen, i januar måned var blevet gjort opmærksom på, at fremløbstemperaturen kun var ca. 50 grader C, hvilket gav et alt for stort forbrug, men forsyningen havde afslået at reducere forbruget for perioden 27. oktober 1983 til medio januar 1984, hvor der var blevet etableret et omløb ved klagerens måler, og som begrundelse for afslaget var anført, at det store forbrug måtte skyldes manglende tilsyn med anlægget.

116.           Forsyningens restanceinddrivelsesregler opfyldte ikke de mindstekrav, der var blevet udtrykt i de vejledende retningslinier for restanceinddrivelse, udfærdiget af DFF, og som udvalget tiltrådte i marts 1982.: Forbrugerne var allerede ved første (og eneste) rykkerskrivelse blev truet med udpantning og lukning. Videre havde forsyningen forbeholdt sig ret til at afbryde forsyningen uden varsel, såfremt der umiddelbart var fare for tab eller skade for forsyningen.

117.           I forbindelse med udvalgets tiltræden af de vejledene restanceinddrivelsesregler havde udvalget anført, at der ikke burde trues med lukning ved restance for beløb, hvorom der var rejst begrundet tvivl.

118.           Udvalget vedtog at meddele forsyningen og klageren, at udvalget ikke fandt anledning til at rette indvendinger mod, at forsyningen krævede klageren for hele det registrerede forbrug, forudsat, at der ikke ved yderligere undersøgelse kunne påvises målerfejl, og at der var informeret tilstrækkeligt.

119.           Endvidere, at udvalget ikke fandt det urimeligt, at forsyningen selv foretog målerafprøvninger, forudsat forbrugeren havde mulighed  for at forlange en afprøvning af en uvildig instans.

120.           Udvalget vedtog tillige, at meddele forsyningen og klageren, at forsyningens retningslinier for restanceinddrivelse var urimelige, jfr. varmeforsyningslovens § 28, stk. 4.

121.           Betingelserne var som anført ikke i overensstemmelse med de af udvalget tiltrådte retningslinier, men måtte anses for væsentligt skærpede. Direktoratet blev bemyndiget til at forhandle med forsyningen om ændring af bestemmelserne og til at udstede pålæg.

122.           Den 11. februar 1885 behandlede udvalget en klage fra en forbruger under Kjellerup Fjernvarme A.m.b.a. vedrørende vilkår for afregning af forbrugere med forsøgsmålere.

123.           Forsøgsmålerne var mere følsomme end de eksisterende målere, og de forbrugere, der skulle deltage i forsøget over en periode på 2 - 2 1/2 år, ville derfor få registeret et højere forbrug, end de ville have haft med de eksisterende målere, hvilket klageren fandt urimeligt. Klageren havde derfor foreslået værket, at forsøgsmålerne blev opsat i serie med de gamle målere, og at forsøgsforbrugerne fortsat blev afregnet efter de gamle målere.

124.           Selskabet havde efter en vedtagelse om overgang til energimåling ønsket at afprøve forskellige fabrikater af energimålere, før man besluttede sig for hvilken måler, der skulle erstatte de nuværende m3‑målere. Ca. 30 forbrugere var blevet udvalgt til at få installeret nye forsøgsmålere.

125.           Udvalgets teknisk sagkyndige, oplyste, at det var teknisk muligt at  serieforbinde de eksisterende målere med de nye målertyper, og desuden kunne det have interesse at sammenligne registreringen på de nye målertyper med de gamle måleres.

126.           Udvalget vedtog at meddele klageren og selskabet, at udvalget fandt værkets vilkår for afregning af forbrugere, der var udtaget til at medvirke ved afprøvning af målere, urimelige, jfr. varmeforsyningsloven § 28, stk. 4.

127.           Der blev lagt vægt på, at afregning på grundlag af de nye målere kunne indebære forøget betaling, hvorved forsøgsforbrugerne blev stillet ringere end øvrige forbrugere. Endvidere blev lagt vægt på, at der ikke var tekniske hindringer for at afregne efter eksisterende målere i forsøgsperioden.

128.           Den 22. april 1985 behandlede udvalget et klage fra en forbruger under Københavns Belysningsvæsen vedrørende efterregulering af varmeforbrug. Forsyningen havde truet med at afbryde varmeforsyningen til ejendommen, der var blevet tilsluttet i oktober 1980.

129.           Ved kvartalsaflæsningen blev der konstateret et stadigt faldende forbrug, og ved aflæsningen i begyndelsen af 1983 opstod der mistanke om, at der måtte være fejl ved måleren.

130.           Den 19. januar 1983 blev måleren udskiftet og sendt til afprøvning.  Det blev konstateret, at der var meget snavs i måleren, hvilket bevirkede, at indløbet var tilstoppet, og desuden at fejlens størrelse ikke var direkte målelig.

131.           På varmeregningen for 4. kvartal 1983 lod KB indregne et beløb på 4.514,80 kr. som efterregulering. Ejerlejlighedsforeningen betalte den ordinære del af regningen, men undlod at betale efterreguleringsbeløbet.

132.           Forsyningen meddelte - efter flere kontakter mellem parterne, at forsyningen ville blive afbrudt den 28. august 1984, hvis den manglende betaling ikke var modtaget senest dagen før.

133.           Foreningen indbetalte herefter efterreguleringsbeløbet, og afbrydelse skete ikke. Ifølge forsyningens leveringsbestemmelser kunne der i tilfælde af overskridelse af betalingsfristen uden yderligere varsel ske afbrydelse af varmeforsyningen.

134.           For leveringsforhold etableret efter den 1. juli 1981 reguleres forholdene af forsyningens "Almindelige bestemmelser for levering af Fjernvarme". For leveringsforhold etableret før  dette tidspunkt reguleres forholdet gennem overenskomster.

135.           Et medlem oplyste, at der var sket en fejl fra KB's side i det foreliggende tilfælde, idet forsyningen ikke længere anvender leveringsbetingelserne i de gamle overenskomster, men i stedet anvender reglerne i "Almindelige bestemmelser for levering af Fjernvarme".

136.           Forsyningen ville sende en redegørelse til direktoratet, og forsyningen  agtede at forhandle videre med klageren for at opnå et forlig, og udvalget tog dette til efterretning og forudsatte, at sagen ville blive løst ved forhandling mellem KB og direktoratet.

137.           Den 17. juni 1985 blev under direktørens beretning omtalt en sag hvor to forbrugere under Sønderborg Fjernvarme havde klaget over at værket havde sænket fremløbstemperaturen for at reducere ledningstabet. Indgangstemperaturen hos forbrugerne havde siden driftsomlægningen højst været 60 grader C. Varmeværket havde installeret kompenserende m3‑må-lere hos klageren og disse målere korrigerede m3‑registreringen for forskelle i fremløbstemperaturen.

138.           De to målere havde vist sig at været defekte, idet de for året 1984/85 havde korrigeret det registrerede vandforbrug i opadgående retning, hvorefter værket havde meddelt, at klagernes afregning for 1984/85 ville ske på grundlag af det faktiske m3‑forbrug, der også blev registreret på den pågældende målertype.

139.           Forbrugeren klagede over denne afregning bl.a. med henvisning til den lave fremløbstemperatur, samt og, at varmeværket ikke ville oplyse, hvilken referencetemperatur der dannede grundlag for korrektionen af m3‑forbruget. Direktoratet ville tage sagen op i forbindelse med de forventede forhandlinger med Sønderborg Fjernvarme.

140.           Den 2. september 1985 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Brønderslev kommunale Værker havde klaget til udvalget over den af værket foretagne efterregulering af forbruget i 1983 og 1984.

141.           Da der i 1983 blev registreret et meget lille forbrug, udskiftede værket klagerens måler medio januar 1984. En undersøgelse af den nedtagne måler viste at denne var behæftet med fejl, og værket meddelte herefter klageren at forbruget for varmeåret 1983, samt første halvdel af januar 1984 ville blive reguleret ved en graddageberegning på baggrund af forbruget på den nye måler.

142.           Direktoratet meddelte klageren, at man ikke havde indvendinger imod den af værket foretagne efterregulering, da det ikke var urimeligt at et varmeværk, når der konstateredes målerfejl, efterregulerede varmeforbruget i den sidste aflæsningsperiode.

143.           Monopolankenævnet stadfæstede den 2. oktober 1986 afgørelsen.

144.           Den 7. oktober 1985 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor udvalget skriftligt var blevet orienteret om en klage fra DFF til energiministeren.

145.           Med baggrund i en konkret sag havde foreningen krævet, at ministeren foranledigede en "præcisering af udvalgets rolle og direktoratets handleevne."

146.           Klagen var foranlediget af, at direktoratet havde besvaret en forespørgsel fra Kammeradvokaten, der repræsenterer Viborg Seminariet for Børne‑ og Fritidspædagoger i en verserende retssag med Viborg Varmeværk.

147.           Kammeradvokaten havde ønsket udvalgets besvarelse af fire konkrete spørgsmål vedrørende værkets fastsættelse af en skønnet varmeforbrug for seminariet for 1981/82 i forbindelse med en målerfejl.

148.           Direktoratet havde meddelt Kammeradvokaten, hvilke leveringsbetingelser værket havde anmeldt med hensyn til korrektion af varmeforbrug ved målerfejl, samt orienteret om udvalgets praksis i spørgsmål om korrektion af varmeforbrug ved konstaterede målerfejl.

149.           DFF havde i klagen anført, at direktoratets udtalelse havde været partisk, samt at den var afgivet som en konstatering af udvalgets holdning. og DFF fandt på denne baggrund på det skarpeste at måtte tage afstand fra såvel det formelle (at Kammeradvokaten bringer udvalget i en inhabil situation) som fra det materielle i direktoratets svar. DFF fandt det uantageligt, at udvalget lod sig misbruge i en sådan sag, og forlangte, at det "får følger både i form af præcisering af udvalgets rolle og direktoratets handlemåde.

150.           Ministeriet havde anmodet om en redegørelse i sagen.

151.           Direktoratet fandt at det måtte anses for en naturlig del af dets arbejde at orientere om udvalgets afgørelser og praksis, og fandt ikke, at der kunne være begrundelser for at afvige herfra uanset, at en sådan orientering kunne bruget i en tvist mellem to parter.

152.           I den forbindelse blev præciseret, at direktoratet ikke havde truffet konkret afgørelse med hensyn til værkets fastsættelse af skønsmæssigt forbrug for seminariet

153.           Den 7. oktober 1985 behandlede udvalget endvidere en klage fra to forbrugere under Brøndby Fjernvarme, over værkets fremgangsmåde ved udskiftning af varmemålere og efterregulering af varmeforbruget i en delperiode af et varmeår.

154.           Udvalget vedtog, at det var urimeligt, jfr. varmeforsyningslovens § 28, stk. 4, at værket havde foretager efterfølgende korrektioner af et allerede afmålt varmeforbrug, såfremt der ikke var konstateret fejl ved måleren. Ved afgørelsen lagde udvalget til grund, at usikkerheden ved en given målertype må bæres af værket.

155.           Udvalget vedtog endvidere, at det var urimeligt, jf. anmeldte leveringsbetingelser, at værket udelukkende i de to konkrete sager, såfremt der var tale om målerfejl ‑ afregnede årsforbruget 1984/85 efter en beregning baseret på et fremtidigt forbrug.  Værket måtte afregne årsforbruget efter den opgørelse ‑ enten efter efterfølgende måling eller forbrug i en sammenlignelig periode året før ‑ der stillede forbrugeren bedst.

156.           En forudsætning for efterregulering af et konstateret forbrug var, at værket kunne godtgøre, at der havde været fejl ved målerne.

157.           Den 24. november 1986 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Brøndby Fjernvarme A.m.b.a., havde klaget over den af værket foretagne beregning af klagerens forbrug for perioden 29. april 1985 ‑ 1. maj 1986.

158.           Ved aflæsning den 1. maj 1986 var registreret et forbrug på 5,54 MWh for den forudgående 12‑måneders periode, hvilket værket ikke fandt svarende til det faktiske forbrug.

159.           En undersøgelse af måleren viste, at denne var defekt med en fejlvisning på 51 %, og beregningen var foretaget på grundlag af en forudgående 4‑måneders periode uden målerfejl.

160.           Da  korrektionen var foretaget i overensstemmelse med de af udvalget tidligere fastslåede retningsliner ved konstatering af målerfejl, havde direktoratet afvist klagen.

161.           Afgørelse var  af  forbrugeren indbragt for Monopolankenævnet, der den 2. oktober 1986 stadfæstede afgørelsen.

162.           Den 9. februar 1987 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Struer kommunale Varmeforsyning havde klaget over den beregning, som værket havde foretaget af klagerens forbrug i perioden 1. oktober ‑ 3. december 1985.

163.           Klageren havde overtaget ejendommen den 1. oktober 1985, og måleren, der var defekt, var blevet udskiftet den 3. december 1985.

164.           Værket havde - på  grundlag af 3 efterfølgende aflæsninger frem til 30. april 1986 - for den nævnte periode på godt 2 måneder beregnet forbruget til 95 m3.

165.           Når der er konstateret målerfejl, finder beregningen af varmeforbruget almindeligvis sted på grundlag af en tidligere periode uden målerfejl, men da den periode, for hvilken forbruget skulle skønnes, lå umiddelbart efter klagerens overtagelse af ejendommen, var beregningen sket på grundlag af de efterfølgende perioder.

166.           Direktoratet havde afvist af gribe ind, men afgørelse var af forbrugeren blevet indbragt for Monopolankenævnet, der den 21. marts 1988 havde stadfæstet afgørelsen

167.           Den 9. februar 1987 behandlede udvalget Danske Fjernvarmeværkers Forenings vejledning om "Beregning af fjernvarmeforbrug"

168.           DFF havde fremsendt foreningens nye vejledning om beregning af fjernvarmeforbrug til udvalget med anmodning om en udtalelse.

169.           Vejledning tænktes anvendt ved 1) udarbejdelse  af overslagstilbud til potentielle forbrugere 2) fastsættelse af acontobetaling for nye forbrugere samt forbrugere med ændret installation/for brugsmønster og 3) fastsættelse af forbrug i tilfælde af målerfejl. I vejledningen var taget højde for den praksis, som udvalget har fastlagt på området.

170.           Udvalget vedtog at DFF, at vejledningen var taget til efterretning - dog burde kommentarerne til afsnittet om regulering i tilfælde, hvor målerfejl ikke kunne konstateres, udbygges.

171.           Den 13. april 1987 behandlede udvalget en klage fra Nordisk Parfumerivarefabrik A/S, der er forbruger under Randers kommunale Værker, vedrørende fastlæggelse af forbruget i perioden 1. august 1985 ‑ 22. juni 1986 for selskabets fabriksejendom.

172.           Forbruget af fjernvarmevand, der for 90 % vedkommende anvendes til procesformål, var fra 1. august 1985 ‑ 22. juni 1986 registreret til 20.953 m3, hvilket var godt 72 % mere end i den umiddelbart forudgående sammenlignelige periode. Siden installation af en varmeveksler i 1979 havde det  registrerede årsforbrug ligget på godt 12.000 m3 til knap 19.000 m3 pr. år.

173.           Under en besigtigelse af ejendommens varmeinstallationer blev konstateret en høj returtemperatur (50‑55 grader C) fra en vandvarmer (vandveksler) og en produktionstank, samt meget svingende temperaturer i den fælles returledning. Endvidere blev konstateret, at måleren var ude af drift, idet målerens tælleværk var ødelagt, hvilket efter varmeværkets opfattelse formentlig skyldtes en for høj returtemperatur, der igen skulle være forårsaget af defekte termostater. Efter varmeværkets opfattelse har det faktiske forbrug i den perioden været endnu højere end det registrerede forbrug på 20.963 m3.

174.           Levering af fjernvarme fra det kommunale anlæg fandt bl.a. sted på grundlag af "Regulativ for tilslutning til varmeforsyningen under Randers kommunale værker", hvorefter varmeforsyningen ingen pligt havde til at yde nogen form for godtgørelse for et forbrug, der skyldes en for ringe afkøling på grund af manglende agtpågivenhed ved anlæggets drift.

175.           Værket havde dog beslutte, at refundere det forbrug, som lå ud over det dobbelte af et normalt forbrug, der bestemmes ud fra forbruget i de tidligere perioder korrigeret for forskelle i graddagetallene.

176.           Udvalget vedtog at de af værket anvendte bestemmelser om regulering af fjernvarmeforbrug var urimelige, jf. varmeforsyningslovens § 28, stk. 4. Reguleringen burde finde sted i overensstemmelse med de af DFF udarbejdede vejledende retningslinier for beregning af fjernvarmeforbrug, som var tiltrådt af udvalget.

177.           Endvidere fandt udvalget ‑ da der forelå uenighed om de faktiske forhold ‑ ikke at kunne tage stilling til reguleringen i det foreliggende tilfælde. Afgørelse af uenighed om faktiske forhold faldt udenfor udvalgets kompetence og måtte henvises til de almindelige domstole.

178.           I DFF`s vejledende retningslinier anføres, at målerens udvisende ‑ når det ved målerafprøvning er konstateret, at der foreligger målerfejlvisning ‑ ikke lægges til grund ved afregningen, idet der i stede må foretages en beregning af forbruget.

179.           Ifølge de af udvalget fastlagte retningslinier måtte beregningen i sådanne tilfælde foretages på grundlag af en umiddelbart forudgående sammenlignelig periode uden målerfejl.

180.           Den 13. april 1987 behandlede udvalget en klage fra en forbruger under Kongerslev Fjernvarmeværk A.m.b.a. vedrørende afregning af varmeforbrug for regnskabsåret 1985/86.

181.           Værket havde opgjort klagerens forbrug i regnskabsåret 1985/86 til 26 Gcal, hvilket klageren mente var for højt. Forbruget i de 4 forudgående varmeår var registreret og afregnet med henholdsvis 15, 14, 15 og 18 Gcal.

182.           Ejendommens energimåler var efter klagerens ønske blevet udskiftet med en m3‑måler. Energimåleren var blevet undersøgt af et målerfirma. Måleren havde alene en fejlvisning på + 1 % for så vidt angik energimålingen. Det kunne dog ikke udelukkes, at måleren på grund af aflejringer af urenheder havde registreret et større forbrug end det faktiske.

183.           Værket havde ikke trods flere henvendelser fra klageren, benyttet  en vedtægtsmæssig mulighed for at nedsætte det registrerede forbrug.

184.           Udvalgets teknisk sagkyndige, rejste tvivl om, hvorvidt en fremlagt  målerrapport vitterligt vedrørte den i klagerens ejendom installerede måler dels fordi en anden person end klagerne var anført som forbruger i rapporten, dels fordi rapporten vedrørte en 5 m3‑måler med et konstateret startmoment på 35 liter pr. time, hvilket var en usædvanlig måler at have installeret i et parcelhus.

185.           Udvalget  vedtog at det under de foreliggende omstændigheder og efter det oplyste, ikke fandtes rimeligt, at der for regnskabsåret 1985/86 blev opkrævet betaling for et forbrug på 26 Gcal.

186.           Ved afgørelsen blev lagt vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at måleren ‑ uanset resultatet af målerafprøvningen ‑ på grund af urenheder i fjernvarmevandet har registreret et for stort forbrug. Endvidere på, at klagerens forbrug i de forudgående sammenlignelige perioder havde været betydeligt lavere.

187.           For så vidt angik af  acontobetalingerne for 1986/87 var disse af varmeværket fastsat på grundlag af seneste årsopgørelse i overensstemmelse med de af udvalget afstukne retningslinier er, men under hensyn til, at afregningen for forbruget for regnskabsåret 1985/86 måtte nedsættes efter forhandling mellem parterne, måtte acontobetalingerne for indeværende regnskabsår nedsættes tilsvarende.

188.           Den 15. juni 1987 blev under direktørens beretning omtalt den sag, som udvalget behandlede den 13. april 1987 vedrørende en klage fra en forbruger under Kongerslev Fjernvarmeværk A.m.b.a. over den opgørelse som varmeværket havde udfærdiget for regnskabsåret 1985/86.

189.           Sekretariatet havde telefonisk været i forbindelse med såvel varmeværket som målerfirmaet: rapporten vedrørte den i klagerens ejendom installerede måler. Den montør, der havde foretaget nedtagning af måleren var fejlagtigt anført som forbruger. Varmeværket erkendte, at det var usædvanligt at have en varmemåler som i rapporten anført installeret i et parcelhus.

190.           Den af udvalget trufne afgørelse, hvorefter det ikke var rimeligt, at der for regnskabsåret 1985/86 blev opkrævet betaling for et forbrug på 26 Gcal, var, efter tvivlsspørgsmålet var blevet afklaret, således den 22. april meddelt parterne Værket havde taget afgørelsen til efterretning. Den teknisk sagkyndige fandt, at en måler med så stort startmoment var uanvendelig til måling af almindeligt husholdningsforbrug, og målinger på dette grundlag kunne derfor ikke tillægges nogen værdi.

191.           Den 15. juni 1987 behandlede udvalget endvidere en klage fra en forbruger under Dagnæs‑Bækkelund Varmeværk A.m.b.a. vedrørende fastlæggelse af varmeforbruget for 1985/86. Ifølge værkets opgørelse havde ejendommens måler registreret et forbrug, svarende til en stigning på ca. 70 %.

192.           I  december 1985 udskiftede klageren ejendommens cirkulationspumpe, men den nye pumpe blev vendt forkert, hvilket var årsagen til, at måleren havde registreret det uforholdsmæssigt store forbrug.

193.           Der var ikke tale om en målerfejl, men klageren og værket var enige om, at grunden til, at det registrerede forbrug lå væsentligt højere end forrige varmeårs, var fejlmonteringen af cirkulationspumpen.

194.           Fejlmonteringen  havde bevirket en dårligere afkøling, og dette måtte nødvendigvis have resulteret i, at fjernvarmevandet sendtes tilbage til værket med en højere temperatur, end hvis afkøling havde fundet sted.

195.           Udvalget  vedtog at meddele parterne, at det ikke findes rimeligt, at der for nævnte varmeår blev opkrævet betaling for et varmeforbrug på 377 m3, men at der må finde en beregning sted af forbruget.

196.           Udgangspunktet for beregningen måtte være forrige varmeårs registrering uden funktionsfejl, i hvilken forbindelse der må tages hensyn til graddage. Endvidere måtte der gives varmeværket kompensation for samtlige omkostninger, herunder ekstraordinære administrationsomkostninger, som sagen have givet anledning til.

197.           Ved afgørelsen lagde udvalget vægt på, at klageren og varmeværket var enige om, at der ikke havde fundet en afkøling sted af fjernvarmevandet, som registreringen umiddelbart skulle tilsige. Endvidere på, at klagerens forbrug i de forudgående sammenlignelige perioder havde været betydeligt lavere.

198.           Flere medlemmer påpegede, at formuleringen af referatets afsnit 4 var uheldig, idet man her fik det indtryk, at der var tale om en målerfejl,  hvilket netop ikke var tilfældet. Der var tale om en fejl i forbrugerens interne anlæg, som denne selv måtte bære ansvaret for.

199.           Den 31. august 1987 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Københavns  Belysningsvæsen havde klaget over en skønsmæssig ansættelse af gasforbrug, der efter direktoratets afgørelse skulle nedsættes. Direktoratet havde fundet, at det tidsrum, på 44 dage, der lå til grund for ansættelsen, var for kort til, at der kunne foretages en rimelig efterregulering.

200.           Perioden, hvor forbruget skulle efterreguleres på grund af stillestående måler, havde udgjort godt 13 måneder. Der var ikke noget tidligere forbrugsmønster at tage udgangspunkt i, og belysningsvæsenet havde derfor på baggrund af forbruget i perioden på 44 dage efter opsættelsen af ny måler ansat reguleringen til 6400 m3.

201.           En senere aflæsning efter 5 kvartaler havde godtgjort, at skønsmæssige forbrug ansat herefter ville have været 5651 m3, hvilket direktoratet havde meddelt belysningsvæsenet, skulle være den øvre grænse for reguleringen.

202.           Den 16. november 1987 omtaltes under direktørens beretning en sag, hvor en forbruger under Nordborg Kommunes Varmeforsyning havde klaget over regulering af forbruget. Det var meddelt, at der skulle ske regulering af et aflæst varmeforbrug for perioden 1. maj - 10. december 1986 på 2150 m3. For hele 1985 androg forbruget 194 m3 og for perioden 1. januar til 1. maj 1986 152 m3.

203.           Mellem forbrugeren og  varmeforsyningen var der enighed om, at det ekstraordinært store forbrug skyldtes forbrugerens fejlbetjening af varmeinstallationen. Varmeforsyningen henviste til, at sagen havde været forelagt Nordborg Byråd, der, med henvisning til tidligere afgørelser af lignende karakter og ud fra synspunktet, at der altid skal ske betaling for en leveret ydelse, afviste at foretage reduktion i varmeregningen.

204.           Det var fundet urimeligt, at kommunen fastholdt kravet om betaling for et forbrug på 2150 m3 og meddelte, at der skulle ske en regulering med udgangspunkt i forbruget i 1985, med tillæg af de særlige omkostninger sagen måtte have givet anledning til.

205.           Det blev lagt til grund, at Varmeforsyningen og klageren var enige om, at det ekstraordinært store forbrug skyldtes klagerens fejlbetjening af varmeinstallationen. Der var videre enighed om, at fejlbetjeningen medførte en helt utilstrækkelig afkøling af fjernvarmevandet, således at dette med en høj temperatur blev sendt tilbage til fjernvarmecentralen.

206.           Kommunen havde taget afgørelsen til efterretning, idet der var sket regulering med udgangspunkt i 1985‑forbruget, med tillæg af 20 % af forskellen mellem det registrerede og det regulerede forbrug til dækning af omkostninger ved ledningstab mv.

207.           Den 13. juni 1988 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Hjørring Varmeforsyning klagede over et aflæst varmeforbrug for tidsrummet maj 1985 til maj 1986.

208.           Klageren henviste til, at forbruget var ca. 70 % højere end foregående års, hvilket - sammenholdt med, at ejendommen i hovedparten af den påklagede periode var ubeboet - måtte dette betyde, at det aflæste forbrug var ukorrekt.

209.           Varmeforsyningen har bekræftet de faktiske tal og omstændigheder og har endvidere ved to lejligheder i perioden kontrolleret måler og anlæg. Der har ikke herved kunnet konstateres fejl ved måler og anlæg, og varmeforsyningen har således ikke kunnet give tekniske faktorer som begrundelse for det registrerede merforbrug, og derfor ment, at merforbruget måtte tilskrives det forhold, at ejendommen har stået tom og uden opsyn.

210.           Direktoratet fandt på denne baggrund ikke at kunne kritisere, at varmeforsyningen fastholdt kravet om betaling for det aflæste forbrug.

211.           Klageren har anket direktoratets afgørelse. (Tilsyneladende er der ikke truffet kendelse i ankenævnet)

212.           Den 13. juni 1988 behandlede udvalget endvidere en henvendelse fra Lejerforeningen Munkebo vedrørende fastlæggelse af varmeforbruget for 1985 og 1986 for 2 udlejningsejendomme tilhørende Ejendomsselskabet Lindø.

213.           . Lejerforeningen havde anmodet om en vurdering af størrelsen af varmeopgørelserne for varmeårene 1985 og 1986 for de to ejendomme. Hele bebyggelsen indeholder i alt 221 lejemål, der forsynes med fjernvarme fra Munkebo kommunale Værker.

214.           Det variable fjernvarmeforbrug afregnes ved i alt 49 fjernvarmemålere, der måler den forbrugte vandmængde. Bebyggelsens interne afregningssystem for fjernvarmeforbruget medførte, at det årsforbrug, der fremgik af fjernvarmemåleren, blev fordelt på de to lejemål, der var tilsluttet den enkelte måler, udfra fordampningsmålere, der var placeret på de enkelte lejligheders radiatorer og varmtvandshaner. De to ejendomme, som sagen vedrørte, indeholder hver 3 lejemål.

215.           Det varme brugsvand tilberedes gennem varmtvandsbeholdere placeret i kældrene under de 2 ejendomme. Returløbstemperaturen fra varmtvandsbeholderne styres af en termostatventil, der skal sikre, at det varme fjernvarmevand er rimeligt afkølet, inden det løber tilbage til fjernvarmenettet.

216.            De rum, hvor varmtvandsbeholderne og returløbstermostatventilerne var placeret, havde været frit tilgængelige, ligesom en eventuel fejlindstilling af termostatventilerne øjensynlig ikke havde været besværliggjort/umuliggjort på nogen måde. En fejlindstilling af en sådan termostatventil ville betyde, at et større antal m3 fjernvarmevand var nødvendigt for at producere det varme brugsvand.

217.           Da fjernvarmeforbrugerne under Munkebo kommunale Værker blev afregnet efter forbrugt vandmængde, m3‑måling, betød dette, at jo højere returløbstemperaturen var, jo højere blev forbrugernes varmeregning.

218.           For varmeåret  1984 registrerede fjernvarmemåleren et forbrug i ejendomme Solbakken 213 på i alt 353 m3 fjernvarmevand. For varmeåret 1985 registreredes et forbrug i ejendommen på i alt 4.548 m3 fjernvarmevand svarende til, at varmeregningen for de 3 lejemål androg i alt 144.293,06 kr. excl. moms. Efter en forhandling mellem Ejendomsselskabet og kommunen reduceredes varmeregningen til 84.183,67 kr. excl. moms for de 3 lejligheder.

219.           I varmeåret 1986 registreredes på ejendommens fjernvarmemåler et forbrug på 1.017 m3 fjernvarmevand. De i lejlighederne opsatte fordampningsmålere har ikke udvist tilsvarende svingninger i de 2 seneste varmeår.

220.           For varmeåret 1985 blev registreret et forbrug på i alt 484 m3 fjernvarmevand for de 3 lejligheder i ejendommen Solbakken 227. For varmeåret 1986 registreredes et forbrug på i alt 2.022 m3 fjernvarmevand. For denne ejendom udviste de i lejlighederne opsatte fordampningsmålere et faldende  forbrug fra 1985 til 1986.

221.           For begge ejendommes vedkommende var der ikke rejst tvivl om, at fjernvarmeværkets målere havde fungeret korrekt. De kommunale Værker havde overfor udvalget oplyst, at årsagen til at varmeregningen for ejendommen Solbakken 213 for varmeåret 1985 kunne reduceres var, at værket  på det tidspunkt selv producerede det varme vand, hvorfor værket ved højere returløbstemperatur havde mindre omkostninger til genopvarmning af fjernvarmevandet.

222.           Ved udgangen af 1985 overgik fjernvarmeværket til at modtage kraftvarme fra Fynsværket. Denne varme afregnes principielt efter den mængde varmt vand, der modtages. De kommunale Værker mente herefter ikke at være i stand til at yde reduktion i varmeregninger for ekstraordinære store forbrug, da værket derved skulle købe mere varmt vand fra Fynsværket.

223.           Udvalget vedtog at bemyndige direktoratet til at optage forhandling med Munkebo kommunale Værker med henblik på en afklaring af, hvilke meromkostninger værket var blevet påført ved levering af det forøgede antal m3 fjernvarmevand, og om muligt derved at kunne nedsætte de berørte lejeres varmeregninger for 1985 og 1986.

224.           Udvalget lagde vægt på, at i tilfælde med ekstraordinære store forbrug som følge af måler‑ eller betjeningsfejl, ville et fjernvarmeværk alene være berettiget til at opkræve et normalt årsforbrug uden måler‑ eller betjeningsfejl, reguleret for forskelle i graddage samt tillagt de meromkostninger værket kunne dokumentere, at det ekstraordinære store forbrug havde afstedkommet.

225.           Udvalget vedtog endvidere at bemyndige direktoratet til at optage forhandling med de kommunale Værker med henblik på en afklaring af, hvorledes værket udfra sine "Almindelige bestemmelser for fjernvarmeforsyning" kunne sikre sig imod gentagelser af den her omhandlede karakter.

226.           Udvalget lagde herved vægt på, at bestemmelserne i "Almindelige bestemmelser for fjernvarmeforsyning" gav fjernvarmeværket mulighed for at forlange, at køberen af fjernvarmen for egen regning lod foretage ændringer i sit varmeanlæg, således at en tilfredsstillende afkøling kunne opnåes, såfremt køberen ikke nedkølede vandet mest muligt.

227.           Den 13. februar 1989 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Ålborg kommunal Varmeforsyning havde klaget over afregningen for 1987. Forbruget var registreret til godt 2.000 m3 eller 500 % højere end gennemsnittet af de 5 forudgående års forbrug. Kommunen havde ved afregningen valgt at se bort fra halvdelen af merforbruget.

228.           Ved afprøvning udviste måleren en afvigelse på ‑3 %. Klagerens anlæg havde fungeret normalt ultimo februar 1987, efter at der var foretaget en udskylning og i marts 1988 kunne intet unormalt påvises ved anlægget.

229.           Direktoratet havde meddelt klageren, at man ikke fandt kommunens afregning for 1987 for urimelig. Der var ikke grundlag for at antage andet, end at godt 2.000 m3 var forbrugt på ejendommen.

230.           Monopolankenævnet har den 12. april 1989 stadfæstet udvalgets afgørelse.

231.           Den 13. februar 1989 blev under direktørens beretning endvidere omtalt en sag, hvor en forbruger under Christiansfeld Tyrstrup Fjernvarmeselskab havde anmodet om fastlæggelsen af klagerens varmeforbrug for perioden 30. maj ‑ 1. december 1986.

232.           Det registrerede forbrug på ca. 41 Gcal for varmeåret  1985/86 havde varmeværket skønsmæssigt nedsat med ca. 50 % til 20 Gcal, og denne reduktion i forbruget havde klageren ikke haft indvendinger imod. En beregning af forbruget for varmeåret 1985/86 på grundlag af forrige års registrerede forbrug uden målerfejl ville også have ført til et forbrug på ca. 20 Gcal.

233.           Da udskiftningen af den defekte måler først havde fundet  sted i december måned 1986, mente klageren også, at det registrerede forbrug for perioden 30. maj ‑ 1. december 1986 skulle reduceres med 50 %.

234.           Dette havde varmeværket ikke været indstillet på, men værket havde på sædvanlig måde foretaget en beregning på grundlag af det for forrige varmeår fastsatte forbrug på 20 Gcal. Da beregningen er foretaget efter de retningslinier, der er godkendt af udvalget, havde direktoratet afvist klagen.

235.           Monopolankenævnet har den 1. september 1989 stadfæstet afgørelsen

236.           Den 3. april 1998 blev under direktørens beretning på ny omtalt en sag, som tidligere den 10. oktober 1988 var blevet nævnt under direktørens beretning, hvor en forbruger under Hirtshals Fjernvarme havde anket en afgørelse vedrørende den praksis, som værket følger ved tilbagebetaling af for meget erlagt fast afgift.

237.           Værket beregner fast afgift efter m2‑boligareal, idet værket indhenter oplysninger om de tilsluttede ejendommes boligareal fra BBR‑registret, og i tilfælde, hvor det konstateres, at der er betalt for meget, fordi der i registeret er registreret et for stort boligareal, tilbagebetaler værket den for meget erlagte faste afgift for indeværende og nærmest foregående regnskabsår.

238.           Forbrugeren havde fundet, at denne praksis var urimelig, og mente at have krav på tilbagebetaling for en længere periode.

239.           Det var meddelt forbrugeren, at værkets praksis ikke kunne anses for urimelig efter varmeforsyningslovens bestemmelser, hvorved der blev lagt vægt på, at værket havde informeret forbrugerne om betydningen af, at det registrerede boligareal var korrekt, samt på at værkets praksis ikke sås at stride mod de retsregler, om gælder for tilbagebetaling af for meget erlagte beløb.

240.           Ankenævnet ophæve den 16. marts 1989 afgørelsen med bemærkning, at spørgsmålet om hvorvidt klageren ‑ udover det allerede af værket tilbagebetalte ‑ havde krav på tilbagebetaling af for meget erlagt fast afgift, henhørte under domstolene.

241.           Den 4. september 1989 drøftede udvalget et notat, hvori var redegjort for udvalgets og ankenævnets praksis i forbindelse med tilbagesøgningskrav. Af notatet fremgik den konsistens i afgørelser, der nu er fastlagt, såvel hvad angår kompetencefordelingen mellem udvalg og domstole som i afgørelser, hvor der er konstateret fejl eller i afgørelser, hvor fejl ikke har kunnet konstateres.

242.           Næstformanden, anførte at direktoratets afgørelse i den sag omtalt i direktørens beretning den 13. februar 1989 vedrørende Ålborg kommunale varmeforsyning ikke var i overensstemmelse med de bestemmelser, som udvalget den 9. februar 1997 havde tiltrådt i forbindelse med behandlingen af DFF's vejledning om beregning af fjernvarmeforbrug.

243.           Afgørelsen i denne sag burde derfor tages op til fornyet overvejelse.

244.           Næstformanden anførte videre, at reglerne om efterreguleringsperiodens længde i DFF´s vejledning burde ændres, idet vejledningen ikke sondrede mellem om forbrugeren havde betalt for meget eller for lidt.

245.           Udvalget besluttede, at sagen skulle forlægges for udvalget på et kommende møde. Endvidere besluttede udvalget at bemyndige direktoratet til at tage spørgsmålet om efterreguleringsperiodens længde op til forhandling med DFF.

246.           Den 13. november 1989 behandlede udvalget en henvendelse fra en forbruger under Aalborg Kommune, Varmeforsyningen vedrørende tilbagesøgningskrav.

247.           Til udvalgets møde den 4. september 1989 var udsendt et notat om udvalgets principper i forbindelse med tilbagesøgningskrav. I den forbindelse besluttede udvalget, at en konkret sag omtalt i notatet ‑ tilbagesøgningskrav fra en forbruger under Aalborg Kommune, Varmeforsyningen ‑ skulle forelægges udvalget.

248.           Sagen blev af forbrugeren rejst overfor udvalget den 19. marts 1988.

249.           Det målte forbrug i 1987 var på 2131 m3 eller over 500% større end gennemsnittet af de 5 forudgående års forbrug. Måleren var justeret i kommunens målerværksted og udviste ved gennemstrømning på 100 1/time en afvigelse på ‑3%, og klagerens anlæg fungerede normalt, efter en udskylning blev foretaget den 24. februar 1987. I marts 1988 blev anlægget på ny besigtiget, uden at der  kunne påvises noget unormalt.

250.           Det var forbrugerens opfattelse, at det store forbrug er opstået på baggrund af kommunens opgravning ved Carl Plougsvej 10. Opgravningerne fandt sted 20 m fra ejendommen.

251.           Forbrugeren anførte, at en VVS‑installatør har skyllet anlægget igennem og konstateret en kraftig aflejring af sand, samt at anlægget efter udskylningen fungerede perfekt. Anlægget har gennem flere år fungeret uden komplikationer, og det målte forbrug ville svare til millioner af liter vand.

252.           Kommunen havde anført, at det eneste, der umiddelbart kunne tyde på en fejl, var en efter varmeforsyningens opfattelse mærkværdig indstilling af varmtvandsforsyningen, idet returtermostaten i forbindelse med gennemstrømningsvandvarmeren var fuldt åben, hvilket skulle have medført en gennemstrømning stort set uden afkøling.

253.           Kommunen havde henvist til, at forbrugeren ikke selv har ført  kontrol med forbruget. På baggrund af forbrugets størrelse havde kommunen pr. kulance tilbudt at refundere halvdelen af merforbruget.

254.           Udvalget vedtog, at meddele varmeforsyningen, at udvalget finder, at varmeforsyningens leveringsbestemmelser, for så vidt angår kravene om at føre kontrolbog, og at der skal ske henvendelse til kommunen senest 1 måned efter, at misforholdet er konstateret, er urimelige i henhold til lovens § 28, stk. 4.

255.           Endvidere blev vedtaget at meddele forbrugeren og varmeforsyningen, at det i henhold til varmeforsyningslovens § 28, stk. 4 findes urimeligt, at kommunen ikke overfor forbrugeren for varmeåret 1987 har ydet refusion i henhold til et beregnet forbrug for dette varmeår, dog således at kommunen får dækket de meromkostninger, der er påført i forbindelse med den omhandlede fejlindstilling.

256.           Ved afgørelsen lagde udvalget vægt på, at ankenævnet tidligere har afgjort, at et krav om at føre kontrolbog hver 14. dag må afvises, og det, at der skal rettes henvendelse til kommunen efter senest 1 måned, må anses for urimeligt.

257.           Endvidere har udvalget henvist til DFF's vejledende bestemmelser på dette punkt (pkt. 5.9 og 6.3 samt pkt. D), hvoraf fremgår, at såfremt der konstateres fejl ved målingen eller klar uoverensstemmelse mellem det af hovedmåleren registrerede og det sandsynlige forbrug, fastsættes forbruget efter de til enhver tid gældende regler for beregnet forbrug, og betalingen reguleres i overensstemmelse hermed. Kommunen har selv anført, at der har været tale om en fejlindstilling, og ankenævnet har i en række sager tidligere afgjort, at i tilfælde med fejlindstilling skal der ske beregning af forbruget.

258.           Den 11. februar 1991 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor Brønderslev Svømmehal havde rettet henvendelse til Gas- og Varmeprisudvalget for at få reguleret varmeforbruget for perioden 1. december 1987 - 15. marts 1989.

259.           Svømmehallen, der var taget i brug i december 1986, modtog fjernvarme fra Brønderslev kommunale Varmeforsyning. Varmen anvendtes til rumopvarmning, varmt brugsvand og opvarmning af selve svømmebassinet.

260.           Der var konstateret fejl ved varmemåleren med en periodevis fejlmåling på indtil 36 %, og parterne var enige om, at regulering af forbruget skulle ske på grundlag af efterfølgende målinger, fordi en væsentlig del af varmeforbruget i det første varmeår var blevet anvendt til at udtørre byggeriet.

261.           Værket havde krævet en merbetaling på op til 71 % af det registrerede forbrug.

262.           Forbrugsstrukturen gjorde det ikke muligt at anvende den sædvanlige graddageberegning, og sekretariatet havde derfor meddelt, at der måtte optages nye forhandlinger mellem parterne, og at merbetalingen måtte fastsættes ud fra et forbrug, der lå mellem den maksimale fejlvisning på 36 % og det registrerede forbrug.

263.           Ankenævnet har den 13. juni 1991 ophævet afgørelsen med bemærkning, at nævnet havde lagt afgørende vægt på den overensstemmelse, der kunne konstateres mellem de beregninger, der i november 1989 var blevet foretaget af svømmehallens sagkyndige, og det faktisk registrerede forbrug før og efter måleren var defekt.

264.           Den 11. februar 1991 blev under direktørens beretning endvidere omtalt en sag, hvor det blandt andet var meddelt en forbruger under Aalborg kommunale værker, at det ikke var urimeligt, at varmeforsyningen benyttede tidligere års forbrug som referencegrundlag ved en beregning af et forbrug, når der ikke havde været mulighed for at aflæse måleren. Endvidere havde sekretariatet afvist at tage stilling til, om urenheder i vandet mv. kunne påvirke måleresultatet, idet parterne og uafhængige instanser hver for sig havde afgivet divergerende oplysninger.

265.           Ankenævnet har den 19. april 1991 stadfæstet afgørelsen.

266.           Den 11. februar 1991 behandlede udvalget endvidere en henvendelse fra Landsforeningen Ungbo, der havde opført 30 ungdomsboliger i Vejle med et samlet etageareal var på godt 1000 m2, dvs. ca. 30 m2 til hver ungdomsbolig.

267.           Der var budgetteret med en udgift på 40.000 kr. til udtørring af byggeriet. Entreprenøren havde brugt 38.000 kr. til udtørring inden tilslutningen til Vejle Fjernvarmeselskab A.m.b.a.´s net.

268.           I de følgende 42 døgn efter tilslutningen havde en opsat måler vist et forbrug på 144,7 MWh. I yderligere efterfølgende 67 døgn havde måleren registreret et forbrug på 54,08 MWh. Indflytning var sket ca. midt i sidste periode.

269.           Vejle Fjernvarmeselskab A.m.b.a.'s første regning for hele perioden var afregnet efter byggevarmetarif med 405 kr. pr. MWh, men ingen fast afgift. Den samlede regning androg 98.217,20 kr. Efterfølgende havde selskabet reduceret beløbet til 85.403,66 kr. fordi varmen i stedet blev afregnet efter varmetariffen for færdigt byggeri, hvor MWh-prisen var 335,-kr. og ikke efter byggevarmetarif. Til gengæld blev beregnet også fast afgift.

270.           Foreningen havde klaget til over fjernvarmeselskabets opkrævning af byggevarme.

271.           Under sagens behandling var parterne fremkommet med stærkt modstridende oplysninger om byggeforløb, målingskorrekthed, selve måleren og om varmeanlæggets kapacitet.

272.           Udvalget vedtog at meddele foreningen

273.           at der ikke i sagen var spørgsmål om urimeligheden af generelle leveringsbestemmelser, men alene om målingskorrekthed, at der ikke var grundlag for at konstatere urimelighed med hensyn til priser eller leveringsbetingelser i henhold lovens § 21 og at en afklaring af faktiske forhold, hvorom parterne var uenige henhører under domstolene, hvorfor udvalget ikke agter at foretage sig yderligere i sagen.

274.           Den 11. februar 1991 behandlede udvalget endvidere en klage fra ATP over, De kommunale Værker i Hillerød , der ikke ville tilbagebetale for meget betalt fjernvarmeforbrug i årene 1984/85 og 1985/86.

275.           ATP fandt at der i varmeåret 1984/85 var problemer med varmemålerne og hævdede, at der blev indgået en aftale med værket ½om regulering efter et senere korrekt målt forbrug. Aftale blev bestridt af værket.

276.           ATP og værket var enige om, at der var problemer med varmemålerne. fra varmeåret 1985/86 og frem. Samtidig gennemførte værket renovering af og energibesparende foranstaltninger på varmeanlægget for i alt 9,5 mio. kr. Parterne var ikke enige om, hvilke aftaler om tilbagebetaling, der var indgået i perioden.

277.           Værket havde afsluttet sagen i 1988/89 og beregnet et samlet forbrug for perioden 1986/87 og 1987/88 på baggrund af forbruget i 1988/89 korrigeret for graddage.

278.           Værket mente, at den foretagne regulering var rigelig stor og kunne tilgodese eventuelle korrektioner forud for 1986/87.

279.           Udvalget vedtog, at for 1984/85, var der ikke konstateret en klar uoverensstemmelse mellem målt og realistisk forbrug. hvorfor der ikke var grundlag for at konstatere urimelighed med hensyn til priser eller betingelser i henhold til lovens § 21, stk. 5. Spørgsmålet om indgået aftale henvistes til civilt søgsmål.

280.           Værket havde erkendt, at der havde været fejl ved målerne i 1985/86 og oplyst, at beregning af forbruget ville blive revurderet, på grundlag af et helt års korrekt målt forbrug på nye målere. På grund af ændret målerprincip var det ikke muligt at benytte et tidligere målt forbrug uden måler- eller funktionsfejl til at beregne forbruget.

281.           Ifølge værket blev der på grund af måler- og funktionsfejl registreret et for lavt forbrug i de to følgende år og det var først i 1988/89, at der blev registrere et korrekt målt forbrug på nye målere.

282.           I perioden var samtidig blevet installeret energibesparende foranstaltninger for i alt 8.5 mio. kr., og ATP og værket arbejdede desuden sammen om at få anlægget til at afkøle bedre.

283.           Det ville være urimeligt, hvis værket ville afvise at regulere nu med den begrundelse, at kravet var forældet.

284.           På grund af isoleringsforanstaltninger og tekniske forbedringer, der var gennemført i perioden. var det imidlertid vanskeligt at foretage en tilbageregulering Endvidere var det ikke klart, hvad der undervejs var aftalt mellem parterne om reguleringsspørgsmålet, herunder om den skete tilbagebetaling var en endelig opgørelse for hele perioden.

285.           Udvalget ville ikke foretage sig yderligere da der ikke forelå et principielt urimelighedsproblem i henhold til loven, men et spørgsmål om afklaring af et faktisk begivenhedsforløb, der har strakt sig over en længere årrække, der henhørte under domstolene.

286.           Den 24. februar 1992 blev under direktørens beretning omtalt en ankesag, hvor en sekretariatsafgørelse om beregnet varmeforbrug blev hjemvist til fornyet behandling

287.           En forbruger under Gilleleje Fjernvarme A.m.b.a. havde rettet henvendelse til udvalget vedrørende varmeforbrug for varmeåret 1989/90, og sekretariatet havde meddelt, at der skulle finde en beregning sted.

288.           Klagerens varmeforbrug var i varmeåret 1989/90 registreret til i alt 1.523 m3 mod henholdsvis 316 m3 og 444 m3 i de to foregående varmeår, hvor der endog var højere antal graddage end varmeåret 1989/90.

289.           Af nævnets bemærkninger fremgår, at nævnet tiltræder, at der ved konstatering af måler‑ og funktionsfejl ved et anlæg må foretages en beregning sådan, at der også tages hensyn til graddage og værkets meromkostninger ved manglende afkøling m.m. Men nævnet anfører, at forbrugeren i januar 1990 blev gjort opmærksom på, at der var noget galt med anlægget, hvorfor det efter nævnets opfattelse ikke ville være urimeligt, at forbrugeren fra det tidspunkt, hvor han viste, der var noget galt med anlægget ‑ med et tillæg af den nødvendige tid til udbedring af anlægget ‑ blev  opkrævet  betaling for det registrerede forbrug.

290.           Sekretariatet havde derefter meddelt parterne, at der fra varmeårets begyndelse og frem til det tidspunkt, hvor forbrugeren blev klar over, at der var noget galt med anlægget samt for en efterfølgende periode, der skønsmæssigt var fastsat til en måned til udbedring af fejl ved anlægget, måtte foretages en beregning på sædvanlig måde.

291.           For den efterfølgende periode indtil varmeårets afslutning måtte der betales for det faktisk registrerede forbrug.

292.           Den 11.maj 1992 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvorefter den af Auning Varmeværk udviste fremgangsmåde ved beregning af varme for en ejendom ikke havde været urimelig.

293.           Ejeren mente at han have haft et for stort forbrug på grund af, at to ventiler havde været fejlanbragt. Værket havde på grund af mangelende henvendelse fra klageren vedrørende forbruget ikke besigtiget installationen. Værket hævdede, at forbrugeren, der havde energimåling, ikke havde haft et forbrug, der afveg fra, hvad der kunne forventes efter ejendommens størrelse.

294.           Det var fundet, at da ejendommen var forsynet med energimåling, ville forbrugeren ikke kunne komme til at betale for et merforbrug, selvom returtemperaturen ved en fejl i installationen skulle være for høj. På den baggrund var værkets fremgangsmåde ikke fundet urimelig.

295.           Konkurrenceankenævnet har den 14. oktober 1991 stadfæstet afgørelsen

296.           Den 11. maj 1992 blev under direktørens beretning endvidere omtalt en sag, hvor en grundejerforening under Maribo Varmeværk havde klaget over værkets beregning af forbruget for varmeåret 1990/91.

297.           Værket havde midt i varmeåret foretaget en rutinemæssig udskiftning af den hovedmåler, der målte 21 parcellers varmeforbrug. Den udskiftede måler var blevet kasseret.

298.           Ved varmeårets afslutning havde værket konstateret, at årets sammenlagte forbrug på den gamle og nye måler havde ligget 25 % under foregående års. Varmeværket mente at den nedtagne og kasserede måler have målt forkert og havde reguleret forbruget op med de 25 %.

299.           Sekretariatet havde meddelt, at forbruget for 90/91 skulle afregnes efter det faktisk målte forbrug og lagt vægt på, at værkets ensidige udskiftning af måleren ikke var begrundet i mistanke til målerens funktionsduelighed, men udelukkende almindelig, løbende udskiftning.

300.           Da værket ikke havde haft mistanke til den gamle måler, var denne ikke blevet afprøvet men direkte kasseret. Værket havde heller ikke ved udskiftningen fundet noget mistænkeligt ved det indtil da målte forbrug.

301.           Endvidere var lagt vægt på, at forbrugerne ikke havde været klar over eller havde haft grund til at være opmærksomme på fejlen og i øvrigt havde disponeret i tillid til opgørelsens rigtighed.

302.           Den 15. november 1993 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under HNG, som i 1984 fik installeret naturgas og blev registreret som kogekunde, havde klaget over efterregning for betaling af naturgas på 105.604,04 kr.

303.           Selskabet foretog I 1992 en kontrolaflæsning af klagerens måler og konstaterede et forbrug, der afveg meget fra et normalt kogekundeforbrug. Ved besøg på forbrugsstedet blev konstateret, at klageren i 1984 havde fået installeret gasfyr. Selskabet konstaterede derefter, at klageren i 1984 havde anmeldt installation af gasfyr, men selskabet havde ved en fejl ikke ændret kundens status fra kogekunde til varmekunde.

304.           Selskabet ville lægge klagerens selvaflæsningskort for 1985 og 1986 til grund ved beregning af forbruget og alene opkræve betaling for forbrug som varmekunde fra 1987, hvor forbruget var blevet ansat skønsmæssigt.

305.           I årene 1987 - 1992 havde klageren betalt mellem 300 og 600 kr. om året, hvilket var urealistisk lavt, men selskabet var indstillet på dels at ændre afregningen således, at forbruget blev fordelt jævnt over de seneste fem år, hvorved efterbetalingen blev reduceret med ca. 46.000 kr. til ca. 60.000 kr., dels at indgå på en rimelig afdragsordning.

306.           Udvalget vedtog, at selskabets fremgangsmåde ikke kunne betegnes som urimelig, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 5.

307.           Ved afgørelsen blev lagt vægt på, at uanset, at selskabet havde modtaget oplysning om installation af gasfyr uden at ændre klagerens status fra kogekunde, måtte det fastsatte acontoforbrug anses for helt urealistisk lavt for forbrug af gas til opvarmningsformål og kunden burde have været klar over dette, og derefter enten have rettet henvendelse til selskabet eller været forberedt på en efterregning.

308.           Endvidere blev lagt vægt på, at selskabet havde begrænset kravet om efterbetaling til fem år samt fordelt forbruget jævnt over perioden og yderligere tilbudt en afdragsordning.

309.           Endelig blev bemærket, at det, i lighed med elselskabernes opgørelser, burde fremgå af HNG's regninger og opgørelser, om disse er baseret på et skønsmæssigt forbrug, samt indføres en rubrik benævnt "kundekategori" med kundegrupperne: Kogekunder, opvarmning og erhvervskunder, i stedet for rubrikken "gasart"

310.           Den konkrete afgørelse var ikke til hinder for, at klageren indbragte spørgsmålet for domstolene.

311.           Den 14. februar 1994  behandlede udvalget en henvendelse fra Sønderborg Fjernvarme A.m.b.A., der havde forespurgt om selskabet kan få erstattet omkostninger, påført selskabet ved tab af fjernvarmevand og varmeenergi som følge af lækage på et brugeranlæg. Der var henvist til værkets "Almindelige bestemmelser for Fjernvarmelevering", hvorefter en ejer er ansvarlig for vedligeholdelsen af en ejendoms interne ledningsnet og for, at der ikke sker vandspild fra anlægget.

312.           Forsyningen til ejendommen er direkte og uden varmeveksler og er via en fælles stikledning indført i en bygning, hvori der er hovedafspærringsventiler og målere. Efter ventil og målere er anlægget forbrugerens, der i henhold til leveringsbetingelserne har ansvaret for vedligeholdelsen af det interne ledningsnet, herunder ledningerne mellem bygninger

313.           Ejeren overtog ejendommen den 1. november 1992. I skødet var taget forbehold for fejl i varmeanlægget, idet der tidligere var konstateret en utæt varmtvandsbeholder, hvorved koldt vand fra brugsvandssystemet var strømmet ind i fjernvarmevandet. og et for stort forbrug blev registreret ligesom fjernvarmevandets kvalitet blev forringet. Beholderen blev efter tilsyn af værket udskiftet i oktober 1992, og der blev foretaget en beregning af forbruget frem til overtagelsesdagen 1. november 1992. Værket krævede ikke i den forbindelse erstatning for det tab, det indtrængende brugsvand havde forvoldt.

314.           Ejerens rejste indsigelse mod årsopgørelsen for 1992/93. Efter gennemgang af anlægget blev der konstateret et 4 mm brud på returledningen i det interne anlæg mellem to bygninger.

315.           Selskabet fremsendte derefter til ejeren faktura på det tab, bruddet havde medført for fjernvarmen, dels som følge af udstrømmende fjernvarmevand, dels for energitab til opvarmning af erstatningsvand.

316.           Udvalget vedtog at det vil være urimeligt, jf. varmeforsyningslovens § 21, stk. 5 at pålægge forbrugeren at erstatte merudgifter i forbindelse med ledningsbrud, i medfør af leveringsbetingelserne, såfremt der ikke foreligger forhold, der kan bebrejdes forbrugeren. Hvorvidt der foreligger sådanne forhold, må afklares parterne imellem og i sidste instans af domstolene.

317.           Udvalget lagde vægt på, at leveringsbetingelser om vedligeholdelsespligt for en ejendoms installationer og ansvar for vandspild ikke i sig selv  kan betragtes som urimelige, men at værk og forbruger ikke er ligestillede. hverken i økonomisk eller i videnmæssig henseende. Værket har bedre muligheder for konstatere uregelmæssigheder i forbruget og i overensstemmelse med god forretningsskik  reagere herpå. Alene af denne grund er det urimeligt, at et værk fraskriver sig ethvert ansvar ved at henholde sig fuldt ud til gældende leveringsbetingelser.

318.           Den 19. september 1994 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor der var meddelt en forbruger under Århus kommunale Værker, at det ikke fandtes urimeligt, at værkerne for perioden 5. januar 1992 til 5. januar 1993, hvor måleren blev udskiftet, havde ydet refusion for et forbrug på 144 m3. Refusionen var blevet givet på baggrund af en mistanke om, at der kunne have været en fejl i varmeinstallationen.

319.           Klageren mente, at der burde være sket refusion helt tilbage til oktober 1982. Sekretariatet havde meddelt, at spørgsmålet om forholdet for perioden 8. oktober 1982 til 5. januar 1992 forudsatte en faktisk bevisførelse, hvorfor der var blevet henvist til afgørelse ved civilt søgsmål.

320.           Konkurrenceankenævnet stadfæstede afgørelsen den 6. oktober 1994

321.           Den 19. februar 1996 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Odense kommune havde klaget over for højt varmeforbrug på forbrugerens ejendom. I varmeåret 1994/95 havde forbruget været på 74,25 Gjoul, hvilket var en stigning på 100 pct. i forhold til normalforbruget. Ved afprøvning af måleren var der ikke konstateret fejl.

322.           Forbruget i perioden var lidt højere end det normalforbrug, der i udvalgets statistikker regnes med for et enfamiliehus. Afvigelsen var så beskeden, at den måtte anses for at ligge inden for normale udsving. Da der samtidigt ikke var konstateret målerfejl, kunne der ikke rettes indvendinger imod værkets fremgangsmåde.

323.           Konkurrenceankenævnet har den 29. april 1996 stadfæstet afgørelsen.

324.           Den 2. marts 1998 blev under meddelelser fra direktøren omtalt en sag, hvor en forbruger under Frederiksberg Kommunale forsyningsvirksomheder havde klaget over krav om betaling af gasforbrug. Et urimeligt højt gasforbrug skyldtes ifølge klageren en utæthed i gasinstallationen. Måleren havde været til kontrol, men der var ikke fundet fejl ved måleren, og forbruget, mens klageren beboede forbrugsstedet, lå i gennemsnit på 480 m3 pr. måned. En ny lejer, havde et gennemsnitligt forbrug på 453 m3 pr. måned. Forskellen kunne skyldes forskelligt forbrugsmønster. Forsyningsvirksomheden bestred, at der havde været en utæthed i gasinstallationen.

325.           Udvalget fandt ikke at kunne rette indvendinger imod forsyningsvirksomhedens fremgangsmåde. Der var lagt vægt på, at der ikke var fundet fejl ved måleren, og at gasforbruget ikke havde været urimeligt højt. Samtidig var meddelt, at udvalget ikke havde kompetence til at bedømme, om forbruget havde svaret til antallet af gasforbrugende apparater og antallet af beboere i lejligheden, idet dette ville fordre en bevisbedømmelse, som lå uden for udvalgets kompetence. Udvalget kunne heller ikke bedømme, om der som hævdet af klageren, men bestridt af forsyningen havde været en utæthed i installationen.

326.           Klageren henvendte sig senere med en synsrapport fra Frederiksberg Kommunale el/gasforsyning fra den periode, hvor klageren beboede forbrugsstedet, hvoraf fremgik, at forsyningsvirksomheden havde konstateret en utæthed i lejlighedens gasinstallation.

327.           Synsrapporten blev forelagt forsyningsvirksomheden, der mente, at  utætheden havde været så ubetydelig, at den ikke havde givet anledning til en afbrydelse af installation, hvorimod beboeren var blevet pålagt at udbedre utætheden. Udbedringen var først sket efter, at klageren var fraflyttet lejligheden. Da forsyningsvirksomheden havde fundet, at utætheden var uden betydning sagen, var den ikke omtalt i redegørelsen til udvalget.

328.           Udvalget fastholdt den tidligere trufne beslutning, da det lå uden for udvalgets kompetence at bedømme om utætheden, kunne have haft betydning for gasforbruget.

329.           Den 26. april 1999 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en andelsboligforening under Tranbjerg Varmeværk A.m.b.a. havde klaget over en af værket foretagen afregning af forbruget for perioden 1993/94-1996/97, hos en af foreningens beboere. Den 22. september 1998 meddelte sekretariatet klageren, at udvalget ikke fandt, at den af varmeværket foretagne afregning for varmeforbruget kunne betragtes som urimelig.

330.           Afgørelsen blev behandlet af Energiklagenævnet, der den 14. maj 1999 hjemviste sagen til fornyet behandling.

Elprisudvalget
331.           Den 5. april 1982 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Midtjysk Elforsyning (MEF) havde klaget over, at hans elmåler havde vist en betydelig stigning i årsforbruget i forhold til tidligere år. Stigningen var efter hans opfattelse ikke korrekt og måtte skyldes en fejl ved måleren.

332.           Elforsyningen havde opsat en kontrolmåler, som ikke havde kunnet afsløre fejl ved måleren

333.           Det var meddelt klageren, at udvalget i henhold til lov om elforsyning har til opgave at føre tilsyn med priser og andre betingelser, som fastsættes af elforsyningsvirksomheder, og udvalget har således ingen forudsætning for eller kompetence til at tage stilling til spørgsmålet af den omhandlede karakter.

334.           Klageren, der ikke var tilfreds med dette svar, bad om, at sagen blev taget op til fornyet behandling eller at få oplyst, hvilke muligheder der ellers var for at få nedbragt efterbetalingen. Hvis der ikke forelå andre muligheder, ønskede klageren sagen videresendt til Monopolankenævnet.

335.           Det blev herefter meddelt klageren, at udvalget fastholdt, at der ikke efter elforsyningsloven kunne tages stilling til det rejste spørgsmål, men at direktoratet var bekendt med, at MEF ville gennemføre yderligere undersøgelser af klagerens installation til efterprøvning af målervisningen. På den baggrund bad man om at modtage særskilt anmodning, hvis sagen ønskedes indbragt for Monopol-ankenævnet. Elforsyningen blev holdt underrettet om sagens forløb.

336.           Den 17. december 1984 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Frederiksberg kommune havde klaget over, at kommunen har afbrudt strømmen til hans forretningslokaler og over kommunens opgørelse af elektricitetsforbruget.

337.           Klagerens installation blev tilmeldt i foråret 1982. Indtil foråret 1983 betalte klageren de fastsatte acontobeløb. Slutopgørelsen for 1982/83 viste et forbrug, som efter klagerens mening umuligt kunne være rigtigt. Klageren bad kommunen om at kontrollere måleren. Da kommunen ikke reagerede undlod klageren at betale. Den 10. september 1984, det vil sige ca. 1 1/2 år efter klagerens sidste indbetaling blev strømmen afbrudt.

338.           Kommunen havde oplyst, at man ikke har modtaget anmodning om kontrol af måleren og at måleren var destrueret.

339.           Direktoratet havde meddelt klageren, at leveringsafbrydelsen ikke kan anses for urimelig efter elforsyningslovens § 10, stk. 4. Det blev lagt til grund, at kommunen har tilbudt at opretholde forsyningen, såfremt klageren indgik en afdragsordning eller stillede sikkerhed for betaling af fremtidig forbrug.

340.           Direktoratet havde endvidere meddelt, at spørgsmålet om hvorvidt det afmålte forbrug er korrekt, falder udenfor elforsyningslovens område.

341.           Den 21. september 1987 behandlede Elprisudvalget en konkret klage fra en forbruger under Vestbirk Oplands Højspændingsforsyning, der havde afvist at reducere det målte elforbrug for perioden 1. november 1985 - 5. november 1986.

342.           Elselskabets kontrol af elmåleren viste, at måleren fungerede korrekt. Selskabet var af den opfattelse, at det forholdsvis store forbrug skyldes varmetab som følge af igangværende byggearbejder og havde afvist at nedsætte forbruget under henvisning til selskabets leveringsbestemmelser, hvorefter der er betalingspligt for enhver form for elforbrug, selvom forbrugeren ikke har kunnet udnytte elforbruget.

343.           Udvalget fandt, at det ikke kunne afvises, at det forholdsvis store forbrug skyldes varmetab affødt af igangværende byggearbejder, og vedtog at meddele klageren og selskabet, at man ikke kunne pålægge selskabet at ændre den fremsendte regning for forbruget i nævnte periode.

344.           Det blev herved lagt til grund, at udvalget ikke har forudsætning for eller kompetence til at tage stilling til spørgsmålet, når der er uenighed vedrørende de faktiske forhold.

345.           Udvalget vedtog endvidere at tilkendegive overfor DEF og elselskaberne, at selskaberne bør foretage en reel vurdering af henvendelser vedrørende "uforklarlige" forbrugsstørrelser og ikke blot henholde sig til leveringsbestemmelser, hvoraf det fremgår, at der er betalingspligt for alt registreret forbrug.

346.           Den 14. december 1987 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbruger under Midtjysk Elforsyning havde klaget over elforsyningens krav om betaling for et elforbrug, der efter forbrugerens mening var større end det reelt forbrugte. Forbrugeren havde betalt for et årsforbrug på 9900 kWh.

347.           Elforsyningen havde efterprøvet såvel elmåleren som samtlige husholdningsmaskiner, og der var ikke konstateret fejl, Forsyningen havde i øvrigt skønnet, at forbruget er rimeligt i forhold til installationens omfang og familiens størrelse.

348.           Det var meddelt forbrugeren, at man ikke agter at foretage sig videre i sagen. Dels har man ikke kompetence til at skønne over et givet forbrugs størrelse, dels har elforsyningen foretaget en reel vurdering af henvendelsen.

349.           Den 21. marts og 19. december 1988 samt 13. februar 1989 behandlede Elprisudvalget i 3 ombæringer Danske Elværkers Forenings vejledning om "Elleverandørens leveringsbestemmelser".

350.           Udvalget vedtog den 21. marts 1989, og 19. december 1989 at bemyndige direktoratet til at optage (genoptage) forhandlinger med DEF med henblik på (fornyet) gennemgang og korrektion af vejledningen og dennes kommentarer.

351.           Udvalget vedtog den 13. februar 1989, at meddele DEF, at udvalget tog den fremsendte vejledning til efterretning, dog under forudsætning af, at enkelte rettelser blev foretaget.

352.           Den 3. juni 1991 blev under direktørens beretning omtalt en sag, vedrørende Himmerlands Elektricitetsforsynings fremgangsmåde ved afregning af forbrug i en sommerbolig. Klageren fandt, at et forbrug i 89/90 for kr.  4.993 kr. måtte anses for usandsynligt set på baggrund af, at forbruget de tidligere år havde været minimalt.

353.           Elforsyningen havde ikke fundet fejl ved måleren, men havde i overensstemmelse med leveringsbestemmelserne tilbudt en målerundersøgelse, hvilket klageren havde afslået.

354.           Ifølge sekretariatet afgørelse var der ikke indvendinger mod elforsyningens fremgangsmåde

355.           Ankenævnet stadfæstede den 19. april 1991 afgørelsen.

356.           Den 24. februar 1992 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor Dronninglund kommune havde anmodet om en vejledende udtalelse om de gældende principper, for en forbrugers betaling af uregistreret elforbrug og bedt om udvalgets stillingtagen til det betalingskrav som Brønderslev Oplands Elforsyning havde fremsat om efterbetaling af ikke-registreret elforbrug i Klokkerholm Skole.

357.           Aflæsning af elmålerne skete ved selvaflæsning, men elforsyningen havde i forbindelse med løbende kontrolbesøg konstateret, at der i 1981 havde fundet fejlmontering sted af en ny el-gruppe, således at denne gruppes strømforbrug ikke blev registreret over elmåleren.

358.           Installationen var siden 1981 løbende blevet udbygget, således at der udover sikring af en mere stabil strømforsyning til drift af en kopimaskine, - der var den oprindelige baggrund for opsætning af den nye el-gruppe, - tillige var sket tilslutning af køkkenmaskiner og edb-installationer mv.

359.           Elselskabet var ikke i forbindelse med installationsændringerne, der var foretaget af en autoriseret elinstallatør, blevet underrettet om ændringerne.

360.           Der var ikke mellem forbrugeren og selskabet uenighed om størrelsen af det skønnede forbrug, men alene om spørgsmålet om for, hvor mange år reguleringen skulle ske.

361.           Det var meddelt parterne, at det fandtes urimeligt, om der fandt regulering sted af det ikke-registrerede elforbrug for mere end den regnskabsperiode, hvor det var konstateret, at der var sket fejlmontering og i øvrigt henvist spørgsmålet om yderligere krav på betaling for beregnet elforbrug i tidligere perioder til afgørelse ved de almindelige domstole.

362.           Konkurrenceankenævnet har den 17. juli 1992 stadfæstet afgørelsen.

363.           Den 21. marts 1994 behandlede Elprisudvalget en konkret klage fra en forbruger under NESA A/S, der havde afvist at reducere en elregning for forbrug samt afbrudt elforsyningen uden, at klageren blev underrettet på sin bopælsadresse i København.

364.           Klageren, der i 1991 havde ladet opføre et bjælkehus i Vejby, fandt det målte forbrug i den første aflæsningsperiode for urimeligt.

365.           Klageren var ved rykkerskrivelse blevet oplyst om, at leveringen ville blive standset, hvis restancen ikke blev betalt senest ved inkassobesøg.

366.           Elmåleren var blevet undersøgt både på stedet, på NESA's eget målerværksted og hos firmaet Dansk Måleteknik. Alle undersøgelser viste, at målerne viste korrekt, med fejlvisning under + 4%.

367.           Udvalget vedtog at meddele klageren og NESA, at der ikke på det foreliggende var grundlag for at erklære NESA's fremgangsmåde eller leveringsbetingelser for urimelige i henhold til lovens § 10, stk. 4.

368.           Udvalget lagde til grund, at man ikke havde mulighed for at vurdere, hvorvidt uoverensstemmelsen kunne tilskrives anvendelse af specielle apparater, fejlinstallationer eller andet. Det objektivt konstaterbare var, at måleren var blevet undersøgt for korrekt registrering af forbrug, hvor undersøgelsen havde vist, at fejlvisningen ikke var større end + 4%. Med hensyn til klagen over ikke at være underrettet forinden afbrydelse, måtte denne afvises, idet forbrugeren også på bopælsadressen havde fået meddelelse om, at afbrydelse ville ske i tilfælde af manglende betaling.

369.           Den 10. juni 1996 blev under meddelelser fra direktøren nævnt en sag, hvor klageren dels havde anført, at forbruget efter udskiftning af måler i 1992 var halveret, og at der derfor burde ske en regulering af det tidligere forbrug, dels havde klaget over, at Brønderslev og Oplands Elforsyning havde afvist at kontrollere den gamle måler.

370.           Det var meddelt klageren, at selskabets fremgangsmåde i forbindelse med afregning af elektricitet ikke kunne betragtes som urimelig. Måleren var blevet nedtaget i forbindelse med generel målerudskiftning. Først lang tid efter målernedtagningen rettede klageren henvendelse til selskabet om kontrol, og på daværende tidspunkt var måleren destrueret. Med hensyn til eventuel målerfejl var der tale om et bevisspørgsmål, der måtte henvises til domstolene.

371.           Konkurrenceankenævnet stadfæstede den 22. november 1996 afgørelsen.

372.           Den 23. juni 1997 blev under direktørens beretning omtalt en sag, hvor en forbrug under Herning Kommunale Værker havde klaget over en efterregning fra de kommunale værker for et forbrug på 50.027 kWh. for perioden 30. april 1995 - 9. januar 1996, hvor måleren var blevet nedtaget.

373.           På klagerens ejendom havde været installeret to målere. Den ene registrerede forbruget i ejendommens stuehus, den anden forbruget i udhuset og til markvanding. Ejendommens installationerne fandtes at være i så farlig stand, at elforsyningen til ejendommens var blevet afbrudt. Der blev efter nedtagningen foretaget kontrol af den måler, der havde registreret forbruget i stuehuset. Det var denne måler der havde registreret det ekstraordinært store forbrug, men der fandtes ikke fejl ved måleren. Ejendommen havde i perioden fra 15. januar 1993 til. 31. december 1995 været udlejet, og selvaflæsningskort var indsendt af lejerne. Der var ikke af elselskabet foretaget kontrol af, om det faktiske forbrug svarede til det på selvaflæsningskortet opgivne.

374.           Det var meddelt klageren, at udvalget ikke kunne foretage en bedømmelse af, om elforbruget på ejendommen havde svaret til antallet af elforbrugende apparater, om de defekte installationer kunne have påvirket forbruget, eller om der tidligere ved selvaflæsning var sket fejlaflæsning. Dette ville indebære en bevisbedømmelse, som ligger udenfor udvalgets kompetence.

375.           Da der ikke var konstateret fejl ved måleren, fandtes der ikke, at kunne rettes indvendinger imod de kommunale værkers fremgangsmåde.

376.           Konkurrenceankenævnet stadfæstede den 1. december 1997 afgørelsen.

377.           Den 15. december 1997 drøftede Elprisudvalget en dom afsagt af Veste Landsret, hvorefter NESA havde været berettiget til at opkræve for det målte forbrug. NESA havde fremsat krav om betaling for et eksorbitant stort registreret elforbrug i en periode, hvor ejendommen havde været udlejet og ikke beboet af klienten. Der havde ikke i perioden været drevet  erhvervsvirksomhed fra ejendommen.

378.           Det forbrug, der var registreret på ejendommens måler i perioden 1. november 1990 - 1. november 1991, var ca. 12 gange større end gennemsnittet af forbruget i en forudgående 6-årig periode og en efterfølgende periode på godt 4-år. Forbruget i perioden forud for den problematiske periode havde været afregnet ud fra selvaflæsningskort.

379.           Af en syns- og skønsrapport fremgik, at den el-vandvarmer der var installeret for brugsvandsopvarmning og for anvendelse i sommermånederne ikke kunne begrunde eller være årsag til det store elforbrug.

380.           Af landsrettens begrundelse for dommen, fremgik, at der ikke i forbindelse med det foretagne syn og skøn var fremkommet oplysninger om fejl ved elmåleren, at der forelå den mulighed, at måleren ikke er blevet aflæst korrekt ved selvaflæsningen, og at appellanten som ikke umiddelbart havde kunnet anerkende det opgjorte forbrug, ved sin efterfølgende adfærd fandtes at have accepteret afgørelsen.

381.           Udvalget havde - ved spørgsmålet om beregning af forbruget af energi i tilfælde af måler- eller funktionsfejl eller ved klar uoverensstemmelse mellem det forbrug, der er registreret på måleren, og det sandsynlige forbrug, - tidligere fundet, at der måtte ske en beregning af forbruget på grundlag af en forudgående periode uden måler- eller funktionsfejl.

382.           Det spørgsmål der måtte vurderes, var om de hidtidige retningslinier for fastlæggelse af betalingsforpligtelsen - i en situation, hvor det registrerede forbrug forekom ganske urealistisk - kunne opretholdes på baggrund af landsretsdommen.

383.           Når hensås til rettens begrundelse for resultatet - nemlig mulig "unøjagtighed" med udfyldelse af indsendte selvaflæsningskort samt anerkendelse/accept fandtes de hidtidige retningslinier ikke at være anfægtet.

384.           Udvalgets formand lagde vægt på indholdet af syns- og skønsrapporten hvoraf fremgik, at det registrerede forbrug var urealistisk. Han fandt, at kundeforholdet mellem forbrugeren og forsyningsselskabet var ulige og understregede, at sagen alene skulle bedømmes på grundlag at elforsyningslovens.

385.           Flere udvalgsmedlemmer mente ikke, at udvalget skulle blande sig i Landsrettens dom eller kunne tilsidesætte dommen, og at dommen i øvrigt ikke gav grundlag for at ændre udvalgets hidtidige praksis.

386.           Et medlem understregede, at udvalget ikke konkret skulle vurdere, om der eventuelt var fejl ved måleren, men mente, at det var godtgjort, at forbrugeren havde anerkendt forbruget og, at det ikke kunne være afgørende, om forbrugeren havde haft gavn af den registrerede energi eller ej.

387.           Udvalget vedtog at tilkendegive følgende:

388.           Elprisudvalget kan i henhold til elforsyningslovens § 10, stk. 4 gribe ind, såfremt priser eller andre betingelser er urimelige.

389.           Det lå uden for udvalgets kompetence at foretage en bedømmelse af, hvorvidt det i det enkelte tilfælde registrerede forbrug svarede til det faktiske forbrug, herunder om elforbruget på den pågældende ejendom havde svaret til antallet af elforbrugende apparater, om defekte installationer kunne havde bevirket øget forbrug, eller om der tidligere var sket fejlaflæsning af forbruget. En bedømmelse af disse forhold ville forudsætte en bevisbedømmelse, som i givet fald måtte foretages under en retssag.

390.           Derimod anså udvalget sig for kompetent i tilfælde, hvor der var konstateret målerfejl, eller hvor måleren viser et urealistisk højt forbrug, d.v.s. et forbrug, som i mangel af nærmere oplysninger, der peger i modsat retning, virkede ganske usandsynligt. I disse tilfælde forelå der efter udvalgets praksis urimelighed i elforsyningslovens forstand, hvis leverandøren opkrævede betaling for det fejlagtige registrerede eller det urealistiske høje forbrug, idet der måtte foretages en beregning af det sandsynlige forbrug på grundlag af det registrerede forbrug i en forudgående periode uden måler- eller funktionsfejl.

391.           Ud fra oplysningerne om det registrerede forbrug i såvel de forudgående som de efterfølgende registreringsperioder og den under retssagen indhentede syn- og skønsrapport syntes den foreliggende sag at henhøre under den sidstnævnte kategori af tilfælde, der vedrører urealistiske højt registreret forbrug, og hvor det bedømt alene på grundlag af elforsyningsloven efter udvalgets praksis ville blive anset for urimeligt uden videre at kræve betaling for det urealistiske høje registrerede forbrug.

392.           E: Den 29. marts 1999 behandlede Elprisudvalget en konkret klage fra en forbruger under Frederiksberg kommune, over kommunens krav på betaling for el leveret i perioden 30. september 1989 - 4. oktober 1990 til forbrugerens lejlighed, der var på 80 m2.

393.           I afregningsperioderne 1987-88 og 1988-89 lå klagerens forbrug på omkring 500 kWh månedligt. I perioden fra den 30. september 1989 - 4. oktober 1990 steg forbruget til 2421 kWh månedligt og faldt herefter i den efterfølgende periode igen til omkring 500 kWh månedligt.

394.           Efter modtagelsen af afregningen for perioden 1989-90 foretog kommunen på anmodning en afprøvning af måleren, men der blev ikke fundet fejl ved måleren. Kommunen fastholdt herefter kravet om betaling for forbruget, men oplyste ikke klageren om klagemuligheden til Elprisudvalget.

395.           I 1995 henvendte klageren sig på ny til kommunen, som fastholdt betalingskravet, men oplyste om klagemuligheden.

396.           Forbrugeren klagede ikke umiddelbart efter at være blevet oplyst om klageadgangen - han anså dette for håbløst. Efter råd fra en ven blev han flere år senere ansporet til at klage.

397.           Forbrugeren har oplyst, at det efter hans mening var umuligt, at have et strømforbrug på 4121 kWh. månedligt på den omhandlede installation. Han mente, at en fastsiddende støvpartikel  kunne have forårsaget, at et ciffer i måleren trak et andet med sig, hvilket kommune bestred kunne ske, og mente i øvrigt at kravet var forældet på grund af passivitet.

398.           Udvalget fandt, at et forbrug på 2421 kWh. månedligt måtte anses for urealistisk højt på den omhandlede installation, og kommunen var ikke fremkommet med oplysninger, der kunne forklare den eksorbitante stigning i forbruget. Ud over målerafprøvningen havde kommune ikke forsøgt at finde årsagen til det store forbrug.

399.           Udvalget vedtog, at meddele kommunen, at det måtte anses for urimeligt i lovens forstand, at kommunen uden nærmere undersøgelse havde oppebåret betaling for det urealistisk høje registrerede forbrug i perioden 1989-1990. I mangel af oplysninger om andet, burde kommunen have ydet refusion i forhold til et beregnet forbrug på grundlag af forbrugsperioderne forud for  perioden 1989-90.

400.           Udvalget vedtog endvidere, at meddele kommunen, at det falder uden for udvalgets kompetence at tage stilling til, om klageren på grund af passivitet måtte anses for at have accepteret kravet, eller om klagerens krav om tilbagebetaling eventuelt var forældet.

Ankekendelser/ Klagenævnsafgørelser
401.           Monopolankenævnet/ Konkurrenceankenævnet/ Energiklagenævnet har i en lang række kendelser truffet afgørelser vedrørende måler- og funktionsfejl:

Varmeforsyningsloven
8.aug. 1983 GVPU	Ålborg kommune Ikke fundet anledning til at rette indvendinger mod kommunens leveringsbetingelser vedrørende efterregulering af forbrug alene for eet år. Stadfæstelse.
2.okt. 1986 GVPU	Brønderslev kommunale varmeværk Ikke indvending imod at værket, efter at der havde vist sig fejlvisning på den gamle måler, have udskiftet denne og foretaget en efterregulering et år tilbage på baggrund af graddageberegning, hvor varmeforbruget på ny måler anvendtes som reference. Stadfæstelse.
30.juni 1987 GVPU	Brøndby Fjernvarme A.m.b.a. Ikke grundlag for at gribe ind overfor værkets beregning af klagerens forbrug af varme i perioden 29. april 1985 - 1. maj 1986. Stadfæstelse.
21.mar.1988 GVPU	Struer Kommunale Varmeforsyning Ikke grundlag for at gribe ind over for den af varmeforsyningen foretagne beregning af klagerens forbrug af fjernvarme i perioden 1. oktober - 3. december 1985. Stadfæstelse.
2.juni 1988 GVPU	Randers kommunale Fjernvarmeforsyning Ikke grundlag for at gribe ind over for forsyningens anmeldte retningslinier for ydelse af refusion i tilfælde af merforbrug af fjernvarme. Stadfæstelse.
3.jan.1989 GVPU	Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.a. Urimeligt at der for varmeåret 1985/86 hos klageren blev opkrævet betaling for et varmeforbrug på 377 m3. Udvalget fandt, at betaling i stedet måtte ske på grundlag af en beregning af forbruget. Stadfæstelse.
12. apr. 1989 GVPU	Hjørring Varmeforsyning Ikke fundet at værkets anvendelse af leveringsbetingelserne medførte urimelige virkninger i henhold til varmeforsyningsloven. Værket havde med baggrund i leveringsbetingelserne afvist at korrigere et påklaget årsforbrug (60‑80 % over normalforbruger), idet der ikke kunne konstateres fejl ved måler eller anlæg, og forbruget måtte tilskrives manglende varmeopsyn fra klagerens side. Stadfæstelse.
12.apr. 1989 GVPU	Ålborg kommunale Varmeforsyning Ikke fundet urimeligt at varmeforsyningen havde afslået en anmodning om refusion af årsopgørelsen for varmeforbruget 19986/87 for klagerens ejendom. Stadfæstelse.
1.sept. 1989 GVPU	Christiansfeld-Tyrstrup Fjernvarmeselskab A.m.b.a. Ikke grundlag for at gribe ind overfor den af selskabet foretagne opgørelse af klagerens varmeforbrug for perioden 30. maj - 1. december 1986. Stadfæstelse.
19.apr.1991 GVPU	Ålborg kommune Dels ikke fundet en målt fremløbstemperatur for vand til ejendommen på 77,5oC urimelig, dels afvist at bedømme, om urenhed i fjernvarmevandet påvirkede måleresultatet, dels ikke anset det for urimeligt ved beregning af forbrug at anvende tidligere års forbrug som grundlag for beregning, når aflæsning ikke var foretaget. Stadfæstelse.
13.juni 1991 GVPU	Brønderslev kommune Urimeligt hvis forbruget af varme, der var aftaget af Brønderslev Svømmehal, reguleredes med mere end den konstaterede målerfejlvisning. Ophævelse med bemærkning, at nævnet havde lagt afgørende vægt på den overensstemmelse, der kunne konstateres mellem de beregninger, der i november 1989 var blevet foretaget af svømmehallens sagkyndige, og det faktisk registrerede forbrug før og efter måleren var defekt.
14.okt.1991 GVPU	Auning Varmeværk a.m.b.a. Den udviste fremgangsmåde ved beregning af varme for ejendommen havde ikke været urimelig. Stadfæstelse.
6. jan. 1992 GVPU	Gilleleje Fjernvarme A.m.b.a. Urimeligt at der hos en forbruger var opkrævet betaling for et delvist målt varmeforbrug, når der havde været fejl ved dennes anlæg. Ophævelse med bemærkning, at det ikke var urimeligt, at værket, efter det tidspunkt, hvor forbrugeren var gjort opmærksom på, at der var noget galt med anlægget, med tillæg af det for udbedringens foretagelse nødvendige tidsrum, hos forbrugeren krævede betaling for det registrerede varmeforbrug.
6.okt. 1994 GVPU	Århus kommunale Værker Den anvendte procedure ved refusion af forbrugerens varmeaftag var ikke urimelig. Spørgsmålet om. hvorvidt måleren havde registreret varmeforbruget korrekt, henvistes til civilt søgsmål. stadfæstelse.
29.apr 1996 GVPU	Odense magistrat Ikke fundet anledning til at ændre magistratens krav mod forbrugeren om efterbetaling for et i perioden 1. maj 1994 - 30. april 1995 målt varmeforbrug. Stadfæstelse.
1. dec. 1997 EPU	Herning Kommunale værker Ikke rettet indvendinger imod de kommunale værkers krav på efterbetaling, da der, efter det oplyste, ikke var konstateret fejl ved den installerede måler. Stadfæstelse.
14. maj 1999 GVPU	Tranbjerg Varmeværk Udvalget havde fundet, at den af varmeværket foretagne afregning for varmeforbruget i en andelsboligforenings boliger for varmeårene 1993/94 - 1997/97 ikke var urimelig i henhold til varmeforsyningslovens bestemmelser. Ophævelse med hjemvisning til fornyet behandling med bemærkning, at ankenævnet kan tiltræde, at udvalget ikke har kompetence til at træffe afgørelse i tvist mellem et varmeværk og en kunde om, hvorvidt der - trods foretagne målerundersøgelser - har været fejl ved måleren eller i øvrigt ved ejendommens interne anlæg. Om det målte forbrug derfor i den konkrete sag svarer til det faktiske forbrug eller ej, er et spørgsmål, som henhører under domstolene (med eventuel mulighed for behandling ved Forbrugerklage-nævnet). Den retlige følge af manglende kompetence er imidlertid, at en stillingtagen afvises - ikke at der under henvisning hertil træffes afgørelse om, at varmeværkets forbrugsafregning ikke kan anses for urimelig efter varmeforsyningsloven. Den påklagede afgørelse vil allerede af denne grund være at ophæve. Det må - som sagen er oplyst - lægges til grund, at der foreligger en klar uoverensstemmelse mellem det målte forbrug og det sandsynlige forbrug. Det synes endvidere, at være Tranbjerg Varmeværks praksis at afvise enhver form for regulering af det målte forbrug, når der ikke ved en målerundersøgelse er påvist fejl ved denne. Udvalget har ikke taget stilling til, om en sådan praksis må anses for en urimelig leveringsbetingelse efter varmeforsyningslovens § 21, stk. 5. Ankenævnet hjemviser derfor sagen til fortsat behandling i Gas- og Varmeprisudvalget til afklaring af, hvilket praksis der følges i Tranbjerg varmeværk med hensyn til efterfølgende regulering i forhold til det målte forbrug i tilfælde, hvor der foreligger en klar uoverensstemmelse mellem det målte forbrug og det sandsynlige forbrug, og til afgørelse af, om den fulgte praksis indebærer et urimeligt leveringsvilkår, samt til eventuel afgørelse om ændring af denne praksis.
25. juli 2001	Albertslund kommunale varmeværk Energitilsynet havde ikke fundet det urimeligt, at værket opkrævede betaling i overensstemmelse med det forbrug, som den installerede måler viste. Stadfæstelse med bemærkning at Eneritilsynets afgørelse af 3. august 2000 kan påklages til Energiklagenævnet inden for en frist på 4. uger, jf. varmeforsyningslovens § 26, stk. 3. Da tilsynets afgørelse ikke indeholder oplysning om klagefrist, har nævnet taget sagen under behandling. Nævnet lægger til grund, at de gældende leveringsbestemmelser, som er anmeldt til tilsynet, opfylder kravene i varmeforsyningsloven. Nævnet har ikke mulighed for at bedømme, om den foretagne målerafprøvning har været korrekt udført, om selvaflæsningskort har været indsendt, om det faktiske forbrug svarer til det målte forbrug, herunder holdbarheden af de antagelser, som måtte være gjort vedrørende beregnet og sandsynligt forbrug og endelig dermed, om værket i det hele har handlet i overensstemmelse med de fastsatte leveringsbestemmelser og takster. Disse spørgsmål må i givet fald afgøres efter bevisførelse under en retssag ved de almindelige domstole.
25. juli 2001 ET	Dagnæs-Bækkelund Varmeværk Der er ikke fundet anledning til at rette indvendinger mod værkets fremgangsmåde vedrørende beregning af varmeforbrug. Stadfæstelse med  bemærkning at nævnet konstaterer, at værkets priser og leveringsbestemmelser er anmeldt til tilsynet i overensstemmelse med varmeforsyningslovens § 21, stk. 1. Nævnet lægger til grund, at leveringsbestemmelserne opfylder kravene i loven, og at værket har handlet i overensstemmelse med bestemmelserne. Værket har foranlediget måleren testet uden at der blev konstateret fejl ved denne. Den i leveringsbetingelsernes pkt. 6.1 fastsatte ordning med betaling a conto og efter endelig opgørelse indebærer, at værkets fastsættelse efter et skøn af acontobetalingen forud for leveranceforholdets påbegyndelse ikke er til hinder for en senere endelig afregning efter det registrerede forbrug. Hvorvidt der efter bestemmelserne i leveringsbetingelsernes pkt. 5.9 er grundlag for en anden fastsættelse af forbruget har nævnet ikke mulighed for at bedømme. Dette spørgsmål må i givet fald afgøres efter bevisførelse under en retssag ved de almindelige domstole.*

Elforsyningsloven
19.apr. 1991 EPU	AN/S Himmerlands Elektricitetsforsyning Ikke anledning til at rette indvendinger imod selskabets fremgangsmåde med hensyn til afregning af målt forbrug i ejendommen. Stadfæstelse.
17. juli 1992 EPU	Brønderslev og Oplands Elforsyning Urimeligt, at der var opkrævet efterbetaling af ikke registreret forbrug for mere end den periode, hvori det blev konstateret, at der var sket fejlmontering af installationerne. Stadfæstelse.
22.nov. 1996 EPU	Brønderslev og Oplands Elforsyning Den fremgangsmåde, som værket havde fulgt i forbindelse med udskiftning af forbrugerens elmåler, ikke fundet urimelig. Stadfæstelse.
1.dec. 1997 EPU	Herning Kommunale værker Ikke rettet indvendinger imod de kommunale værkers krav på efterbetaling, da der, efter det oplyste, ikke var konstateret fejl ved den installerede måler. Stadfæstelse.
2. nov. 1999 EPU	NESA A/S Udvalget havde afvist at tage stilling til, hvorvidt det afregnede forbrug stod i rimeligt forhold til antallet af elforbrugende apparater og i øvrigt ikke fundet grundlag for at rette indvendinger imod den fremgangsmåde NESA A/S havde fulgt, i forbindelse med afregning af forbrug, der ikke fandtes at være urimeligt højt. Afvist med følgende bemærkninger: Sagen drejer sig om, hvorvidt klagers faktiske elforbrug er i overensstemmelse med det målte, som ikke er højere end, hvad der må forventes. Sagen er indbragt for Forbrugerklagenævnet, som en konkret tvist, og efter oversendelse til Elprisudvalget er der truffet afgørelse om, at NESA ikke har handlet i strid med elforsyningslovens § 10, stk. 4, og at Elprisudvalget ikke har kompetence til at afgøre den konkrete tvist. Ankenævnet kan tiltræde, at der ikke i anledning af den foreliggende konkrete tvist er grundlag for at finde NESA´s fremgangsmåde i sagen i strid med elforsyningslovens § 10, stk. 4. Ankenævnet kan endvidere tiltræde, at Elprisudvalget ikke har til opgave at træffe afgørelse i den konkrete tvist. Da det er den konkret tvist, klagen ved sagens indbringelse for Ankenævnet fortsat ønsker afgjort, og da ankenævnet - som Elprisudvalget - ikke har kompetence til at afgøre tvisten, vil klagen være at afvise.
17. dec. 1999 EPU	Frederiksberg kommune. Udvalget havde fundet det urimeligt, at kommunen uden nærmere undersøgelse havde oppebåret betaling for et urealistisk højt - i perioden 19989-1999 registreret - for brug hos klageren. Ophævelse, med bemærkning at Elpridudvalgets kompetence vedrørende "priser, betingelser eller aktiviteter" jf. elforsyningslovens § 10, stk.4, ikke omfatter en stillingtagen til, at der, som anført af klageren, har været en fejl ved tælleværket. Elprisudvalgets kompetence  omfatter ikke en stillingtagen til, om den målerprøve, som blev gennemført i 1990, har været fejlbehæftet. Ankenævnet kan tiltræde, at det må anses for et urimeligt leveringsvilkår, hvis en elleverandør i tilfælde, hvor det målte forbrug må anses for helt urealistisk i forhold til det sandsynlige, og hvor der ikke ved en målerprøve konstateres fejl, følger den praksis uden anden undersøgelse at afvise enhver regulering af det målte forbrug. I en sag, som den foreliggende,  henhører det derfor under Elprisudvalgets kompetence dels at undersøge, hvilke "betingelser" elforsyningen følger, dels at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne er urimelige, og i givet fald om ændring. En stillingtagen til, om der i et konkret tilfælde foreligger en forbrugsmåling, som må anses for helt urealistisk i forhold til det sandsynlige, om elforsyningen i den anledning konkret har foretaget, hvad derefter kræves, og hvad konsekvenserne heraf, i overensstemmelse med - eller eventuelt på trods af - leveringsvilkårene, skal være, vil derimod ofte forudsætte en bevisførelse, som ikke kan foregå for Elprisudvalget, og derfor falder uden for Elprisudvalgets kompetence. Den påklagede afgørelse forholder sig - med føje - ikke til det som klageren opfatter som hovedspørgsmålet. Den forholder sig imidlertid heller ikke til, hvilke leveringsvilkår kommune anvender, og hvorom der eventuelt kan være spørgsmål om ændring. I stedet har udvalget foretaget en konkret bedømmelse af tvisten mellem kommunen og forbrugeren vedrørende forbrugerens elforbrug i 1989-90 og fastslået en refusionspligt - med bemærkning om, at der ikke er taget stilling til, om denne pligt er bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse. Da det efter det anførte falder uden for Elprisudvalgets kompetence at træffe afgørelse, som sket, vil den påklagede afgørelse være at ophæve.
8. nov. 2000 EPU	Herning Kommunale Værker Tilsynet har ikke fundet værkernes fremgangsmåde i forbindelse med afregning af el for urimelig. Bortfald af klagen, da forbrugerne ikke havde svaret på nævnets brev fra sekretariatet. Klagen skyldtes utilfredshed over mangelfuld information og dårlig kundebehandling i øvrigt, sås ikke at angå et spørgsmål om priser og leveringsbetingelser, som klagenævnet kan afgøre.

Danske Fjernvarmeværkers vejledning: "Beregning af fjernvarmeforbrug", udsendt marts 1999

402.           DFF`s vejledning "Beregning af fjernvarmeforbrug", udsendt i marts 1999 indeholder i afsnit 2., der har overskriften: "Generelt vedrørende beregning af fjernvarmeforbrug", følgende:

403.           "Såfremt der ikke forligger en korrekt varmemåling, er det nødvendigt at kunne opgøre fjernvarmeforbruget ved en beregning. Denne beregning danner grundlag for en endelig afregning af fjernvarmeforbruget i den pågældende periode. Såfremt varmeforbruget opgøres ved beregning, skal forbrugeren informeres herom. Normalt vil man ikke kunne regulere forbruget længere tilbage end til begyndelsen af sidste regnskabsår dvs. indeværende år samt hele foregående år.

404.           -----

2.1	Afregning af forbrug
	Når der ikke foreligger en måling, eller der er begrundet tvivl om rigtigheden af det af måleren registrerede forbrug, fastsættes størrelsen af forbruget ved en beregning. Grundlaget for beregningen skal enten være baseret på en tidligere periodes målte forbrug eller en fremtidig periodes målte forbrug. Behov for beregning af fjernvarmeforbruget kan fremkomme i en række situationer eksempelvis ved: a)     Målerstop b)     Konstateret målerfejlvisning c)     Formodet målerfejlvisning d)     Måler dimensioneret/monteret forkert ----- Utætte varmeinstallationer Defekt/mangler eller fejlbetjening af ejendommens varmeinstallationer h)    Indgreb i målerinstallationen
Kommentar til afsnit 2.1: "Afregning af forbug":
Ad pkt. a: Målerstop
Målerstop kan forekomme som følge af:
	Funktionsfejl i målerens flowdel og regneenhed: -Mekanisk fejl -Elektronisk fejl -Batterisvigt/Strømafbrydelse.
	Funktionsfejl i målerens temperaturføler: -Brud på følerledningen -Dårlig følerkontakt -Fejlmonteret følerlomme -Afbrudt eller kortsluttet følerelement
	Funktionsfejl som følge af: -Fejlmontering -Urenheder i fjernvarmevandet -Kalkaflejringer -Fremmedlegemer -Luft i måleren -Fugtighed -Beskadigelse

405.           Ad pkt. b: Konstateret målerfejlvisning

406.           Ved målerfejlvisning konstateret ved en målerafprøvning, hvor målerens registrering afviger ud over de i aftalegrundlaget fastsatte værdier (F.eks. + 5procent) lægges målerens registrering ikke til grund for afregningen, og der foretages i stedet en beregning af forbruget.

407.           Målingens afvigelse i procent fastsættes af værket og fremgår af "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" eller "Tekniske bestemmelser for fjernvarmelevering", hvor sådanne forefindes.

408.           Ad pkt. c: Formodet målerfejlvisning

409.           Formodet målerfejlvisning kan forekomme i tilfælde, hvor det af måleren registrerede forbrug afviger væsentligt fra tidligere perioders forbrug eller for en ny forbruger, hvis der er en væsentlig afvigelse mellem det målte og det skønnede forbrug.

410.           Årsagen til afvigelsen kan være: Svigt i elforsyning/batteri, aflejring af urenheder f. eks. rustskaller, magnelit, pakgarn eller lignende fra anlægget, samt belægninger i måleren hyppigst foranlediger af en utæt varmtvandsbeholder, hvorved vandværkets vand kan trænge ind i fjernvarmesystemet. De nævnte fejl giver anledning til registrering af såvel mer- som mindreforbrug.

411.           Nå der er tale om ovennævnte typer fejl, kan disse være endog meget vanskelige at påvise ved en undersøgelse af måleren i en prøvestand, idet der kan være tale om en periodisk fejl i målerens elektroniske del, eller at urenhederne ved målerens nedtagning og transport kan løsnes og falde af, hvorved muligheden for at påvise årsagen til fejlmålingen formindskes eller udelukkes. Målerafprøvning bør generelt altid finde sted, når der i forbindelse med formodet målerfejlvisning foretages afregning af forbrug efter en beregning.

412.           Såfremt der konstateres en klar uoverensstemmelse mellem det af måleren registrerede og det af værket skønnede normalforbrug i perioden, beregnes forbruget af værket efter nærmere aftale med forbrugeren, jf. endvidere DFF-vejledning nr. 8 "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering", pk. 5.9.

413.           Der bør fastsættes regler for, hvor store afvigelsen fra det af værket skønnede periodeforbrug, der skal give anledning til regulering. Det kan anses for rimeligt at regulere forbruget, såfremt målerafvigelsen er i størrelsesordenen + 35 % eller mere i forhold til det af værket skønnede normalforbrug korrigeret for graddage.

414.           En beregning af forbruget i forbindelse med formodet målerfejlvisning bør ske umiddelbart i forbindelse med slutafregningen og altid efter forhandling mellem parterne, f.eks. ved at værket fremsender forslag til en aftale, som skal tiltrædes af forbrugeren inden for en fastsat frist. Værket bør ved udarbejdelsen af forslaget være opmærksom på de i pkt. 3: "Beregningsmodeller" anførte forhold, som har indflydelse på en ejendoms varmeforbrug.

415.           Ad pkt. d: Måler dimensioneret/monteret forkert.

416.           Ved en måler forstås i denne forbindelse samtlige komponenter, der er nødvendige for at kunne foretage målingen. Nedenstående fejl kan forekomme: 

·         Flowdelen monteret forkert
·         Temperaturfølere monteret forkert
·         Fejl ved strømforsyningen 

417.           Fejlvisning eller manglende visning kan forekomme som følge af forkert dimensioneret måler. Årsagen hertil kan være, at varmeværket har modtaget fejlagtige oplysninger om varmeinstallationens størrelse, eller at varmeværket har fejldimensioneret måleren, eller der er foretaget ændringer, der medfører et ændret forbrugsmønster, eksempelvis installation af gennemstrømninsvandvarmer, spabad eller udførte energibesparende foranstaltninger el. lign.

418.           I denne forbindelse skal bemærkes, at Gas- og varmeprisudvalget ikke accepterer, at værket regulerer tidligere forbrug på grundlag af ændret målerdimension eller overgang til en anden målertype.

419.           -----

420.           Ad pkt. f: Utætte varmeinstallationer

421.           Hvis måleren er placeret i returledningen, kan utætheder på forbrugerens interne ledningsnet og/eller interne varmeinstallationer ved direkte tilsluttede fjernvarmeanlæg (anlæg der ikke er forsynet med varmeveksler) medføre dels, at kun en del af vandmængden når frem til måleren og dels, at der via et utæt varmtvandstilberedningsanlæg tilføres fjervarmesystemet en ekstra vandmængde, som registreres af måleren.

422.           I disse tilfælde beregnes forbruget på grundlag af et fremtidigt forbrug, målt efter at utætheden er blevet repareret. I sådanne tilfælde gælder også bestemmelsen om, at en beregning af forbruget normalt kun bør findes sted for senest afsluttede regnskabsår/forbrugsperiode.

423.           Hvis der forekommer utætheder på forbrugerens interne ledningsnet og/eller interne varmeinstallation og måleren er placeret på fremløbet, er forbrugeren forpligtet til at betale det af måleren registrerede forbrug.

424.           Ad pkt. g: Defekt/mangler eller fejlbetjening ved ejendommens varmeinstallation.

425.           Der er betalingspligt for al fjernvarmelevering, der er korrekt registreret, jf. DFF-vejledning nr. 8 "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering", pkt. 6.3.

426.           Specielt for varmeværker med volumenafregning gælder, at værket kan udlade at lægge det af måleren registrerede forbrug til grund for afregning og i stedet pr. kulance foretage en beregning af forbruget. Eksempelvis kan et unormalt stort forbrug været forårsaget af defekter, mangler eller fejlbetjening af ejendommens varmeinstallation, selv om der ikke er tale om manglende vedligeholdelse af anlægget. I så fald skal dette ske efter skriftlig anmodning fra forbrugeren bilagt dekumentation/faktura (f.eks. fra en VVS-installatør), som bekræfter, at fejlen er rettet.

427.           Ad pkt. h: Indgreb i målerinstallationen

428.           Indgreb i målerinstallationen kan f.eks. forekomme i følgende tilfælde: 

·        Hærværk
·        f.eks. at hun eller kat bider førerledninger over
·        uforsætlig indgreb i målerinstallationen

o       Dette kan f.eks. forekomme ved større etageejendomme eller boligforeninger, hvor målerens elforsyning tages fra en undergruppe, som skal forsyne ejendommens vaskefaciliteter, idet mange boligforeninger har valgt at afbryde strømmen til vaskeriet om natten.

·        forsætligt indgreb i målerinstallationen med henblik på at unddrage sig betaling for fjernvarmelevering

o       hvis der er konstateret et forsætligt indgreb i målerinstallationen, skal man huske at sikre dokumentation herfor, eksempelvis gennem foto, uafhængige vidner eller tilsvarende (politianmeldelse kan i sådanne tilfælde finde sted). 

429.           Ved forsætligt indgreb i målerinstallationen kan aftalelovens bestemmelser, om at krav kan gøres gældende i op til 5 år, tages i anvendelse. Det betyder, at man i denne situation kan afvige fra normal praksis om kun at regulere forbruget tilbage til begyndelsen af sidste regnskabsår og i stedet kan regulere forbruget i op til 5 år tilbage."

Danske Fjernvarmeværkers vejledning: "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering", udsendt januar 1998
430.           Pkt. 5.9 i vejledningen har følgende ordlyd:

"Såfremt der konstateres fejl ved målingen eller klar uoverensstemmelse mellem det af hovedmåleren registrerede og det sandsynlige forbrug, fastsættes forbruget efter de til enhver tid gældende regler for beregnet forbrug, og betalingen reguleres i overensstemmelse hermed. Såfremt forbrugeren kan dokumentere, at forbruget har været atypisk i afregningsperioden, tages der hensyn til dette i fastsættelsen af forbruget."

431.           Pkt. 5.11 lyder således:

"Hovedmålere anses for at vise rigtigt, når disse ved afprøvning inden for deres måleområde har en maksimal afvigelse, som ikke overskrider de i "Tekniske bestemmelser for fjervarmelevering" fastsatte maksimalt tilladte afvigelser for målere og/eller i henhold til de af værket fastsatte afvigelser.

432.           Hvis afvigelsen overskrider disse grænser, afholdes udgiften til såvel måleraflæsning som målerafprøvning af værket".

433.           Pkt. 6.3 lyder således:

"Der er betalingspligt for al fjernvarmelevering. Hvis der konstateres et unormalt forbrug forårsaget af en defekt varmeinstallation og/eller fejlbetjening af varmeinstallationen, defekt måler, målerstop etc., og dette ikke kan henføres tilmisbrug eller manglende vedligeholdelse, foretages beregning af forbruget jf. den til enhver tid gældende DFF-vejledning: Beregning af fjernvarmeforbrug. Værket er berettiget til at kræve betaling for sine meromkostninger til drift5 og administration som følge af et eventuelt merforbrug".

Danske Elværkers Forenings vejledning: "Elleverandørens leveringsbestemmelser" pr. april 1998
434.           DEF´s vejledning "Elleverandørens leveringsbestemmelser" pr. april 1998 indeholder i § 5., der vedrører "Målere" følgende:

Målernøjagtighed og undersøgelser

5.6 Målerinstallationen anses for at registrere forbruget korrekt, når fejlvisningen ikke er større end + 4%. Fejlvisningen beregnes som et gennemsnit af udvalgte målepunkter. Forbrugeren kan kræve, at elleverandøren undersøger målerinstallationen. Såfremt undersøgelsen viser, at fejlvisningen er inden for tolerancen, afholder forbrugeren omkostningerne ved undersøgelsen. Kommentar: Hensigten med bestemmelsen er, at sikre forbrugeren en korrekt energiafregning samt at undgå afregningskorrektioner ved små fejlvisninger. Der henvises til de nedenfor nævnte rapporter, som sikrer forbrugeren en ensartet behandling efter en fastlagt kontrolprocedure. Fejlvisningen defineres som et gennemsnit af målte fejlvisninger i udvalgte målepunkter, som er fastlagt i DEFU`s tekniske rapport "Kontrolsystem for idriftværende elmålere". Kontrolproceduren for målerinstallationen hos forbrugeren er fastlagt i DEFU`s tekniske rapport "Kontrolmetoder hos forbrugeren". Der er i den nye bekendtgørelse, der er udstedt efter vedtagelse af lovforslaget om individuel måling, fastsat krav, om at elleverandøren oplyser forbrugeren om, hvilke kontrolsystem, der benyttes for sikring af korrekt(e) fungerende målere.

Forbrug i tilfælde af målerfejl

5.7 Konstateres det, at målerens visning er ukorrekt, skal forbruget i perioden med afvigelsen, fastsættes af elleverandøren efter forhandling med forbrugeren. Kommentar: Det bør ved forhandling søges at klarlægge, sic! de forhold, der har været afgørende for elforbruget og på baggrund heraf fastsætte det sandsynlige elforbrug. Opmærksomheden henledes på, at elleverandøren næppe kan forvente ved domstolene at få medhold i en regulering af elforbruget og dermed af regningen længere end den indeværende afregningsperiode. Såfremt forbrugeren er i utvivlsom ond tro med hensyn til sin forbrugsafregning, kan der dog formentlig kræves hel eller delvis betaling for den ikke afregnede elektricitet. Såfremt reguleringen af afregningen er til forbrugerens fordel, er der modsat ingen tvivl om. at forbrugeren skal have tilbagebetalt alle de for meget gennem årene erlagte beløb.

Begrundelse

435.           3 Spørgsmål lægges frem til drøftelse:

436.           A. Skal undersøgelse af måleren foretages på et akkrediteret værksted eller kan forsyningsvirksomheden ved egne ansatte selv foretage undersøgelsen af måleren'

437.           B. Hvilke konsekvenser for en forsyningsvirksomhed skal manglende opbygning og drift af det kontrolsystem, der er fastlagt i bekendtgørelserne nr. 262 af 14. april 1994 og nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol af måling af henholdsvis fjernvarme og elforbrug, have for en forsyningsvirksomhed, bedømt på grundlag af energilovene' og hvilke konsekvenser skal manglende anmeldelse til Tilsynet og bekendtgørelse overfor de tilsluttede forbrugere af kontrolsystemet, der ifølge bekendtgørelserne skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual, have for en forsyningsvirksomhed, bedømt på grundlag af energilovene'

438.           C. Hvor langt tilbage i tid skal der reguleres, i tilfælde af konstateret måler- eller funktionsfejl'

ad A
439.           Skal undersøgelse af måleren foretages på et akkrediteret værksted eller kan forsyningsvirksomheden ved egne ansatte selv foretage undersøgelsen af måleren'

440.           Som anført ovenfor i resumeet side 3, har Gas- og varmeprisudvalgen den 1.oktober 1984 behandlet en sag vedrørende Ullerslev kommunale Fjernvarmeforsyning, hvor det blev tilkendegivet, at undersøgelse af måler i tilfælde af formodet målerfejl kunne foretages af værket.

441.           Sagens indhold er nærmere følgende:

442.           En forbruger havde klaget over varmeforsynings fastsættelse af forbruget i perioden 1. august 1983 - 1. april 1984 for forbrugerens ejendom.

443.           Værket havde for perioden 1. august ‑ 31. december 1983 beregnet betalingen til 12.812 kr., og fra årsskiftet til 1. april 1984 til 8.360 kr. Under henvisning til, at ejendommen i perioden havde været ubeboet og til at betaling i 1982 havde været på 15.989 kr. mente forbrugeren, at der for perioden var sket en fejlregistrering.

444.           Samtlige målere blev af værket udskiftet i efteråret 1983 og erstattede af korrigerende m3‑målere, i hvilken forbindelse værket skriftligt tilrådede forbrugerne at foretage aflæsning af fremløbstemperaturen mindst en gang om dagen i oktober måned, da de fleste omløb samtidig var blevet fjernet. Ved registrering af fremløbstemperaturer på under 65 grader C ved et normalt forbrug, skulle der rettes henvendelse til værket, der derefter ville justere anlægget.

445.           Den, der havde opsyn med ejendommen, havde i januar oplyst forbrugeren om, at fremløbstemperaturen kun var ca. 50 grader C, hvilket gav et for stort forbrug, men værket afslog at reducere forbruget for perioden fra 27. oktober 1983 til medio januar 1984, hvor et omløb blev etableret. Afslaget var begrundet med, at det store forbrug skyldtes manglende tilsyn med anlægget.

446.           Værkets restanceinddrivelsesregler opfyldte i øvrigt ikke mindstekravene i de vejledende retningslinier, som udvalget tiltrådte i marts 1982. Iflg. leveringsbestemmelserne blev forbrugerne allerede ved første og eneste rykkerskrivelse truet med udpantning og lukning, og værket forbeholdt sig ret til at afbryde forsyningen uden varsel, såfremt der umiddelbar var fare for tab eller skade for forsyningen.

447.           Ifølge udvalget burde der ikke trues med lukning ved restance for beløb, hvorom der var rejst begrundet tvivl.

448.           Udvalget vedtog at meddele, at udvalget ikke fandt anledning til at rette indvendinger mod, at værket krævede klageren for hele det registrerede forbrug, forudsat, at der ikke ved yderligere undersøgelse kunne påvises en målerfejl, og at der var informeret tilstrækkeligt, og udvalget fandt det ikke urimeligt, at værket selv foretog målerafprøvninger, forudsat forbrugeren havde mulighed for at forlange en afprøvning af en uvildig instans.

449.           Udvalget vedtog tillige at meddele at værkets restanceinddrivelsesregler var urimelige, idet disse ikke var i overensstemmelse med de af udvalget tiltrådte retningslinier, men var væsentligt skærpede i forhold dertil.

450.           Endelig blev direktoratet bemyndiget til at forhandle med værket om ændring af bestemmelserne og til at udstede pålæg.

451.           Det spørgsmål, der kan rejses er, om det er rimeligt i lovens forstand, at den ene part - nemlig værket - i en foreliggende tvist om, hvorvidt måleren, hvis udvisende danner grundlag for værkets betalingskrav, viser rigtigt, selv kan foretage en undersøgelse af måleren, eller om der - trods den tidligere trufne afgørelse fra  1. oktober 1984, der er af lidt ældre dato - skal stilles krav om, at undersøgelsen skal foretages at en uvildig "trediemand" (værksted/laboratorium), der er akkrediteret til at foretage målerundersøgelser.

452.           I denne forbindelse kan nævnes, at der forekommer tilfælde, hvor en forsyningsvirksomhed er blevet akkrediteret til at foretage målerundersøgelser og således fået attestation på at besidde de fornødne kvalifikationer, til at foretage undersøgelsen.

453.           Ifølge vedtagelsen fra 1, oktober 1984, vedrørende Ullerslev kommunale Fjernvarmeforsyning,  er det ikke fundet urimeligt at værket selv foretager målerafprøvninger, forudsat at forbrugeren havde mulighed for at forlange en afprøvning af en uvildig instans.

454.           Forbrugeren vil altid have mulighed for at forlange en afprøvning af måleren, men i så fald må forbrugeren som udgangspunkt selv betale. I hvert fald vil det være urimeligt i lovens forstand, om forsyningsvirksomheden nægter forbrugeren adgang til at få måleren undersøgt - og undersøgt hos trediemand, eller såfremt leveringsbestemmelserne indeholder regeler, der afskærer forbrugeren fra denne mulighed.

455.           Ofte har forsyningsvirksomheden, efter at kontrol af måleren har fundet sted, kasseret/skrottet/destrueret måleren, således at forbrugeren ikke har mulighed for selv at foranstalte afprøvning af måleren. Måleren kan også, efter at justering er foretaget, været opsat igen hos en anden forbruger. Hertil kommer at den faktiske omstændighed at en forsyningsvirksomhed efterprøver eksempelvis en varmemåler, der ofte begynder med, at måleren gennemspules for at fjerne urenheder, umuliggør eller overflødiggør forbrugerens eventuelle efterfølgende undersøgelse af måleren. Beviset er så at sige ødelagt ved den første undersøgelse.

456.           Endvidere kan anføres, at forbrugeren ikke er sagkyndig i modsætning til forsyningsvirksomheden og ofte oplever, at stå overfor en overmagt, og ikke har i tankerne fra starten at forlange at få måleren undersøgt af en uvildig trediemand, inden forsyningsvirksomheden foretager en undersøgelse.

457.           I denne forbindelse er det værd at bemærke, at værkerne i medfør afbekendtgørelser nr. 262 af 14. april 1994 og nr. 54 af 23. januar 1997 jf. nedenfor ad B, har pligt til at etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed. Kontrolsystemet skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual og kontrolmålingen skal foretages ved akkrediteret kalibrering.

458.           I den konkrete afgørelse fra oktober 1984 er værkets betalingskrav endvidere - ifølge vedtagelsen - bundet op på, at der ikke ved yderligere undersøgelse kunne påvises en målerfejl.

459.           Den første undersøgelse af måleren er altså skønnet ikke at være tilstrækkelig grundig.

460.           Det kan forekomme ejendommeligt, at en yderligere undersøgelse af måleren kan komme på tale, og denne undersøgelse er alene udløst af, at forbrugeren har rettet henvendelse til Gas-og varmeprisudvalget.

461.           Et naturligt udgangspunkt må være at der foretages én og kun én undersøgelse af måleren og denne (første) undersøgelse, der foretages, må danne grundlag for hvilket betalingskrav forsyningsvirksomheden med rimelighed kan fremsætte, og dette peger også i retning af, at målerundersøgelse skal foretages af en uvildig trediemand, der er akkrediteret til at foretager sådanne undersøgelser, og således at værket ikke selv - hvor kompetent værkets medarbejdere end måtte være - kan foretage en undersøgelse af måleren, der kan danne grundlag for betalingskrav mod forbrugeren.

462.           Vedrørende spørgsmålet om forbrugerens mulighed for selv at foretage undersøgelse af måleren bemærkes, at det må findes urimeligt, at forbrugeren selv skal betale for målerundersøgelsen - selv om forbrugeren selv insisterer på at undersøgelse bliver foretaget - hvis målerens udvisende peger på, at der er en mere eller mindre åbenbar uoverensstemmelse med målerens udvisende og det faktiske energiaftag.

463.           Forsyningsvirksomheden skal ikke - i en sådan situation - kunne frigøre sig for at afholde udgifterne ved målerundersøgelsen, ved blot at undlade at foretage undersøgelsen, og overlade initiativet til forbrugere.

464.           Og den første undersøgelse må være tilstrækkelig dybdegående og grundig, så resultatet af undersøgelsen er bæredygtigt.

ad B
465.           Hvilke konsekvenser for en forsyningsvirksomhed skal manglende overholdelse af den kontrolfunktion, der er anført i bekendtgørelserne nr. 262 af 14. april 1994 og nr. 54 af 23. januar 1997 om kontrol af måling af henholdsvis fjernvarme og elforbrug have for en forsyning set med energilovenes øjne' og hvilke konsekvenser skal manglende anmeldelse til Tilsynet og bekendtgørelse overfor de tilsluttede forbrugere af kontrolsystemet, der - ifølge bekendtgørelserne - skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual, have for forsyningsvirksomheden, bedømt på grundlag af energiforsyningslovene'

466.           Ifølge bekendtgørelserne (§ 9 hhv. 12) skal energileverandøren etablere et kontrolsystem til overvågning af samtlige måleres nøjagtighed. Kontrolsystemet skal være således opbygget, at der gennem dets drift opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at de idriftværende målere ikke overskrider det dobbelte af de maksimalt tilladelige fejl ved førstegangsverifikation.

467.           Kontrolsystemet skal foreligge fuldt dokumenteret i en kontrolmanual, og leverandøren er forpligtet til at bekendtgøre kontrolsystemets indhold over for de tilsluttede forbrugere, ligesom forbrugerne skal orienteres om ændringer af kontrolsystemet.

468.           Uagtet bekendtgørelserne er udstedt af Erhvervsfremme Styrelsen og styrelsen eller den styrelsen bemyndiger hertil fører tilsyn med kontrolsystemets funktion og virkning, må der for så vidt angår den kontrolmanual, som den enkelte forsyningsvirksomhed ifølge bekendtgørelserne er pligtige at udfærdige, være en leveringsbetingelse i energilovenes forstand, men den konsekvens, at manualen skal anmeldes til Tilsynets register.

469.           Så vidt umiddelbart kan konstateres, ses sådanne manualer ikke at være anmeldt til registeret.

ad C
470.           Hvor langt tilbage i tid skal der reguleres, i tilfælde af konstateret målerfejl'

471.           Der tegner sig langt fra et klart billede af, hvilken rækkevidde en urimelighedsbedømmelse har i tidsmæssig henseende bagud.

472.           Den 19 juni 2000 vedtog Energitilsynet i en konkret sag vedrørende maksimaltilslutningsberegning for forbrugerens ejendom tilsluttet I/S Skive Fjernvarme:

473.           "at det i henhold til varmeforsyningslovens § 21, stk. 5, måtte anses for  urimeligt, at I/S Skive Fjernvarme for nogle forbrugere efter ændringen af værkets vedtægter den 19. september 1995 havde opkrævet faste afgifter på grundlag af radiatorernes hedeflader og ikke havde foretaget en ny opmåling af maksimaltilslutningen, samt 

474.           at Energitilsynet ikke fandt, at varmeforsyningsloven var til hindring for, at I/S Skive Fjernvarme tilbagebetalte for meget betalt i fast afgift til  varmeforbrugere, der siden ændringen af vedtægterne den 19. september 1995 havde betalt fast afgift på grundlag af radiatorernes hedeflader."

475.           Energiklagenævnet stadfæstede den 25. juli 2001 Energitilsynets afgørelse med følgende bemærkninger:

476.           "Efter de "Almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering" fra I/S Skive Fjernvarme, der trådte i kraft den 19. september 1995, kan den faste fjernvarmeafgift kun beregnes enten efter ejendommens rumfang eller efter installationens varmeeffektbehov. Fjernvarmeværkets fortsatte afregning af nogle forbrugere på grundlag af størrelsen af radiatorernes hedeflade har således ikke haft grundlag i de gældende bestemmelser for leveringsforholdet.

477.          Spørgsmålet om hvorvidt og i hvilket omfang Henrik Sloth Petersen eller andre berørte forbrugere af fjernvarme fra I/S Skive Fjernvarme har krav på tilbagebetaling af for meget opkrævet fjernvarmeafgift er ikke reguleret i varmeforsyningsloven. Afgørelsen af spørgsmålet henhører under domstolene."

478.           Til gas- og varmeprisudvalgets møde den 4. september 1989 var blandt andet udsendt et notat, hvori var redegjort for udvalgets og ankenævnets praksis i forbindelse med tilbagesøgningskrav. Af notatet fremgik den konsistens i afgørelser, der på daværende tidspunkt var fastlagt, såvel hvad angår kompetencefordelingen mellem udvalg og domstole som i afgørelser, hvor der er konstateret fejl eller i afgørelser, hvor fejl ikke har kunnet konstateres. I tilknytning til notatet anførte den daværende næstformand i udvalget, at DFF‑vejledningens regler om efterreguleringsperiodens længde burde ændres, idet vejledningen ikke sondrede mellem om forbrugeren havde betalt for meget eller for lidt.

479.           Danske Fjernvarmeværkers Forening (DFF) har i sin vejledning vedr. "Beregning af fjernvarmeforbrug", udsendt marts 1999 bl.a. anført, at man "normalt "  ikke vil kunne regulere forbruget længere tilbage end til begyndelsen af sidste regnskabsår dvs. indeværende år samt hele foregående år."

480.           Danske Elværkers Forening (nu DE) anfører i sin vejledning vedr. "Elleverandørens leverandørbestemmelser" udsendt april 1998 bl.a., at "elleverandøren næppe kan forvente ved domstolene at få medhold i en regulering af elforbruget og dermed af regningen længere end den indeværende afregningsperiode. Såfremt forbrugeren er i utvivlsom ond tro med hensyn til sin forbrugsafregning, kan der dog formentlig kræves hel eller delvis betaling for den ikke afregnede elektricitet. Såfremt reguleringen af afregningen er til forbrugerens fordel, er der modsat ingen tvivl om. at forbrugeren skal have tilbagebetalt alle de for meget gennem årene erlagte beløb".

481.           Varmeforsyningsloven og elforsyningsloven hjemler Energitilsynet adgang til at udstede pålæg til efterkommelse af en afgørelse.

482.           Med udgangspunkt i, at Tilsynets afgørelser er fremadrettede, kan anføres, at hvis ikke en afgørelse, hvorefter dette eller hint er bedømt som værende urimeligt får konsekvenser for parterne - forstået således, at den part hvis adfærd eller handling er vurderet som urimelig skal "foretage sig noget" til gunst for den anden part, for at ændre det urimelige forhold - vil konstateringen af, at en urimelighed foreligger, være et tomt slag i luften.

483.            Selv om udgangspunktet selvfølgelig skal være en umiddelbar ordfortolkning af Energiklagenævnets afgørelse af 25. juli 2001, findes det ikke at være en acceptabel konsekvens af Energiklagenævnets udtalelse i afgørelsen 25. juli 2001 om at spørgsmålet om "tilbagebetaling af for meget betalt fjernvarmeafgift ikke er reguleret af varmeforsyningsloven" at den, hvis adfærd er blevet karakteriseret som urimelig ikke skal rette op på forholdene.

484.            Hvad kan der nærmere ligge i udgangspunktet om, at en afgørelse er fremadrettet, hvis der ikke samtidig skal "rettes op" på urimeligheden'

485.           Udgangpunktet har ifølge praksis været, at en afgørelse har virkning for, og at regulering skal ske for "indeværende samt forudgående regnskabsår. I dette udgangpunkt kan også rummes, at Tilsynet ikke skal bevæge sig ind i en bedømmelse af, om den, der er blevet urimeligt behandlet, har et videre krav på tilbagebetaling i henhold til forældelseslovgivningen.

486.           Udgangspunktet kunne have været, at der alene blev reguleret for "indeværende regnskabsperiode" og ikke tillige for "forudgående regnskabsår", men dette udgangspunkt kunne - taget lige på ordene - resultere i en ringe eller forholdsvis lille tilbagebetaling, hvis eksempelvis hændelsestidspunktet kun var 2 (to) måneder inde i regnskabsperioden. Dette ville udløse en i beløbsmæssig henseende ringe kompensation for en konstateret urimelighed/uretfærdighed.

487.            Når "man" så er "landet på" indeværende regnskabsperiode plus foregående periode, kan dette være udtryk for en vis kompensation for det urimelige forhold, uden at man har bevæget sig ind på forældelsespørgsmålet. Altså en hjemmelavet regel, der ikke giver for meget og giver ikke for lidt, men ud fra en eller anden overordnet vurdering typisk vil kunne opfattes som en acceptabel "retten op på" urimeligheden.

488.           Hvis der ikke rettes op på den konstaterede urimelighed, men afgørelsen alene har virkning for tiden efter afgørelsestidspunktet, ville resultatet være, at fremtidige klager kunne få fornøjelse af den udmelding om retstilstanden, der ligger i den konkrete afgørelse, mens den forbruger, der konkret havde forårsaget, at retstilstanden "blev kridtet op", ikke ville have nogen fornøjelse af Tilsynets tilkendegivelse af, at klageren var blevet urimeligt behandlet. Dette forekommer ikke at være en rigtig konklusion.

489.           Der kan drages en parallel til en domstolsafgørelse: Konsekvensen af en domsafsigelse er, at der gennem handling skal rettes op på det uretfærdige, der er konstateret og tilsvarende må konsekvensen af en urimelighedsbedømmelse være, at der rettes op på det urimelige forhold, således at en rimelig tilstand  genetableres.

490.           Lovenes adgang til at give pålæg ville også være indholdsløs, som værktøj for Tilsynet som administrativ myndighed, til at gennemtrumfe en afgørelse. Udstedelse af dagbøder  kan jo kun have til hensigt at motivere til at bringe en uretfædighed ud af verden.